I øvrigt #ThaiEdition

  • Har jeg spist thaimad i seks dage, og selvom jeg for en uge siden troede, at jeg aldrig nogensinde ville få nok af grøn mangosalat, massaman og Pad Thai, har jeg det lidt anderledes nu.
  • Trådte jeg (ikke med vilje!) på en gekko i går. Den døde. Jeg græd.
  • Har jeg på kort tid fået det ret afslappet med aber (her er mange!) og varaner (også mange)
  • Har jeg det til gengæld ret anti afslappet med frøer, kæmpe biller og slanger. AD for helvede!
  • Går tiden umanerlig hurtigt i 32 graders varme, og selvom jeg stornyder det hele, kan jeg ikke helt overskue, at vi skal hjem igen om 10 dage.
  • Er det endnu ikke lykkedes mig at få indstillet værelsets Air condition til et behageligt leje, så vi enten pis’ fryser eller storsveder om natten. Til gengæld har jeg scoret mig en lækker ru stemme og ondt i halsen som følge af dårlig AC styring.
  • Tror jeg, at vi har fået vendt vores jet lag, og ser (måske naivt) frem til nogle gode nætter uden vågne timer og forvirrede børn.
  • Bruger vi en del tid i skyggen og i poolen med faktor 50 og jeg har derfor på ingen måde fået den mængde tan, jeg havde håbet på. Endnu. #Børneferie
  • Er mine børn helt pjattede med gekkoer og navngiver dem alle. De har endnu ikke tilgivet mig for at have mast ‘lille speedy’ med mine bare fødder i går.

Så langt (!) så godt

Vores første døgn i Thailand er ovre og vi har fået puttet børnene med nogenlunde succes. … Og vi nåede endda en deleøl og voksensnak på trappen foran huset, inden vi kravlede i seng. Nu sover alle, på nær mig, der er helt og aldeles vågen.
Jetlag denne vej er lidt en biatch de første timer af natten, til gengæld sover børnene længe, og det kan også noget. Turen hertil var lang og tung og jeg husker meget lidt fra timerne fra vi ankom på hotellet omkring frokost og til jeg faldt i søvn med Loulou i armhulen omkring klokken 20. Men jeg husker tydeligt, at de to små vågnede på skift cirka hvert kvarter fra klokken 21 til 01. Men de sov til vi vækkede dem klokken 9, så den del er helt tilgivet fra min side igen.
I dag har vi brugt ved poolen og på stranden – de to ligger klods op og ned af hinanden, så begge dele er muligt uden at blive alt for uenige. Jeg har det med pools, som jeg har det med buffet. Lidt klamt, genialt med børn og umuligt at komme udenom.

Børnene klarede turen hertil så fint, selvom den var urimeligt lang, og de har også været helt eksemplariske i dag. Jeg kan ikke helt sige det samme om mig selv. Jeg er både lidt skinger i det, irritabel og fintfølende. Men det går sikkert også over i takt med at min jetlag letter og roen sænker sig. Håber jeg (og alle andre, gætter jeg på).

Der er 15 dage tilbage og jeg har tænkt mig at få det allerbedste ud af dem.

Men hov, skulle du ikke holde blogfri? Tænker du måske.
Jo, men så fik jeg alligevel lyst til at stikke hovedet herind… Jeg håber I har det pisse dejligt, og jeg beklager på forhånd Thailandsspam på Instagram – Det er virkelig svært at lade være, fordi her er så mega flot.

 

Mandag uge 3: Podcast og nedtælling

En ny uge er i gang og jeg har brugt morgenen med kaffe, morgenmad og Cana B, der var så overskudsagtig at køre nordpå for at besøge mig – Det er sådan noget jeg virkelig sætter pris på, når sker, da der med god grund er langt imellem besøgene fra København.
Nu kigger solen frem og jeg har sat mig ved tasterne og skal have alle ugens digitale opgaver af vejen. I morgen skal jeg til København og hente nogle ting på kontoret, holde et enkelt møde og så skal jeg være med i en ny podcast sammen med nogle seje damer. Og så, SÅ tager vi sgu til Thailand på onsdag. Stikket bliver trukket, bloggen bliver lagt i kortvarigt dvale og jeg får forhåbentlig ro på hoved og krop i 16 dage.

Tak for de mange fine kommentarer og DMs jeg har fået på mit seneste indlæg. Det var en kæmpe lettelse at få sat ord på den følelse, der fylder for tiden. Og det er svært at beskrive hvor meget det er værdsat, at I tager jer tid til at respondere. Virkelig.

Jeg håber jeres januar behandler jer ordentligt! Pas på jer selv og hinanden.

Vingeskudt

Jeg tror at man, uanset hvad man laver, og hvor meget man elsker det, ind imellem banker panden mod muren og i den proces mister vejret.

Sådan har jeg det for tiden. Både her, i hele min online tilstedeværelse, og desværre også i kulissen og i privaten. Der er fuld plade på mavepustere og jeg forsøger at tage vare på mig selv, minde mig om at det er en fase, at det går over og at det er både normalt og helt ok.
Ulempen ved at leve et liv, der følges af mange tusinde mennesker, er at den slags perioder, går ud over effektiviteten, delelysten og kvanti- og kvaliteten, og fordi I er mange, bliver det bemærket og italesat. Som oftest med bekymring og forståelse, og tak for det, og andre gange med hån og løftede pegefingre som desværre gør følelsen endnu tungere og behovet for at kravle ind i mit skjold meget større.

Det er nu ikke fordi at produktiviteten mangler, tværtimod. Jeg går og samler sammen til nogle indlæg, jeg gerne vil dele med jer, og så er jeg i gang med at skrive et pitch og manuskript til en ny podcast, der gerne skulle blive til noget senere på året, og et par andre skidefede ting, som jeg glæder mig til at få sat i søen. Og det er rart, at have og lave noget, der ikke bliver delt nu og her, men det betyder ikke, at jeg er ved at forsvinde, at jeg har ændret mig eller at jeg har fået fine fornemmelser. Det ved jeg godt at de fleste af jer ved, men jeg kan mærke, at det gør en forskel i mig, at sige det højt her.

Jeg er vingeskudt, i (det der føles som) årets længste måned og det gør lidt ondt, men jeg skal nok komme ud og flyve igen, og jeg håber I stadigvæk vil med <3

Potentiale

Det her indlæg skrev jeg inde i mit hoved i nat. Sådan er det med meget af det jeg skriver. Det kommer til mig om natten, og hvor jeg før i tiden ville springe ud af sengen og rent faktisk skrive det, har jeg lært mig selv (for det meste) at blive liggende og i stedet formulere det i mine tanker for derefter at forsøge at skrive det dagen efter. Ikke altid med succes, men sådan er der så meget.

Ordet potentiale er måske et af mine yndlingsord. Både på grund af hvordan det ser ud og lyder, men også på grund af betydningen. Der er meget der har potentiale og jeg er i al beskedenhed virkelig god til at se det. Desværre er jeg også pessimist (ikke så meget som jeg har været, men … ) og det går ikke altid hånd i hånd, så jeg kan ret hurtigt punktere det igen.
En del af min 2020 plan er at gøre brug af al potentiale. Min egen, andres, handle på det jeg spotter, fremfor bare at tænke det. Ikke være bange for at fejle, eller i hvert fald ignorere den frygt, der med garanti vil vise sig i form af usikkerhed og pessimisme. Jeg vil springe ud i det hele og gå til langt flere ting på yes man måden. Der er så meget potentiale omkring os, og vi er så dårlige til at gribe det. Og ja, jeg siger vi, for jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er alene her. Ydmyghed er noget af det fineste jeg kan komme i tanke om, og noget jeg vægter højt hos andre og mig selv, men jeg ved at jeg har tendens til at forveksle min egen usikkerhed med ydmyghed, og derved gå glip af mange gode ting. Selvom jeg siger “vi”, ved jeg godt at der selvfølgelig er dem, som allerede har luret den, og bare gør det. Og jeg misunder dem det helt ned nederst i maven, og har svært ved ikke at blive en lille smule ked af det på mine egne vegne, hvilket jo er idiotisk. For hvis der er noget jeg har lært med årene og kun bliver bedre til at efterleve, er det, at andres succes ikke tager noget fra min succes.

2020 har rigtig meget potentiale og jeg vil (forsøge at) gribe det hele.

Mandag uge 2: Tiltrængt hverdag, middage og planlægning

Puuust ud! Det er mandag formiddag og hverdagen er (endelig) i gang igen. Det er tiltrængt for alle i familien, for selvom det har været en dejlig ferie, i særdeleshed den seneste uges tid, hvor vi på en eller anden måde har fundet en helt perfekt rytme og for alvor er kommet ned i gear, har vi alle trængt til at komme tilbage i noget velsmurt hamsterhjul. I dag ringede uret igen klokken 6 og vi fik alle ud af døren i ordentlig tid. Alle børn nærmest løb afsted, og det samme gjorde deres forældre, og nu er alle afleveret, Michael er kørt på job og jeg arbejder hjemme i dag, hvilket jeg har set kæmpe meget frem til – Både fordi at jeg ikke har været alene hjemme i tre uger, men også fordi at jeg har en hel del, der skal styr på inden vi rejser i næste uge, og jeg har i de seneste dage kunne mærke frustrationen over ikke at have kunne finde tid og ro til at gøre det. Nu, nu, NU er der ro. Helt ro. Jeg har en sovende schæfer på fødderne, varm kaffe i koppen, musik i baggrunden og kan for alvor dykke ned i mit arbejde. Jeg skal i dag skrive en masse, min kalender skal opdateres, jeg skal bogføre min december og så har jeg et telefonmøde med en, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at føre noget ud i livet som jeg har haft lyst til længe.
I morgen skal jeg til København hele dagen, hvor jeg har møder, kontortid og en middagsaftale, onsdag ser næsten ligesådan ud, bortset fra at middagen er her i Hornbæk, torsdag og fredag er indtil videre nogenlunde fri, med undtagelse af en reformer time (!), og et håb om at få planlagt nogle indlæg og i det hele taget få et ordentligt overblik over de første måneder af 2020, og så er det weekend, hvor de sidste ting skal vaskes, pakkes og gøres klar, inden vi onsdag i næste uge tager afsted mod solen.

God mandag! og velkommen tilbage til hverdagen…

I øvrigt

  • Har mine børn lært at sove længe i denne her ferie (8-9 tiden) – Det har jeg bare desværre ikke, så jeg bruger en hel del tid på at ligge og kigge på dem og tildels håbe at de ikke vågner for roen og humørets (deres humør) skyld og på at håbe at de snart vågner fordi jeg savner dem og keder mig lidt.
  • Tænker jeg ret ofte på om 7/11 ikke snart udvikler en vegetarisk version af deres Taquitos.
  • Når nu jeg er i gang med at ønske mig ting, kunne det også være virkelig fedt, hvis DR gad at lægge Disney sjov op til streaming – Bare en time eller to inden det kommer i fjernsynet.
  • Har jeg trænet hver eneste dag i nu 13 dage og selvom det nogle dage kun er blevet til få minutter på stuegulvet, føles det SÅ rart.
  • Bliver jeg direkte arrig af det der Disney filter på instagram.
  • Har jeg i det hele taget et meget udtalt love/hate forhold til instagram for tiden og har i hele ferien haft en 30 minutters spærregrænse indstillet på mediet, hvilket har hjulpet lidt på hate-delen og faktisk har gjort at jeg glæder mig til at kigge forbi og ikke bare gør det fordi jeg keder mig, eller fordi mine fingre automatisk tapper sig derind (et tip er at lægge appen et andet sted på sin telefon – Det virker)
  • Er jeg begyndt at læse en masse spirituel og selvudviklende litteratur og jeg ved ikke om det er en form for tidlig midtvejskrise eller hvad fuck der sker for mig, men det gør altså noget godt for mit lille rodede hoved.
  • Savner jeg virkelig hverdagen, også selvom vi kun når at få den tilbage i halvanden uge, inden vi tager på eventyr.
  • Har vi imellem jul og nytår optaget det sidste afsnit af Voksen ABC podcasten og det føles både trist og forløsende. Det er virkelig enden på en æra, men giver også plads til nye projekter.

2020

Det er blevet d. 1. januar aka den mærkeligste dag på året. Vi havde et roligt, men hyggeligt nytår med gode venner, masser af slik, chips, stjernekastere, øl og glimmer. Vi gik allerede i seng klokken 1 og var derfor ualmindeligt friske i morges. Nu spiller pigerne vendespil med Michael, Otto ser tegnefilm og spiser chips, og jeg har taget hul på 2020s første to dos. Det lyder nok meget ambitiøst, og normalt ville 1. januar aldrig være en dag, hvor jeg kunne finde på at tænke i arbejde og praktiske gøremål, ligesom at jeg i tidligere år har været mildest talt chokeret, når Michael har tvunget os ud på tur d. 1. januar. Men man bliver jo ældre, og ens prioriteter ændrer sig, og det er også tilfældet for mig. Så i dag på den falske dag, hvor alting står stille, forsøger jeg at få et lille forspring på året som jeg har høje forventninger til. 2020. Jeg tror du bliver god.

Dog pakker jeg snart ambitionerne og computeren sammen og går med på den tur til stranden min mor har arrangeret for os allesammen, og så hopper jeg tilbage i noget blødt tøj og laver burgere til alle.

Godt nytår til jer allesammen. Tak for jeres støtte og den overvejende gode stemning herinde <3

 

16 dage

Om 16 dage trækker vi stikket i 16 dage, når vi tager på den rejse som mine forældre inviterede os på forrige år. Jeg glæder mig, og jeg er nervøs og spændt.
Vi skal øhoppe i Thailand, hvilket jeg altid har drømt om, men aldrig har prøvet. Jeg havde måske heller ikke forestillet mig at skulle gøre det med fire børn i favnen, men sådan bliver det – Og jeg er sikker på, at det nok skal blive helt vidunderligt, og måske udfordrende. Men godt. Godt, godt, godt!
Imens vi er væk kommer bloggen til at stå stille hen, og Instagram ved jeg ikke helt om jeg kan/vil holde mig fra, men der bliver med garanti droslet ned, helt ned, og det skal gøre godt. Lige nu er jeg mest en anelse nervøs for den lange rejsetid med fire børn – især de to små. Men det skal nok gå. Selvfølgelig.
Jeg skal da ærligt indrømme at min seneste feriekuller herover julen gør mig lidt rundt på gulvet, selvom jeg dog forventer og tror at forskellen ligger i at vi er væk hjemmefra.

Hunden og huset bliver passet imens vi er væk, passene er bestilt, det samme er vaccinerne, sommertøjet ligger klar og nu kan det faktisk godt bare blive januar.

Gode tips til en lang flyvetur med børn på 2 og 4 og rejsetips i det hele taget modtages pissegerne <3

 

Feriero og overophedning

Det skete også sidste år. Og året før det. Faktisk alle år, alle ferier. Jeg brænder sammen på det. Bliver mættet af indtryk, selskab og aktivitet (og faktisk også af inaktivitet).
Jeg elsker at være sammen med mine børn og med vores familie, men jeg får også nok på et tidspunkt og så er mine batterier så overophedede at jeg skal have ro. Mega ro.
I år skete det allerede d. 27. December. Efter fem dage med gæster og knald på. Jeg bliver først helt stille og irritabel, og lettere grådlabil og anspændt. Og så begynder jeg at snerre. Sidste år låste jeg mig ind i soveværelset for at tage toppen af det. I år gik jeg en tur. Alene.
Gæsterne er taget hjem, tildels,  for der er stadigvæk besøg nede af gaden hos mine forældre, så der kommer stadigvæk gæster forbi hver dag.
I dag har jeg sendt halvdelen af børneflokken derned, imens de to andre er hjemme. De bygger med Lego og om lidt finder jeg en film frem til dem, imens jeg i ro og mag drikker en stor kop kaffe og går i gang med at rydde op i mine køkkenskuffer som lige nu ligner mit sind en til en. Intet er på deres pladser, det roder og der er ting deri, som jeg havde glemt jeg havde.

Der er i dag endelig ro på for første gang siden ferien startede, og jeg har fået fjernet al julepynt, gjort rent og har tømt køleskabet for julemad og det er godt for både husfreden og mit humør. Jeg er virkelig klar til at lægge al juleri på hylden. Farvel.

Hov! Jeg lyder vist mere sur end jeg reelt er.

Jeg er i det hele taget altid lidt bange for om det lyder som om, at jeg ikke gider mine børn og min familie og mit liv, når jeg skriver om de her følelser. Det er selvfølgelig slet ikke tilfældet. Det er mig selv jeg ikke helt orker, når jeg når til det mættede punkt. Der hvor indtryk, stress, rod og ansvar indhenter mig, og jeg føler mig helt kvalt og trist. Jeg kan ikke lide at være dér, men jeg har accepteret at jeg når dertil og at jeg skal reagere på det og tillade mig selv følelsen, roen og det der skal til for at vende det om igen. Jeg mestrer det ikke altid. Men tæt på efterhånden.

I morgen skal jeg på arbejde og ærlig talt passer det mig så fint.

Jeg håber I har en dejlig ferie, hvis I holder sådan noget <3