Jeg kender en kvinde, der har hele pakken, personligheden, udseendet, styrke og en psyke ud af denne verden. Det føles nogle gange som om, at universet tester hende, og smider udfordringer hendes vej bare fordi, at hun kan klare det. Endnu mere uretfærdigt er det, at udfordringerne skal gå ud over hendes søn. Hendes fantastiske søn, som jeg har kendt hele hans liv og som jeg elsker højt.

Arthur var ikke mange dage gammel, før det stod klart at der var noget, der var anderledes, og de sidste fem et halvt år har været en rutchebanetur uden lige. Hospitalsbesøg, medicinering, overvågning, diagnosering, undersøgelse på undersøgelse, modgang, tårer, glæde, men mest og vigtigst af alt ubetinget kærlighed – I al uretfærdigheden, er det at Arthur har Nanna som mor, og at Nanna har Arthur som søn tilgengæld mere end retfærdigt og noget, der i den grad giver mening.

De er en evig inspiration. Jeg har før bedt jer om at kigge forbi Nannas blog for at læse Nannas egne beretninger om livet med Arthur og hans sygdom, der på det seneste har udviklet sig. Hun beskriver det hele så fint, og selvom jeg kender deres historie og dem, rammer hendes skrevne ord mig altid på en helt særlig måde.

Kig forbi Nanna, verdens bedste mor, her.

 photo Skaeligrmbillede2014-09-20kl100317_zps2b535c37.png

1 Kommentar

  • Kan jeg ikke spise mandler uden at få en anelse mandel galt i halsen. Every time.
  • Følger jeg åbenbart Burhan G på Instagram.
  • Har den fem årige lært hvad ordet ‘uretfærdigt’ betyder. Der er mange ting, der er uretfærdige når man er fem. Sengetid for eksempel, spidskål til aftensmaden, og det at man skal have strømper på.
  • Elsker jeg at der stadigvæk sniger sig misforståede børneord og sætninger ind i den velartikulerede dreng, som når han beder mig binde ‘snøjfer’ på hans snørrebånd, eller ‘at holde ballerne fra hans mad’.
  • Har jeg lige fundet tre overpriced cookies fra lagkagehuset i min taske. Score!
  • Er jeg kommet til at love manden i mit liv at vi skal ind og se Abernes Planet 2.
  • Hader jeg egentlig at det nu er blevet mørkt når jeg står op om morgenen, men i al hemmelighed også at det er lidt hyggeligt.
  • Er der vist pænt koldt i helvede for tiden, for jeg er begyndt at kunne lide (og drikke) te.
  • Har jeg sgu da glemt at blære mig med at Christophers albumcover er skudt i mit soveværelse.
  • Elsker jeg jeres spørgsmål til interview-indlægget! I er gode, og opfindsomme.
  • Undrer det mig en smule, at mange tror at freelancer har været i et forhold med lillebrors mor. Jeg troede bestemt, at jeg havde opklaret den del af historien før, som kort fortalt og med al respekt, drejer det sig om en festlig julefrokost, og en mand, der tager ansvar, og som elsker sine børn.
  • Fylder bloggen 5 år lige om lidt! Det skal eddermame fejres! Tequilashots og gaveregn til alle!
  • Har barnet uddelt smølfenavne til hele familien,  og I kan fra nu af kalde mig for ‘klumpe-smølf’.
  • Er R Kellys I Believe I Can Fly ualmindelig svær at komme af med, når den først har sat sig. Jeg nynner den på 3. uge.
  • Overvejer jeg at give Sneglcille.dk en seriøs makeover… (men bliver selvfølgelig her i egne rammer).

 photo Skaeligrmbillede2014-09-16kl213143_zpsc7606e3b.png

11 Kommentarer

Ok venner, jeg lagde op til det på Instagram tidligere, og nu spørger jeg også her. En gang for alle. Hvad vil I vide? Og her mener jeg ikke en helt traditionel spørgerunde. Nej! For spørgsmålene må gerne rettes mod freelancer (som seriøst snart fortjener et nyt navn på disse kanter). Han har lovet at svare på næsten alt.

Modigt, var der en, der skrev på Instagram. Ja mand! Han er totalt modig og jeg elsker ham for at gå med på ideen. Jeg er nu ikke bekymret, I er jo søde, og det er ment som en sjov lille ting, da det jo må siges at være en noget speciel drejning vores liv har taget det sidste halve år, og jeg ved, at I sikkert har en masse spørgsmål. Om ham, om os, om beslutningen, om fremtiden, om lillebror, om det sindssyge breakup for snart seks år siden, om kærlighed og tilgivelse, om tiden før Otto, vores nye liv og.så.videre, og jeg ville helt ærligt ikke vide, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle skrive et indlæg om det hele.

Jeg håber, I har lyst til at lege med, og at I vil tage godt imod ham, når jeg har interviewet ham ved hjælp af alle jeres (forhåbentlig) rigtig gode spørgsmål.

Tror det bliver godt og sjovt …Eller også er det her verdens dårligste ide, men så har I da fået chancen.

 photo Skaeligrmbillede2014-09-14kl194549_zps4030303b.png

32 Kommentarer

Når man får børn, kommer man ret hurtigt ind i en rutine. Allerede fra starten dannes der et spise-mønster, et sovemønster (at Ottos var at vågne hver 20. minut de første fem måneder af sit liv, har jeg endnu ikke helt tilgivet ham for), når institutionslivet og arbejdslivet starter, kommer der også helt automatisk og ret hurtigt struktur i hverdagene og så videre. Når man går fra at være alenemor til, at være den ene del af et forhold, er der nogle helt andre ting, der skal gå op. Mange hverdagsting føles pludselig legende lette for os begge, da der pludselig er et ekstra sæt hænder og en ekstra portion tålmodighed. Altid. Men at få tre liv til at passe sammen og gå op, når man er vant til en helt anden type puslespil, er mærkeligt nok en ny udfordring, som vi stadigvæk lige skal finde os tilrette i. Vi er to sociale mennesker, der både prioriterer hinanden, vores barn, alenetid og venner højt, og samtidig brænder vi for vores jobs, og jeg skal lige hilse at sige at det, mine damer og herrer, er en fucking kunst at få til at gå op i sidste ende. Særligt når man også gerne vil have en blog til at køre, et hjem uden nullermænd på størrelse med et mellemstort kæledyr i hjørnerne, og have tid til at stoppe op og trække vejret ind imellem.

Det er faktisk næsten en umulig opgave og lige nu kører vi en klassisk ‘når min mor kommer hjem, går min far’-livsstil, men forhåbentlig kun for en tid. Det jeg prøver at sige er, at bloggen, som I nok har bemærket, lider lidt under hverdagen i denne periode, men jeg ved, at jeg snart finder energien og tiden til den, for lysten er der som sjældent før, hvilket er vigtigt for mig at understrege. Jeg skal bare lige lære at jonglere med det hele.

 photo Skaeligrmbillede2014-08-25kl203916_zpsa2b476e4.png

Følg mig på Instagram @sneglcille

 

1 Kommentar

Det er hverken første eller sidste gang, at jeg skriver om livet for et år siden vs. livet nu, for det er virkelig noget af en omvæltning, især når man bliver mindet om det. Som lige i disse dage, hvor Otto og jeg er alene hjemme. Det er på den ene side totalt hjemmevant og genkendeligt bare at være os to, og på den anden side mega underligt og helt forkert, da vi jo har vænnet os til at være tre, eller fire. Jeg er da allerede et par gange i løbet af denne uge, blevet mindet om de mange goder der er ved at være to voksne – Som da jeg midt i køen i netto, med en fyldt indkøbskurv, fem minutter i røvhulstimen fandt ud af at min pung lå hjemme i sofaen (ja, jeg er en webshopper, og dette var straffen) og jeg på grund af et gabende tomt køleskab, måtte ræse hjem med fem årig, hente pung, og gå tilbage for at betale varer og slæbe dem hjem, med fem årig, og dennes nye og ret tunge cykel. En situation der for bare et år siden var hverdagskost, men hvor jeg i mit nye liv nok enten ville ringe efter min livline, smide barnet af derhjemme, eller få livlinen til at gå ned efter indkøbene. Forkælet!

Nå, men det gik. For det gør den slags jo heldigvis, og bortset fra de, før i tiden, velkendte udfordringer, er vi ret gode til at være alene hjemme. Vi bestilte sushi i går, bare fordi. Vi spiser aftensmad foran fjernsynet. Vi sover i samme seng, og læser to godnathistorier. Med andre ord er det nu noget helt særligt, at være os to alene, og ikke længere bare hverdag.

Tankevækkende. For mig anyway.

 photo Skaeligrmbillede2014-09-03kl200205_zps8dd91a60.png

Følg mig på Instagram @sneglcille

1 Kommentar

En fødselsdagsweekend er veloverstået og jeg er nu mor til en fem årig, og jeg er ret vild med det. Han imponerer mig hver eneste dag med sin godhed, humor, sine skæve tanker og sit smukke væsen. Da han om morgenen på sin fødselsdag i lørdags sad ved morgenbordet, jeg havde dækket op, og kiggede rundt på pynten og maden, og helt stille sagde at det var dejligt, at jeg havde gjort alt det for ham, tror jeg måske jeg stoppede med at trække vejret et øjeblik. Min betænksomme og kloge store dreng.

Vi kørte som sagt full on fødselsdagstema begge dage, med gæster, gaver, gang i den, kalorier, sukker og så videre. Jeg kastede mig ud i superheltekager og det gik pissegodt, barnet var glad, og det samme var gæsterne. I nat vågnede jeg ved at den fem årige kaldte på mig med en lille hæs stemme, han var brandvarm og tydeligvis ramt af den stygge vejrskifte-snue. I dag har vi derfor været hjemme, ham og mig, og selvom vi primært har ligget på langs og set tegnefilm, gik vi begge omkuld i køjesengen i løbet af få minutter. Jeg vågnede for lidt siden og føler at jeg er blevet kørt over af en bus. Om det skyldes at snuen er ved at sætte kløerne i mig, eller om det blot er efterveerne fra mit sindssyge kageprojekt ved jeg ikke, men jeg ved dog, at jeg med stor sandsynlighed falder i søvn få minutter efter at jeg trykker på udgiv.

 photo fd_zpsf65ad476.jpg

I morgen er det op på arbejdshesten igen for mit vedkommende, mens min bedre halvdel indtager pladsen i sofaen med den varme dreng, inden vi om tre dage tager til Barcelona. O skal være hos sin mormor i de dage vi er væk, og jeg tror muligvis han glæder sig mere til sin miniferie i lejligheden ved søerne hos mormor og morfar, end hans far og jeg gør til tre dage med tapas og solskin – og vi glæder os altså pænt meget! Gad vide, hvordan det er rent faktisk at tale sammen uden at der er børn, som skal have hjælp/svar/opmærksomhed i et væk?! Jeg glæder mig til at finde ud af det.

7 Kommentarer