De skide bekymringer
Jeg har lige afleveret Otto i vuggestue. Det er freelancer der henter ham og så skal de på weekend hos farmor. Det var skide svært at sige farvel, det er det altid, men i dag stak det lidt dybere. Den sidste uge har været fuld af bekymring, jeg er i den grad blevet påvirket af Holgers forsvinden (og pikke forarget over mediernes usmagelige dækning da de fandt ham igen) og af dødsfaldet i Slagelse, hvor den lille dreng blev kvalt i sin hue. Påmindelsen om hvor skrøbeligt livet er, kan jeg næsten ikke holde til. Da jeg var barn mistede min faster et barn, Josephine. Josephine var dødfødt og jeg husker tydeligt hvordan jeg pludselig blev enormt bevidst om at børn kunne dø. Dette gjorde at jeg på et tidspunkt led af voldsomme mareridt, og jeg lå ofte vågen og så den lille kiste for mig igen og igen (min mor var i øvrigt rasende over at min far havde taget mig med til begravelsen). Jeg begyndte også at forstille mig forfærdelige ting, som kunne ske for mig og mine søskende og angsten for døden og for at miste mine forældre var på et tidspunkt slet ikke til at holde ud. Heldigvis fik jeg snakket om det og voksede da også fra det, og jeg har på trods af mørkeræd og en livlig fantasi ikke mærket til det siden. Men så blev jeg gravid og så kom mareridtene igen, og bekymringerne og de vanvittige langt ude tanker. Jeg kæmper for ikke at være overbeskyttende, og føler egentlig at jeg har meget god kontrol over min til tider lidt skøre tankegang. Og heldigvis er freelancer da også god til at fortælle mig at jeg er åndssvag og at Otto selvfølgelig ikke bliver kørt over eller falder ud af vinduet, eller brækker hovedet (?).
NÅH! Så fik vi lige det på det rene.
Jeg er røvbekymret punktum
Nu vil jeg arbejde min røv i laser og gå til Stine Goya lagersalg i eftermiddag, helt bekymringsløs (jaja) …
