Livet med børn 2

I sidste uge fik jeg en kommentar på “livet med børn” indlægget, som jeg gerne vil fremhæve. Synes nemlig den satte gang i nogle gode tanker hos mig selv og det var fint med en lille reminder på hvor røvet barselslivet indimellem var, særligt da jeg pt er så skruk at min æggestokke synger højt i falset, hver gang jeg passerer en barnevogn.

Kommentaren lød således:
Gad altså bare godt at høre dine tanker om det, som hende Amira med tvillinger siger om at være mor i den her serie: (sex, kaos og bekendelser) http://www.dr.dk/nu/player/#/sex-kaos-og-bekendelser/37017
Det er meget livsbekræftende at læse om, at du synes det er fedt at være mor. Men hvorfor synes nogen at det er fedt og andre synes det er noget, der bare fucker livet op???

Det bunder i at jeg selv er bange for hvad det kommer til at betyde for mig om kort tid at blive forælder! Ved ikke om jeg bliver en, der elsker den nye rolle eller bare ønske mit gamle liv tilbage.

Mit svar til dette, kom til at lyde sådan:

Nu har jeg fået det set. Jeg hører det mest som at Amira er skidetræt af at være på barsel (hvilket er forståeligt, for det er virkelig røvsygt nogle dage). Hendes ordvalg er måske ikke det heldigste, men jeg kan faktisk godt sætte mig ind i det.
Da jeg selv var på barsel havde jeg bestemt også dage hvor det hele var noget røv (man skal ikke langt tilbage i blogarkivet for at læse om netop de dage). Jeg var seriøst ved at blive sindssyg til sidst.

Jeg tror mange (hvis ikke alle) får et chok når de får børn, for man kan ikke forberede sig på det, man aner jo ikke hvilket barn man får og man ved af samme grund heller ikke hvilken slags mor man bliver. Jeg tror det er pissevigtigt at skrue helt ned for forventningerne, særligt til sig selv.
Der vil for alle være dage hvor man savner sit gamle liv og dage hvor man er så træt at man ikke kan andet end at tude og være sur, men tilgengæld er de gode dage opvejende for alt lorten. Det er min mening.

Hvad siger I? Gør/gjorde I jer mange tanker hvilken slags forælder I vil/ville være, og blev I overraskede? Positivt/negativt? Og vigtigst: Er det ok at sige højt, når man synes det er røvet og kedeligt og fucking nedern?
eller skal folk som Amira (og jeg selv, for den sags skyld) bare flette næbbet?
Håber I har lyst til at byde ind.

Photobucket

38 replies
  1. Carina S.
    Carina S. says:

    Nu har jeg først planer om der lige går en tre år inden jeg skal tænke på børn (plus manden skal lige være der)

    Men mine tanker er at jeg nok bliver en streng mor, men samtidig også gerne er frisk på vilde lege (beder og håber på sønner!)
    Og jeg kender mig selv godt nok til at vide at under barslen ville jeg også tænke det er røvsygt ligesom du har beskrevet det i dine indlæg.
    Bare tre dage alene i min lejlighed er nok til at drive mig til vanvid!

    Svar
  2. Stine
    Stine says:

    Ja, er du gal, man skal sige det!! Den der jeg-er-bare-SÅÅÅÅ-meget-skabt-til-at-være-mor-er-du-ikke-også-dét???-diskurs burde få samme status som kyskhedsbælter og andet kønsrolle-begrænsende fis.
    Mænd fortæller rask væk – når der vel og mærke ikke er nogle kæreste-relaterede personer i nærheden – at de synes, det er vanvittig desillusionerende at blive fædre: Mor-barn symbiose, mangel på søvn/sex/intimitet/sjov/alenetid og den slags. Selv om det er med modsat fortegn, så er det ikke mindre desillusionerende at blive forælder, bare fordi man er kvinde.
    Personligt var jeg klar til at give flyveskaller i mødre gruppen, når der blev sagt ting som: ”Jeg kan blive helt forelsket i lille ”Prinsesse Fifi”, har I det ikke på samme måde?!” For nej, det havde jeg ikke!!: Jeg var ved at blive vanvittig over at være så efterspurgt hele tiden, at jeg ikke kunne få mine overspændte bryster for mig selv, at jeg ikke kunne drikke mig fuld og sove igennem, at jeg ikke kunne shoppe/se tv/være på nettet/spise/bade/ VÆRE i F.R.E.D. Og jeg følte mig uhyggeligt skyldig og forkert over at have det sådan. Som om jeg var en afstumpet og dårlig mor, der ikke elskede sit barn eller sin rolle godt nok.
    Derfor var det en lettelse, da den super seje mor, der sad ved siden af mig i mødregruppen svarede: ”Næh, jeg kan sgu ikke blive helt forelsket i min unge, for jeg synes, at det er pissehårdt at være mor! Men jeg regner med, at det jævner sig!”
    Det har det gjort, efterhånden, selv om hver alder har sine udfordringer. Jeg skriger stadig ved lejlighed ind i en pude, når ungen viser tegn på egen fri vilje (lidt for meget ”egen fri vilje”, that is), og jeg er virkelig lettet, når jeg sender ham på weekend hos hans far – men jeg savner ham også hysterisk meget efter 24 timer, og ender ofte med at inviterer mig selv til middag hos farmand og junior, fordi jeg ikke kan overskue ikke at se den lille i F.E.M dage!!
    Spill it! Ud med det! Jeg mener seriøst, at man kun gør sine medsøstre en tjeneste ved at være ærlig omkring, at småbørn og barsel ikke er lutter lagkage… Men, at det heldigvis er dét værd i det store og hele.

    Svar
  3. Jeannette
    Jeannette says:

    Helt enig i at livet som mor kan være pisse hårdt og nedern, men at det gode klart opvejer det negative. Og at der heldigvis er mest godt ved at være mor. Når tingene er sure og irriterende er det jo som regel fordi man selv er træt og ikke har fået nok søvn og mangler overskud….
    Jeg er selv enlig mor og må indrømme jeg nyder mine alene-dage ligeså meget som jeg nyder mine mor-dage.
    Synes det er befriende at læse når andre tør stå ved at livet som mor kan være )(/%¤/%¤#%¤ indimellem…

    Svar
  4. Kamilla+Olsen
    Kamilla+Olsen says:

    Giver dig ret i at hendes ordvalg måske ikke er de heldigste og så skal man huske på at DR jo ikke har valgt alle hendes optagelser (hun har haft det kamera i 100 dage) så det vi får lov til at se er nok valgt præcist ud, så de kunne skabe den korrekte karakter.
    Jeg havde også fået at vide at jeg skulle skrue mine forventninger HELT ned og selvom det er svært, så hjalp det mig. Det er skide overvældende og man kan ikke forberede sig, hverken på barnet eller én selv. Og selvom jeg bare glædede mig og ikke havde en forventning om at jeg efter 10 uger ville være på normalvægt, bage speltboller hver dag eller for den sags skyld komme i bad hver dag, så ER der bare nogle røvsyge dage imellem de mange dejlige, som virkelig kan hive en ud af fatning. Sådan er det. For mig kom disse typisk, når jeg lige glemte at jeg ikke bare kunne planlægge ALT som før, men havde en lille størrelse, vis rytme jeg jo var nødt til at følge. På godt og ondt. Men det er PRAGTFULDT at være mor!!
    Og selvom det er fedt at være to forældre til barnet, kan det sgu også have sine problemer – i hvert fald for mig. Jeg er nødt til at “tage fri” fra køreste og barn engang imellem for at mærke MIG og dét er sgu vigtigt!! Det synes jeg alle mødre/fødre skal huske. Bare lige en støtanke 😉
    Tak for super relevant emne – det er en fest at læse med herinde! 🙂
    KH Kamilla

    Svar
  5. PernilleCamilla
    PernilleCamilla says:

    Jeg siger nogenlunde det samme som dig.
    Især omkring forventningerne for de dér unger de har åbenlyst ikke selv læst manualen, der alligevel ikke følger med, og helt ærligt.. Ingen forventer, at man som (nybagt) mor er toptunet og har lækkert hår og lækkert hjem. Eller at ens baby ikke græder..
    Nåmmen, ang. barsel, jeg elskede det. Fandme så. Men måske ser jeg det også i et lyserødt skær fordi those days are gone now og jeg skal ikke på flere barsler så tanken om bare en enkelt lillebitte barsel er ret lyserød og tillokkende.
    Muligvis har jeg glemt, at jeg var træt og havde unger, der helst kun sov på deres mor!? Nevermind, jeg dropper nok en barsel mere.

    Svar
  6. Stop det dog
    Stop det dog says:

    Jeg synes bestemt ikke at man skal være stille med sine oplevelser, når det er svært at være mor, det hjælper da “nye” mødre som også har det svært… Så er man ikke alene og føler sig yderligere elendig på den konto!
    Men omvendt skal der også være plads til at dem der “bliver så forelsket” i deres lille også skal have lov til at ytre det.

    Jeg ved f.eks. at sådan en som Superheltemor vist nok ELSKEDE at være på barsel, og før har sagt at det sgu også kan være svært at have det sådan, når alle andre enten ikke tror på hende eller ikke synes at der skal være plads til at have det sådan.

    Og det kommer så fra hende som frygter livet med barn/børn, for jeg er bare verdens største kælling når jeg ikke får søvn… Virkelig.

    Svar
  7. Dyveke
    Dyveke says:

    Jeg synes det er dejligt befriende, at der er nogle der tør sige hvor røvet det også kan være en gang i mellem. Jeg har ikke selv børn – endnu, men kender efterhånden nogle stykker der har, og som er trætte af konkurrence mentaliteten i mødregrupperne. Det er OK at det ikke altid er det skønneste i verden at være på barsel, sådan er det vel med det meste her i livet.. det betyder jo ikke nødvendigvis at man ville vælge det fra.
    Og hvorfor skal det være hemmeligt for andre? Ville det ikke være lettere for de fleste nye mødre hvis der var lidt mere åbenhed om dette emne; hvis det var normalt accepteret at råbe fuck en gang imellem…

    Svar
  8. Tine
    Tine says:

    Jeg blev mor for snart 9 måneder siden, og troede jeg vidste alt om hvor hårdt det blev. Men puha… jeg er blevet klogere.
    Jeg havde godt luret at man nok ikke ville få så meget søvn og at parforholdet ville blive sat lidt på stand by. Men ingen havde fortalt mig om alle hormonerne efter fødslen, ammehelvede og hvor kedeligt barsel egentlig kan være.

    Jeg tør godt stå ved at jeg savner mit “gamle” liv. Jeg savner spontaniteten, jeg savner at kunne ligge en hel dag på sofaen, og så savner jeg de intime stunder med min kæreste. Men helt ærligt, så er alle de savn det hele værd, når jeg så kigger på min smilende datter. For hende ville jeg ikke undvære.

    Svar
  9. Camilla
    Camilla says:

    Jeg synes at Amira fra DR2 programmet er ærligt portæteret og at det er pissevigtigt, at vi så ikke analyserer de ord hun bruger. Der vil nemlig være dage, hvor man kun får 13 minutters søvn og hvor man derfor bare ikke magter at være overskudsagtig på nogen som helst måde.
    Jeg er mor til to drenge og de er SÅ elskede. Ja så meget at det gør ondt nogle gange. Alligevel føles det en lille smule klaustrofobisk lige så snart, jeg træder ind af døren om eftermiddagen. For så starter kaos.
    Før børnene kom, ville jeg have sat mig med en kop kaffe med min mand, løbet en tur, smidt mig på sofaen, hygget med veninder etc. I dag er det en 3-4 timer lang seance af skrig, skrål, voldsom leg, stressagtig madlavning, fordi den mindste er ved at gå sukkerkold. Der bliver konstant kaldt “Moar” og “Av” eller “Lillebror driller”.
    De er også herresøde når de sidder sammen i sansegyngen eller hygger sig med at feje eller sådan noget. Men fælles for det hele er, at du har aldrig aldrig aldrig ro.
    Det at få børn er en del af livet, det er både lykkeligt, ulykkeligt, angstprovokerende og meningsfyldt. Men lad os nu for søren da lade være med at ophøje det til noget helligt, selvrealiserende eller mindfullnessagtigt.
    Det er børn, vi elsker dem, de er skide irriterende og pisse søde.

    Svar
  10. Fru Buur Bækgaard
    Fru Buur Bækgaard says:

    Jeg elsker Amira for at være hudløst ærlig. Om ordvalget er fornuftigt? Jeg ved det ikke, og jeg er også rasende ligeglad, for jeg efterlades ikke med en tvivl om hvorvidt hun elsker sine unger!

    Jeg elsker i det hele taget ærlige mødre. En bekendt fortalte for ikke så længe siden om, at det bedste nogen kvinde havde sagt til hende var “Du kommer til at tro at du skal dø under fødslen, så slemt er det!”. For som hun sagde, hvis der ikke var nogen der havde fortalt hende det, så ville hun faktisk have troet at hun skulle dø og at der var et eller andet helt galt.

    Og jeg synes det er lidt det samme. Det er p*ssevigtigt at forælderrollen ikke kun bliver fremstillet som fryd og gammen – men at man også godt må være et menneske og sige højt at man ind imellem har lyst til at tage livet af sit eget afkom. For hvis der ikke er nogen der siger det højt, så tror vi alle sammen at det er os selv den er helt, helt gal med – og det bliver forholdene nok ikke bedre af!

    Så tak for dine inputs – de har i hvert fald stor, positiv betydning for sådan en som mig, der går med planer om familieforøgelse inden for meget nør fremtid!:o)

    Svar
  11. Kaffe & T
    Kaffe & T says:

    Jeg tænker ret enkelt: Der skal fan’me være plads til, at man må udtrykke sig, uanset om man så mener det ene eller det andet. Ofte mener vi jo lidt af det hele sådan på skift. Jeg har dage, hvor jeg er sikker på, jeg er sat i verden, for at være mor. Hvordan kan jeg ellers have fået sådan nogle fantastiske eksemplarer af slagsen? Men jeg har også dage, hvor jeg er villig til at sende dem til månen uden returbillet. (næsten da).

    Tror man skal passe på med at hylde eller forherlige nogle af de to sandheder. Børn er fantastiske og børn er hårdt arbejde. Og det okay at udtrykke begge dele. Der er bare mest modstand, når man udtrykker det svære. Derfor har vi tendens til at holde på vores ret til at råbe højt og længe pik, patter og skål – det er OK at være træt af barselsliv og den slags. Bare man husker to ting: det er ikke ok at trampe på dem, der har en anden oplevelse. Og det er vigtigt at huske at give udtryk for de gode og vidunderlige stunder også. Ikke mindst for vores egen oplevelses skyld. Vi tror, de gode sider af sagen er selvsagte, men det er de ikke altid. (fik jeg at vide af en veninde, der ikke ku’ se, hvorfor hun skulle få børn, når vi hele tiden talte så dårligt om det.) Avs…. Ikke hensigten, vel!?

    giver det mening?

    Svar
  12. Caroline
    Caroline says:

    Og Amira har jo på det tidspunkt været på barsel i 15 (!!) mdr., da hun siger det. Eddermame godt klaret.

    Svar
  13. Helena
    Helena says:

    Jeg er SÅ meget enig med Stine. Alle de følelser, også de negative, de skal bare ud, for ved i hvert fald fra mig selv, at man kan gå og blive bitter og indebrændt over ingen frihed, ingen søvn, ingen spontanitet. Bare savl og lortebleer.
    Hatten af for at sige tak og nej tak på de rigtige tidspunkter.

    Svar
  14. Søren
    Søren says:

    Og jeg er så stodderen, der sætter sig ved pigebordet og fortæller om, hvordan det er at blive far. Relevant much?

    Jeg tror at for selv den mest engagerede far-to-be er det svært, fordi man ikke mærker det der liv vokse i sig. Så min følelse var, at det handlede meget om at sørge for barn og mor og passe på dem. Men følelser for barnet? Ikke rigtigt. Det var en del som at få et kæledyr, der skulle passes på. Kæledyr er (også) søde og man kan (også) sagtens have stærke følelser for et kæledyr. Og det var så sådan jeg havde det med Vibeke det første års tid.

    Nok også meget smart, fordi min barsel var på 14 dage (reklameverden for 10 år siden FTW!), og i de to uger sov mor & datter non-stop. Så jeg købte ind, ryddede op og spillede mere PlayStation end jeg nogensinde har gjort.

    Hvor er den så henne, relevansen? Jo, at det er OK ikke at føle ugebladsfølelserne. Gu’ fanden bliver man da træt af ungen og ønsker sig langt væk fra det liv. Man skal bare kun handle på det, når det er forsvarligt.

    Svar
  15. louise
    louise says:

    Nu er jeg ikke selv blevet mor endnu, men min svigerinde har født en dreng for et halv år siden, og hun var meget overrasket over forløbet.
    Nu havde hun også et lidt kompliceret efterforløb pga. nogle komplikationer under fødslen, men hun synes selv hun er blevet overrasket over hvor træls det faktisk var da hun kom hjem. Efter 1/2 år er det blevet meget bedre, og nu elsker hun det.. men det var helt klart en prøvelse for hende!

    Jeg går selv så småt med tanker om gerne snart at ville have et barn, men jeg må ærligt indrømme at jeg er lidt ængstelig ved det.
    Jeg bliver hurtigt rastløs når jeg er alene, og jeg er derfor bange for at blive sur og gnaven hvis jeg skulle gå hjemme hele dagen. Jeg ved, at mit temperament er til at mit dårlige humør går ud over kæresten.. og det ville sgu da være synd hvis det blev tilfældet.
    Generelt vil jeg jo gerne være en super-mor (hvem vil ikke det), men jeg tror helt sikkert jeg bliver den type mor der har ostehaps i håret i netto, som lugter lidt af gnu og som laver verbale opkastninger ud over min stakkels mand efter en hømhøm-lang dag!
    Men hvis det er mine forventninger, så kan det vil kun gå op af bakke 🙂

    Tak for en dejlig, ærlig og livsbekræftende blog!

    Mvh Louise

    Svar
  16. Cecilie
    Cecilie says:

    Synes det var så dejligt at høre nogen som helt igennem ærligt sagde, hvad hun følte! Jeg så programmet i lørdags, og tænkte seriøst “Sejt gjort” Endelig (!) en som siger, at livet med børn ikke altid er en dans på roser, for vil gætte på, at det ikke er det.
    – Det skal siges, at jeg ikke har børn og ikke har tænkt mig at erhverve et indenfor den nærmeste fremtid 🙂

    Cecilie (18)

    Svar
  17. Louise
    Louise says:

    Det er selvfølgelig ikke altid super-duper at være på barsel… Men jeg får lidt ondt i maven af hende Amira! Synes det er lidt synd for de piger! Men okay jeg har også kun en baby 😉

    Svar
  18. Karen
    Karen says:

    Det negative SKAL siges, ligesom det SKAL fortælles, hvor ondt det gør at føde, sådan at gravide damer som mig kan få en fornemmelse af, hvad man OGSÅ kan forvente af barsel, som ikke er helt så lyserødt, som det man går og tænker på lige nu.

    Svar
  19. Jonna
    Jonna says:

    Jeg synes det er modigt og fantastisk at hende Amira er så ærlig. Og sprogbruget er da ligemeget – jeg synes bare det er virkelig fint at hun tør fortælle hvordan hun virkelig har det!

    Men når det så er sagt, så synes jeg faktisk også det er megavigtigt at fortælle de positive historier. Da vi overvejede at få et barn, var jeg ved at blive sindsyg af at ALLE udsendelser om børn og babyer havde hovedvægten på hvor HÅRDT det er at få børn, og hvor meget man risikerer at parforholdet ryger fløjten pga. børnene. Og som en anden læser skriver, så er det som om at alt det fantastiske er implicit – men det er det jo for fanden ikke, når man aldrig har haft børn. Jeg var meget glad for det liv vi havde før, og når man ikke hørte andet end ynk og klynk, kunne faktisk være svært at overbevise sig selv om hvorfor man nogensinde skulle få sig sådan et lille monster!

    Jeg er velsignet med en dejlig datter på 16 måneder, der sover, spiser og skider som hun skal, og en meget engageret mand, som bl.a. tog 4 måneders barsel, så her er de fantastiske dage heldigvis i stort overtal.

    Svar
  20. S Lorentzen
    S Lorentzen says:

    Jeg syntes ikke at problemet med at være på barsel var at det var hårdt som at var ensomt. Jeg syntes det var frygteligt ensomt, særligt fordi “man ikke bør” føle sig ensom når man er på barsel og netop skal være sammen med sit barn hele tiden (og derfor i teorien ikke er alene). Men det er først da mine piger var blevet 2 at jeg ikke syntes det kun var hårdt arbejde at være alene med dem (jeg gik så ikke på barsel i 2 år ;-))

    Derudover syntes jeg det var forfærdeligt at jeg ikke forelskede mig i mine piger da jeg fik dem. Det var der godt nogen der kunne have forberedt mig på. Jeg var nødt til at lære dem at kende og der gik altså nogle måneder inden jeg elskede dem. Hvilket jo er noget forfærdeligt at sige, men sådan var det for mig. Men det kan godt have noget at gøre med at det var tvillinger og at der andre ting som bare er anderledes når der er 2 babyer.

    Og igen, man skal passe rigtig meget på med at dømme tvillingemødre/fædre baseret på ens oplevelser med det kun at have et barn. For ens verden er meget anderledes og der er slet ikke tid til den samme mængde nusning og putning som man kan når man er på barsel med en. Fordi der er dobbelt op på alt, får man ikke sovet ligeså meget, man får ikke altid trøstet med det samme (fordi den anden måske også græder), dobbelt amning, dobbelt givet flaske osv. Og man kan miste rigtig meget sig selv i den periode. Ofte også fordi man bliver sendt tidligt på barsel (jeg blev sygemeldt i uge 26) og går hjemme rigtig længe inden man overhovedet har født.

    Men derudover er det også fantastisk at have børn. Når de hopper i ens seng om morgenen, siger “moar, jeg elsker dig” og alle de andre kære ting som børn gør. Og jeg vil da helt sikkert have flere!

    Svar
  21. Karoline Eg Nefer
    Karoline Eg Nefer says:

    Interessant. Først var jeg egentlig lidt i tvivl om deltagelse i denne debat eller ej, da jeg efter gennemlæsning er af en helt anden opfatning. Jeg synes nærmest det er groteskt at høre på Amira, jeg kan godt forstå at hun synes det er hårdt og 15 måneder er da lang tid. Men hvis hun er så træt af det må hun jo se at komme videre. Det er jo udelukkende hende selv der kan ændre hendes tilstand og hverdag. Hendes to piger kan ikke tage valget om at tage i vuggestue, så mor kan få lidt fred og hvile.

    På den anden side ved jeg godt at det er blevet mere “moderne” at være ærlige omkring hvor hårdt det hele egentlig er og jeg er da enig i at man skal være ærlig og ytre sig. Jeg tror bare jeg vill få det lidt underligt, hvis jeg så/hørte min mor udtale, at de ville være nemmere hvis der bare var en, at hvis hun falder ned så ville hun ikke have ansvar længere, eller at hendes liv er det rene lort pga. mig og min tvilling!

    Jeg ved det ikke, det er sikkert bare mig der er ung og naiv – 20 år gammel, gravid og spændt. Jeg vil da ikke udelukke at jeg kl 12. en ganske normal barsels-dag, hvor jeg ammer og snakker baby-snak kommer til at sidde og tænke, at det da kunne være rart at snakke med en anden voksen. Jeg synes bare det er langt fra at erkende det er hårdt og til at ytre sig på den måde som Amira gør.

    Hvem ved måske vi ses på den anden side? Måske jeg om 6 måneder giver Amira ret. Jeg har svært ved at tro det ..

    Svar
  22. Marie
    Marie says:

    Nu har jeg ikke lige læst de andre svar igennem, så måske siger jeg noget af det samme.

    For mig, sætter Amira ord på mange af de følelser jeg selv gik rundt med da jeg var på barsel. Jeg nåede aldrig at nyde det, mest fordi det hele i mit tilfææde startede med en forfærdelig fødsel, kolik, sygdom, mere sygdom og ja, mere sygdom. Jeg følte slet ikke at jeg var mor. Jeg var et skaffedyr og en madcentral og jeg ikke kunne gøre andet blot at koncentrere mig om at komme igennem dagen. Det var rent overlevelse. En gang imellem var der da lyspunkter. Små glimt af lykkefølelse og optimisme. Men det var andre mennesker, der skulle gøre mig opmærksom på det, og det fik mig til at føle mig endnu mere som en fiasko, at jeg ikke selv kunne se de gode ting.

    Med andre ord….det var møghårdt. Det var forfærdeligt og jeg hader at jeg ikke kan se tilbage på den første tid med min dejlige dreng med en god følelse. Jeg var forberedt på det værste, men ikke at jeg skulle opleve noget der var værre.

    Men jeg elsker ham. Han er unik, skøn, klog, sjov og smuk. Og jeg kan ikke leve uden ham. Han skal helt sikkert være storebror en dag og jeg håber INDERLIGT at det bliver anderledes.

    For der er ikke to børn der er ens, og der er ikke to mødre der er ens! Det er derfor naturligt at der er forskellige oplevelser af moderskabet. Og det er ikke nødvendigvis lyserødt.

    Svar
  23. Christina
    Christina says:

    Jeg synes der skal være plads til at brokke sig hvis man er træt og udkørt, for der ER sgu hårdt at være småbørn forældre. Selv elskede jeg min barsel (har en pige på 15 måneder). Og jeg kedede mig ikke, tværtimod synes jeg at jeg havde lidt for mange aftaler osv. Så jeg tænker at man selv lidt styrer hvor meget der skal ske under sin barsel? (håber ikke jeg træder nogle over tæerne!) min uge så i en lang periode sådan ud, mandag: mor/baby træning i fitnessworld. Tirsdag: babysvømning. Onsdag: mødregruppe. Torsdag: evt mir/baby igen. Fredag: ingenting! Der udover gik vi i starten af barsel også til mor/baby yoga og til slut gik vi ofte i “legestuen” på skt hans torv. Desuden var vi ofte sammen med veninder eller famile om eftermiddagen. Jeg d
    synes tiden på barsel gik så hurtigt og tænkte tit at jeg burde ha haft nogle flere “hjemme-dage” uden planer… Selvfølgelig var der dage der var virkelig nedtur fordi man var ved at falde fra hinanden af træthed og jeg NYDER at være tilbage på arbejde men overordnet synes jeg det var rart at kunne nyde min lille pige i et helt 1 år og se hende udvikle sig få hurtigt som de nu gør ( det er et mirakel i sig selv, hvad der sker på et år!!!, nogen gange tænker jeg at det ikke er så mærkeligt at de er lidt vanskelige og har det vildt, for der sker jo sååå meget både fysisk og mentalt).

    Svar
  24. Trine
    Trine says:

    Jeg er en af dem der elskede min barsel (og er netop påbegyndt min anden) MEN jeg havde også mange hårde perioder. Det handlede egentlig ikke så meget om min søn og det med at få omlagt hele sit liv og blive begrænset på stort set alle områder uden den store medindflydelse – nej det handlede om at skulle leve op til at være “den rigtige øko overskudsmor der fuldammer, ser brandgodt og overskudsagtig ud HELE tiden med perfekt baby klædt i det helt rigtige med overskudsrent hjem, hjemmebag osv.” Jeg har talt med flere om det og der er det efter min mening os kvinder der selv skaber de der fuldstændig vanvittige idealer vi skal leve op til og som for mit vedkommende var den vildeste stress faktor indtil jeg kom så meget ovenpå at jeg formåede at tage stilling til dem og inden i mig selv kunne sige fra! Puha det synes jeg var benhårdt.

    Svar
  25. Dea
    Dea says:

    Søvn! Det er All thar matters. Og der er babyer bare fordkellige. Jeg har prøvet version ‘vi sover altid fem timer i streg’ og version ‘en time, måske to ad gangen’ det er tortur uden og så bliver barsel let tung, mens det med god søvn går anderledes let. Jeg synes – som andre har nævnt- heller ikke det er klædeligt med analysen af ordvalg. Man VÆLGER jo ikke, hvordan man har det – og sejt gået at gå i tv med det. Og hånden på hjertet: hvor mange af os har ikke sagt ting om vores liv, mænd eller børn, som ville lyder derhen ad? Måske bare i et øjebliks afmagt ud af månders glæde. Don’t judge.

    Svar
  26. Anita
    Anita says:

    Jeg har en helt klar tanke om hvordan jeg bliver som mor! Men frygter også meget for at jeg bliver en af de udtagelser af dem der bekræfter “reglen” om at pædagoger har de værste børn! For jeg er uddannet pædagog.. Og jeg ser hvordan nogle af mine studieveninder opdrager deres børn og jeg tager mig ofte til hovedet(mentalt) og har nogle gange lyst til at skrige! For vi er jo uddannede og vi bør da om nogen vide hvordan man opdrager børn.. Men de er bare med til at bekræfte den regel om at pædagogers børn er nogle sataner 🙂 Og det frygter jeg at jeg også bliver en del af! Derfor har jeg en forhåbning om at jeg bliver en bestemt type mor – bare jeg ikke bliver en af de pædagog-mødre 😉 Jeg spejler mig meget i min veninde(som ikke er pædagog – men ene mor til en lille dreng). Hende måde at opdrage og være mor på er nok den måde der ligner den måde jeg håber på at blive. En mor der er bestemt, men utrolig kærlig. En mor der taler med barnet og ikke bare til barnet. En mor der er mor først og pædagog efterfølgende! En mor der kravler på gulvet og leger kat eller bygger lego. En mor, hvis børn respekterer hende – at et nej er et nej, der er visse takt og tone-regler der skal overholdes.. Holy moly, jeg lyder til at blive en værre satans til mor – bare mine børn ikke bliver det 😉

    Man har vil håb og tanker om hvordan man bliver som mor.. Og man bliver jo ikke en helt ny person bare fordi man bliver mor! Jo jo, man bliver mor – men derfra og så til at smide alle ens egne normer og værdier i skralleren for at blive den “perfekte” mor – der håber jeg saftsusme der er langt..

    Afslutningsvis vil jeg bare sige at alt ovenstående i mente, så vil jeg bare gerne være en god mor, med nogle skønne børn der ikke synes deres mor er mega pinlig Nej! jeg vil sgu være den pinlige mor der er sjov og bager kager – det er vel ikke for meget at forlange, vel?! 🙂

    Svar
  27. isabella
    isabella says:

    Fedt, at du tager dette op og deler det med os andre!!
    Er træt af det her glansbillede, hvor det at blive forældre er en selvfølge og man skal være ih og åh så lykkelig.
    Der burde også være plads til det “rigtige” billede.
    Og så kunne jeg godt tænke mig, at det også var okay, at der er par, der rent faktisk ikke har lyst til at få børn og hellere vil hinanden…
    Det må du meget gerne skrive noget om også 🙂
    Eller måske, hvorfor det er så provokerende for mange mødre, når man fortæller, at man ikke ønsker at få børn….

    Svar
  28. EvaK
    EvaK says:

    Tror faktisk ikke jeg forberedte mig så meget og jeg tror det eneste som overraskede mig var hvor træt man kunne blive, hvor pokkers ondt det gjorde at amme og hvor latterligt kedeligt det kan være at være på barsel.

    Jeg synes klart man skal have lov til at få luftet de “dårlige” ting, for ellers kan det hobe sig op og ende i kronisk dårligt humør. Dog synes jeg man skal være ligeså god til at komme ud med de gode ting – både for din egen og andres skyld 😉

    Svar
  29. Sebrina
    Sebrina says:

    Synes da helt sikkert at det skal ud, altså også de trælse ting ved at være mor. Manglende søvn, skrigende barn, en koalaunge 24/7, snotnæse x 100, lort, lort og mere lort, at være mælkebar til fri afbenyttelse, svineri, mindre byture osv. osv. For det er sgu da hårdt. Jeg synes selv at vi har været heldige, men tror også det skyldes at Nicolai også var studerende indtil Aya var omkring de 16 mdr, hvorfor han jo også har været rigtig meget med og stadig er den dag i dag. Herhjemme skfites vi altså om de sure tjanse, og når vi engang skal have en til, så er aftalen da også at jeg max skal have 6 mdrs barsel, for dur ikke til at gå hjemme i længere tid.

    Men ja, alt det gode opvejer x mange alt det knap så fede, for os i hvert fald 😉 og alligevel kan man nok kun helt forstå det, når man selv har fået sådan en fis at holde af.

    Svar
  30. Lullue
    Lullue says:

    Jeg synes det var hårdt at være på barsel. Jeg elsker min datter og har aldrig været træt af hende. Men hun sov max. 2 x en halv time om dagen og vågnede hver anden time natten igennem indtil hun var et års tid. Hun sover stadig ikke igennem her 4 år efter, og er generelt ekstremt energisk og viljefast. Hun elsker at løbe og hoppe og lege vildt, så det er altså ikke kun drenge der er sådan. Får nogen gange kommentarer som “nå, du har en piiiige, så kan I gå på café sammen, og hun kan sidde helt stille” – øøøh, NEJ! Alle piger bliver altså ikke født som søde, stille nipsting.

    Nå, men med hensyn til barslen, så vænnede jeg på en måde til selve søvnmanglen. Men jeg vænnede mig ikke til, at jeg følte jeg aldrig rigtigt kunne slappe af, og aldrig slog til. Jeg var så træt, når hun endelig sov om dagen, at jeg bare sad og kiggede tomt ud i luften med flatline frekvens i hovedet. Burde jo udnytte tiden til at få gjort rent, vaske tøj, lave hjemmelavet babymos som kunne fryses ned til de næste par uger eller bare få et bad og gøre lidt ud af mig selv.
    Men det gjorde jeg altså ikke. Og havde dårlig samvittighed over det, som blev bekræftet af min mand, som ikke kunne forstå at jeg ikke fik lavet mere i løbet af dagen. Samtidig kunne han ikke rigtig relatere til den her lille bitte baby, som kun ville have sin mor, og tit bare skreg når hun var hos ham. Så jeg husker det som at det ALTID var mig der var på, også om eftermiddagen og aftenen og natten. Måske var det sådan fordi jeg ammede og det var mig der gav hende mad. Måske fordi han var for utålmodig, og gav hende tilbage til mig når hun skreg – eller jeg tog hende tilbage fordi han blev sur på hende. Måske havde vi bare en heftig mor-barn-symbiose. Men jeg blev aldrig træt af min datter. Jeg blev træt af min mand. Og af mig selv. Og følte mig ensom, meget ensom. Jeg har stor, stor respekt for enlige mødre, især hvis der ikke er en barnefar eller en bedsteforælder der tager over engang imellem.

    Men altså … min mand og jeg kom igennem det og er stadig sammen. Og far og datter har det også fint sammen i dag, han elsker hende højt. Og han laver masser af ting i hjemmet – han er ikke en ond hustyran, hvis jeg lige fik ham til at lyde sådan. Men første år med baby var sgu bare lidt noget røv. Og jeg frygter hvordan det vil blive at få en 2’er, som vi snakker meget om for tiden.
    Jeg håber ihvertfald at det vil blive anderledes. At min mand vil være mere på banen i forhold til baby – f.eks. tror jeg at vi skal supplere evt. amning med flaskemælk, så han også kan give mad. Og jeg håber at jeg – og han – vil være ligeglad med om jeg får lavet andet end at sørge for baby. Håber at man ikke dør af stress over både at have en baby og en ekstremt energisk datter. Faktisk har vi lige aftalt at gå til parterapi(!) for at få afklaret hvordan vi kan gøre det, for jeg ved ikke om vores forhold vil kunne klare at gå igennem den afstand som der var under barslen en gang til. Men jeg vil alligevel meget gerne have et barn mere. Og det vil han også.

    … Sikke en lang smøre. Men det var egentlig ret terapeutisk at få skrevet ned. Det er også sådan jeg ser det for Amira – at hun får luft ved at komme ud med det til kameraet. Men jeg håber da for hende, at de hurtigst muligt får pasning til børnene, så hun kan få luft igen. Puha, tvillinger må være hårdt. Men synes også det er nogle lidt ubehagelige klip, hvor jeg får halvondt i maven over at hun nærmest ikke gider trøste børnene eller kigge kærligt på dem. Håber ikke hun har det sådan hele tiden.

    Svar
  31. Katrine G
    Katrine G says:

    Jeg må indrømme at jeg ikke var så specielt vild med at være på barsel – jeg havde glædet mig MEGA meget til at trække stikket ud og være overskudsmor. Men så fik barnet kolik. Argh! Der var flere dage end jeg kan tælle hvor jeg skældte min stakkels kæreste huden fuld for at han bare kunne skride og på arbejde. Det hang nu nok også samme med en mindre fødselsdepression som jeg var for stolt til at gøre noget ved…

    Nu er jeg faktisk ved at være ret skruk igen – og nu glæder jeg mig igen totalt til at gå hjemme og nusse og baby og bage boller (haha, as if – sidste gang var det et heldags-projekt at komme ned til Kvickly og købe bleer).

    Men bare lige for at slå det fast, så selv om barnet havde kolik og jeg var ensom så ville jeg aldrig, aldrig bytte den ekstra tid med min søn ud – nu savner jeg ham jo hver dag på arbejdet …

    Svar
  32. Marie.
    Marie. says:

    Jeg elsker at være på barsel. Jeg har været i 15 måneder nu og jeg er ved at tude over det snart er slut.
    Jeg er skide træt af at få at vide at jeg ikke er ærlig. Jeg ææælsker at gå hjemme og hygge med min unge. Og det kribler ikke det mindste i mig for at komme tilbage til arbejde og kollegaer. Men for mange er det uærligt og jeg skal helst gå og brokke mig over bleer, klynk og babyleg.
    Og vi har altså ikke haft et nemt forløb. Men jeg havde indstillet mig på hvor hårdt det ville blive.
    Man skal nok gøre op med sig selv inden man får barnet om man vil/kan opgive at være verdens navle.

    Svar
  33. Bille
    Bille says:

    Det er både det værste og det bedste i mit… At være blevet mor. Det første år var SORT – og når jeg så en gravid og oftest lykkelig uvidende kvinde tænkte jeg; “Løb, løb alt hvad du kan – og kom aldrig tilbage…” Det var bare så hårdt at blive mor – MEGA eksistens krise!!! Jeg har altid været en god mor ud ad til og over for mit barn, men inden i kunne jeg slet ikke kombinere mor+kæreste+mig selv+veninde+datter+svigerdatter+kollega+min meget store forfængelighed… Og alligvel synes jeg det var/er helt ok at være overskuds-agtig… Også når andre er det… Det var næsten i fy-ord i visse
    omgangskredse. Det er sgu da bare MEGA fedt, når nogen har overskud… Bare det ikke bliver på bekostning af at det stadig er helt ok at have en røv-nederen dag når ungen ikke vil sove, manden er på forretningsrejse, maven og brysterne hænger samtidig med at den dårlige samvittighed, nullermænd og vasketøj hober sig op.
    Nu er min dreng 3 år og nu har jeg overskud til at tage en ekstra tjans på
    arbejdet, i hjemmet, til træning, med mine veninder som har barn nr 2 osv. Og først nu er jeg ved at være klar til at “udsætte” mig selv for endnu en omgang; graviditet, fødsel, barsel, minus søvn og minus sex… Det blir f….. hårdt men jeg – og vores lille familie- skal nok overleve og komme ud på den anden side. Jeg skal bare huske at “Det er kun en periode!!!!” – også selvom den varer over 1 år uden mere end 3 timers sammenhængende
    søvn… Det har været et mantra for mig. Og “Det blir bedre, når de bliver 1 år/2 år/3 år/….” For det gør det virkelig – det man står i lige nu blir bedre når de blir ældre (og man vokser gevaldigt med opgaven) – ja ja der kommer andre ting men det vokser de/vi også fra… Og disse to sætninger kom fra min ene gode veninde og min gode kollega. Så for at slutte hvor heg startede; TAK til dem der forstår at finde balancen mellem at være total
    sortseer og overskuds-agtig – og tak fordi I rummede mig og lærte mig lidt af
    det… Nu kan jeg klare det hele – i perioder!!!!

    Svar
  34. Drees
    Drees says:

    Dejligt, at du var vild med det. Men jeg synes det er helt forkert at sige, at man vil være verdens navle, hvis man ikke er vild med barsel. Det er simpelthen forkert.

    Svar
    • Marie
      Marie says:

      Jeg siger man skal gøre op med sig selv om man kan opgive byture hver weekend, cafe besøg når passer dig osv. inden man får barn.
      Jeg syntes ikke man bør hylde den kultur der opstået hvor små børn er lidt i vejen for ens liv.
      Ingen skal tvinges til at elske barsel men når først barnet er der er der jo ingen vej tilbage. Der er ikke en prøveperiode på børn og det virker som om mange ikke har tænkt det gennem inden de fik barnet.

      Svar
      • Anonym
        Anonym says:

        Jeg synes ikke det er forkert at Amira SIGER det, hun gør, for selvfølgelig har man lov til at være ærlig og give udtryk for hvad man føler, men jeg bliver skræmt over, at hun og sikkert mange andre mener at det er røvsygt at være blevet mor. Fuld forståelse for at barsel ikke er lutter sjov og speltboller. Kan også sagtens forstå det, hvis man ikke elsker sit nye liv lige med det samme, men hvis an er derude hvor man nærmest fortryder (?) helt hen til efter 1½ år, så er jeg altså også tilbøjelig til at tænke at man ikke var klar til at opgive de goder, man har nårman ikke har børn. Måske skulle man have ventet, måske ville man have haft et bedre liv helt uden børn? Jeg kunne ikke klare det bedre med tvillinger overhovedet, men jeg synes bare det er synd at hun ikke ser ud til at nyde sine små børn, som trods alt er små i ret kort tid… kliché jaja 🙂 Og ja, det er tv, det er klippet, vinklet og hvad har vi.

        Svar
  35. Stine
    Stine says:

    @Marie – Det er måske liiiige voldsomt nok at skyde en masse mennesker i skoene, at de ikke “har tænkt det igennem inden de fik barnet”. Jeg tror ikke, at det handler om ikke, at tænke tingene igennem, jeg tror i højere grad, at det handler om bare ikke at være i stand til at begribe, hvilket pres der venter.

    Dejligt at høre, at du fungerer godt på barsel – ville ønske, at det var mig, der kunne have nydt de 14 måneder… Men det kunne jeg altså ikke – til trods for, at ungen var planlagt, karrieren var sat på stand by, og alt var klappet og klart.

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] gå hen og blive en smule skræmmende, i hvert fald på mig. I går faldt jeg helt tilfældigt over dette indlæg på Sneglcille’s blog. Det handler om en udsendelse hvor en kvinde vist ikke er helt […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *