Da jeg for et par dage siden gik søgningerne igennem, stødte jeg på ord som “ensomhed”, ´”forladt”, “enlig”, “ensom” og “alene”. Det er jo et emne som jeg har skrevet rigtig meget om, rigtig rigtig meget. Har faktisk en etiket, som hedder ensomhed. For ja, jeg er pisseensom. Da jeg var på barsel var det endnu værre, der var nogle dage, hvor jeg var alene med Otto fra vi stod op og til vi gik i seng. Og av for helvede hvor var det svært. Det føltes ofte som om at jeg var den eneste i verden, der havde det på den måde, hvilket også var en af grundene til at jeg startede med at blogge i sin tid. Det har klart hjulpet at jeg er begyndt på arbejde igen, det har absolut også hjulpet at læse jeres mails og kommentarer, som bare bekræfter at jeg ikke er den eneste, der har haft den satans ensomhed helt tæt på livet. Den rammer stadigvæk. Ensomheden. På en anden måde end før. Jeg har vænnet mig til at vi spiser aftensmad alene. Hver dag. Jeg har også vænnet mig til at få det bedste ud af vores fredag aftener, og søndagene (gys og gru! Søndagene er de værste.) Det har i høj grad også noget at gøre med at Otto er blevet sjovere at være sammen med, there I said it. Vi leger og fjoller og læser og ser tegnefilm. Det er fedt. Før var han jo bare en klump, som var super cute og dejlig, men han sov cirka hele tiden (bare ikke om natten) og når han var vågen gylpede han og gloede på alt og alle med nysgerrige lækre øjne. Det var rent ud sagt skidekedeligt og dagene var lange. Så der havde jeg virkelig tid, til at sidde og have ondt af mig selv og tænke over livets gang. Og oveni var det røvfucking svært, at vænne sig til at være nogens mor, vænne sig til afbrudt nattesøvn og samtidigt være et hormonelt vrag, jeg havde kronisk PMS cirka 6 måneder efter fødslen, jeg tudede virkelig meget i den periode, både af vrede, tristhed, irritation og af glæde. Det kunne komme når som helst. Jeg kan huske at jeg en aften sad i min sofa, med Otto i mine arme, han var vel 3-4 uger gammel på det tidspunkt og for første gang nogensinde blev jeg ramt af den vildeste kærligheds følelse, det tog fuldstændig røven på mig, at det lige der gik op for mig hvor viiiildt det var at jeg havde fået et barn og hvor latterlig lækker han var, lige der i mine arme. Jeg tudede og tudede og tudede med et kæmpe smil plastret på mit ansigt. Og et minut efter græd jeg endnu hårdere, fordi det samtidigt gik op for mig at jeg var alene.
Otto bliver 2 til August og jeg bliver stadigvæk ramt af både: hold-kæft-hvor-jeg-elsker-dig-tudeanfald og af buhu-jeg-er-helt-alene-og-ingen-kan-lide-mig-anfald, men på en anden måde end i barselsperioden. Måske er det bare fordi at jeg har vænnet mig til min situation eller også er det fordi at jeg er vokset med opgaven, men ihvertfald slår det ikke lige så hårdt som før og knap så ofte, halle-freakin-luja!
Så kære dig som googler “ensom under barsel”, sådan er det og det er ok, og ja det bliver bedre. Jeg lover det.
…
