Stort barn

Otto har fået en klapvogn… En blæret een, som kan alt muligt gejl. Altså sådan noget med svingbare hjul, vendbart styr og regnslag. Jeg er nærmest stolt, og blev en smule rørt da jeg satte ham i den i dag, han lyste op og arme og ben kørte på ham. Min baby er blevet en dreng, ja eller det har han jo været i nogen tid, men det slog mig ligesom bare da han sad der og var glad i sin nye ride.
Jeg har lige stillet barnevognen til storskrald, og stillet klapvognen ud i opgangen. Det er lidt som et nyt kapitel … HA! Hør mig lige! Det er en klapvogn for helvede kvinde.

Kort fødselsdags resume

Nå, men i går var en god dag. Solskin, søde mennesker og sommerregn. Jeg tilbragte det meste af dagen i min gård, på græs med min mødregruppe og deres skønne børn. Vi spiste brunch og drak et lille glas asti. Senere stod den på middag med Nanna og hendes Arthur (og min Otto), og derefter blev drengene hentet af deres fædre, og vi drak et par øl med Rachel på vestebro torv. Helt perfekt!

Enlig med stort E

… Nedern ord egentlig, enlig?! Nå, anyways. Jeg har da helt glemt at fortælle at freelancer og min mor er på ferie (ja altså ikke sammen, vel), hvilket vil sige at der er ingen at ringe efter hvis det brænder på, eller hvis jeg får brug for et break. Søndag, som var den første dag A-L-E-N-E havde jeg det liiiidt stramt, men ellers har jeg faktisk overhovedet ikke skænket det en tanke. Ret sejt hvis jeg selv skal sige det 🙂 Når det så er sagt, glæder jeg mig til at få dem allesammen hjem, for det er nu meget rart at have dem lige rundt om hjørnet. Både til at hjælpe når det kniber med overskuddet og superhelte kræfterne, men især også til at dele de rare ting med, som når barnet pludselig kravler….

Older posts