Om at være enlig

Jeg får lidt kvalme af ordet “enlig”. Det lyder så grimt. Ikke at single-mor lyder bedre, det har sådan lidt paradisehotel/ungabunga/ uansvarlighed’s klang. Hvad har vi så ?! Alene-mor… ? Det lyder heller ikke rart, vel.
Jeg stemmer for at vi finder på et nyt ord til at beskrive mødre som mig. Indtil da må jeg finde mig i enlig.
Heldigvis er Ottos far jo altså ikke fuldstændig håbløs vel. Han hjælper når han kan og har Otto (nogenlunde) fast hver anden weekend. Så jeg er vel ikke en ægte enlig-forælder. Men sådan 80 % enlig-agtig.

Otto er en rigtig drenge-dreng, ingen tvivl om det. Han leger vildt og elsker biler og maskiner. Og bolde. Men det er alligevel tydeligt at se, at han har rimelig meget kvindelig indflydelse, fra mig altså. Han er vild med hårpynt og render ofte rundt med hårbøjler og clips i håret. Han er tosset med at børste sit hår og sidder tit foran spejlet med mine make-up pensler og pudrer sig i ansigtet. Det er totalt bedårende, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det ville være anderledes, hvis der var mere mandlig input. Han griner og hviner og smiler over hele hovedet, når der er en mand i nærheden, hvad end det er en mandlig pædagog, en legekammerats far eller en smilende mand i Netto køen, det er ligegyldigt. Han har helt styr på når der er testosteron i sigte. Det er sødt og alligevel giver det lidt et stik i mig hver gang. For selvom jeg jo leger med traktorer og biler i stor stil, kan jeg jo ikke give ham det samme som en mand kan. Det er jeg helt vildt opmærksom på. Det er sikkert fjollet. Og i virkeligheden er det sikkert mit eget behov og ikke hans.

Nåh, blah blah, det var slet ikke det jeg ville med det her indlæg. Ville bare gerne finde på et nyt ord. Det der enlig er grimt! Jeg er så træt af at sætte kryds ved enlig. Og præsentere mig som værende enlig (altså det gør jeg jo heller ikke i alle situationer vel) og blive omtalt som enlig. Det lyder som sådan en grå, forladt, buhu-det-er-så-synd-for-mig person. Og selvom jeg brokker mig nonstop og faktisk synes det er enormt hårdt og synd for mig (buhu), så er jeg altså fucking sej og det er altså ikke særlig superhelte agtigt at hedde “enlig-mor”.
NÅ!

Anonymous says:

2. februar 2011 kl. 14:58

hvad med enestående-mor? 🙂

Svar

2. februar 2011 kl. 17:09

Hvor er det du sætter kryds hele tiden? Tror mere det er dig dig selv der fokuserer på det, end omverdenen. Du er jo bare dig, mor – længere er den vel ikke 🙂 Har i øvrigt læst alle dine indlæg, og må med sorg fortælle dig at Ottos far virkelig er fuldstændig håbløs! Men det er jo bare min mening. /Mama

2. februar 2011 kl. 21:51

Solomor:)

Yona Gold says:

3. februar 2011 kl. 0:13

ALtså søde Cecilie. Du er slet og ret "bare" mor. Slut. Der er jo ingen der bliver kaldt "parforholdsmor". Og derudover kan du jo kalde dig en ung smuk kvinde hvis du vil. (der har mega travlt…)