Mariehøne og langsomt tempo

img_2113

Jeg sendte denne yndige mariehøne i vuggestue i morges, hvilket endnu engang mindede mig om, hvor meget jeg pludselig elsker fastelavn. Efter jeg har fået børn altså.
Man kan kun blive i godt humør af at se de sociale medier bade i stolte forældres billeder af deres udklædte børn. Jeg ved godt, at det for nogle er det mest irriterende overhovedet, at skulle glo på alle vores ninjaer, løver og Disneyprinsesser, men for fanden, det er en gang om året og for mange af os, er det fysisk umuligt ikke at dele, hvor nuttede vi synes de er, så træk vejret og bær over med os. Vi kan ikke gøre for det, og der er længe til næste gang.

I dag er det fredag, hvilket jo betyder at der er ‘Fredagsfølger’ på min snapchat. Og det er en langsom en af slagsen kan jeg godt afsløre. Jeg har for eksempel tilbragt de sidste tre timer i min sofa, og det er virkelig virkelig (!) tiltrængt og fedt. Måske lidt kedeligt at følge, men sådan må det blive i dag.
Der er nu 16 dage til termin, og jeg er gået helt ind i det langsomme tempo, og det føles virkelig rart. Jeg er ret overrasket over, hvor tiltrængt det åbenbart har været for mig. Jeg oplever nærmest sådan en slags ekstase-følelse over at have en tom kalender med tid til spontane kaffeaftaler, blogindlæg som det her, og kiggen ud i luften. Det er jeg sgu glad for at jeg fandt ud af var nødvendigt, og omfavnede.

Nu går jeg i bad, gør mig klar, køber ind til weekenden og så henter jeg min mariehøne.
God fredag!

   

Freelancers hjørne: At leve med en gravid pt. 2

Jeg lovede jer jo på en måde lidt, på min mands vegne, at der ville komme en forlængelse af det her indlæg fra da jeg var gravid med Uma. Og sørme om det ikke lykkedes mig, at hive lidt ekstra punkter ud af ham her til aften …

  • Det er ikke et sjældent syn at finde opvaskemaskinen stående åben og kun halvt tømt. Det er på en måde imponerende at hun overhovedet gider give det et forsøg.
  • Spørgsmål som: ‘Tror du egentlig at du kan finde ud af at lægge neglelak… på mine fødder?’ eller ‘Ville du synes det var klamt at klippe mine tånegle’ er ret normale efterhånden.
  • At blive sendt på gaden efter naanbrød og ‘ris med stærk sovs’ klokken 21 er heller ikke som sådan noget unormalt.
  • Hun snorker. Men det må jeg ikke fortælle hende. Jeg synes nu faktisk, og det mener jeg, at det er ret sødt.
  • Hindbærblad the alle steder. I kander i køleskabet, i kopper på bordet, i en flaske ved siden af sengen. Litervis – Alle steder.
  • Aldrig har jeg set en lignende afsky, kombineret med et snert af had og skuffelse, som da jeg spiste trøffelchips i går. Hun hader virkelig trøfler og lugten af dem, og påstod at jeg lige så godt kunne kaste op ved siden af hende.
  • Jeg købte så til gengæld ‘Snaskesnegle’ (jvf. punkt 3 her) med hjem til hende i morges, og fik et blik fyldt med tilsvarende mængde kærlighed, der kun kan sammenlignes med da vi blev gift, så jeg tror trøffelepisoden er tilgivet. Men det er nok bedst, hvis jeg ikke spørger.

img_2071

 

 

Babyboblen dag 1

img_2018

Mine børn besluttede at dagen i dag skulle starte klokken 5:30… Heldigvis var min mand så rar at stå op med dem, så selvom jeg ikke faldt i søvn igen, kunne jeg vågne langsomt inden jeg en lille time senere joinede de friske typer i køkkenet til snak, kaffe, tegninger og havregryn.

Klokken er nu 7:30 og hele holdet er netop gået. Her er stille og halvmørkt. Jeg balancerer en kold kop kaffe på min mave og kigger på rodet i min stue. Jeg gør noget ved det. Rodet og den sidste slurk kaffe. Om lidt. Og så tager jeg et langt bad, og går ned efter morgenbrød, inden Rachel kommer og optager Podcast. Senere skal jeg spise frokost med en veninde, der efter (alt for) mange år i Dubai endelig er flyttet hjem. Det er de eneste planer jeg har i dag, og selvom jeg troede det ville føles sært eller stressende med sådan en dag helt uden møder, arbejde og deadlines, er det langt fra tilfældet.
Jeg skal ned i gear, og jeg skal nyde de sidste uger (dage?) som gravid, det bliver jeg nødt til har jeg indset, for tænk nu, hvis min tredje graviditet blev den der forsvandt mellem hænderne på mig. Det har jeg ikke lyst til. Min krop er klar til baby 3.0 nu skal mit sind også blive det.

God dag

   

Børnefilmskolen: At snakke med sine børn igennem fælles projekter

INDLÆGGET ER SPONSORERET

Da jeg først hørte om børnefilmskolen som Psykiatrifonden står bag, hvor man med sine børn kan lave hjemmeproducerede film og derigennem lægge op til dialog omkring alt mellem himmel og jord, mindede det mig om et projekt som jeg selv er dykket ud i med Otto. I stedet for en film, er vi bare ved at lave en bog. Noget der startede som et hyggeligt aftenritual, men som nu faktisk har udviklet sig til en helt rigtigt kreativ proces , hvor vi taler om karakterer, handlinger og indhold. Det er både mega hyggeligt, lærerigt og ikke mindst en virkelig fed måde at lave noget anderledes sammen på, samt at få gang i nogle snakke som vi normalt måske ikke havde fået os. Det er virkelig inspirerende og fascinerende, hvad der foregår inde i sådan et barnehoved, når man får lov til at komme indenfor, og for pokker, hvor vil jeg gerne blive bedre til at gribe de stunder, hvor der virkelig bliver åbnet op.

Der er ingen tvivl om at jeg, ligesom rigtig mange andre forældre, ind imellem finder det lidt svært at sætte fut i nye samtaler med mine børn. Vi snakker en hel del om rigtig mange ting, og jeg synes at vores kommunikation er god, rigtig god meget af tiden, men jeg må også indrømme, og det er jeg ikke stolt af, at jeg ikke altid lytter lige så grundigt som jeg kunne. Og når vi laver ting udover det sædvanlige sammen, og særligt i det lidt mere kreative hjørne, hvad end det er at farvelægge malebøger, hvilket vi gør en del for tiden, eller har gang i førnævnte bogprojekt, så får vi virkelig snakket om mange ting og vi er sammen på en anden måde end når vi ‘bare’ laver lektier, ser film eller taler over aftensmaden.

Det er præcis det man gør i børnefilmskolen, altså laver et kreativt projekt sammen. En film. Det er nemt at gå til, det giver virkelig rum og plads til at kunne få sig nogle gode stunder og samtaler med sit barn, og jeg er helt vild med det. Man kan i hvert fald ikke andet end at blive inspireret når man ser hvad andre har fundet på. Tjek siden ud og giv det et skud, og smid lige et link, hvis I ender med at springe ud i det. Jeg synes det er så hyggeligt at se med og elsker for eksempel både Nana og Arthurs resultat, og Lisbeths skideskægge børns film om verdens største sangkonkurrence.

img_0926

 

Sidste dag inden babyboblen

I dag bliver min sidste dag ved min meget lyserøde plads i Andedammen. Altså ikke sidste sidste, for evigt agtigt, og med garanti heller ikke sidste gang jeg stikker hovedet forbi herinde, men det bliver min sidste reelle arbejdsdag ved mit skrivebord inden jeg skal føde. Jeg har nemlig brug for at træde ind i en babyboble her de sidste uger, både for mit sind og min krops skyld. SÅ selvom jeg ikke lægger arbejdet helt på hylden, bliver det i et noget mindre omfang, og jeg satser på at få afviklet alle kampagner, samt det regnskab der har hængt over mit hoved lidt for længe, i dag, og så skruer jeg ned for det administrative og op for de lidt sjovere mildere opgaver, mens jeg får lidt mere fokus på det der foregår inde i min livmoder (sorry for det mentale billede). Det bliver godt og det er helt klart det rette lige nu. Det er bare lige det, at jeg for pokker kommer til at savne min hverdag og min Andedam. Og så er der også lige det med, at jeg er ikke så god til det der med ’sidste gang’, ikke på en mut og nostalgisk måde, men nærmere på sådan en; Jeg er ikke klar til at give slip-agtig måde, spicet op med lidt fomo, for jeg vil jo helst hverken gå glip af noget, eller undvære mine kontor-roomies alt for længe af gangen.

Det var bestemt heller ikke meningen, at da Cana og jeg fik nøglerne og kunne åbne dørene til vores dam her i Nybrogade tilbage i juni måned, at jeg allerede nu mindre end et år efter skulle løsne grebet og forlade min plads for en tid. Men sådan er det blevet, og der er trods alt verdens bedste grund til, at jeg skal det. Heldigvis vender jeg tilbage på et tidspunkt, og har i øvrigt fuld tiltro til at Cana og resten af ‘ænderne’ herinde nok skal mere end klare sig. Det er udelukkende min egen fear of missing out og til tider lidt ekstreme engagement i ting, der gør følelsen af at gå ud af døren i eftermiddag lidt svær.

img_1922

 

SHOPPING: Forberedelser til barselsuniformen pt 2…

INDLÆGGET ER SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Jeg fortsætter min snusen rundt efter gode og pæne barselsvenlige sager, og pt fyrer særligt ASOS den af med fine og seje forårsvenlige ting, der får mig til at længes endnu mere efter lidt varmere vejr, og en lettere (men nok noget blødere) krop… Her er nogle af de ting jeg muligvis klikker hjem om lidt.

barselsuni2

1.Hvis man nu forestillede sig, at jeg ikke var sådan en, der spilder, konstant. Gad jeg godt have denne. For fanden den ville redde mig fra mange tøjkriser. Pæn! 400,- HER

2.Jeg har bestilt de her bukser, og jeg er simpelthen så spændt på at se dem i virkeligheden. Jeg forestiller mig at de er rare at have på, og så kan jeg godt lide at de sådan lidt suit agtige, hvilket vil se sejt ud til sneaks, en strik og store solbriller. De koster 320,- HER

3.Min besættelse af sort denim fortsætter, og denne skjorte skal klart med mig på barsel. Haps! 300,- HER

4.Det er stadigvæk en af de bedste concealere til mørke rande jeg har prøvet, og min er snart tom, så jeg kan vist godt begynde at fylde lageret. 65,- HER

5.Jeg tvivler på at jeg kan ‘pull this off’ i nær fremtid, men for fanden, hvor gad jeg godt gå foråret i møde i noget lignende. Bukserne koster 420,- HER  Og jakken (som jeg lidt overvejer at købe og bruge til sorte jeans og en top) koster 500,- HER

6.De her lidt rå ankelstøvler ser virkelig rare og dyre ud. Om de er rare ved jeg ikke, men man kan ikke kalde dem dyre. 450,- HER

7.Elsker denne her farve og tænker at den åbne effekt fortil gør den nem at amme i, hvis man gør sig i den slags. Den koster 280,- HER

8.Av av av, den er virkelig fin og sej denne her kjole og totalt nem at style, med enten sneaks eller ankelstøvler. Genial med en strik over, eller bare som den er. Den koster 1000,- HER

   

Da C i den grad var for cykelhjelm

Dagen hvor jeg i podcasten siger højt og offentligt, at jeg ikke bruger cykelhjelm og heller ikke ved om jeg kommer til det, blev dagen hvor min mand og søn på vej til skole var vidne til et cykelstyrt af den grimme slags. Jeg håber virkelig at du, der faldt, er ok. Det lod til på min mand og ambulancereddernes melding, at det så værre ud end det var, gudskelov. Der var meget blod og du var bange og græd, siger Otto, og du må gerne beholde hans tæppe siger han også.

Jeg har forresten lige købt en cykelhjelm.

img_1883

 

Mandag, regn og radio

Det er lige over frokosttid, det er mandag og det er gråt ude på den anden side af mine upudsede ruder. Heldigvis har jeg prioriteret at arbejde hjemme i dag, hvilket dagen indtil videre har bekræftet mig i var den helt rigtige beslutning, måske særligt for min krop, der føles flere kilo tungere end i går. Måske er det faktisk mere end bare en følelse, for da jeg trådte ind på børneværelset tidligt i morges for at hjælpe Otto med at finde et par matchende strømper udbrød han: ‘Orv mor, du er godt nok blevet tyk siden i går’. Han har muligvis ret.

Jeg afleverede Uma i vuggestue, noget som hun i dag overhovedet ikke gad. Jeg gad heller ikke, men jeg er så tæt på at være i mål med de arbejdsopgaver jeg skal have ud af verden, inden jeg kan gå på min hjemmestrikkede barsel, så derfor vinkede jeg farvel med et stift smil og ondt i maven, selvom alt i mig havde lyst til at skrabe hendes lille buttede krop fra pædagogens favn og op i min egen, og løbe ud af døren. Adr, det bliver aldrig rart, også selvom jeg ved at hun dybest set elsker at være dernede, og at humøret resten af dagen garanteret har været højt og fint, selvom at afleveringen ikke var rar.

Mandag er heldigvis meget mere end gråvejrsramt og tyk, for det er jo blevet podcast-dag, og det betyder at vores tredje afsnit ligger klar i iTunes. Det handler om bogstavet C. Jeg håber at I har lyst til at lytte med, og at I i samme omgang vil trykke ‘abonner’. I dag er der lidt dobbeltkonfekt til jer, da vi faktisk også var i P1 og tale med Susanna Sommer om netop ‘Voksen ABC’, og om podcasts og voksenliv i det hele taget. Programmet slutter i øvrigt af med et interview med Rachels yndlingsforfatter Jonathan Safran Foer, hvis bog ‘Ekstremt højt og utroligt tæt på’ ret symbolsk var den første gave jeg nogensinde modtog fra Rachel, hvilket på en eller anden måde er en fin lille sløjfe.
Lyt til programmet HER

Nu vil jeg forsøge at få lidt frokost i min tunge krop, inden jeg tager mine nye lyserøde sneaks på (!) og begiver mig ud i det grå vejr for at købe ind og hente det forhåbentlig glade vuggestuebarn. God mandag til jer.

img_1886

Pregcille Status: Færdigbagt 37+0

Ding! Baby er færdig.
Jeg drømmer at hun er en dreng. Flere gange om ugen faktisk.
Men jeg drømte selvfølgelig også den anden nat, at jeg skulle føde i Rema 1000 og at mine negle var lavet af avispapir, så jeg lægger ikke det store i det.

Jeg har hver eneste aften snydeveer, hvilket er både forventet, pisse irriterende, men også ret smart på en og samme tid. Jeg går ud fra, at de er til en eller anden slags nytte og at de selvfølgelig på et eller andet tidspunkt i løbet af de næste 3-4 uger bliver til en fødsel. De holder mig i hvert fald på dupperne, og det har jeg nok lidt brug for, da jeg skiftevis tager skyklapper på og fuldstændig ignorerer at den skal ud, babyen, samt længe har udsat al planlægning, babyshopping, og fødselssnak, og i næste øjeblik tænker, at det sgu nok skal gå. Og selvfølgelig skal det nok det. Det skal mere end gå, og det bliver fedt.

Mine ringe er begyndt at stramme, hvilket må siges at være meget godt holdt ud, altså at det først er her 20 dage inden datoen på papiret, at mine hænder begynder at reagere på de ekstra kilo. Jeg har endnu ikke taget dem af, ringene, men det kan godt ske, at de skal i en æske om et par dage, for det begynder at se lidt fjollet ud, og så er det heller ikke den rareste fornemmelse i verden. Derudover har jeg ikke de store fysiske skavanker, udover en efterhånden tung og træt krop, og en ærlig talt ret så øm livmoder, og tidligere i dag var jeg meget lidt værd, men det var ikke noget som en tre timer lang middagslur (Det er seriøst aldrig sket før) kunne hjælpe med, og jeg har det i skrivende stund virkelig godt. Det hænger nok også sammen med, at jeg efter mit lille sammenbrud den anden aften, sammen med min mand har fået snakket længe og meget om både fødsel og baby, samt er gået i gang med forberedelserne, sådan rigtigt.

Jeg har for eksempel netop lagt en gigantisk babytøjsbestilling, da det gik op for mig, at jeg har solgt alt i størrelse 50-68, for vi var jo færdige med babyer. Derudover er vi ved at få styr på de sidste forberedelser, til det der nok bliver en hjemmefødsel. Jeg har nemlig besluttet mig for, at det er det vi gør, hvis det føles rigtigt, når det går i gang altså. Det føles som en god beslutning nu, men jeg er også forberedt på, at jeg måske har det helt anderledes når der er knald på veerne, samt at det er ok at ombestemme sig. Men der er i hvert fald indkøbt afdækning og håndklæder til formålet, ligesom at der er blevet lagt pink champagne på køl. For når jeg har født skal vi skåle i lyserøde bobler og spise kanelsnegle. Så meget ved jeg er sikkert.

Nu vil jeg forsøge at tage et billede til indlægget her, inden jeg hopper ombord i min koldbryggede hindbærblad the, ser et par afsnit Girls og finder en varmepude klar til når næste omgang snydeveer tager fat, for min lændemassør har jeg sendt på bar.
God søndag aften til jer.

   

I øvrigt #80

img_1823

  • Var det virkelig grænseoverskridende for mig at udgive gårsdagens indlæg, men for fanden, hvor har I været søde. Det er I i øvrigt altid. Tak.
  • Er vi nu næsten igennem februar og jeg har endnu ikke fået anskaffet mig en 2017 kalender. For en, der helst skal skrive alle aftaler ned på papir er det ret problematisk.
  • Viser det sig at de bedste snegle OVERHOVEDET findes i den lille bager i Westmarket. De hedder snaskesnegle (!) og de er syge. Altså gode syge. #SelvTak
  • Har vi ikke noget sofabord for tiden, men jeg forudser at jeg kommer til at bruge en del tid i sofaen når der kommer en baby, så nu har jeg bestilt et. Det er det her (affiliatelink), og ja, det er lyserødt og jeg ved ikke helt om det er galt eller genialt. Jeg tror mest af alt bare min mand er glad for at jeg rykker mig lidt væk fra min mintgrønne periode….
  • Kan I høre Rachel og jeg tale om ‘Voksen ABC’, podcasts og voksenliv i p1 på mandag, klokken 11.
  • Har min mand booket et rejsejob ind i slutningen af april. Turen går igen til Marokko, som vi jo måtte springe over sidst, og jeg drømmer allerede nu om at pakke alle minisneglene og mig selv, og tage med.
  • Bliver jeg aldrig rigtig sådan en, der kan bruge udtrykket Yas! … Jeg har prøvet. Det skal jeg lade være med
  • Overvejer jeg lidt at lade Freelancer lave endnu et af de her indlæg. Eller i hvert fald give ham muligheden for at forlænge listen …
  • Har jeg virkelig tit lyst til McDonalds pomfritter for tiden, og jeg fandt mig selv cirkulere omkring McD på Kgs. Nytorv (igen) i dag… Jeg lod være. Igen. Men var nærmest helt ked af det da jeg satte mig på bussen og kørte væk. For fanden.
  • Tager jeg nok lige en uge mere i Andedammen, inden jeg går på ‘barsel’. Er ikke helt klar til at give slip kan jeg mærke.
  • Sprang jeg jo pomfritterne over, så det er kun logisk at give efter for min anden craving: Vinegar Chips.
  • Glæder jeg mig til at få mine almindelige madvaner igen. Denne her baby er dårligt selskab i sultne situationer.
  • Er jeg også selv ret dårligt selskab i de der sultne situationer, men det er så dejligt belejligt at give baby skylden.
  • Har jeg besluttet mig for at bestille en omgang seriøs hovedrengøring til vores lejlighed, inden babys ankomst. Vi kommer ligesom aldrig rigtigt i bund, og det irriterer mig. Erfaringer med gode og grundige firmaer, der kan den slags, ønskes.
  • Er sofabordet ikke det eneste lyserøde jeg har bestilt i dag. Også et par sko blev det til.  Ved ikke helt hvad der foregår.

SHOPPING: Comfy men pænt

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Lige om lidt skal jeg føde en baby, og hvis jeg kender mig selv ret vil jeg i tiden efter både hige efter at have behageligt tøj på, men vil i den grad også gerne føle at jeg ser godt ud. Så jeg er så småt begyndt at se efter bløde (pæne) sager og seje sneaks som jeg kan tøffe rundt i de første uger, når alt på min krop er ømt og løst. Lige nu ser min virtuelle shoppingkurv således ud …

efterf

1.Buksedragt i det fineste print  til 400,- HER

2.Jeg vil bruge denne her kjole over jeans og T-shirt som en slags jakke, og som kjole, når jeg er klar til at bevæge mig ud til noget lidt finere. 650,- HER

3.Prikket og strikket buksedragt. Ikke så ammevenlig, men nu har jeg sværmet om den længe, og den er sat ned, så måske jeg springer til … Buksedragt 520,- HER

4.Jeg er en lille smule besat af tanken om et par lyserøde sneaks, og pt er de her en af mine kandidater. 830,- HER

5.Gråt plisseret skørt, der er nemt at style. I det hele taget er jeg ret vild med looket på bileldet med støvler og strik til. Det kunne godt blive en trofast barselsuniform … Nederdel 200,- HER

6.Pyjamasskjorte, blød, pæn, afslappet på den seje måde og perfekt til jeans … 340,- HER

7.Et par billige solbriller eller to er også et must, for jeg ved at det der med at huske etui og i det hele taget passe på mine briller, ikke kommer til at ske med søvnmangel, og da deres egentlige funktion ikke bliver at passe på mine øjne, men at skjule mit ansigt, gør det ikke så meget at kvalien måske ikke er i top. De her er seje og koster 100,- HER

8.Boyfriend-jeans er klart det snit jeans, der klæder min efterfødselskrop bedst. SÅ jeg skal have mig et par eller to. De her er et godt bud, 550,- HER

Bange for at føde?

Jeg er ikke bange for at føde.

Det har jeg været. Rædselslagen.
Det var jeg inden min første fødsel.
Faktisk allerede inden min første graviditet.
Men så blev jeg gravid, og accepterede at så skulle jeg vel også føde. Jeg ignorerede alligevel alt hvad der hed tanker om fødsel, og fødselsforberedelse. Ikke verdens bedste beslutning skulle det vise sig.
Men jeg gjorde det; Fødte. Det var hårdt og det var smertefuldt og det var langt fra, hvad jeg havde forestillet mig. Det var skrækkeligt da det stod på, og vidunderligt da det var ovre. Jeg følte jeg mig som det sejeste menneske i verden. For første gang måske. Jeg gjorde det. Jeg fucking gjorde det. Og med Otto som gevinst.

Anden gang var jeg nervøs og jeg var spændt, men jeg nåede at glæde mig til at føde. Meget faktisk. Jeg forberedte mig væsentlig mere end første gang, og jeg var opsat på at få det bedste ud af det, og jeg følte mig klar. Så klar, at hver eneste dag fra terminen og til jeg fødte fem dage senere føltes som ugevis.

Det var også en god fødsel, det var det. Og jeg var sej. Det meste af tiden.
Men.
Jeg kan huske, at jeg flere gange undervejs, og som noget af det allersidste da det var ‘overstået’, tænkte hvor glad jeg var for at det var sidste gang. Sidste gang med veer. Sidste gang med spredte ben og udspilet skræv op i hovedet på en fremmed (ja undskyld beskrivelsen).
Sidste gang.
Jeg var lettet.

Det blev ikke sidste gang.

For om 24 dage har jeg termin med nummer tre. Oversat betyder det, at jeg på et eller andet tidspunkt inden for de næste 40 dage skal til det igen. En fødsel.

Jeg kan godt huske lettelsen fra sidst. Tydeligt.

Og i dag, for få timer siden kom noget snigende. Noget der voksede sig større og større og som til sidst satte sig som en klump i halsen på mig, og som blev til tårer i mine øjne, der lige så stille flød over, da jeg i mørket sad på børneværelset med mine to sovende børn, som jeg netop havde læst for. De to børn som jeg har båret på og født.

Et øjeblik senere da jeg var ude i lyset på den anden side af børneværelset, var det at det skete. At de stille tårer og klumpen i halsen blev til besværet vejrtrækning, gråd og en usammenhængende talestrøm som jeg lod flyde ud over min mand. Min løsningsorienterede mand, der imens han forsøgte at afkode hvad det grædende gravide væsen foran ham hulkede, straks gik i gang med at minde om succesen og begejstringen fra sidste gang med smertefri fødsel, samt at samle mig op med lige dele tough love ala ‘det kan du sagtens’ og ‘hold nu op’, blandet med logik og forslag til hvordan jeg får vendt følelsen til noget godt og konstruktivt.

Det kan jeg godt. Altså både føde og holde op med at tude over at skulle det, men jeg kan og skal også finde ud af præcis hvad min reaktion fra før bunder i.

Hvad er det jeg bliver bange og nervøs for? Hvor kommer klumpen i halsen fra?
Det er vel en kombination.
Det påvirker mig, at mange jeg møder på min vej, siger at når nu det er tredje gang så er det jo nemt og det klarer jeg nok. Og ikke mindst at jeg selv falder i samme fælde. At jeg istemmer og er yes yes-agtig, når jeg i virkeligheden har rigtig meget brug for at tale om det. Tale om at føde. Tale om mine forventninger, om det jeg frygter, det jeg glæder mig til og det jeg håber på. At jeg det ene øjeblik tænker netop det, at jeg ved hvad det er og at min krop sagtens kan det og at det kommer til at gå så godt. Men i det næste kommer i tanke om, at jeg jo havde opsat mig på at jeg aldrig skulle det igen, og at jeg måske et eller andet sted et par gange har tænkt at det var mere held end noget andet, at det lykkes mig at føde de første to gange.

Og når jeg går over i den tankestrøm, så påvirker det mig i den grad, at jeg som alternativ til førstnævnte reaktioner, bliver mødt af ‘den svære tre’er-teorien’, som går på at tredje gang er svær og ofte er kompliceret. Og at bare fordi man har gjort det to gange før, er man jo ikke ligefrem sikret en nem tredje fødsel. At det faktisk rigtig ofte bliver alt andet.

Er jeg alligevel blevet bange for at føde?
Jeg tror det ikke.
Jeg er ikke bange for veerne.
Ikke bange for om jeg kan gennemføre.
Men måske er jeg lidt bange for om jeg kan gøre det ‘rigtigt’.

Det er måske presseperioden jeg frygter mest. Fordi det begge gange har været det der var sværest.
Første gang fik jeg slet ingen presseveer. Og at presse et barn ud af sig uden presseveer er uden tvivl noget af det mest smertefulde jeg har oplevet.

Anden gang fik jeg dem, presseveerne og de gav mening, men alligevel var det som om at jeg ikke kunne finde ud af at bruge dem. Eller, altså, hun kom jo ud.

Nu har jeg fået endnu en chance. Jeg har høje forventninger. Måske for høje.
Og måske er det mit svar.
Jeg er bange for at skuffe.
Mig selv.

Det er åndssvagt, det er ulogisk og det giver ingen mening, så meget kan jeg godt tænke mig til. Men det føles ret ægte lige nu og jeg hader lidt at sige det højt, for jeg vil rigtig gerne være hende den seje tredjegangs gravide, der bare har styr på det, men det er jeg måske bare ikke.

img_1813