Ensomhed

Da jeg for et par dage siden gik søgningerne igennem, stødte jeg på ord som “ensomhed”, ´”forladt”, “enlig”, “ensom” og “alene”. Det er jo et emne som jeg har skrevet rigtig meget om, rigtig rigtig meget. Har faktisk en etiket, som hedder ensomhed. For ja, jeg er pisseensom. Da jeg var på barsel var det endnu værre, der var nogle dage, hvor jeg var alene med Otto fra vi stod op og til vi gik i seng. Og av for helvede hvor var det svært. Det føltes ofte som om at jeg var den eneste i verden, der havde det på den måde, hvilket også var en af grundene til at jeg startede med at blogge i sin tid. Det har klart hjulpet at jeg er begyndt på arbejde igen, det har absolut også hjulpet at læse jeres mails og kommentarer, som bare bekræfter at jeg ikke er den eneste, der har haft den satans ensomhed helt tæt på livet. Den rammer stadigvæk. Ensomheden. På en anden måde end før. Jeg har vænnet mig til at vi spiser aftensmad alene. Hver dag. Jeg har også vænnet mig til at få det bedste ud af vores fredag aftener, og søndagene (gys og gru! Søndagene er de værste.) Det har i høj grad også noget at gøre med at Otto er blevet sjovere at være sammen med, there I said it. Vi leger og fjoller og læser og ser tegnefilm. Det er fedt. Før var han jo bare en klump, som var super cute og dejlig, men han sov cirka hele tiden (bare ikke om natten) og når han var vågen gylpede han og gloede på alt og alle med nysgerrige lækre øjne. Det var rent ud sagt skidekedeligt og dagene var lange. Så der havde jeg virkelig tid, til at sidde og have ondt af mig selv og tænke over livets gang. Og oveni var det røvfucking svært, at vænne sig til at være nogens mor, vænne sig til afbrudt nattesøvn og samtidigt være et hormonelt vrag, jeg havde kronisk PMS cirka 6 måneder efter fødslen, jeg tudede virkelig meget i den periode, både af vrede, tristhed, irritation og af glæde. Det kunne komme når som helst. Jeg kan huske at jeg en aften sad i min sofa, med Otto i mine arme, han var vel 3-4 uger gammel på det tidspunkt og for første gang nogensinde blev jeg ramt af den vildeste kærligheds følelse, det tog fuldstændig røven på mig, at det lige der gik op for mig hvor viiiildt det var at jeg havde fået et barn og hvor latterlig lækker han var, lige der i mine arme. Jeg tudede og tudede og tudede med et kæmpe smil plastret på mit ansigt. Og et minut efter græd jeg endnu hårdere, fordi det samtidigt gik op for mig at jeg var alene. 
Otto bliver 2 til August og jeg bliver stadigvæk ramt af både: hold-kæft-hvor-jeg-elsker-dig-tudeanfald og af buhu-jeg-er-helt-alene-og-ingen-kan-lide-mig-anfald, men på en anden måde end i barselsperioden. Måske er det bare fordi at jeg har vænnet mig til min situation eller også er det fordi at jeg er vokset med opgaven, men ihvertfald slår det ikke lige så hårdt som før og knap så ofte, halle-freakin-luja!
Så kære dig som googler “ensom under barsel”, sådan er det og det er ok, og ja det bliver bedre. Jeg lover det.

13 replies
  1. Anonymous
    Anonymous says:

    Kender alt for godt den der rædselsfulde ensomhed, der kan ramme én ud af det blå. Lige midt i cafe latte, Eurowoman og nye lækre sko. Midt i det liv, som man ellers er svært tilfreds med. Og den kan fandeme være svær at ryste af sig. Så tak for ærligt og modigt indlæg – du er sej, og jeg er imponeret! /Anna

    Svar
  2. Anna S
    Anna S says:

    Jeg tror at en af grundene til at der er så mange, der søger på ensomhed, er fordi det stadig er meget tabu at indrømme at man er ensom. jeg er ung og flyttede for første gang alene i en lejlighed, og det var godt nok svært at indrømme, men jeg var meget ensom i starten. Jeg var oven i hatten også flyttet til et nyt land langt fra min familie, og de mennesker som jeg kendte, ville jeg ikke belemre med min ensomhed. Derfor kunne jeg også sidde og søge på google, for at se om der var nogen der havde det ligsom mig. Det er super fedt at du er så ærlig omkring emnet, og jeg tror det hjælper rigtig mange, som er ved at blive åndsvage af at ikke kunne snakke med nogen om det. Så tak for et fint indlæg på en fin blog:)

    Svar
  3. Anonymous
    Anonymous says:

    Amen!Og jeg er også en af dem, der synes mit barn er blevet meget meget sjovere efter det er begyndt at gå og tale, for babyer er søde, men kedelige.Vh Dorte, der læser fast med, men sjældent kommenterer. Tak for en god blog. Du skriver godt og tankevækkende 🙂

    Svar
  4. Kristines Dilemma
    Kristines Dilemma says:

    Hvilket stærkt indlæg Cecilie.Jeg har i mit liv også været enormt ensom, og det har på en måde jo været min egen skyld, fordi jeg ikke har rakt hånden ud, jeg har ikke ladet andre vide at jeg gerne ville lege, hænge ud. Men jeg har nu alligevel aldrig set på ensomhed som værende et tabu. For mig, når jeg tænker på ordet ensomhed, så føler jeg mig så enorm stærk, måske fordi jeg har været så meget igennem, og jeg er stadig i live. Men ja, gu fanden er jeg da til tider stadig ensom. Og det er også ok, fordi jeg har også et enormt stor behov for det, for at have følelsen. Jeg kan godt være ensom uden at være trist. Så hedder det måske bare alene.Men sjovt at begge vore indlæg i dag skulle handle om ensomhed.

    Svar
  5. Sara
    Sara says:

    Super godt indlæg. Jeg er selv på barsel og det er sgu enormt ensomt. Veninderne kan ikke sætte sig ind i ens nye liv. Jeg er selv 24, så mange af mine jævnaldrende vælter jo rundt i byen uafbrudt.

    Svar
  6. Katrine
    Katrine says:

    Jeg er blevet fyret i dag, og jeg havde set det komme. Jeg har hadet det job, fordi mine kolleger gav mig den største mindreværdsfølelse i kroppen. Jobbet gjorde absolut ikke min ensomhed og ynkelighed mindre! I dag efter at have brugt to-tre timer på selvmedlidenhed stod jeg ansigt til ansigt med den, og kom til at tænke: Fuck, den er klam den følelse, og jeg vil væk fra den! Jeg er lidt bitter over, jeg ikke selv fik sagt fra over for jobbet, mens jeg havde muligheden. Men pengene holdte mig fast og frygten for ikke at kunne finde andet arbejde. Frygten for det uvisse. Nu er det slut, og jeg kan pludselig trække vejret. At jeg økonomisk er big time ude at skide er en realitet, for jeg har netop købt billet til Afrika i efteråret. Men det løser sig. Og jeg har endelig været sej og rakt ud efter mit bagland. Jeg har brug for dem, og de har brug for mig. Ensomhed, ynkelighed… De følelser skal ikke have lov til at bo i mig i det omfang, jeg har tilladt dem at gøre det. Det har jeg min person og mit liv for kært til :-)Så altså – tak for indlægget, der falder på det helt rigtige tidspunkt. Ensomhed i fællesskab er bare lettere at forholde sig til og acceptere 🙂

    Svar
  7. Talle
    Talle says:

    Opdagede din blog i dag. Har læst uafbrudt til siden klokken 15. Bliver utroligt rørt af at læse dine tanker. Elsker at du deler så meget. Det er enormt… Tankevækkende. Genkender så mange af de ting, du fortæller om… Uden at være enlig mor… Tak for at have gjort min ensomme fredag mere sindsoprivende – på den fede måde! TAK

    Svar
  8. Anonymous
    Anonymous says:

    Jeg er ogsåny læser og jeg har læst din blog fra ende til anden. Du skriver så autentisk, sarkastisk og humoristisk at jeg ikke kan andet end elske din blog (og lidt dig også) høhø- jeg kan også genkende din ensomhed, bare på andre punkter. Tror den sidder i os alle. Du tør bare skrive det ned og til skue for os, og det er beundringsværdigt ad h- til!Virtuelt kram fra Trine

    Svar
  9. mette
    mette says:

    Er selv på barsel pt med min næsten 4 uger gamle søn. TAK for dette indlæg. Hvor er du sej at du gjorde det alene. Det er fucking hårdt pludseligt at have så meget ansvar. Jeg ved slet ikke hvordan du klarede det. Respekt, respekt, respekt!

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *