Planlagt spontanitet

Jeg har simpelthen sådan lyst til at gå ud… Ikke noget fancy, bare et par timer i godt selskab og gerne med store kolde øl.
Sådan en god spontan bytur… Men hov! Det går bare ikke, det er nemlig rimelig svært at være spontan når man er nogens mor. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, altså næsten alt. Men samtidigt er det bare nærmest umuligt at planlægge noget som helst med sådan en lille størrelse. For hvis Otto har en dårlig dag og jeg har planer, jamen så er det bare ærgeligt.
Jeg kom sjældent for sent til noget før Otto, men nu kommer jeg altid for sent, og det er ligemeget hvor god tid vi er i. Den er sikker hver gang, når vi er på vej ud af døren er der enten en lille mand der skider igennem ble og tøj, eller en lille mand der gylper på sin mor, eller en stor dame som har glemt noget vigtigt (vådservietter, bleer, modermælkserstatning m.v.) og derfor må vende om.

Nå, tilbage til den spontane byturs feeling som sidder i min mave. Otto’s far kan ikke passe ham i aften, han skal arbejde hele natten, øv!
Min mor er til julefrokost med hendes svigerfamilie og er nok pænt baldret når hun kommer hjem, og jeg kan derfor næsten ikke lide at spørge hende, om hun er frisk på en spontan pasning af lækkert barnebarn. Og hvordan skal man spørg?!
Skal man trække pitty kortet : “snøft snøft, det er SÅ hårdt og jeg er helt alene, har virkelig brug for det her”,
eller teenage metoden: “ARJ helt ærligt! Pleeeeeaaaassseee moooaaar, jeg looooover at jeg kommer tidligt hjem og selv tager ham i morgen tidligt.. Koooom nuuuu”
Kunne jo også bare spørge helt normalt, det er faktisk nok det der virker bedst og det er jo egentlig fjollet at jeg gennemtænker det sådan, for hun elsker jo at være sammen med ham.
Jeg gør det sgu… lige om lidt.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *