FOMO

FOMO eller fear of missing out, det lider Otto af. Han kæmper en brav kamp for ikke at falde i søvn, hver eneste gang han skal sove. Jeg gør faktisk det samme, jeg er bestemt ikke typen der lige snupper en eftermiddags lur, og det er ligemeget hvor træt jeg er. TÆNK nu hvis man gik glip af noget !
Otto’s FOMO er efterhånden så omfattende, at det er næsten umuligt at få ham til noget som helst, han gider ikke at spise og han gider ikke at sove. Han vrider nærmest nakken af led og fægter med arme og ben, laver flitsbue med hele kroppen og vil helst bæres rundt hele tiden. Han gider også kun at ligge i barnevognen hvis kalechen er helt nede, så han kan se hvad pokker der sker omkring ham. Behøver jeg understrege at det er en smule problematisk når det regner, hvilket det jo gør sådan cirka konstant. Resultatet er som oftest at jeg kommer gående med en skrigende barnevogn. Jeg møder mange himmelvendte øjne (sådan har jeg selv været), men også virkelig mange forstående blikke (fra andre mødre gætter jeg på).

Jeg håber at han snart vokser fra sin FOMO, eller bare lærer at kontrollere den en smule. For jeg er ved at få rigtig lange arme og ondt i hovedet af at skulle kæmpe med ham hver gang det er senge- eller spisetid. Og let’s face it det er ikke fordi at vores hverdag er så skide inspirerende.

Jamen så godnat da…

Jeg har simpelthen så meget jeg gerne vil skrive om, og det var bestemt også meningen at poste i hvert fald 2-3 indlæg i aften. Men 2 timers ligegyldig netsurfing og en pose pistacienødder senere, må jeg vist erkende at det ikke bliver til noget. Jeg skal i seng og det skal gå stærkt, jeg har bare lige en sulten lækkerbebs der skal fodres, skiftes og kysses først.

Nighty night 🙂

Hør hov!

Denne seddel har jeg netop hængt op i min opgang. Den går i det store hele ud på at jeg er dødtræt af at Otto’s barnevogn bliver brugt som cykelkurv. Jeg skal næsten dagligt fiske slikpapir, busbilletter og andet skrammel op af barnevognen. Jeg er mildest talt rasende og træt i hovedet over det og har egentlig mest lyst til at stemme dørklokker og med et vildt blik i øjnene skælde ud og hælde skrald i syndebukkens seng. . Men man vil jo ikke være hende den sure enlige mor nede i stuen. Så jeg har på en rar måde skrevet at barnevognen altså ikke er en skraldespand. Er spændt på om det virker, ellers må jeg skrive en mere bestemt seddel næste gang- UDEN et smileyface. Så kan de lære det……

Så sov dog FOR HELVEDE!!

Jeg er ved at afprøve noget nyt, Otto skal lære at falde i søvn i sin egen seng. Det har stået på i en uge nu, og nogle dage kører det super godt og han falder i søvn næsten med det samme, men andre dage virker det bare slet ikke, som f.eks idag…Det tog mig 2 timer at få ham til at sove. Han var så træt så træt, men ville bare ikke overgive sig. Han kastede hovedet fra side til side, sparkede dynen af, spyttede sutten ud igen og igen og igen og….. Jeg puttede, sang, aede, tyssede, snakkede laaaangsomt og stille, men blev mere og mere sammenbidt. Og nåede helt ud i at nærmest råbe ” SÅ SOV DOG FOR HELVEDE”, med det resultat at Otto spærrede øjnene op af forskrækkelse og begyndte at græde. Jeg fik med det samme dårlig samvittighed og tog ham op og vuggede og gyngede indtil han (og mine arme) sov.
Hvem fanden råber af en lille baby?! Ja, det gør jeg så. Simpelthen så konstruktivt altså, skide godt!
Nå, jeg må overdynge ham med ekstra mange kys i morgen, og håbe at han har glemt alt om den store stygge mor.

Godnat !

Så sov dog FOR HELVEDE!!

Jeg er ved at afprøve noget nyt, Otto skal lære at falde i søvn i sin egen seng. Det har stået på i en uge nu, og nogle dage kører det super godt og han falder i søvn næsten med det samme, men andre dage virker det bare slet ikke, som f.eks idag…Det tog mig 2 timer at få ham til at sove. Han var så træt så træt, men ville bare ikke overgive sig. Han kastede hovedet fra side til side, sparkede dynen af, spyttede sutten ud igen og igen og igen og….. Jeg puttede, sang, aede, tyssede, snakkede laaaangsomt og stille, men blev mere og mere sammenbidt. Og nåede helt ud i at nærmest råbe ” SÅ SOV DOG FOR HELVEDE”, med det resultat at Otto spærrede øjnene op af forskrækkelse og begyndte at græde. Jeg fik med det samme dårlig samvittighed og tog ham op og vuggede og gyngede indtil han (og mine arme) sov.
Hvem fanden råber af en lille baby?! Ja, det gør jeg så. Simpelthen så konstruktivt altså, skide godt!
Nå, jeg må overdynge ham med ekstra mange kys i morgen, og håbe at han har glemt alt om den store stygge mor.

Godnat !

Breakdown på flæsketorvet

Og det er altså ikke mine lår jeg hentyder til. Næhnej, jeg har igen været på lørdags tur med min veninde Nanna (dog ikke på strøget denne gang, og heldigvis for det.) Vi kartede rundt i vesterbros gader med barnevogne, to-go latte og store armbevægelser. Da vi nåede kødbyen gad Otto ikke mere. Han skreg og skreg som aldrig før, det var umuligt for mig at få ham beroliget, og der midt på flæsketorvet brød jeg sammen. Heldigvis tog Nanna det som altid i stiv arm, og trøstede både mig og Otto. Og da vi begge var faldet til ro gik det jo smaddergodt det hele, og det virker nu enormt fjollet at jeg gik i stykker over lidt (ej ok, meget) gråd.
Det er en dejlig dejlig lørdag og hvor heldig har man lige lov til at være?! Helte veninder, lækkerbebs (som nu sover trygt ved siden af mig) solskin og kaffe…

Friaften !

I fredags var jeg til koncert. Det var en fed fornemmelse at være ude, med nyvasket hår og uden gylp på tøjet. Jeg drak fadøl og snakkede om voksenting. Jeg flirtede og dansede. Og spiste fedtet mad på istedgade midt om natten.
Jeg savnede Otto heeeeeeelt vildt meget, men på en rar måde. Og jeg tror virkelig at det var sundt. Altså at savne.
Og selvom jeg havde en anelse ondt i håret lørdag og næsten kun tænkte i cola og fritter, var jeg propfuld af overskud, energi og kærlighed. Og er det faktisk endnu, og så på en grå mandag 🙂

Succes!!

Jeg har mine før-gravid jeans på!! Jaja bevares, de strammer- men de er på ! Hip hip hurra. Dagene med leggins, strømpebukser og graviditets bukser er hermed ovre.
Og i aften skal jeg ud og drikke øller og høre dejlig musik. Men først mødregrupppe…
God dag ! 🙂

Mascara over morgenmad

Jeg fortalte de andre damer i min mødregruppe om min helvedestur til Illums bolighus. Det satte gang i en lavine af katastrofehistorier. Med barnevogne, skrigende unger og lortebleer i hovedrollen. Ved samme lejlighed fortalte en af mine medmødre mig, at hun var forundret over, at jeg altid virker så tjekket og overskudslækker. Yikes! MIG?!

Måtte selvfølgelig krybe til korset, og forklare hende at det såmænd bare er et spørgsmål om prioritering, så selvom jeg måske har rent hår og mascara på, har jeg tilgengæld ikke fået morgenmad og mine strømper matcher garanteret ikke…

 

På udflugt

I går var Otto og jeg ude og gå tur med min veninde Nanna og hendes toplækre søn. Efter et par timers “skovtur” i frederiksberg have, fandt vi ud af at vi da skulle et smut i Illums bolighus – knaldgod idé !! Øøøøh nej! Jeg har altid fået stress og sved på panden af strøget, og her snakker vi altså uden barn. Så at gå ned langs strøget med 6 kilo hidsig bebs i barnevogn var mildest talt ved at tage livet af mig. I starten følte jeg mig super overskudsagtig og tjekket (Otto sov), jeg fik bakset barnevogn og stadigvæk sovende baby op på tredje sal, jeg købte en længeønsket lampe og følte mig simpelthen så cool. Men… så nåede vi nederste etage… Otto åbnede øjnene, vendte munden nedad og helvede brød løs. Han skreg, jeg nærmest løb ud af butikken med sveden haglende af mig. Nanna fulgte roligt efter, i den ene hånd havde hun barnevogn med lækker glad unge (hendes egen), i den anden hånd min gigantiske lampe, høje hæle under fødderne og et fattet ansigtsudtryk. Da vi kom ud af butikken besluttede vi os rimelig hurtigt for at lave et pitstop på toppen af Illum, for lige at berolige Otto og samle energi (og mod) til at bevæge os tilbage mod vesterbro. What a mistake! Der var sort af mennesker, Otto forsatte sit skrigeshow og jeg var tæt på at bryde hulkende sammen. Efter en tør ble og lidt mad faldt han gudskelov til ro og det samme gjorde min puls. Efter ca 30 minutters eksemplarisk babybehavior, var vi klar til at vende snuderne hjemad, og her blev jeg så overmodig igen- Nanna havde fundet en stol i Illums bolighus, så den skulle vi da lige hente først. No problemo tænkte jeg, og imens Nanna løb ind i butikken, ventede jeg udenfor på amager torv med to børn i hver sin barnevogn og min kæmpelampe. Otto græd selvfølgelig, Nanna’s søn dansede til musikken der bragede ud fra Invasion butikken og jeg måtte skiftevis holde fast på Otto’s sut, dansende barn og på min lampe som lå på den ene barnevogn. Nanna var gudskelov kun væk i max 15 minutter, og vores fælles veninde Rachel kom os til undsætning, og nu skulle vi hjem. to barnevogne med indhold, en cykel, en kæmpelampe, en spisebordstol og tre kvinder i forkert fodtøj. Vi landede i min lejlighed knap en time efter. Jeg ankom lidt før de andre, da jeg nærmest løb de sidste 100 meter, med skrigende baby i vognen og sur eks i telefonen. Efter en velfortjent kop kaffe tog jeg afsked med pigerne og drengen. Otto faldt i søvn og der var stille i lejligheden, en mærkelig sørgelig følelse spredte sig i min krop og aldrig før har jeg været så træt.
Da Rachel bankede på min dør 20 minutter efter, helt uopfordret og med takeout fra mood food, brød jeg grædende sammen.

I dag har jeg det bedre, og selvom der sikkert går rigtig lang tid før jeg sætter mine ben på strøget igen, så er jeg glad for at jeg gjorde det og at det er overstået. Derudover priser jeg mig lykkelig for at jeg har veninder som kan støtte og bærer mig igennem pressede situationer og som til hver en tid vil samle mig op fra lortede situationer, hvad end det er en mislykket strøgtur eller et grimt break up. I er så seje og smukke og dejlige og fantastiske.