Nedsmeltning

3 timer tog det at få Otto til at sove i dag.
TRE.
Først var der en brandbil med blink, som holdt lige udenfor og distraherede, sååå vi stod naturligvis op og kiggede… og kiggede og kiggede.


Vi gik derefter i seng igen og efter en times “læg dig ned”, “shhh”, “det er nat nu” osv. osv. osv. Knak jeg fuldstændigt sammen. Sådan ud af det blå. Jeg stortudede med hulk og snot og hele pivtøjet i næsten en time, mens Otto tog det i stiv arm og bare læste Rasmus Klump for mig, lagde sit hoved på mit og sagde “ae ae”.
Ja, jeg ved godt at ens børn nok ikke skal se en sådan, men jeg fik lige nok af alt, trætheden og af de ting man ikke kan gøre noget ved og i stedet for at holde det inde og potentielt lade det komme til udtryk ved irritation rettet mod Otto, lukkede jeg det ud.
Den sidste halve time inden han lukkede sine små perfekte øjne, brugte vi på at tælle fingre og tæer – De var der allesammen…
Det er rart at tænke på at selvom alt andet sejler, har jeg gjort en ting helt rigtigt – Otto. H
an lugter godt nok lidt af karry og trænger til at blive klippet, men alligevel.

 
8 replies
  1. Frk. Jensen
    Frk. Jensen says:

    Jeg elsker dine bund ærlige beskrivelser af at være mor. Ikke så meget overskuds pjat med børn der sover på slaget 19.30 og spise deres ærter og selvfølgelig lugter helt perfekt (for det gør alle børn da, som om).Det er virkelig forfriskende at læse en ærlig udmelding, om at det fandme bare er hårdt ind i mellem også selvom man elsker dem over alt på jorden. Stort skulderklap her fra.

    Svar
  2. Anonymous
    Anonymous says:

    Er det egentlig ikke okay, at de ikke tror, at alt er som i Teletubbieland? Jeg græder også nogle gange, når min datter ser det, det synes jeg faktisk hører med til livets nuancer…Kan godt forstå, at du er udmattet til op over begge øre…

    Svar
  3. Luna
    Luna says:

    Du er for sej! Vis mig den mor, der ikke, på et eller andet tidspunkt, har stortudet foran sit barn. Man kan alligevel ikke skjule sine følelser for børn, de opfanger det med det samme også selvom man ikke tuder. Min unge trænger også til at blive klippet, han lugter ikke specielt, men til gengæld har han snot i hele fjæset i de her dage… Og et blåt mærke i panden, fordi han nøs imens jeg ville give ham et nys på panden, så han knaldede skalden ind i min tand og han er stadig det skønneste lille væsen. Hold nu op jeg skriver en masse sludder nu. Jeg ville jo bare skrive at du er for mega meget sej!

    Svar
  4. Lotte B
    Lotte B says:

    Hvor står det henne at man ikke må græde foran sine børn? Fuck det…det gør jeg altså! Det må vi godt – skal vi ikke sige det?Jeg gjorde det også igår. Jeg puttede den ældste på lige knap 2½ og da han lå med armene rundt om min hals, kunne jeg mærke hvor meget jeg savnede hans far (min kæreste!) som er i Australien (har været væk 2 uger og skal 1 uge mere). Så kom tårerne – og jeg vækkede ham faktisk lidt. Så sad vi der i sengen og savnede far. Fandt iphone frem og lavede en "savne-video" til ham (som var ret sjov…ikke tragisk). Jeg tror på at man godt må græde – uden det skal blive "vi voksen kan også være bange"-agtigt. PS: min søn er også lyshåret og det ligner totalt ham bagfra. Det stritter i alle retning pt. – og det gør det lidt endnu…indtil jeg får slæbt ham til frisøren…(og mig selv med).

    Svar
  5. Sofie B
    Sofie B says:

    Åh gud, klokken er en milliard og jeg har lige læst din blog igennem fra øverst til nederst.. Det tog omkring… 2,5 time:)Jeg sys du er sej! Som i 'hende vil jeg herre gerne være veninde med'.. og måske hive din unge lidt i kinderne.. Han er jo for søøøød..Nåmn.. Jeg læser ihvertfald med:)Stay cool 'ing! for det er du.. 😉

    Svar
  6. Sidsel
    Sidsel says:

    Som tidligere anonym stalker, må jeg lige hoppe frem fra busken – for det er jo en super fed blog, skrevet af en super sej kvinde! Hilsen Sidsel(Som altså også har grædt foran sin søn. Som i øvrigt har skævt-klippet hår, da jeg forsøgte mig som frisør …)

    Svar
  7. Tine
    Tine says:

    Det var lige, hvad jeg havde brug for! Tak til både blogger og læsere for lige at sige, at man ikke skader sit barn for livet ved at have et lille sammenbrud foran hende. Har netop afleveret min datter efter en morgen, hvor jeg tilsyneladende gjorde alting forkert trods god tid og en dagsform med lang lunte. Det var en mærkelig dejlig og hjerteskærende følelse, da den lille løvinde så nysgerrigt på mig, lagde sine arme om min hals og trøstede MIG! Så prøvede jeg det… 🙂

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *