1/2 år …

Søndag d. 23 August 2009 tøffede jeg rundt i min lejlighed med kraftige veer, med min mor og freelancer rendende efter mig med blege ansigter og et stoppeur. “det er skide fascinerende, de varer præcis 59 sekunder” kan jeg huske at freelancer udbrød. På det tidspunkt kunne jeg ikke se det fascinerende i det, men tjo, det er vel ret syret.
Et par timer før havde vi været ude på fødegangen og var blevet sendt hjem med beskeden: “Du føder ikke forløbeligt, her er to Pinex, snup du et par varme bade, slap af alt hvad du kan og så kan din jordemoder undersøge dig på mandag, farvel og tak!”
Præcis to timer efter vågnede jeg af voldsomme smerter, vækkede freelancer og bad ham ringe efter min mor NU, hun kom med morgenbrød en halv time senere – Det skulle jeg fandme ikke have noget af, brølede jeg imens jeg lå på gulvet. De, min mor og freelancer, nåede vist også kun en enkelt skive brød, inden de godt kunne fornemme, at det nok var alvor-alvor. Min stedfar kom med bilen og i en vepause, der på det tidspunkt vel varede et par minutter, fik  vi bakset mig, og tasken, der havde stået pakket og klar i ugevis (men alligevel indeholdte ting jeg aldrig fik brug for, men manglede alt det jeg godt kunne have brugt) ud på forsædet. Turen i bilen var forfærdelig, veer i en kørende bil på en halvlummer augustdag kan ikke anbefales!

Det næste jeg husker er en voldsom ve midt i hovedindgangen på Frederiksberg Hospital, efterfulgt af en undersøgelse bag et forhæng. Lettelsen da jordemoderen fortalte at jeg var 7 centimeter, og at de ville gøre en fødestue klar, var altoverskyggende.

Der blev sagt noget med at hvis jeg ville have en epidural skulle det være nu. Her blev jeg lidt for heroisk i min ekstase over allerede at være så langt i forløbet, at jeg takkede nej, trods en venlig anbefaling og noget snak om en træt livmoder.

Blev dernæst placeret på en stol under en skoldhed bruser, mens freelancer stod klar med håndklæder og hospitalstøj i favnen og tårer i øjnene.

Jeg blev fulgt ind på fødestuen af min jordemoder. Min mor og freelancer drak latte og var fjollede, på den spændte og overtrætte måde. Jeg var allerede nu træt, rigtig træt, og havde kvalme.

Resten husker jeg kun i glimt. Jeg græd meget og var pisse bange. Skreg på både epidural og stoffer, hvilket selvfølgelig var alt alt alt for sent. Skældte ud, og kastede med de kølige vaskeklude, der konstant blev placeret på min pande. Efter et par timers råberi var jeg endelig 10 centimeter udvidet.
…Men så gik det hele lidt i stå, og jeg fik et ve-drop i armen, som jeg konstant flåede ud, ved egentlig ikke hvorfor, og samtidigt fik jeg nogle elektrode agtige ting på maven, som skulle måle hjerterytme på bebs, der desværre faldt og i løbet af ingen tid var der herre mange mennesker på stuen, blandt andet en læge, der tog en blodprøve på Ottos hoved og da jeg hørte ham sige ordet ’sugekop’ til en af de nu tre jordemodere, der befandt sig på stuen, blev jeg bange. Jeg vidste godt at han skulle ud nu, altså Otto. Og så tog fanden ved mig og i den næste ve kom han ud, helt fedtet og klam, og fuldstændig perfekt.
Adrenalinen pumpede gennem min krop og jeg ænsede ikke de grædende mennesker omkring mig …

Der var kun mig og Otto.

4 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *