Når de voksne græder

En af de ting, som jeg gerne vil lære min søn, er at det er ok at være ked af det engang imellem, og at voksne også kan græde og blive glade igen selvfølgelig. Dog har jeg alligevel taget mig selv i at forsøge skjule mine egne følelser for ham indimellem, ubevidst for det meste.

Efter en noget ophedet telefonsamtale i går aftes, som tog pusten fra mig og satte gang i en kaskade at tårer, af den slags som svier og gør ondt omme bagerst i kraniet, stod Otto pludselig midt i stuen og kiggede på mig med sit lille ansigt, blerøv og pjusket hår. Det tog mig totalt off guard og jeg blev med det samme skideflov og følte det store grimme “Dårlig mor” stempel ramme mig hårdt i panden SMASK! Så jeg skyndte mig at gøre mit bedste for at maskere at jeg var ked af det, på den lidt for friske måde, med stemme i highpitch og noget erdutørstigsultenkanduikkesove-ævl. Men min dreng er jo heldigvis ikke dum, han var selvfølgelig blevet vækket af min skarpe stemme, af hulkene og af min vaden rundt i lejligheden (hvorfor fuck kan jeg ikke bare sidde stille når jeg diskuterer med folk?!). Men han sagde ingenting, svarede ikke på mine halvdesperate spørgsmål, men rakte bare armene frem for at komme op, jeg løftede ham og sagde ikke mere, mens jeg bar ham ind i soveværelset. Hans små hænder aede mine kinder da vi lagde os sammen i sengen og en lille stemme pippede: “Det er ok nu, jeg passer på dig”… Lige der smuldrede den grimme flovhed og jeg kom i tanke om førnævnte mål omkring det at vise følelser. Og indtil videre må man sige at det i den grad alligevel er lykkedes, for tænk sig at min store dreng, min store (snart) børnehavedreng udviser så stor empati allerede?! DET gør mig stolt helt ud i tåspidserne.

Edit: Forstå mig ret, selvfølgelig er det ikke hans job at trøste mig og selvfølgelig skal han ikke involveres i diverse voksenproblemer, det er slet slet slet ikke det jeg mener. Tværtimod. Men virkeligheden er desværre bare sådan, at vi engang imellem bliver kede af det og det er der ingen skam i.

…"Så bliver jeg en kæmpestor dreng!"

3 dage tilbage i vuggestuen.
Jeg ved bare at jeg kommer til at vræle når vi skal sige farvel til yndlingspædagogen. Seriøst hun er den bedste, Otto elsker hende, det har han selv sagt. Jeg elsker hende også lidt, for den måde hun er på overfor Otto. De har et særligt bånd de to, som jeg kun har set få gange i de snart 3 år Otto har levet. Tak for Trine.

Fredag holder vi fri, Otto og jeg. Vi skal købe rygsæk, gummistøvler og regntøj inden børnehavestart på mandag. Mandag. Om 6 dage. Børnehave!! Holy fucking fuck.
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Er jeg virkelig blevet en af dem??

Da jeg var gravid var det som om at alle jeg mødte havde den ene forfærdelige fødselshistorie efter den anden, om flastklemte blå babyer, blod, brækkede kraveben, sakse, flækkede skræv og den slags. Ikke pissefedt, især da jeg allerede var ret bange for den goddamn fødsel, som bare kom tættere og tættere på, historierne blev i øvrigt værre og mere makabre jo tættere jeg kom på termin. Heldigvis var min fødsel rimelig gnidningsfri, udover den frygtelige smerte, vedroppet, manglende presseveer og de sidste 2 minutter hvor lægen blev tilkaldt og jeg blev skidebange. Men det gik trods alt godt i forhold til diverse rædselshistorier.
Efter at jeg har set Nadias tegning fra weekendens rødvinsløjer, gik det op for mig at jeg nu bare er hende, som fortæller intetanende kvinder om den sindssyge vesmerte og råder dem til at tage imod al den dope de kan få. Lidt strengt, eftersom at fødsler og veer nok er en af de ting som mange (alle?) kvinder i forvejen har det lidt stramt med, måske at skulle gennemføre en dag.
Jeg tror bare at jeg selv blev SÅ forskrækket over at noget kunne gøre SÅ ondt, at jeg nu åbenbart føler at det er noget jeg skal dele med enhver som gider lytte.
Men tænk… Jeg gør det sgu gerne igen. For det var sgu egentlig meget fedt alligevel, da det var ovre. Men næste gang takker jeg nok ikke nej til den epidural, skulle jeg få den tilbudt.

Du kan vente dig

Sponsoreret indlæg.

Mandag morgen var jeg inde og se filmen ” What to expect, when you’re expecting” eller som den hedder på dansk: “Du kan vente dig”…
Jeg er en sucker for komedier, særligt de tøsede af slagsen. Virkelig! Det kan næsten ikke blive lyserødt og plat nok. Og denne faldt totalt i min smag fra starten af. Der var både plathed, følelsesporno og lækker mand at finde, tjek tjek tjek.
Når man har oplevet at være gravid, tror jeg især at filmen her vil fremkalde grin og genkendende nik, trods til tider humoristisk overdrev. Om den er sjov for mændende, skal jeg ikke kunne sige, men umiddelbart ja, da den også viser graviditeten og det at få et barn fra mandens side. Vil man underholdes og slukke hjernen lidt er det her en film der er værd at se, i hvert fald får I hermed en ret stor anbefaling fra mig og min indre chickflick-maniac! Men man skal nok ikke forvente at blive blown-away af hverken godt skuespil, eller smukke vinkler. It is what it is.
Filmen har premiere i morgen, torsdag d. 24.
Photobucket

Older posts