Ud af byen. Beslutningen.

Jeg får en del mails i min indbakke og directs på Instagram med det her emne, og selvom jeg nok først kan give et ægte og fyldestgørende svar om et halvt eller helt år, vil jeg alligevel forsøge at koble nogle ord til der, hvor jeg er nu, samt omkring selve den egentlige beslutning. Både den om at prøve noget andet end København, og dernæst den mere konkrete vi-gør-det-beslutningen. Og det er da også et emne jeg har fået berørt et utal af gange, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg kommer til at gentage mig selv lidt rigeligt. I kan læse nogle af de indlæg jeg tidligere har forfattet om det HER, HER, HER og HER bare for at nævne nogle få.

Først og fremmest er det noget af det sværeste, jeg har skulle beslutte nogensinde. Det er skræmmende, at træffe en så definerende beslutning, både for sig selv, men i særdeleshed for sine børn. Det nemmeste og sikreste ville være at blive i det vi kender, og selvom at det måske ville give tryghed, ville der omvendt være for mange ting vi ville gå på kompromis omkring. Måske ikke så meget mig, der jo identificerer mig åndssvagt meget med det at bo her, som elsker det, og er ved at skiiiiide i bukserne over at rykke væk fra den følelse og alt hvad jeg kender og er tryg i. Mig mig mig. Men det er bare ikke kun mig i det her firma, og når resten af fabrikken tydeligvis higer efter plads, luft, natur og ro, nytter det ingenting at jeg stædigt holder fast på det jeg trives i.
Da jeg tog beslutningen om, at jeg ville gøre det, at jeg godt turde, græd jeg hele natten, ikke af sorg, men af en kombination af nerver og erkendelsen af at jeg havde været så stædig i min egen trang til at blive i byen. At jeg havde set mig blind på alt andet end det. Femøren faldt for alvor et par dage inden natten med gråd, i sommers efter en fremvisning, hvor vi gik en tur i området ved Tegners Museum, og jeg oplevede, hvordan min mand blomstrede op. Han var lykkelig på en måde jeg ikke havde oplevet længe. Glad, rolig, fjollet, forelsket, og først der gik det op for mig, at han følte sig fanget i vores liv i byen, at han var i det og prøvede at forene sig med et liv i byen, for min skyld. Det var det, der gjorde det for mig. At hans udlængsel var større end mit behov for at blive…

Meget er sket siden den dag og jeg gennemgår et hav af følelser omkring projektet dagligt, men indenunder alle bekymringerne og angsten for det uvisse, gemmer der sig en ro og grundtro på, at det er det rigtige lige nu. Måske ikke for altid, men nu … Helst sikkert nu. Jeg glæder mig! Det gør jeg, ægte.

For lige at vende tilbage til de beskeder jeg modtager fra andre, mest kvinder, der står overfor en lignende beslutning, ville jeg ønske at jeg havde et svar eller en formel på, hvordan man når frem til en beslutning. Det har jeg af gode grunde ikke, men jeg kan sige så meget, at man i hvert fald ikke finder ud af det ved ikke at springe ud i det, og at hvis det kun er ens egen tryghedsbehov eller stædighed, der nager, så er det en god ide at lave et helikopterperspektiv på sig selv og se det helt udefra, det store billede, det der billede man kun er en lille del af. Det kan nogle gange give klarsyn, og andre gange komplicere det hele, men det er et sted at starte.

 

 

I øvrigt …

  • Forfatter jeg det her indlæg efter hvad der føles som 100 øl på borgerkroen, siddende i mit køkken med bare tæer og en klapsammen med figenpålæg.
  • Skal jeg virkelig oppe mit fuldemands-snack-stash.
  • Flytter vi om 27 dage
  • Har jeg brugt det meste af dagen på at omrokere børneværelset… oplagt fire uger inden flytning.
  • Har jeg faktisk også pakket en halv flyttekasse.
  • Savner jeg mine børn når de sover.
  • Sover alle børnene i min seng med min mand lige nu, så jeg skal sove på det fine omrokerede børneværelse.
  • Siger min telefon at jeg har stavet omrokerede forkert. (Det har jeg muligvis også, som sagt: 100 øl! )
  • Fandt jeg lige en pose labre larver. Hashtag #win
  • Er jeg ekstra glad for at jeg prioriterede at bruge det sidste sæt rene sengetøj på Ottos seng, nu da det er der jeg skal sove.
  • Bør jeg sætte en vask over.
  • Skal jeg op om fem timer og være mor til tre igen.
  • Godnat

HBO Nordic til de små

REKLAME FOR HBO NORDIC

For et par år siden afskaffede vi fjernsynskanalerne herhjemme til fordel for diverse streamingtjenester. Det fungerer upåklageligt, og har for det meste gjort vores skærmtid mere værdifuld, da vi aktivt vælger de ting til som vi ser, fremfor bare at zappe rundt og ende med at have tv’et kørende bare fordi. Børnene har en del skærmfri dage i løbet af ugen (det bør de voksne også … Men altså), og har efterhånden helt styr på hvilke serier og film de kan se hvor, og det er tydeligt, at de planlægger, hvad de ønsker at se, på de dage, hvor skærmen er tilladt.

Seneste tilføjelse herhjemme er HBO Nordic, eller det vil sige, at vi voksne har været på den vogn længe, men nu er børnene også med, for HBO Nordics nyeste tiltag hedder Toonix og er et fint børneunivers fyyyyldt med serier og film. Særligt Uma på knap tre år er svært begejstret, da der her er et virkelig stort udvalg til hendes aldersgruppe. Heriblandt Brandmand Sam og Teletubbies, som begge rangerer højt på hitlisten i hendes verden. Teletubbies høster i øvrigt også nysgerrige blikke og et par grin fra Loulou på 11 måneder.

Udover at have et virkelig bredt udvalg til de helt små, er der også en masse til de lidt større. Otto på 8 år er ret pjattet med de mange Cartoon Network serier, der er at finde (I ved de skingre af slagsen, som man vist skal være en del yngre end mine par og tredive år for at grine med på),  og så er det tilmed også lykkedes dem at finde noget de allesammen kan se sammen, nemlig Alfons Aaberg og Tom & Jerry.

Her er med andre ord en del at komme efter uanset alder, hvilket når man har en børneflok som min, er et kæmpe plus. Du finder Toonix på HBO Nordics hjemmeside, og du kan tilmed ‘låse’ den fast med  kode, så børnene ikke pludselig forvilder sig over i noget Game of thrones, mens du tager opvasken. Gå på opdagelse HER

Shopping: I min virtuelle indkøbskurv

INDEHOLDER REKLAMELINKS (Markeret med *)

Det er læææænge siden, at jeg har lavet et shoppe indlæg som det her. Ikke fordi at lysten ikke har været der, tværtimod er det nogle af de indlæg, jeg holder mest af at lave, men det er også dem der tager længst tid, og det har jeg ikke meget af. Tid altså. Men nu skal det være.
Jeg har skilt mig af med en masse tøj den seneste tid, for at gøre plads til lidt nyt, i form af loppemarkeder og velgørenhed. Jeg har længe følt et behov for at starte på en frisk, garderobe-mæssigt – Det sker ind imellem. Særligt i kølvandet på graviditet og barselsperiode, som den jeg så småt er på vej ud af nu, hvor min krop stille og roligt begynder at finde sig selv- sit nye selv altså. De fleste graviditetskilo er væk, jeg er så småt begyndt at træne igen, og jeg har på fornemmelsen at min krop har fundet sit nye normale leje som en krop, der har født tre børn. Meget af mit gamle tøj, altså fra før Loulou, passer ikke længere, eller det sidder anderledes, og i stedet for at blive sur på min krop over det, vil jeg hellere lave en udskiftning, og det er jeg i gang med. Jeg har skilt mig af med godt 2/3 dele af mit tøj, og skal nu til at udfylde nogle af de tomme pladser i mit skab. Lidt af gangen.
Lige nu er det særligt jeans, bukser og trøjer jeg går efter, men jeg begynder så småt at lure på kjoler og nederdele igen efter et års tid uden kjolelyst. Og en ny frakke kunne jeg også godt bruge … Ja, det hele faktisk.
For tiden har jeg blandt andet det her i kikkerten:

1. Mine favorit jeans i virkelig pæn gråsort farve. Vil bruge dem til ankelstøvler og en vamset strik … 999,- HER*

2.En lyserød jakke! Selvfølgelig! Den findes også i creme og mint. 699,- HER*

3.Super fin og anvendelig nederdel. SÅ pæn til ankelstøvler og en strik, eller en t-shirt til foråret. Så er spørgsmålet bare hvilken farve ?! … 250,- HER*

4.Jeg ELSKER denne her frakke, men er desværre ikke så fan af prisen, så det bliver nok ved flirteriet, men nøj den er smuk. 3800,- HER*

5.Jeg er ret syg med denne her kjole, som både vil være fin over jeans og til strømpebukser, eller endnu bedre med bare ben og ankelstøvler. 925,- HER*

6.Jeg troede ikke at en rød strik ville være noget jeg sådan ville gå og sukke efter, men det gør jeg altså, og denne her med lange trompetærmer og høj hals er nærmest perfekt. Og ved det vist godt, for den koster 1500,- HER*

7.Der er ingen tvivl om at de her minder reeet meget om mine Chloé støvler, bare noget billigere, og blå. De er sgu fine, og var de i min størrelse, havde jeg klikket dem hjem med det vuns.- 960,- HER*

8.Jeg er helt vild med det her print og planlægger at bruge bukser og trøje hver for sig en del, men helt klart også samlet. Så sejt! Bukserne koster 700,- HER* og blusen 600,- HER*

9.Bolchestriber til 120,- <3 HER*

10. Meget blomstret kjole ! Har bare en ide om at den vil se fantastisk ud til høje spidse støvler og med en habitjakke udover. Den koster 500,- HER*

Sikker usikkerhed

Hele huset sover, og jeg har ni faner åbne i mit browservindue med alt fra Pinterestboards, googlesøgninger (dørskilt, håndtag i messing og silikatmaling er bare nogle af mine seneste søgninger), to webshops, og et par halve indlæg. Jeg skøjter rundt imellem dem, mens jeg har en indre samtale med mig selv om hvorvidt jeg er sulten og skal tøffe ud og spise aftensmadsrester, eller om jeg hellere skal gå i seng… Men inden jeg gør en af de to ting, vil jeg lige nå at nedskrive en slags kærlighedserklæring til ham jeg sagde ja til på rådhuset for et par år siden. Godt nok er Valentines day slut for en lille times tid siden og det er heller ikke noget, hverken jeg eller Michael går op i, men dagens mange kærlighedserklæringer på diverse sociale medier, har alligevel påvirket mig, og sat gang i nogle tanker, sammen med vores nuværende situation med husrenovering, hverdag og travlhed, som er håååårdt, men mærkeligt nok ikke for vores forhold… OG så kan kærlighed jo næsten ikke blive fejret for meget.

I 11 år har vi kendt hinanden efterhånden. Han er den, der kender mig bedst og som jeg kender bedst. Min bedste ven, uden tvivl. En ven, der kan drive mig til vanvid, men som jeg altid kan regne med, som har min ryg i alt og som ved, hvornår han skal løfte mig – og hvornår han skal lade mig gøre det selv. Hvornår jeg skal krammes og hvornår jeg skal skubbes. En ven som jeg er forelsket i, så jeg til tider kan mærke det helt ud i tæerne.

Vi har været igennem mere end de fleste, og selvom vi nok gerne ville have været foruden nogle af de udfordringer og den smerte det har bragt med sig, har det hele været med til at knytte os sammen stærkere end jeg turde håbe på.
Folk spørger mig tit, om jeg ikke er bange for at blive såret igen. Selvfølgelig er jeg det, rædselslagen, og jeg har lært på den hårde måde aldrig at tage noget for givet og at så vidt muligt forsøge at sætte pris på det man har, når man har det, men det er ikke en reel frygt, for jeg ved, at jeg ikke skal tvivle. Hverken på hans intentioner, hans troskab eller hans kærlighed. Når sikkerheden alligevel vakler, ved jeg, at jeg kan, og skal, sige det højt, og at det aldrig vil blive modtaget underkendende, og at mine følelser, min usikkerhed, lige meget hvor fjollet og irrationel den måtte være, aldrig vil blive latterliggjort, men tværtimod anerkendt, hørt og mødt med stærke arme, det der blik som kun jeg får, og påmindelsen om at vi har valgt hinanden, at vi ved hvordan livet hver for sig er, og at vi er bedre sammen.

Det er skørt med den følelse af sikkerhed. Og tænk sig, jeg har aldrig tvivlet mere, eller været mere bange som den dag for fire år siden, hvor jeg sagde ja til at blive kærester med ham igen, igen, men jeg har omvendt aldrig fortrudt noget mindre. …

Michael Falgren, jeg elsker dig, din ovn! (historien om ‘din ovn’ må I få en anden dag.)

Godnat!

 

Nye plakater og rabatkode på 25%

REKLAME FOR DESENIO

Selvom jeg hverken har vægge eller gulve i det nye hus endnu, er jeg allerede i fuld gang med at indrette det, mentalt altså. Tænker konstant på materialer, maling, møbler og nips. Senest har jeg fundet en omgang nye flotte plakater fra Desenio, som er min foretrukne plakatpusher, blandt andet fordi at man kan købe billedrammer med med det samme og fordi at deres udvalg er så vanvittigt stort.
Jeg har fået lov til at give jer en rabatkode, der giver 25% på dplakater hos Desenio. Den gælder ikke rammer og plakater mærket med handpicked og collaboration. Den hedder Sneglcille og gælder i dag og i morgen 15. Februar.

Jeg har som sagt selv været på rov hos Desenio, men kan af gode grunde ikke vise jer plakaternes endelige pladser i huset nu og her, men I må se, hvor de står i vores nuværende hjem (som jeg kommer til at savne helt voldsomt, men mere om det en anden dag)

I kan måske huske, at jeg er ret begejstret for Lisa Bengtssons plakater, og allerede har nogle stykker. For eksempel damen med håret som I har set utallige gange, hvis I følger med på Instagram. Nu har hun fået en kæreste. Nemlig en mand med et lækkert skæg, der lige nu står i vores vindue i stuen sammen med de planter, der har overlevet at bo hos os…

Denne her vidunderlige jellyfish er jeg helt syg med. Farverne, stregen, motivet. Den gør mig glad og jeg overvejer om jeg skal have den i en større version. Den kunne også være pæn som tatovering, men det er også et helt andet indlæg… Flamingoen er Umas favorit og den kommer nok til at bo på hendes værelse i huset, men indtil da holder den altså førnævnte jellyfish med selskab i mit runde soveværelse på 1. Sal.

På drengeværelset har Otto fået frit valg… Det endte med et Yosemite motiv som minde om den tur han og Michael var på forrige år, hvilket er ret fint. Og så ham ovenover, den lidt makabre, men seje gut, som vi kalder Lars.  Fjolle-Lars faktisk. For at gøre ham mindre uhyggelig for den to årige, der ikke var ligeså begejstret for hans ankomst.

Lige inden check out klikkede jeg de to påfugle hjem. Jeg er utroligt glad for påfugle (apropos tatoveringer, har jeg en påfuglefjer tatoveret på armen) og blomster (hvem er ikke det), og nu står plakaten og byder os og vores gæster velkommen i entréen.

Så det blev altså til en hel del forskelligt.

Koden er som sagt “Sneglcille” og den gælder fra i dag til og med d. 15. februar.
God fornøjelse

Vinterferieidyl-ish

Jeg har alle tre børn hjemme i denne uge… Min mand knokler på huset i Hornbæk fra tidlig morgen til sen eftermiddag, og vi holder skansen i Store Kongensgade imens.

Det er lidt en udfordring at aktivere tre børn i så forskellige aldre og jeg kan mærke, at særligt den ældste går på kompromis for de smås skyld, men det er hyggeligt. Vi går på legeplads, ser film, tegner og jeg øver mig på ikke at lade rod og kaos gå mig på, for her roder usandsynligt meget og jeg kan ikke nå at gøre noget ved det imellem konfliktmægling, havregrødskogning og bleskift. Om aftenen arbejder jeg og forsøger så vidt muligt at nulstille lejligheden, så vi ikke drukner i vasketøj og opvask. Det går ok med den ordning.
Men jeg ville lyve, hvis jeg påstod at jeg ikke et par gange har vrisset lidt rigeligt og i svage øjeblikke hemmeligt misunder min mand, der sliber vægge i Nordsjælland, alene.

I dag skal vi bage tre kager (!) da Otto, som jeg underholdte med på Instagram i går, har opdaget Majas kagebog og havde svært ved at vælge. Vi indsnævrede de 22 kager han valgte til tre, og det bliver dagens projekt. Med en trodsig næsten tre årig og en feberramt (tænder på vej) baby. Ja.
Jeg folder lige en jahat, bæller min kaffe og skiller de to piger, som lige nu skændes om retten til et vendespil, ad – og sætter bagestationen op.
Det lyder idyllisk og det er det vel på sin egen larmende kaotiske måde nok også…
God dag

Jagten på sneglehuset: Status og SÅ mange følelser

Om fire uger er vores nuværende hjem ikke vores længere. Vi gør det, jeg troede var umuligt for mig. Vi flytter i hus udenfor byen. Shiiit.
Jeg glæder mig, og jeg er røvbange på samme tid. Og så skubber jeg det lidt væk, og forholder mig ikke helt til hverken glæden eller angsten.
Jeg ved det jo godt. At det sker, snart, og at det er ægte, men alligevel er det som om, at jeg fejer det lidt væk. Ja ja, siger min hjerne. Jaja, vi flytter langt væk. Jaja, vi kan ikke bare alt muligt lige som nu. Jaja, alting ændrer sig. Jaa ja.
Jeg tager ligesom ikke fat i følelsen og smager på den. Hverken det søde, eller det sure.

Men det skal jeg altså.

For fire uger forsvinder hurtigt, og så kan det godt være, at det hele bliver sukkersødt og lækkert og alle mine små second thoughts bliver gjort til skamme, men jeg bliver om ikke andet nødt til at tage fat i det, tænke over det og mærke efter. Jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Men det hele er så svært at forestille sig lige nu. Måske nok især fordi at vores hus ikke står klar endnu.

Faktisk er huset ikke beboeligt på nuværende tidspunkt. Jeg kommer til at uddybe i et andet indlæg snart, og jeg beklager på forhånd, hvis jeg er tøvende og glider af på spørgsmål omkring processen, men det er fordi, at vi bruger al vores fritid, og min mand endnu mere end det, på at renovere, planlægge, ordne og tale om det hus, så jeg orker ikke, at skulle tale mere om det. MEN kort fortalt har vi hevet alt ud af det, fremfor at tage lidt af gangen som ellers var den oprindelige plan – for ellers når vi ikke i mål. Der er i øvrigt fundet skimmel i en af tilbygningerne, og vi kan derfor ikke være der med børnene, før det er fjernet, men vi kan heller ikke gøre mere ved den del af huset inden forsikringen har haft noget at sige, så der sidder vi fast. Derudover er en rådskade i gulvet værre end først antaget, og en ellers lukket forsikringssag skal tages op igen, og det tager tid. Det lyder værre end det er, og i virkeligheden er det forholdsvist simple løsninger på begge skader, men fordi at det er forsikringssager, kan vi ikke komme videre de to steder lige nu. Så vi er blevet nødt til at fortsætte arbejdet i resten af huset, for ikke at sakke bagud. Så nu står vi med et helt skrællet hus … Som vi skal flytte ind i om 4-5 uger. Jaaaa!

Vi når ikke 100% i mål inden indflytning, det gør vi ikke, og det var heller ikke planen fra start, men vi når langt. Ingen tvivl om det, og jeg er optimistisk og glad, det er vi begge to, og selvom det lige nu ser ud som en kæmpe opgave, større end vi kunne forestille os, er vi ved godt mod, og har endnu ikke kunne mærke det på vores forhold – Kun positivt – Hvilket er en kæmpe lettelse, da det var det alle advarede os imod … Humøret er ok højt og optimismen lever, omend vi er lidt trætte, slidte og forpustede. Vi når langt, fordi vi er effektive og gode til at træffe beslutninger, meget bedre end jeg troede, nåhja, og så får vi såååå meget hjælp. Min far har brugt tre af sine weekender på at hjælpe til, min stedfar er også på, flere af vores venner har været søde til at bruge en dag her og der på at give en hånd med, og særligt derfor skal vi nok nå langt. Meget langt.
Men lige nu … Pyyyh. Og så med den der lillebitte panik i underbevidstheden oveni.. Jeg er et festfyrværkeri af følelser.

Ja ja. Jaa ja.

En helt almindelig onsdag, endelig!

Jeg sidder på kontoret og hører det nye Rhye album, drikker varm kaffe, besvarer mails og bogfører regninger. Vildt simpelt, vildt kedeligt, så lækkert! Det er uger siden, at jeg har haft en ganske almindelig arbejdsdag og jeg har higet efter det. Higet efter at gå på arbejde, uden baby, uden at skulle tage stilling til husrelaterede emner og kun med fokus på mit lille firma, som er kommet i sidste række den sidste tid. Desværre.
Loulou er på tur med sin far, og jeg har en hel arbejdsdag i Andedammen, uden møder, uden bagkant, ingenting, og det føles perfekt. Der er egentlig tusind ting at tage stilling til omkring huset og alle de andre ting, der foregår i vores liv lige nu, MEN, ikke i dag har jeg besluttet mig for. Det kan man sgu blive nødt til engang imellem, at lukke øjnene for noget og gøre plads til andet. I dag handler det om mit firma, mit arbejde, mine planer omkring Sneglcille, blog, sociale kanaler og podcasten (som i øvrigt snart skal på landevejen med live-shows, men mere om det i næste uge, når de første billetter bliver sat til salg).

Det viser sig dog, at man kan være helt ufatteligt effektiv, når man er vant til at arbejde under de omstændigheder jeg oftest er med en powernappende tryghedssøgende baby, og jeg har seriøst nærmest nået, hvad der føles som en uges arbejde på fire timer og det er endda med overspringshandlinger (uhørt mange selfies med min nye telefon for eksempel), så om et par timer går jeg ud og spiser frokost, alene (!), og så holder jeg tidligt fri sgu, og forsøger at finde en omgang fastelavnskostumer til børnene.

God onsdag derude. Tak fordi I følger med og er så skide optur. Det mener jeg.

 

Søndagsanbefalinger

For det første: Tak for de mange kommentarer til mit seneste indlæg. Jeg har læst dem allesammen og går i gang med at svare asap. Det var med en anelse rysten på hånden, at jeg trykkede udgiv, for jeg synes faktisk det er lidt pinligt, at have det sådan og jeg var bange for, hvordan det fremstod, om jeg havde formuleret mig grundigt nok, eller om jeg ville blive beskyldt for at fiske efter komplimenter og bekræftelse. Heldigvis lod det til, at I var mange, der var helt med på, hvad jeg mente og som kunne spejle sig i mine ord, og på den måde havde det i den grad en bekræftende effekt, som har sat gang i en masse tanker og ikke mindst tændt en gnist i min skrivelyst. Så tak for det og for jer.

Nu er det søndag og jeg har et par anbefalinger med til jer, som jeg håber I kan bruge, der er lidt af det hele ….
Se tidligere anbefalinger HER

… Gift ved første blik USA. Jeg elsker det endnu mere end den danske version. Jeg missede sidste sæson (ikke den forrige – Av, den var god!) men har været med fra starten denne gang. De første 4 afsnit ligger på dr.dk og jeg glæder mig åndssvagt til at se det fjerde i dag (det tredje skuffede lidt. Ceremonierne var for lange til min smag, men altså…. Nu skal de på bryllupsrejse SÅ!)

Appen Wolt! (findes vist kun i Odense og KBH indtil videre) … Det er ingen hemmelighed, at vi får en del takeout hjemme hos os. Jeg vil skyde på at vi i snit bestiller takeout en dag om ugen, og alligevel er vi kommet lidt sent med på Wolt-bølgen, desværre, for det holder altså! Magen til tjekkethed skal man lede længe efter. Leveringsgebyret er tilmed rimeligt (for det meste) og man kan følge sin delivery-guy (som cykler med din mad) via gps, og så er app’ens chat funktion simpelthen så skide sej. De svarer med det samme, hvis der er noget, og serviceniveauet er virkelig højt. Vi er simpelthen så glade for det, og børnene synes det er sjovt at holde øje med gpsen. Når du tilmelder dig kan du indtaste koden SNEGLCILLE og få 50,- kredit til dit første køb (og jeg får det samme, hvis I bruger den) og så kan I selv oprette en kode og give videre og selv få 50,- i rabat pr tilmelding. … Og ja. Jeg er lidt i krise over, at der ikke er Wolt i Hornbæk. Men det kommer der forhåbentligt.

Leonora Christina Skovs nye bog ‘Den der lever stille’. Egentlig havde jeg planer om at læse den, sådan ægte og har også bestilt bogen hjem til formålet, fordi jeg elsker Leonoras måde at skrive på og derfor havde set frem til at få det hele med ved at læse den. Men jeg kunne ikke vente og endte med at høre den som lydbog (indtalt af Leonora selv) … Wow. Bare rigtig meget wow. Læs den, lyt til den, begge dele… Så fin, så hjerteskærende, så modig, SÅ velskrevet. Jeg hørte den på Mofibo, men den ligger helt sikkert flere steder.

Den Store (britiske) madlavningsdyst for familier på Netflix. Ja.
Jeg ved ikke hvad det er med madprogrammer, men de får mig altid ned i gear og det er næsten det eneste jeg kan se og bare slukke helt for mine tanker. Jeg har snart set alle afsnit og er helt ærgerlig over at der ikke er mere … Der er dog den ene ulempe, at man bliver ret sulten af at se det (og en anelse frustreret over hvor vanvittigt dårlige desserter de laver i alle afsnit)

… Til sidst vil jeg lige gøre opmærksom på, at Boozt fortsat har virkelig meget udsalg og nu helt op til 60%. Jeg drømmer lidt om dem her(reklamelink) og denne her(reklamelink) <3

God søndag!