Død Mac. Buhu!

Min højtelskede Macbook er desværre afgået ved døden. Selvfølgelig nåede jeg ikke at backe alt up, så jeg mangler en del billeder, lidt musik og ret mange skrevne dokumenter. ØvøvøvøvøvøvØV! Hermed en opfordring til jer alle, huuuusk at backe up! Back back back it up! Ikke i morgen, men i dag… Det er edderrådme noget piklort at miste alting, iiih! og jeg har været fuldstændig afhængig af den. Meeen ok, efter knap 6 trofaste år hvor jeg ikke altid har været helt blid og god ved den, er der nok ikke så meget at sige til det. ØV sagde jeg! Nåh, men ihvertfald bliver der fra nu af blogget fra telefonen (og fra arbejdet), indtil næste måned hvor jeg må punge ud og købe en ny computer (hejhej charteferie!) …

Kæreste macbook. Tak for alt. Jeg elsker dig. RIP!

levende død

…eller sovende vågen. Sådan føles det. Det var virkelig en hyggelig dag i går. Men lagkager og boller og familie. Desværre bliver Otto fucked up af den slags arrangementer og kan slet ikke finde ro… Han var dødtræt, men sov først klokken 23. Vi vågnede klokken 7:15 i morges, en time for sent. Rimelig presset da jeg havde et møde i Ørestaden klokken 8:15. Nøøj, det gik stærkt med at komme ud af døren. Heldigvis kom vi afsted uden konflikter og vi sad på cyklen et kvarter efter vi var vågnet, påklædte, og Otto med en fødselsdagsbolle i hånden. Jeg styrtede ind på mit arbejde og nåede det. 8:12 stemplede jeg ind. Sgu. Thank god for Amagerkansk medvind. Mødet er overstået og jeg faldt ikke ned af stolen, der var heldigvis både kaffe og syltetøj. Vigtigt!
Lige nu kører jeg på autopilot. Fuldstændig. Jeg føler overhovedet ikke at jeg har holdt weekend og er så træt at jeg knap nok ved hvad jeg selv hedder. Jeg har siddet og kigget på et tomt word dokument i små 20 minutter. Prøver derfor nu at blogge lidt for at kickstarte min hjerne. Det er faktisk imponerende at jeg overhovedet kan sætte ord sammen.

Åh lige en ting mere, mit venstre øje svier og løber i vand. Jeg blev nemlig bidt at en flyvebille i torsdags (!!), jojoo indeni øjet, eller sådan på det nederste øjenlåg. Og mit øje flipper ud. Er det mon noget man skal gå til lægen med?

levende død

…eller sovende vågen. Sådan føles det. Det var virkelig en hyggelig dag i går. Men lagkager og boller og familie. Desværre bliver Otto fucked up af den slags arrangementer og kan slet ikke finde ro… Han var dødtræt, men sov først klokken 23. Vi vågnede klokken 7:15 i morges, en time for sent. Rimelig presset da jeg havde et møde i Ørestaden klokken 8:15. Nøøj, det gik stærkt med at komme ud af døren. Heldigvis kom vi afsted uden konflikter og vi sad på cyklen et kvarter efter vi var vågnet, påklædte, og Otto med en fødselsdagsbolle i hånden. Jeg styrtede ind på mit arbejde og nåede det. 8:12 stemplede jeg ind. Sgu. Thank god for Amagerkansk medvind. Mødet er overstået og jeg faldt ikke ned af stolen, der var heldigvis både kaffe og syltetøj. Vigtigt!
Lige nu kører jeg på autopilot. Fuldstændig. Jeg føler overhovedet ikke at jeg har holdt weekend og er så træt at jeg knap nok ved hvad jeg selv hedder. Jeg har siddet og kigget på et tomt word dokument i små 20 minutter. Prøver derfor nu at blogge lidt for at kickstarte min hjerne. Det er faktisk imponerende at jeg overhovedet kan sætte ord sammen.

Åh lige en ting mere, mit venstre øje svier og løber i vand. Jeg blev nemlig bidt at en flyvebille i torsdags (!!), jojoo indeni øjet, eller sådan på det nederste øjenlåg. Og mit øje flipper ud. Er det mon noget man skal gå til lægen med?

Tema?!

Mine gæster kommer om en time og jeg er ved at lave lagkager. Det slog mig lige at jeg helt ubevidst kører rimelig meget tema, se bare her: påfuglefjers servietter, påfuglefjersprint på jakken og på armen. Jeg kan vist rigtig godt lide påfuglefjer…


Posted using BlogPress from my iPhone

Jeg kunne simpelthen

godt drikke et glas rødvin lige nu. Det er jo lørdag. Barnet sover og opvaskemaskinen er tømt, og nu kværner jeg pistacienødder foran fjernsynet og er sgu blevet tørstig.
Note to self: drik mere vin Sørg for at have vin i huset, altid!

Hat

Jeg var lidt inde på det i går. At Otto er en meget bestemt herre, når det kommer til påklædning. For tiden er det hans nytårshat som følger ham overalt. Han sover med den om natten og har den på hver dag…


– Posted using BlogPress from my iPhone

I ugens løb…

  • har jeg fundet ud af at der findes en by på Sjælland med navnet: “Rørtang”
  • har jeg lært at det ikke nytter noget at diskutere påklædning med en halvanden årig, og slet ikke klokken knald om morgenen. Vil barnet have gummistøvler, fodboldshorts og nytårshat på i vuggestue, so be it.
  • er jeg kommet i tanke om at Otto slet ikke er halvandet, men faktisk bliver 2 år om 2 måneder. Whaaat?!
  • har jeg seriøst flirtet med tanken om en fiks page frisure (?!?) Altså sådan en lang page, Jennifer Aniston style.
  • er jeg blevet gjort opmærksom på at jeg overhovedet ikke er Jennifer Aniston agtig. Nånå!
  • har jeg fået en virkelig freakylooking vabel ovenpå min fod. Oven på?!! How?
  • har jeg haft en sygelig trang til tarteletter. Det sker ind imellem. Eller ret ofte faktisk.
  • er det blevet bekræftet, hvor meget jeg egentlig hader Shania Twain. Seriøst. Mit blod boblede nærmest i tre et halvt minut da P3 var så venlige at spille hendes lort.
  • har jeg googlet “lagkage opskrift”, da jeg skal holde fødselsdag i weekenden og gerne vil diske op med noget andet end min sædvanlige “blendet bær i flødeskums lagkage”
  • har jeg indset at det alligevel bliver “bæriflødeskumslagkagen” som vinder.

Indlæg nr 500

Bliver skrevet med 4 øl i blodet. Klokken er ikke engang halv elleve, det pisser ned udenfor og jeg er netop kommet hjem efter en dejlig aften i godt selskab med en god veninde. Vi var på snusket vesterbro bodega og fik talt om alt fra gamle minder til insemination og sæd, og jeg fik at vide at jeg var “rimlig’ nice” af en 18 årig dreng. Tak! Lejligheden flyder og der ligger tøj i vaskemaskinen, som virkelig bør blive hængt op. Men jeg tror jeg griber tandbørsten og slæber min halvfulde krop i seng. Der er jo også en dag i morgen, med arbejde og afhentning af barn, med ulvetime, aftensmad, disneysjov og hvad der dertil hører. Jeg savner ham. Mit barn.
Godnat herfra ….

Graviditet(er)

Som det fremgår af gæsteindlægget, er det faktisk ikke kun Rachel som er gravid… Nanna er også. Hun venter nummer 2, med termin i start December (knap 2 uger efter Rachel). Det er skønt ! og ret syret at de begge to er gravide samtidigt og skal barsle den sammen. Det bliver to heldige babyer skulle jeg lige hilse at sige, med lækre mødre og seje fædre … og en stiv “tante” (yours truly).
Om jeg er jaloux?! Njajooneej, altså det kunne da være SÅ hyggeligt at følges ad med veninder. Og jeg føler mig da en lille bitte bitte bitte smule udenfor indimellem. Men nej, jeg gad ikke være gravid. Lige nu. En dag, helt bestemt. Måske.Men ikke nu. (Mangler lissom’ også noget, ikk?!) Såååh… Nej. Jeg nyder at følge med i deres graviditeter og jeg glæder mig heeelt vildt til at komme på barselsbesøg på Nørrebro, hvor jeg skal snuse til deres nyfødte bebser (indtil jeg bliver bedt om at lade være) og sikkert bliver meeega skruk.

Startle Disease – Et gæsteindlæg

Min seje veninde Nanna skriver om Arthur, hendes gudelækre søn, som lider af en sjælden sygdom, Startle disease. Arthur skal være storebror til December og risikoen for at barnet i Nanna’s mave har Startle er 25%…..
Her er indlægget som Nanna skrev efter en julefrokost i December sidste år:

Jeg cykler gennem Smallegade, 02.38
Sneen slår i mit ansigt – De romantiske fnug er forlængst væk.
“Det er okay”, hvisker jeg stille, “det er okay…”
Tårerne kommer med vinden.

“Knapt en mdr. gl.dreng henvist af egen læge med anfaldsfænomen. Anfaldene begynder med at drengen ryster i arme og ben, her efter bøjer han let i albuerne og lægger hænderne på brystet, benene strækkes ud. Øjne og mund står let åbne. Midt i anfaldet begynder han at pibe/pive. Anfaldet slutter med at drengen tager en dyb vejrtrækning og bliver slap. Efterfølgende er han grædende. Anfaldende varer 5-15 sekunder, kommer i serier af 3-5 inden for 15-30 minutter. Der er 10-15 anfald dagligt”.

Jeg er alene hjemme – I soveværelset er Arthurs seng tom. Han har det godt.- (Og fulde mødre har aldrig været yndigt.)
Jeg sætter min taske på gulvet og smider mit tøj i en bunke. Jeg er fuldstændig ved at blive kvalt i mine egne tanker! Jeg sætter mig på sengekanten -og i mit hjerte, sidder jeg der endnu.
“Der er ikke noget galt,der er ikke noget galt, der er ikke noget galt”… men det er der jo. !!

“Han har ganske tydelig startle ved tapping af næseryggen, blinker med øjnene og får sæt i hele kroppen. Desuden tydelig startle ved høj tale eller klap i hænderne. Når man laver mororefleks, bliver han stiv overalt. EEG er normal, ingen epileptisk aktivitet. Han har en unormal reaktion på stimuli, som muligvis skyldes manglende neurotransmitter i hjernen.Dermed anses diagnosen Startle Disease (Hypereksplexia) som bekræftet.”

Arthur er den eneste med Startle Disease i hele landet. Lægerne ved ingenting. Rejsen gennem forskellige hospitalsgange og afdelinger er uendelig. Endeløse mavepustere fra fagfolk der ikke forstår, at det de siger, ændrer vores liv for altid.
Vi følger Arthur og ruster ham med forebyggelse og med ord. Vi forklarer, hvorfor han reagerer som han gør. Vi sikrer, at han skånes så vidt det er muligt og tager imod de redskaber, der gør livet lettere at mestre.
Vi taler ikke om det det gør ved os, vi gør det bare. For stopper jeg først op og tænker over det vi står i,
kan jeg ikke trække vejret.
……