Spring cleaning

Jojo, jeg ved godt at det ikke er forår endnu og at der er sne all over, MEN jeg er i fuld sving med at rydde op og ud i alle skabe. Særligt mit klædeskab trænger til en kærlig hånd. Har indtil videre fyldt to flyttekasser med tøj og sko, som jeg med garanti aldrig får på igen – Nogensinde!
Har tilgengæld også fundet nogle virkelig lækre ting, placeret heelt bagerst i tøjdybet, som er ting jeg bevidst pakkede langt væk da jeg begyndte at blive tyk (som i gravid).

Er desværre nu gået i stå…. Det sker altid for mig. Så nu roder min lejlighed endnu mere end før og jeg sidder midt i alle bunkerne og spiser lakridser.

Kontraster

Det her barselsliv bliver hurtigt det samme trummerum – Nåja, lige afbrudt af en druktur i ny og næ. Men i dag har været en skæg blandning af mit nye og mit gamle liv, plus en indblik i det liv, som kommer efter barsel. Dagen startede med mødregruppe og gåtur, og i eftermiddags trak jeg så i gylpefrit tøj og høje sko og blev kørt ud til et stort fotostudie i nordvest, hvor jeg skulle til møde vedr. noget arbejdsrelateret, med rigtige voksne mennesker (som ikke lige har født). Jeg snakkede en masse om arbejde, drak kaffe, grinede, var tjekket, fik ros og nævnte ikke Otto en eneste gang (ikke helt rigtigt, men tæt på ik!)
Det resulterede i en mærkelig blandet følelse af savn til mit før-barsels liv, og en skræk for nogensinde at skulle tilbage på arbejde sådan for real. ELSKER at være på barsel, men elsker også mit job – men ved tilgengæld at det ikke bliver det samme som før, da det er for tidskrævende og for ustabilt. Har også planer om at begynde at læse, og så er det pludselig tre ting der skal spille. PYYYYH… Tager lige en tår vand og en breather inden jeg skriver videre.

Efter 1 times telefon snak med min Guru (ej sådan en har jeg slet ikke, det er såmænd bare min veninde Rachel ude på nørrebro) er jeg nået frem til at jeg vist lige skal klappe hesten og nyde nuet. Det bliver aldrig det samme som før, og gudskelov for det. For det har vist aldrig været så rosenrødt som jeg lige huskede det.

Så ved man det har været en god aften


Se her hvem jeg fandt i min lomme…
(det er en soldat, og han er lyserød)

Hva nu?!

festen i aften er aflyst …. Otto er allerede afleveret hos min mor.
Så nu sidder jeg her alene, uden planer (næsten, skal ud til veninde og spise).
Det er vel egentlig det jeg har efterlyst, spontanitet (på en måde).
Er det ikke noget med at det er den slags aftener der er sjovest? Ingen forventninger til noget som helst, bare en flaske vin der skal drikkes i godt selskab og så må vi se ….. Det satser jeg på.
Nu bad. Og så mod Nørrebro i stiletter og sne-sjap.

Lørdag morgen ..

Og vi har sovet til kl 9:45 !!!! Det er omtrent 3 timer længere end normalt. Halleluja siger jeg bare …
Har ikke engang drukket kaffe (endnu) – og er frisk, veludhvilet, glad og en masse andet rart.

I aften skal Otto passes og jeg skal ud ud ud.
Farvel gylp, mos og bleer. Hello hello! stiletter, øl og dansegulv…

Næææææh mange tak

Af mine “sjove” veninder har jeg fået dette, til at hænge på min barnevogn …

Not gonna happen, og så er jeg i øvrigt færdig med at brokke mig over at ingen (mænd) kan se at man er single når man går med en barnevogn. Det var vist også meningen, altså at få mig til at stoppe mit brok.

Skriveblokering …

For tiden er jeg bagud med alting (mails, telefon opkald og bloggen). Jeg er udmattet og har dårlig samvittighed, dagene flyver afsted på trods af det dårlige vejr (og humør). Har fået et par hak i tuden den sidste uge (ja og det sidste års tid i det hele taget) og føler at det er svært at få hovedet ovenvande igen. Det er som om at hver gang det ser ud til at lysne, står der en situation eller en person klar til at hamre mig ned i dybet igen. I weekenden havde jeg en oplevelse som gav mig et kæmpe adrenalin kick, og hurra for det. Det gav lidt ekstra på opturs kontoen…
NÅ, men jeg oplever en virkelig grum omgang skriveblokering, og vil derfor gerne undskylde at jeg er fraværende, og at de få indlæg jeg får skrevet muligvis er lidt røvsyge.

Bedre sent end aldrig

Det er over 5 måneder siden at jeg fødte Otto og jeg har endnu ikke fået snakket med nogen om min fødsel. Om lidt får jeg besøg af min jordemoder, som var med mig gennem min graviditet og til min fødsel.
Jeg glæder mig, hun er en af de sejeste mennesker jeg kender, og er sådan en som man gerne vil drikke kaffe med. Det skal vi så i dag, altså drikke kaffe og snakke om fødslen. Jeg har fundet min journal frem og prøver at forberede mig på snakken, kan godt mærke nede i maven at det er noget jeg har brug for, for det var en fandens hård oplevelse fysisk selvfølgelig, men i den grad også psykisk.