De skide bekymringer

Jeg har lige afleveret Otto i vuggestue. Det er freelancer der henter ham og så skal de på weekend hos farmor. Det var skide svært at sige farvel, det er det altid, men i dag stak det lidt dybere. Den sidste uge har været fuld af bekymring, jeg er i den grad blevet påvirket af Holgers forsvinden (og pikke forarget over mediernes usmagelige dækning da de fandt ham igen) og af dødsfaldet i Slagelse, hvor den lille dreng blev kvalt i sin hue. Påmindelsen om hvor skrøbeligt livet er, kan jeg næsten ikke holde til. Da jeg var barn mistede min faster et barn, Josephine. Josephine var dødfødt og jeg husker tydeligt hvordan jeg pludselig blev enormt bevidst om at børn kunne dø. Dette gjorde at jeg på et tidspunkt led af voldsomme mareridt, og jeg lå ofte vågen og så den lille kiste for mig igen og igen (min mor var i øvrigt rasende over at min far havde taget mig med til begravelsen). Jeg begyndte også at forstille mig forfærdelige ting, som kunne ske for mig og mine søskende og angsten for døden og for at miste mine forældre var på et tidspunkt slet ikke til at holde ud. Heldigvis fik jeg snakket om det og voksede da også fra det, og jeg har på trods af mørkeræd og en livlig fantasi ikke mærket til det siden. Men så blev jeg gravid og så kom mareridtene igen, og bekymringerne og de vanvittige langt ude tanker. Jeg kæmper for ikke at være overbeskyttende, og føler egentlig at jeg har meget god kontrol over min til tider lidt skøre tankegang. Og heldigvis er freelancer da også god til at fortælle mig at jeg er åndssvag og at Otto selvfølgelig ikke bliver kørt over eller falder ud af vinduet, eller brækker hovedet (?).
NÅH! Så fik vi lige det på det rene.
Jeg er røvbekymret punktum

Nu vil jeg arbejde min røv i laser og gå til Stine Goya lagersalg i eftermiddag, helt bekymringsløs (jaja) …

5 replies
  1. Anonymous
    Anonymous says:

    Jeg har det præcis på samme måde. Jeg kunne ikke falde i søvn natten til mandag fordi jeg tænkte på lille Holger i den store mørke skov. Det er som om, at jeg efter at jeg er blevet Mor er blevet über sensitiv når det gælder små børn – jeg kan slet ikke rumme alle de dårlige historier som hele tiden dukker op i pressen, derfor prøver jeg nu, at undgå de historier. Jeg er åbenbart et sted i mit liv, hvor jeg ikke kan rumme den her elendighed – total mangel på distance og nok også rationel tankevirksomhed. Jeg har altid haft det i mig, frygten for den ukontrollerbare, og det er helt sikkert blevet værre i og med Mor rollen er kommet i spil… Håber du får en dejlig weekend.Kh

    Svar
  2. Karoline-med-K
    Karoline-med-K says:

    I feel you. ANGST! Det er noget lort. Jeg var så bange for min lillebror skulle dø da jeg var lille, at jeg aldrig troede, jeg ville kunne klare selv at få børn. Og ja, man kan tjekke alting tusind gange, og bekymre sig konstant, men man skal virkelig også huske at leve. Mega plat, men sandt. Og så er der ligepludselig gået en halv time, hvor man har glemt at den lille kan blive væk eller dø i en hue, og man har tænkt på tøj i stedet for… Det er måske vejen frem.

    Svar
  3. Luna
    Luna says:

    Jeg kender det! Jeg har altid været angst for døden og det er blevet forstærket meget efter jeg har fået William. Bare på en almindelig cykeltur til og fra dagpleje tænker jeg en 3-4 gange, at nu kunne jeg falde og ramme den kantsten eller William kunne slå sig sådan og sådan. Det fylder meget i mit liv og når jeg engang har råd, skal jeg helt sikkert snakke med en professionel om det, for jeg kan mærke at det forstærkes med alderen og jeg er trods alt kun 23.

    Svar
  4. Lotte B
    Lotte B says:

    Åh manner…jeg kan genkende meget dér! I går var jeg en tur omkring børneafdelingen på Riget med Frederikke – og det har efterhånden gjort mig lidt teflonbelagt at komme dér. Der er nogle, som har det rigtig dårligt – og skæbnen kan være røv! Men livet er stadig til for at skulle leves – og jeg holder meget af det der ordsprog med at "de fleste bekymringer alligevel aldrig bliver til noget".

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *