Lørdag aften

Otto har feber, som i 39,8. Han brænder op og græder med sin lille bitte stemme. Hans tandkød er hævet og rødt.. Der er 5 (ja FEM) bittesmå tænder på vej samtidig. Og drengen har altså 4 bisser i forvejen. Han har med andre ord travlt, sådan på tand fronten.
Nå, men jeg har fyldt lidt junior panodil på ham og han er nu endelig faldet til ro. Jeg sidder som alle andre aftener i mit køkken, med kaffe og slik. Faktisk ret hyggeligt, havde næsten ikke bemærket at det er lørdag, før jeg kiggede ud af mit vindue og dette var hvad jeg så…. Ikke et eneste lys tændt i nogle af de lejligheder jeg har udsigt til… Og det er altså pænt mange. Hva’ sker der for det ?!
HMPF!

Ensomhed?

Den opmærksomme læser har måske bemærket, at jeg for noget tid siden, postede et indlæg om ensomhed, min ensomhed. Indlægget slettede jeg få timer efter. Det blev skrevet på min telefon, midt om natten i et følsomt øjeblik.
Jeg slettede det af flere grunde: Det var ikke uddybende nok og var ærlig talt lidt mere depressivt end det var ment og man kunne næsten høre violinerne og regnvejret. Men emnet og følelsen som fylder så vanvittigt meget, er noget jeg har brug for at fortælle om, for jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, som går med de tanker. Så, here goes.

Da stormen kom, min storm; i form af at blive forladt. Forladt af hvad jeg troede var mit livs kærlighed, lige midt i en graviditet var smerten ubærlig. I måneder græd jeg og følte mig kvast. Jeg var i smerte.
Jeg har fortrængt den, smerten. Den person, det ødelagte lille menneske jeg var på det tidspunkt er en anden i dag. Faktisk et helt andet menneske. Åhmand, det gør ondt helt ind i hjertekuglen at skulle tale om det. At finde tilbage til det sted i mit liv, som gjorde så ondt og som når man tænker over det jo faktisk også kun er lidt mere end et år siden. Det er ikke rart at tænke tilbage. Men det er en nødvendighed. For det var ikke en anden, det var mig og det ER mig. Jeg kæmpede mig igennem det, og kæmper nok stadigvæk. Selve mor-rollen føler jeg mig ret stærk i. Ikke fordi at den er faldet mig specielt naturlig egentlig. Jeg synes tværtimod det var helt skræmmende og overvældende og meget mere hårdt end jeg havde forestillet mig det. I starten i hvert fald. Sådan har jeg det ikke længere. Nu er jeg ret vild med det der ‘mor’, og med den der Otto, selvfølgelig. Men kvinden, altså når mor etiketten er taget af, er sgu stadigvæk ret såret, vaklende og usikker, og på ingen måde hel. Hun føler sig ensom, uelsket og utilstrækkelig.

Jeg står vel på en eller anden måde nu et sted i mit liv, hvor jeg skal genfinde mig selv, på alle fronter. Og det er fucking scary! Jeg aner ikke hvordan jeg skal genvinde troen på mig selv og det er fandme en skræmmende kendsgerning. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, kan andre så ?!

Ok, ikke flere indlæg om vejret. Jeg lover det !

Men hvor er det sindssygt hvor meget man kan nå at rode et hjem til på en enkelt dag, bare fordi at det regner og man derfor er nødsaget til at blive indendøre. Otto skal underholdes konstant, og Ramasjang hitter altså kun hvis jeg sidder sammen med ham og ser det, med andre ord hænger der et barn på mig KONSTANT. Jeg ryddede op i mit køkken igår aftes (som i totalt cleanede) og nu ser det sådan ud:

Det var jo det jeg sagde…!!

5 dage med sommer var hvad det blev til? Are you kiddin? me??!!
Lort med lort på !

Nå, men her er de der stemningsbilleder jeg lovede at vise frem. Og ja, det ER en øl i min hånd, OG lambrusco Og en cigaret – men det var jo sommer og distortion for pokker!
(Skal for en god ordens skyld understrege at Otto selvfølgelig ikke var med til lambrusco-druk og distortion!)