På udflugt

I går var Otto og jeg ude og gå tur med min veninde Nanna og hendes toplækre søn. Efter et par timers “skovtur” i frederiksberg have, fandt vi ud af at vi da skulle et smut i Illums bolighus – knaldgod idé !! Øøøøh nej! Jeg har altid fået stress og sved på panden af strøget, og her snakker vi altså uden barn. Så at gå ned langs strøget med 6 kilo hidsig bebs i barnevogn var mildest talt ved at tage livet af mig. I starten følte jeg mig super overskudsagtig og tjekket (Otto sov), jeg fik bakset barnevogn og stadigvæk sovende baby op på tredje sal, jeg købte en længeønsket lampe og følte mig simpelthen så cool. Men… så nåede vi nederste etage… Otto åbnede øjnene, vendte munden nedad og helvede brød løs. Han skreg, jeg nærmest løb ud af butikken med sveden haglende af mig. Nanna fulgte roligt efter, i den ene hånd havde hun barnevogn med lækker glad unge (hendes egen), i den anden hånd min gigantiske lampe, høje hæle under fødderne og et fattet ansigtsudtryk. Da vi kom ud af butikken besluttede vi os rimelig hurtigt for at lave et pitstop på toppen af Illum, for lige at berolige Otto og samle energi (og mod) til at bevæge os tilbage mod vesterbro. What a mistake! Der var sort af mennesker, Otto forsatte sit skrigeshow og jeg var tæt på at bryde hulkende sammen. Efter en tør ble og lidt mad faldt han gudskelov til ro og det samme gjorde min puls. Efter ca 30 minutters eksemplarisk babybehavior, var vi klar til at vende snuderne hjemad, og her blev jeg så overmodig igen- Nanna havde fundet en stol i Illums bolighus, så den skulle vi da lige hente først. No problemo tænkte jeg, og imens Nanna løb ind i butikken, ventede jeg udenfor på amager torv med to børn i hver sin barnevogn og min kæmpelampe. Otto græd selvfølgelig, Nanna’s søn dansede til musikken der bragede ud fra Invasion butikken og jeg måtte skiftevis holde fast på Otto’s sut, dansende barn og på min lampe som lå på den ene barnevogn. Nanna var gudskelov kun væk i max 15 minutter, og vores fælles veninde Rachel kom os til undsætning, og nu skulle vi hjem. to barnevogne med indhold, en cykel, en kæmpelampe, en spisebordstol og tre kvinder i forkert fodtøj. Vi landede i min lejlighed knap en time efter. Jeg ankom lidt før de andre, da jeg nærmest løb de sidste 100 meter, med skrigende baby i vognen og sur eks i telefonen. Efter en velfortjent kop kaffe tog jeg afsked med pigerne og drengen. Otto faldt i søvn og der var stille i lejligheden, en mærkelig sørgelig følelse spredte sig i min krop og aldrig før har jeg været så træt.
Da Rachel bankede på min dør 20 minutter efter, helt uopfordret og med takeout fra mood food, brød jeg grædende sammen.

I dag har jeg det bedre, og selvom der sikkert går rigtig lang tid før jeg sætter mine ben på strøget igen, så er jeg glad for at jeg gjorde det og at det er overstået. Derudover priser jeg mig lykkelig for at jeg har veninder som kan støtte og bærer mig igennem pressede situationer og som til hver en tid vil samle mig op fra lortede situationer, hvad end det er en mislykket strøgtur eller et grimt break up. I er så seje og smukke og dejlige og fantastiske.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *