Her går det godt

Efter Otto’s hjemkomst har vi haft travlt. Vi har drønet rundt til forskellige aftaler, været på legeplads,  i biografen, til juletræsfest, frokostaftaler, aftensmadsaftaler osv. Det har været drønhyggeligt, men også lidt hårdt for os begge ikke at kunne lave ingenting og bare slappe af og lige finde hinanden igen efter en uges adskillelse. Så i går, hentede jeg Otto tidligt. vi så film og bagte boller, drak varm kakao og åd klementiner. Legede i gården og gik tur i enghaveparken. Bare ham og mig. SÅ tiltrængt og dejligt. Vi faldt begge om allerede ved 19 tiden og jeg vågnede en time senere, på savlemåden. Og i dag var det lidt nemmere at aflevere ham i vuggestue, den der lede skylfølelse/dårlige samvittighed er blevet betydeligt mindre…

Det lyder meget idylisk, det er kun fordi at jeg har udeladt vores småkonflikter om f.eks. hvorvidt det var en god ide at spise æggesalat i sofaen. Vi var begge en smule irritable. Nogen havde PMS, andre er ved at finde sig godt tilrette i noget trodsalder og så havde vi  begge været oppe før klokken 6 (5:28 bare for at træde i det), før Ramasjang stod op:
Uploaded from the Photobucket iPhone App

Mollie 291111 ♥

Mollie, velkommen til den store verden. Jeg har ikke engang mødt dig endnu, men jeg kan alligevel næsten ikke være i mig selv af glæde, jeg ved at du kommer til at blive en stor del af mit og Otto’s liv, præcis som din mor og storebror er det. Jeg glæder mig til at møde dig snart…

I morges klokken 06:10 fødte Nanna en lille pige, Mollie. Nanna er seriøst en af de sejeste mennesker jeg kender. Hun valgte at føde naturligt, trods en helvedesfødsel sidste gang. Det var igen en hård omgang , men hun gjorde det fandme! Sejt sejt.

Uploaded from the Photobucket iPhone App

TILLYKKE NANNA OG JESPER MED JERES DATTER! OG OGSÅ TILLYKKE ARTHUR MED DIN LILLESØSTER.

???

De 3 bananer gjorde det igen…

I lørdags var jeg i Tap1 og se Malk De Koijn. Selvom det var min 9’ende(!!) koncert med dem, var jeg ligeså spændt som var det den første. Jeg vil lade dygtige Teis om at anmelde selve koncerten, som et gæsteindlæg senere (i morgen agtigt) og i stedet fortælle om mit stunt i garderoben efter koncerten. Jeg havde stort set ikke spist noget hele dagen, fordi jeg simpelthen var så spændt! Vi troppede op i god tid og fik et par fadøl og en god plads foran scenen. Efter en times ventetid i selskab med sjove mennesker og god musik, gik de på scenen og her stod den på 2 timer med armene i vejret og skrålen. Både min koncertbuddy (gæsteblogger Teis) og jeg selv var badet i sved og havde ingen stemme tilbage da koncerten sluttede. Adrenalinen pumpede og jeg kunne godt mærke at det prikkede lidt i ansigtet efter 2 timer i vakuumlignende svedbad foran scenen. Vi gik med strømmen ud i rygergården, røg en halv cigaret og gik så mod garderobekøen, hvor vi blev væk fra hinanden. Jeg fik det værre og værre, men skulle bare have min jakke (sgu!) så jeg kunne komme uuud. Få meter fra garderobepigerne, måtte jeg sætte mig på hug for ikke at dejse om. Men desværre bare for sent, for jeg besvimede og slog mit hoved på noget jeg aldrig fandt ud af hvad var. Jeg var hurtigt på benene igen, men den ellers planlagte bodegatur blev erstattet med en spegepølsemad på mit køkkenbord.
Alligevel var det en af de bedste aftener længe, for helvede hvor er de pissedygtige!! Dog var jeg/vi en smule skuffede over at der ikke blev spillet “Til de folk”, det er sgu da tradition??! Men ok, den er efterhånden så gammel at det måske er på tide at lade den ligge…. Øv.

Uhygge

Da jeg var ude og spise med de gravide i forrige uge, snakkede vi blandt andet om at være bange.
Ikke på “for helvede jeg håber ikke der sker mit barn noget” måden (for det er jeg/vi sgu hele tiden), men bange som i “hvad fanden var det for en lyd?!?!”. Da jeg var barn var jeg konstant bange, jeg havde en livlig fantasi, som galoperede afsted ligeså snart at mørket kom, jeg forestillede mig mordere, spøgelser og monstre i alle kroge. Det er jeg heldigvis vokset fra, sådan da. Jeg kan stadigvæk godt få vasketøjskurven til at ligne en blodtørstig øksemorder, der sidder på hug, men jeg bliver ikke bange som dengang. Ihvertfald meget sjældent. Sidste gang jeg var rigtig bange var faktisk før Otto, det er nok 4 år siden nu. I freelancers mor hus, som er en gammel gård med en masse værelser og tilbygninger og etager in the middle of nowhere. Jeg vågnede en nat og var pissehamrende bange, helt uden grund, angsten sad bare i halsen på mig. Jeg måtte vække freelancer og få ham til at eskortere mig til toilettet, hvæste halvhysterisk at han “IKKE skulle vente ude foran døren, men gå med!!”, så mens jeg tissede, stod han ved min side søvndrukken og hovedrystende. Det var sidste gang, lige indtil i nat, hvor vinden havde godt fat i vinduer og vægge. Jeg vågnede af flere omgange ved brag og smæld ude fra gaden og jeg synes allerede der at det var for meget af det gode, og på et tidspunkt vågnede jeg ved at en dør i lejligheden smækkede hårdt i…. aaargh!!
Altså! Godt nok blæste det kraftigt – Udenfor! Men sgu ikke nok til at få en dør til at smække – Indenfor!?
Jeg tjekkede alle vinduer og alt var lukket.
Det spøger selvfølgelig ikke og der er naturligvis en logisk forklaring, ja. Men det er da sært at jeg på 2½ år i min lejlighed aldrig har oplevet en dør smække af sig selv?! Jeg havde svært ved at falde i søvn igen, Otto vågnede også og jeg forsøgte med bedste pædagog stemme at fortælle ham at han ikke skulle være bange, til det svarede han tørt: “Er ikke bange mor, vil faktisk bare sove mere”. Nånå.

Older posts