En ny fase ?

Jeg har haft en lorte uge. Altså ikke fordi der er sket dårlige ting, tværtimod. Det er bare en konstant tyngende følelse jeg render rundt med. Jeg har haft det underligt. Jeg ved godt hvorfor, også selvom jeg forsøger at bilder mig selv og andre ind, at det godt nok er underligt at jeg går og er så mut. I know, mand – I know. Det der er, er: Jeg synes pludselig at jeg savner “hamduvednok”. Savner.
Mit had til ham er stille og roligt ved at forsvinde, og så alligevel ikke, for hver gang jeg tænker på alt hvad der er sket, har jeg lyst til at skrige og smadre løs på ham, den store lort!. Men på den anden side er jeg begyndt at drive væk fra had-følelsen, og i stedet kan jeg på en måde se logikken i, hvad der skete. Ja, gu var det et kikset stunt, det med at han forelskede sig i en anden, og valgte at gå fra mig, uden så meget som at overveje at lappe det. Men det er så småt ved at gå op for mig at vi kvalte hinanden. Vi havde det ikke godt. Jeg var sårbar, usikker og pisseirriterende, han var presset, sikkert bange for alle de samme ting som mig, og fandt en udvej.
Jeg kan godt selv høre det. At det lyder som om, at jeg gør hans handlinger acceptable og mindre fucked up end de var. Sådan er det nu ikke, for jeg synes nu stadigvæk at han opførte sig som en lort, uanset grund.
Men jeg indrømmer gerne at det fylder mindre, og at jeg af og til glemmer det, og ser alle de ting som jeg var vild med. Som jeg måske er ved at blive vild med igen.
Måske er det fordi at han virkelig har strammet op, tager ansvar, lader til virkelig at respektere mig, og bare er en virkelig virkelig god far. Det er han. Den bedste.
Eller også har jeg fået en hjerneblødning. Manden har jo for hulan revet mit hjerte ud, pisset på det og kylet det af helgolands til. Vågn dog op kvinde-Og kom videre, helt ærlig! Ikk.

Jeg luftede det for mødregruppen i dag, altså det med at jeg har haft en dårlig uge, og oveni det måske er begyndt at få nogle glemte følelser tilbage. Jeg nævnte kun flygtigt det med følelserne. For jeg tror måske at de vil rive hovedet af mig, hvis jeg siger hvor dybt den del af det stikker.

En af damerne havde alligevel en rigtig god pointe, som jegvirkelig  kan bruge, hun sagde noget i retning af at jeg er nået en ny fase. En fase hvor jeg opdager en masse nye ting om mig selv. Altså .. vi har “før Otto-Cecilie”, “gravide-hormon-Cecilie” og nu “Mor-Cecilie”, og jeg skal så til at finde ud af hvem hun er, altså mor-Cecilien. Udover at være MOR, hvem er hun så?
Og nu begynder der jo så (måske) at dukke en masse dumme dumme følelser op, som jeg ellers havde begravet så fint. Det GØR det altså ikke nemt at finde ud af hvem hun er, hende der Ottos mor … Måske er det slet ikke glemte følelser, måske er det bare fascination af noget genkenkendelse. I don’t know, men jeg orker det ikke!
Lad det please please please bare være hormoner eller et tilfælde af momentary insanity. Jeg magter ikke at være hende der aldrig kom videre og bare dvælede i sorg og savn … og pis.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *