Ensomhed?

Den opmærksomme læser har måske bemærket, at jeg for noget tid siden, postede et indlæg om ensomhed, min ensomhed. Indlægget slettede jeg få timer efter. Det blev skrevet på min telefon, midt om natten i et følsomt øjeblik.
Jeg slettede det af flere grunde: Det var ikke uddybende nok og var ærlig talt lidt mere depressivt end det var ment og man kunne næsten høre violinerne og regnvejret. Men emnet og følelsen som fylder så vanvittigt meget, er noget jeg har brug for at fortælle om, for jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, som går med de tanker. Så, here goes.

Da stormen kom, min storm; i form af at blive forladt. Forladt af hvad jeg troede var mit livs kærlighed, lige midt i en graviditet var smerten ubærlig. I måneder græd jeg og følte mig kvast. Jeg var i smerte.
Jeg har fortrængt den, smerten. Den person, det ødelagte lille menneske jeg var på det tidspunkt er en anden i dag. Faktisk et helt andet menneske. Åhmand, det gør ondt helt ind i hjertekuglen at skulle tale om det. At finde tilbage til det sted i mit liv, som gjorde så ondt og som når man tænker over det jo faktisk også kun er lidt mere end et år siden. Det er ikke rart at tænke tilbage. Men det er en nødvendighed. For det var ikke en anden, det var mig og det ER mig. Jeg kæmpede mig igennem det, og kæmper nok stadigvæk. Selve mor-rollen føler jeg mig ret stærk i. Ikke fordi at den er faldet mig specielt naturlig egentlig. Jeg synes tværtimod det var helt skræmmende og overvældende og meget mere hårdt end jeg havde forestillet mig det. I starten i hvert fald. Sådan har jeg det ikke længere. Nu er jeg ret vild med det der ‘mor’, og med den der Otto, selvfølgelig. Men kvinden, altså når mor etiketten er taget af, er sgu stadigvæk ret såret, vaklende og usikker, og på ingen måde hel. Hun føler sig ensom, uelsket og utilstrækkelig.

Jeg står vel på en eller anden måde nu et sted i mit liv, hvor jeg skal genfinde mig selv, på alle fronter. Og det er fucking scary! Jeg aner ikke hvordan jeg skal genvinde troen på mig selv og det er fandme en skræmmende kendsgerning. Hvis jeg ikke kan elske mig selv, kan andre så ?!

6 replies
  1. Anonymous
    Anonymous says:

    Faldt tilfældigt over din blog.. Det indlæg dér… Det gjorde sgu ondt på mig også. Jeg er ikke blevet forladt og er ikke alene med en dejlig unge, men det rammer, mere end du aner. Det kan ske for os alle.. det glemmer "vi" der endnu bare er i en rus af lykke, i boblen, og én eller anden dag springer den boblen nok… .. Jeg har læst det samme indlæg igennem nu 3 gange, og har kun været på din side i 10 min.. Men det så sandt som det står skrevet.Jeg sender al min kærlighed over til dig og din lille dreng, og jeg er sikker på du er skøn, dejlig, smuk og en fantastisk mor. Bare du husker at den mor etikette er så vigtig at fjerne fra en tid til anden. Du skal ikke nøjes med at være mor!! Du skal være en selvstændig, smuk, stærk og fanden i vold " Jeg kan fandme godt" lækker kvinde. Du skal ikke lukke mænd ude, når de en dag banker på din dør. Selvfølgelig, skal du kunne plante rødderne igen.. Du har jo kun ét liv.. Og får du kærlighed så ta' den!Jeg kan skrive en masse nonsens som du i forvejen godt ved, men jeg håber inderligt du finder troen på, at du er mere værd end det du giver dig selv kredit for. Af hjertet, jeg håber du får en skøn weekend!!:)Christine

    Svar
  2. Trine
    Trine says:

    Bladre lige lidt rundt… og det her indlæg sparker altså min mave helt op i munden på mig!Du er så fucking cool, fordi du har det hele. Du er BÅDE mor og Cecilie og lækker og ensom og fjollet og groovy og én med ansvar og én som har brug for at blive holdt lidt om indimellem.Whats not to like?Du er så pløre-normal som resten af os (pfffffhhh….) og gu trænger du også til knus og omsorg, og føler dig fucking forladt!Hold op med at tro at der nogensinde er en stor forkromet løsning på noget som helst – vi famler os allesammen rundt i blinde hér i livet – og du gør det skide godt og Otto elsker dig for det! Den der lille pige du taler om, hun skal bare lige selv se at hun er pisse sej til at være lille pige og fortælle om det som gør ondt, og ikke er bange for at gå ind i det. Hun er fandme meget sejere end nogen som helst, der bare prøver på at lade som om alting er skumfiduser og candyfloss all over!Fat det! Blev der sagt!

    Svar
  3. Karen Ærenlund Brogaard
    Karen Ærenlund Brogaard says:

    Hej Cille.

    Nu ved jeg godt at det her er 2 år senere, og du jo nok er et helt andet sted i livet nu, men dine ord ramte mig bare rigtig meget.

    Jeg har hele mit liv rendt rundt og følt mig rigtig dum til det med mænd, og spekuleret på om jeg nogensinde skulle finde kærligheden. Og så skete det lige pludselig, uden at jeg havde tænkt over at der skulle ske noget (han er kollega, en del ældre end mig, 1000000 andre gode grunde til at holde sig på afstand) og det startede bare som noget hygge. Det skulle ikke være mere, han skulle videre i livet og ville rejse rundt og se mere af Europa. De planer har han nu lagt på hylden for en tid. Pga. mig. Det er helt vildt og meget uventet og stort.

    Er han den store eventyrs, altid og for evigt kærlighed? Det er jeg ikke sikker på, men jeg får lov til at nyde ham, og opleve at der er en der er super glad for mig, og det er jeg så taknemmelig for.

    Er sikker på at ham den dejlige nok skal dukke op. Og efter hvad jeg kan se på din blog, så er du elsket! Du har en masse dejlige mennesker i dit liv og det er jo ikke så dårligt 🙂

    Ved ikke om det kan bruges til noget som helst, her 2 år efter, men det kan du jo bedst selv vurdere.

    Hav en super dejlig dag.

    Karen

    Svar
  4. Jannie
    Jannie says:

    Kære Cecilie, Jeg har jo desværre ikke fulgt med fra starten, og kom først ind lige da Uma blev født. Men når jeg læser dette indlæg, bliver jeg vred på freelancer, kan du ikke stadig blive det den dag i dag, når du falder over sådan et indlæg ? Kan man tilgive 100% og ikke tænke tilbage på, hvordan man blev efterladt?

    Svar
    • Alexandra
      Alexandra says:

      Hej Jannie,
      det har Cecilie faktisk skrevet adskillige indlæg om des seneste par år. Prøv evt. søgefuktionen oppe til højre.

      Og så vil jeg forresten bare tilføje at jeg sidder med et lille smil på over linien ” hvad jeg troede var mit livs kærlighed” – sådan set i bagklogskabens kloge lys 😉

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *