Jeg har, som nævnt tidligere, efter flere års pause fra skriveriet – eller rettere deling af skriveri, oplevet at skrivekløen for alvor tog om sig for nyligt, og jeg besluttede mig efter en del overvejelser, altså virkelig virkelig mange, der primært bundede i en tarvelig tvivl og et kæmpe benspænderi i form af mit eget komplet selvtvivlende sind.

SÅ hvorfor ikke bare bruge lige præcis de overvejelser og det tankespind til netop at aktivere skriveriet og smide det hele på bordet (eller skærmen, du ved, hvad jeg mener) ?!
FED idé, ikk?! Godt. Here goes. 

Som mange andre lider jeg til tider af tankemylder af den slags, der er helt uden formål, udover at gøre mig komplet rundt på gulvet og sætte alverdens tvivl i min i forvejen ret rodede måde at tænke på.

Egentlig holder jeg af ro og orden, kan godt lide at vide, hvad der skal ske, jeg overholder mine aftaler og hader ikke at have styr på ting …. Sidstnævnte har jeg ikke ret tit, så det er egentlig lidt af en fælde, der klapper ofte og hårdt. Hvad jeg mener med det, skal du tids nok finde ud af.

At være i mit mylder at tanker, bekymringer, what if’s og tvivl, kan til tider føles som om, jeg prøver at løse en Rubiks terning i totalt mørke – og sådan en kan jeg ikke engang løse i dagslys, så det er dobbelt-nedtur. 

Den primære tankeknude, der fylder en hel del for tiden og som er grunden til at jeg overhovedet sidder og hamrer løs i tastaturet lige nu, er noget jeg tidligere har adresseret, en del, så hvis du føler du har læst det fra mine hænder tidligere, er det helt rigtigt. Det er, om “god nok” er godt nok. Om min konstante stilen efter noget nær perfektion, eller som minimum anerkendelse, spærrer for rent faktisk at udrette noget godt nogensinde. Om følelsen af aldrig at komme i mål med noget, og en følelse af at stå i et underligt nærmest kunstigt liv, hvor ikke bare jeg, men mange andre såkaldte voksne får livet til at synes flot og næsten problemfrit, imens vi alle jonglerer med tvivl og forsøger at få det bedste ud af det, alt imens vi smiler og vinker til hinanden i høj falset og på bedste Ross Geller manér påstår at vi er fiiine. 

Tilgiv mine friends referencer. Det bliver overhovedet ikke den sidste. 

Nåh, men det med præstationsangsten og følelsen af at “lege voksen” skal jeg nok dykke rigtig lækkert dybt ned i på et tidspunkt, for det er virkelig noget, der fylder, og jeg spørger ofte mig selv og andre voksne på min vej “Hvordan fåååck gør vi det her?” Altså får en hverdag til at hænge sammen med jobs, børn, aftaler, pligter, penge, alt det der, uden at falde helt fra hinanden. Det er mig et kæmpe mysterie. Vi skal tale om det! Jeg skal bare lige finde ordene.

…men nu vender jeg lige tilbage til skrivekløen, der næsten blev overskygget af tvivlen. 

Jeg plejede altså at slynge ord omkring mig som en verbal ninja. Jeg kunne let som ingenting formulere mig med sætninger og forføre med fraser. Men pludselig var det ikk længere hverken naturligt eller sjovt, og det føltes det som at være ramt af en slags skrive-forstoppelse, der gav ondt i maven. Jeg prøvede længe at trække ordene ud af min hjerne – for de var jo derinde! og ned på papir, men de blev bare hængende i en sammenfiltret knude af sætninger, der ikke kunne finde vej. Stille og roligt som tiden er gået begyndte de at filtre sig ud, mavepinen slap taget og formuleringerne begyndte så småt at dukke op igen. Og lysten ikke mindst i form af en massiv skrivekløe, der i den grad skulle kradses i. Så det er jeg begyndt på. I det små. Stille og roligt.

Nogle gange, som lidt er det jeg gør lige nu, har jeg lyst til at springe op og råbe “Hej, verden! Jeg er her, og jeg er mere end god nok! Og nu skriver altså bare, OKAY?!” Men så hører jeg også en stemme, der med en let fnysen hvisker: “Er du nu også sikker på det?” “Din tid er ovre, mand! Sæt dig ned!” 

Jeg ved jo nok godt, at jeg ikke er den eneste, der har danset med den tvivl. Det ved jeg, fordi jeg ofte møder geniale, dygtige og top seje mennesker med alverdens talenter, der alligevel tvivler, præcis som jeg gør det. Åndssvagt. Spild spild spild af tanker og energi.

SÅ! Jeg tror sgu, det er på tide at smide den tvivl ud og væk for alvor. Ja, det kan godt være, at jeg ikke altid føler mig som en mester i skrivekunstens dojo* men jeg gør det alligevel, og så må jeg måske (måske ikke!) fejle, men helt sikkert lære undervejs. De har før føltes trygge. Ordene. At skrive dem, og dele dem, og det savner jeg. 

*vidunderligt ord jeg netop har lært og nu forsøger at snige ind i så mange sætninger som muligt, som den prætentiøse ordkvilibrent jeg åbenbart også er, når jeg altså ikke smadrer mig selv med tvivl og skyld og skam – Det er i øvrigt et japansk ord for “træningssted”

Så lad os sammen erklære, at “god nok” er totalt godt nok, og ikke behøver at være negativt ladet og automatisk igangsætte en lavine af tvivl og negativitet.

Jeg øver mig i hvert fald på ikke at gå efter at være en fejlfri superhelt. Men efter at være mig selv – Og det er klart godt nok. Skrivekløen lever og den skal kløes! Så tak fordi I er med på denne rejse (omg) igennem mit skrivehjerte i jagten på ordene, der forsvandt.