“Kan godt selv!” Overvejelser og tanker

Jeg har været alene (altså alene som i single)  i 2 1/2 år, i det første halve år var jeg gravid (så det gælder ikke, vil nogen mene). Jeg har vænnet mig til at gøre alting selv, mine ting, mit liv, min måde. Det er virkelig svært at vriste sig ud af det mønster. En temmelig usund, dog nødvendig måde at leve på, når man står alene med et barn og et sønderknust hjerte. Jeg tænker meget over det og prøver virkelig at ændre det, bare lidt. At overbevise mig selv om at jeg ikke nødvendigvis behøver gøre alting selv. At det ok at give andre lov til at hjælpe, ikke bare J, men også veninder og familie (og faktisk også Otto’s far) har jeg indimellem leget supermand overfor, når de jo bare har prøvet at give en hånd med. Om det så har været indkøb eller anden form for aflastning, har jeg smurt “kan godt selv” smilet på og afvist dem. Men det går ikke så godt, det med at overbevise mig selv om at give bare lidt slip, jeg er pisse irriterende stædig, så det er lidt en kamp. Jeg tænker meget på om jeg, hvis J og jeg beslutter os for at flytte sammen, hypotetisk of course, kan give slip og give plads? Jeg frygter at jeg ikke kan, men beroliger mig selv med at det nok skal gå, så længe jeg er bevidst omkring at jeg har det sådan og at det er et problem.
….. Hold da kæft, havde nogen sagt til mig for et halvt år siden, at jeg allerede nu skulle overveje at bo sammen med en mand (en mand!!!), ville jeg have grint dem hånligt op i hovedet og kommet med en lang smøre om hvor latterlige alle mænd var og at JEG ihvertfald ikke skulle have hverken kæreste eller noget der mindede om i MAAANGE år.
Lidt et tungt emne her mandag morgen hva?!

1 svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *