Ny frisure på barnet

NU er Otto blevet korthåret, en gang for alle. Der var ikke rigtig noget valg. Da jeg hentede ham i går, var det en meget skævhåret dreng jeg fik med hjem. Freelancer havde klippet ham … Ikke korthåret. Men med noget kort etageklip i pandehåret og det sædvanlige lange nakkehår. Meget tysk, meget 90’er, meget grimt. Jeg rundede en frisør på vej hjem, de havde tid, men ville have 245 kroner for at klippe ham (?) tohundredeogfemogfyrre!! Jeg grinede højt og takkede nej, smed ham på cyklen og kørte forbi en af de små 80,- frisørbikse på Istedgade, hvor der var kø (really!?) NÅ! hjem til min mor, op på en stol med en skål rosiner i skødet og noget Scooby Doo på fjernsynet. Gav min mor en trimmer i hånden og sagde meget bestemt: ” DU gør det”. 10 minutter senere var mit lille tyskerbarn, blevet til en korthåret bølle, en rigtig drengedreng, med 3 centimeter hår på hovedet…
Det ser skidegodt ud. Virkelig. Og det vigtigste af alt: Han er vild med det og taler konstant om “klippemaskinen”.
Win! …

"Kan godt selv!" Overvejelser og tanker

Jeg har været alene (altså alene som i single)  i 2 1/2 år, i det første halve år var jeg gravid (så det gælder ikke, vil nogen mene). Jeg har vænnet mig til at gøre alting selv, mine ting, mit liv, min måde. Det er virkelig svært at vriste sig ud af det mønster. En temmelig usund, dog nødvendig måde at leve på, når man står alene med et barn og et sønderknust hjerte. Jeg tænker meget over det og prøver virkelig at ændre det, bare lidt. At overbevise mig selv om at jeg ikke nødvendigvis behøver gøre alting selv. At det ok at give andre lov til at hjælpe, ikke bare J, men også veninder og familie (og faktisk også Otto’s far) har jeg indimellem leget supermand overfor, når de jo bare har prøvet at give en hånd med. Om det så har været indkøb eller anden form for aflastning, har jeg smurt “kan godt selv” smilet på og afvist dem. Men det går ikke så godt, det med at overbevise mig selv om at give bare lidt slip, jeg er pisse irriterende stædig, så det er lidt en kamp. Jeg tænker meget på om jeg, hvis J og jeg beslutter os for at flytte sammen, hypotetisk of course, kan give slip og give plads? Jeg frygter at jeg ikke kan, men beroliger mig selv med at det nok skal gå, så længe jeg er bevidst omkring at jeg har det sådan og at det er et problem.
….. Hold da kæft, havde nogen sagt til mig for et halvt år siden, at jeg allerede nu skulle overveje at bo sammen med en mand (en mand!!!), ville jeg have grint dem hånligt op i hovedet og kommet med en lang smøre om hvor latterlige alle mænd var og at JEG ihvertfald ikke skulle have hverken kæreste eller noget der mindede om i MAAANGE år.
Lidt et tungt emne her mandag morgen hva?!

En mormors overskud

Børnefødselsdagen gik fremragende. Otto var glad, gaverne var overvældende og det var den traktorkage min mor havde bakset sammen også. Da jeg spurgte om hun havde mod på at lave en kage, havde jeg forventet en noget mere simpel udsmykning. Men hun gik all out og producerede denne:

Efter fødselsdagen afleverede jeg en meget tilfreds dreng hos sin far og fejrede en veloverstået fødselsdag med dåseøl i godt selskab. Jeg har derfor lidt ondt i håret i dag, og ligger nu på sofaen med dynen og spiser traktorkage til morgenmad.
Otto er hos sin far indtil tirsdag og jeg bør bruge dagen i dag på at færdiggøre mit sorteringsprojekt, men tror istedet jeg vil lokke J ud på tur og nyde at det ikke regner amok længere.

God søndag!!

– Posted using BlogPress from my iPad

Jegnårdetjonok

Om halvanden time får vi gæster. Fødselsdagsgæster. Jeg har lige slået en bolledej sammen (orv det lyder overskudsagtigt) og burde styrte rundt og støvsuge, tørre dej af bordpladen eller bare tage en ren trøje på. Men jeg gider ikke. Istedet sidder jeg på mit køkkengulv, med kaffe, marcipancroissanter (2 for 10,- i 7/11!!!) og IKEAkataloget… Prioritering, ikke?! Jeg når det jo nok… (som om).

– Posted using BlogPress from my iPad

Older posts