"Altså… Du kan roligt gå hjem og åbne en flaske rødvin"

sagde min chef til mig i dag, da jeg spurgte ind til min nye kontrakt (som vi skal tale om i morgen, hvor vi samtidig skal snakke løn). Det tyder jo umiddelbart godt tænker jeg. Og dog. Vin kommentaren var måske i virkeligheden hån… Som i “drik du dig hellere stiv, for penge er der ikke mange af”. ?!

Næh! Optimisme for the win. Sgu.

Og så lige mit office look i dagens anledning… Skabet ansigt, briller, filtret hår, toppet med lidt bleg hud og skinnende pande. Et voila!
Photobucket

3 ting der kunne være tegn på at man (jeg) er ude på et lillebitte sidespor:

1. Når ens drømme omhandler De unge mødre (Amanda Sisse og Natasha Nikita har begge været et smut forbi).
Note to self: Kanal 4 før sengetid er ikke optimalt.

2. At ens kioskmand i det øjeblik man træder ind i butikken beklager at der ikke er mere appelsin krokant Marabou tilbage. Og samtidig grinende pointerer at man har spist det hele.

3. Når man hører sig selv sige at man er den “aktive type” (med løg på), og efterfølgende bliver bombarderet med invites til Pilates, spinning og hot yoga (hvad fuck er hot yoga??!). Hov! Jeg mente aktiv på den der: jeg leger med mit barn, cykler på arbejde og tager trappen måden. Går sgu da ikke til fitness, selvom jeg evt. bør overveje det (Hence: ovenstående chokoladepunkt).

Forandringer af den virkelig gode slags

Jeg ville have skrevet om min halve fridag i dag, vist et billede af min yndlings salat (rødbeder, edamame bønner og sesam = fråderen for Real) og også smide et par skældsord efter 3’s mobilnet, som har været nede siden i eftermiddags. Røvhuller! Jeg fornemmer snakkeabstinenserne komme snigende. NÅ! Istedet vil jeg vende vrangen på mig selv, bare lidt og fortælle om noget som fik mig til at tude af glæde, på Ricki Lake (hvad blev der egentlig af hende?!) måden.
Jeg har ikke skrevet om det før, og har heller ikke tænkt mig at gå i detaljer, for det er simpelthen sådan et skrøbeligt emne. For mig.

Min mor har i løbet af det sidste års tid ændret sig markant. Det skyldes at hun for knap 2 år siden fik en arbejdsskade, som gør at hun er i konstante smerter, hvilket har påvirket hendes personlighed ret meget. Det er en hård kamp, særligt for hende, men også for os der er omkring hende. At se sin mor smuldre på den måde er SÅ surrealistisk og langt ude at jeg slet ikke kan beskrive det. Men på en eller anden sær måde har jeg vænnet mig til det, eller ihvertfald nået frem til en form for accept af at “sådan er det bare”, ikke tilladt mig selv at dvæle i ændringen og nærmest glemt hvordan det var før. Hvordan hun var. Hun har været i forskellige former for behandling og får nogle seriøse smertestillende drugs. Der har bare ikke været de store fremskridt, nærmere tværtimod. Sådan et skridt frem, to tilbage-ish. Men nu er der altså begyndt at ske noget med hende og det sidste stykke tid er hun begyndt at live op, at ringe til mig bare for at sludre, hun svarer på sms’er, hun griner og i dag sagde hun selv at hun havde det godt, hun strålede mere end jeg har set længe, og da hun krammede mig, kunne jeg mærke at det var min mor. Min mor som har været væk. Jeg glemte nærmest at trække vejret da vi krammede farvel. Da jeg kom hjem og havde lagt Otto, mærkede jeg en ro i kroppen som kickstartede føromtale talkshow tuderi. Jeg tør næsten ikke at trykke “udgiv”, men jeg gør det. For at markere et lille breakthrough.
Den er god nok, jeg er optimistisk for en gangs skyld – Hell just froze over.

Mandagsævl

Igen er tiden fløjet afsted og weekenden er nådesløst blevet flået ud af kalenderen. Alle intentioner om lange ture i det pæne vejr, rengøring, mailbesvarelser og andre ting, som f. eks blogindlæg, er blevet erstattet med stirren ud i luften, kaffedrikning, øl, alt for meget slik (tror seriøst jeg har rekorden i at spise 200 gram Marabou. Hurtigst. Fuck det går stærkt!), reruns af ugens junktv og tjaaah ikke så meget andet.
Før man får set sig om står mandag og stirrer en intest ind i øjnene med sit tunge klamme ansigt. Bvadr! Jeg mødte 7:30 i morges, helt frisk (løgn) og veludhvilet (også løgn). Nu holder jeg en velfortjent (njaa) kaffepause, inden jeg igen går ombord i pdf filer og alt det andet sexede mit arbejde består af. Dog vil jeg sige at selvom jeg hater på mandag og synes at weekenden var for kort, er lige netop denne mandag helt ok, for når klokken slår 15:30 jerner jeg mod Vesterbro og henter Otto, som jo har været på weekend hos sin far, DET bliver fedt, for jeg savner ham, for helvede hvor jeg savner ham.

Hvad skete der i øvrigt for dis og tåge i morges??!! Amager fælled lignede seriøst noget fra en gyser. Spooky shit (agtigt). Photobucket

I den enlige mors køleskab

Kunne ikke lade være med at grine, da jeg i går efter at have smidt gamle madvarer ud og omrokeret de 5 ting som ikke var blevet for gamle i mit køleskab, mødte dette syn på en af hylderne…
Photobucket
En flaske Bollinger champagne (nårhja og revet Mozzarella)….

Flasken er naturligvis en gave, jeg kunne aldrig drømme om at bruge 800-eller-hvad-den-nu-koster på champagne… Næææh du, den billige Lambrusco fra Netto er fin til mig eller en 70 kroners Asti, hvis det skal være rigtig flot. Dog glæder jeg mig til en dag at poppe(!) denne flaske og smage på sagerne. Skal bare lige have en lidt større anledning end at der er nye afsnit af “How I met your mother” eller at jeg endelig har fået oliepletten af min ruskindskjole, som for tiden er de største begivenheder i mit røvtrivielle liv.

Older posts