Forandringer af den virkelig gode slags

Jeg ville have skrevet om min halve fridag i dag, vist et billede af min yndlings salat (rødbeder, edamame bønner og sesam = fråderen for Real) og også smide et par skældsord efter 3’s mobilnet, som har været nede siden i eftermiddags. Røvhuller! Jeg fornemmer snakkeabstinenserne komme snigende. NÅ! Istedet vil jeg vende vrangen på mig selv, bare lidt og fortælle om noget som fik mig til at tude af glæde, på Ricki Lake (hvad blev der egentlig af hende?!) måden.
Jeg har ikke skrevet om det før, og har heller ikke tænkt mig at gå i detaljer, for det er simpelthen sådan et skrøbeligt emne. For mig.

Min mor har i løbet af det sidste års tid ændret sig markant. Det skyldes at hun for knap 2 år siden fik en arbejdsskade, som gør at hun er i konstante smerter, hvilket har påvirket hendes personlighed ret meget. Det er en hård kamp, særligt for hende, men også for os der er omkring hende. At se sin mor smuldre på den måde er SÅ surrealistisk og langt ude at jeg slet ikke kan beskrive det. Men på en eller anden sær måde har jeg vænnet mig til det, eller ihvertfald nået frem til en form for accept af at “sådan er det bare”, ikke tilladt mig selv at dvæle i ændringen og nærmest glemt hvordan det var før. Hvordan hun var. Hun har været i forskellige former for behandling og får nogle seriøse smertestillende drugs. Der har bare ikke været de store fremskridt, nærmere tværtimod. Sådan et skridt frem, to tilbage-ish. Men nu er der altså begyndt at ske noget med hende og det sidste stykke tid er hun begyndt at live op, at ringe til mig bare for at sludre, hun svarer på sms’er, hun griner og i dag sagde hun selv at hun havde det godt, hun strålede mere end jeg har set længe, og da hun krammede mig, kunne jeg mærke at det var min mor. Min mor som har været væk. Jeg glemte nærmest at trække vejret da vi krammede farvel. Da jeg kom hjem og havde lagt Otto, mærkede jeg en ro i kroppen som kickstartede føromtale talkshow tuderi. Jeg tør næsten ikke at trykke “udgiv”, men jeg gør det. For at markere et lille breakthrough.
Den er god nok, jeg er optimistisk for en gangs skyld – Hell just froze over.

9 replies
  1. Cecilie
    Cecilie says:

    Yay! Man skal ha’ lov at være optimistisk ind i mellem! OG hey, optimisme avler altså mere optimisme and so on.. Så du kan snildt ha’ startet en juhu-lavine der! 😀

    Svar
  2. Dragonfly
    Dragonfly says:

    Der løber to store fede tårer ned af mine kinder i dette sekund. Hold kæft hvor er det godt, Cille! Det må være en stor lettelse at få sin mor tilbage på den måde. Ligesom det må have været en stor sorg at ‘miste’ hende til smerterne…
    Jeg kan godt forstå, du smiler!:)

    Svar
  3. Anonym
    Anonym says:

    Måske er det PMS, måske ikke, men her sidder jeg med tårer i øjnene. Av, hvor jeg kender det. Du rammer noget, jeg selv, har så svært ved at forklare (omend det plejer at være mit speciale).
    Tak fordi du deler det 🙂

    Svar
  4. Anonym
    Anonym says:

    Hvor dejligt at høre! Min mor er også blevet syg og det er så hårdt at se hvordan det påvirker hende psykisk og jeg tror slet ikke man kan forstå hvor hårdt det også tærer på en selv, for man ville ønske man kunne hjælpe og rejse jorden rundt for at finde de bedste læger til at finde hjælp. Dejligt at høre at hun er ved at blive helbredt, nu håber jeg også at min mor snart finder en læge der kan finde ud af sit job…..

    Svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] går jeg tidligt fra arbejde. Og går på shopping med min mor. […]

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *