Jeg har lige afleveret Otto i vuggestue. Det er freelancer der henter ham og så skal de på weekend hos farmor. Det var skide svært at sige farvel, det er det altid, men i dag stak det lidt dybere. Den sidste uge har været fuld af bekymring, jeg er i den grad blevet påvirket af Holgers forsvinden (og pikke forarget over mediernes usmagelige dækning da de fandt ham igen) og af dødsfaldet i Slagelse, hvor den lille dreng blev kvalt i sin hue. Påmindelsen om hvor skrøbeligt livet er, kan jeg næsten ikke holde til. Da jeg var barn mistede min faster et barn, Josephine. Josephine var dødfødt og jeg husker tydeligt hvordan jeg pludselig blev enormt bevidst om at børn kunne dø. Dette gjorde at jeg på et tidspunkt led af voldsomme mareridt, og jeg lå ofte vågen og så den lille kiste for mig igen og igen (min mor var i øvrigt rasende over at min far havde taget mig med til begravelsen). Jeg begyndte også at forstille mig forfærdelige ting, som kunne ske for mig og mine søskende og angsten for døden og for at miste mine forældre var på et tidspunkt slet ikke til at holde ud. Heldigvis fik jeg snakket om det og voksede da også fra det, og jeg har på trods af mørkeræd og en livlig fantasi ikke mærket til det siden. Men så blev jeg gravid og så kom mareridtene igen, og bekymringerne og de vanvittige langt ude tanker. Jeg kæmper for ikke at være overbeskyttende, og føler egentlig at jeg har meget god kontrol over min til tider lidt skøre tankegang. Og heldigvis er freelancer da også god til at fortælle mig at jeg er åndssvag og at Otto selvfølgelig ikke bliver kørt over eller falder ud af vinduet, eller brækker hovedet (?).
NÅH! Så fik vi lige det på det rene.
Jeg er røvbekymret punktum

Nu vil jeg arbejde min røv i laser og gå til Stine Goya lagersalg i eftermiddag, helt bekymringsløs (jaja) …

• Lagersalg i løbet af ugen, hos Stine Goya, Acne, Won hundred og Best Behavior !!!
• Milkshakes fra Burger & Bun (!) Jamen har I prøvet dem? Det er for vildt.
• At Otto i morges sagde :” Mor …. Sej!” Hvorefter han high-fivede mig.
• Udsigt til plusgrader (op til 19 siger de) i weekenden.
• Ros 2 gange på en uge, både til møde i vuggestuen og på arbejdet. Joojooo!
• Opskrift på Oreo-cookie-cookies, som så meget skal afprøves snart (tak til Katrine for at dele på Facebook).
• Planlægger smut-tur til Malmø. Bare fordi. Noget med shopping og cafebesøg… Snart. Hvem vil med?

Njaaeh.
Nede i Otto’s vuggestue har de sådan nogle “bøger” med billeder i. I ved sådan noget klippe klistrer gejl. Vuggestuen laver selv en masse sider og så skal man selv tilføje med billeder af sig selv og andre familiemedlemmer. Hm nå, behøves jeg sige at jeg endnu ikke har fået lavet disse sider?! På trods af mange mange mange hentydninger fra pædagogerne. Så i aften skulle det være.  Jeg har printet og klippet og klistret og skrevet små friske sætninger, som “nøj det er sørme hyggeligt hos farmor” “og næææh, på cykeltur med mor” osv osv osv. Jeg har totalt hjertebanken, for jeg har set de andres bøger, med glimmer og klistermærker og billeder fra skovturer og charterferier. Well. Sådan blev det ikke lige.
Men jeg har også drukket (ej, det har jeg faktisk ikke. Men det kunne være sjovt. Jeg har spist virkelig mange tivolistænger tilgengæld, knap så sjovt).

“På bloggen med det”
Som I allerede ved, deler jeg rigtig meget ud af mig selv her på bloggen. Sikkert mere end mange andre kunne finde på. Og jo, det er ret grænseoverskridende en gang i mellem, men jeg ved at der er mange af jer som læser med, som også føler sig alene af den ene eller anden grund og jeg bliver så glad for de mails jeg får, når jeg har udgivet de indlæg som gør ondt, for så bliver jeg også bekræftet i at jeg er ikke er alene.  I spørgerunden for hundrede år siden, spurgte flere ind til det der med hvordan fa’en jeg kan “udstille” mig selv og skrive om alt det jeg gør. Jeg var kort inde på det i min video. Og udover ovenstående forklaring, kan jeg som sagt simpelthen ikke lade være.
Men igen, Sneglcille er jo kun en lille del af den rigtige Cecilie (man kunne kalde hende IRL-Cecilie, men jeg lader være, fordi…. well, jeg er ikke 14), ok, faktisk en ret stor del, men der er jo stadigvæk alt det som I ikke ser, og det er så her at mine veninder råber i kor: ” PÅÅÅ BLOOOOGGGGEEEEN!”, men nej! Der er stadigvæk nogle (få) ting jeg gerne vil holde for mig selv. Hvis det f.eks. kan såre nogen mere end højest nødvendigt, mine egne og andres hemmeligheder kommer heller aldrig på skrift, og så selvfølgelig de “sjove” ting, (og det er for det meste her at veninderne råber) som når jeg en sjælden gang i mellem (med tryk på sjælden) tror at jeg er in låååve (i en mand, ikke sko og den slags), kiksede knald (igen noget med mænd) og alt det andet som hører med når man er single.

Når det så er sagt, så har jeg faktisk en ret sjov date historie, som jeg vil dele med jer snart. Det er en af de historier, som er blevet fortalt igen og igen. Især cykelrytterven er glad for at fortælle den videre. Og det er efterhånden så mange år siden, at jeg er med på at den skal foreviges. Her på bloggis. Snart. Ikk!

Vi holder fri, Otto og jeg. Han er stadigvæk lidt ved siden af sig selv, så vi tager lige en dag mere herhjemme.
I skrivende stund, sidder vi ved spisebordet. Otto tegner og spiser rosiner og jeg drikker stærk(!) kaffe og hører denne her på repeat, skru op, lyt og nyd!!

God mandag !