Noget om skrivekløe, tvivl og et voksenliv

Jeg har, som nævnt tidligere, efter flere års pause fra skriveriet – eller rettere deling af skriveri, oplevet at skrivekløen for alvor tog om sig for nyligt, og jeg besluttede mig efter en del overvejelser, altså virkelig virkelig mange, der primært bundede i en tarvelig tvivl og et kæmpe benspænderi i form af mit eget komplet selvtvivlende sind.

SÅ hvorfor ikke bare bruge lige præcis de overvejelser og det tankespind til netop at aktivere skriveriet og smide det hele på bordet (eller skærmen, du ved, hvad jeg mener) ?!
FED idé, ikk?! Godt. Here goes. 

Som mange andre lider jeg til tider af tankemylder af den slags, der er helt uden formål, udover at gøre mig komplet rundt på gulvet og sætte alverdens tvivl i min i forvejen ret rodede måde at tænke på.

Egentlig holder jeg af ro og orden, kan godt lide at vide, hvad der skal ske, jeg overholder mine aftaler og hader ikke at have styr på ting …. Sidstnævnte har jeg ikke ret tit, så det er egentlig lidt af en fælde, der klapper ofte og hårdt. Hvad jeg mener med det, skal du tids nok finde ud af.

At være i mit mylder at tanker, bekymringer, what if’s og tvivl, kan til tider føles som om, jeg prøver at løse en Rubiks terning i totalt mørke – og sådan en kan jeg ikke engang løse i dagslys, så det er dobbelt-nedtur. 

Den primære tankeknude, der fylder en hel del for tiden og som er grunden til at jeg overhovedet sidder og hamrer løs i tastaturet lige nu, er noget jeg tidligere har adresseret, en del, så hvis du føler du har læst det fra mine hænder tidligere, er det helt rigtigt. Det er, om “god nok” er godt nok. Om min konstante stilen efter noget nær perfektion, eller som minimum anerkendelse, spærrer for rent faktisk at udrette noget godt nogensinde. Om følelsen af aldrig at komme i mål med noget, og en følelse af at stå i et underligt nærmest kunstigt liv, hvor ikke bare jeg, men mange andre såkaldte voksne får livet til at synes flot og næsten problemfrit, imens vi alle jonglerer med tvivl og forsøger at få det bedste ud af det, alt imens vi smiler og vinker til hinanden i høj falset og på bedste Ross Geller manér påstår at vi er fiiine. 

Tilgiv mine friends referencer. Det bliver overhovedet ikke den sidste. 

Nåh, men det med præstationsangsten og følelsen af at “lege voksen” skal jeg nok dykke rigtig lækkert dybt ned i på et tidspunkt, for det er virkelig noget, der fylder, og jeg spørger ofte mig selv og andre voksne på min vej “Hvordan fåååck gør vi det her?” Altså får en hverdag til at hænge sammen med jobs, børn, aftaler, pligter, penge, alt det der, uden at falde helt fra hinanden. Det er mig et kæmpe mysterie. Vi skal tale om det! Jeg skal bare lige finde ordene.

…men nu vender jeg lige tilbage til skrivekløen, der næsten blev overskygget af tvivlen. 

Jeg plejede altså at slynge ord omkring mig som en verbal ninja. Jeg kunne let som ingenting formulere mig med sætninger og forføre med fraser. Men pludselig var det ikk længere hverken naturligt eller sjovt, og det føltes det som at være ramt af en slags skrive-forstoppelse, der gav ondt i maven. Jeg prøvede længe at trække ordene ud af min hjerne – for de var jo derinde! og ned på papir, men de blev bare hængende i en sammenfiltret knude af sætninger, der ikke kunne finde vej. Stille og roligt som tiden er gået begyndte de at filtre sig ud, mavepinen slap taget og formuleringerne begyndte så småt at dukke op igen. Og lysten ikke mindst i form af en massiv skrivekløe, der i den grad skulle kradses i. Så det er jeg begyndt på. I det små. Stille og roligt.

Nogle gange, som lidt er det jeg gør lige nu, har jeg lyst til at springe op og råbe “Hej, verden! Jeg er her, og jeg er mere end god nok! Og nu skriver altså bare, OKAY?!” Men så hører jeg også en stemme, der med en let fnysen hvisker: “Er du nu også sikker på det?” “Din tid er ovre, mand! Sæt dig ned!” 

Jeg ved jo nok godt, at jeg ikke er den eneste, der har danset med den tvivl. Det ved jeg, fordi jeg ofte møder geniale, dygtige og top seje mennesker med alverdens talenter, der alligevel tvivler, præcis som jeg gør det. Åndssvagt. Spild spild spild af tanker og energi.

SÅ! Jeg tror sgu, det er på tide at smide den tvivl ud og væk for alvor. Ja, det kan godt være, at jeg ikke altid føler mig som en mester i skrivekunstens dojo* men jeg gør det alligevel, og så må jeg måske (måske ikke!) fejle, men helt sikkert lære undervejs. De har før føltes trygge. Ordene. At skrive dem, og dele dem, og det savner jeg. 

*vidunderligt ord jeg netop har lært og nu forsøger at snige ind i så mange sætninger som muligt, som den prætentiøse ordkvilibrent jeg åbenbart også er, når jeg altså ikke smadrer mig selv med tvivl og skyld og skam – Det er i øvrigt et japansk ord for “træningssted”

Så lad os sammen erklære, at “god nok” er totalt godt nok, og ikke behøver at være negativt ladet og automatisk igangsætte en lavine af tvivl og negativitet.

Jeg øver mig i hvert fald på ikke at gå efter at være en fejlfri superhelt. Men efter at være mig selv – Og det er klart godt nok. Skrivekløen lever og den skal kløes! Så tak fordi I er med på denne rejse (omg) igennem mit skrivehjerte i jagten på ordene, der forsvandt.

I øvrigt

Proklamerede jeg på instaen for nyligt, at jeg ikke er team Aidan – og jeg spåede, at han ville trække sig… Well. (SPOILER) Har lige set slutningen af And just like that. Og …. Jeg fik ret. (jo, jeg gjorde)

Er jeg blevet fuldstændigt besat af at se madpakke content. Altså billeder og videoer af madpakker, der bliver lavet. Hvilket er ironisk, da jeg absolut hader at lave dem. Det er faktisk nok den forældre-opgave jeg mindst kan lide.

Skulede jeg rundt i min ellers ryddelige lejlighed og må give eksperten i Gift ved første blik ret. Man er som sit hjem. Ok nice og tjekket ved første øjekast, fyldt med bunker af halløj og støvede paneler, når man kigger godt efter. Og få mig ikke startet på, hvad der gemmer sig, når man åbner op for diverse skuffer og skabe. Hej rod, traumer og ligegyldigt dims!

Er jeg ved at læse tre bøger på samme tid. Jeg blander handlingerne sammen, hvilket på en eller anden måde er ret spændende og sikkert sundt nok for hjernen, men også ret besværligt. Så ikke som sådan en anbefaling.

Forstår jeg ikke, hvorfor der er SÅ mange gigantiske edderkopper overalt for tiden?! Er det det sketchy vejr? Er det bare hjemme hos mig? Er det fordi jeg bor tæt på en sø? Hvad foregår der? Og hvad helvede vil de heroppe på 5. sal?! Troede ærlig talt en af fordelene ved at bo i lejlighed netop var, at man slap for det lort. Måtte den anden dag støvsyge SYV kæmpe krabater, der havde forvildet sig indenfor.

Har jeg også en myg i soveværelset, kan jeg høre. Så jeg skulle måske have nøjes med at støvsuge seks af de ottebenede.

Går jeg en helt vanvittig uge i møde, som jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal få til at hænge sammen. Både arbejds- og børnemæssigt. Men det kommer jo nok til at gå op. Af en eller anden grund ender det altid med at lykkes. Hvorfor er voksne sådan nogle superhelte? Hvordan gør vi det? Må skrive et indlæg om netop det snart. Hverdagsliv.

Skal jeg virkelig tidligt op i morgen for at få første del af den sindssyge uge til at gå op. Så det er jo helt perfekt, at jeg sidder og hamrer i et tastatur, og spiser resterne af børnenes slik her klokken 23:19, imens jeg venter på, at vaskemaskinen centrifugerer færdigt (apropos hade opgaver. Vasketøj, mand!)

Hej verden. Igen.

HVAD?! Et blogindlæg?! Hvor old school … 

Den er sådan set god nok. Hej! Måske har du været her før? Jeg har! Kort fortalt startede det hele for 14 år siden, hvor jeg begyndte at dele ud fra en barselsperiode med min førstefødte. Skrev første indlæg siddende i en gammel hvid sofa på Vesterbro med en næsten nyfødt bebs ved siden af mig. Derfra tog det langsomt fart og inden jeg fik set mig om, fulgte tusindvis af mennesker med i mit liv. Jeg havde måneder, hvor mine sidevisninger rundede 7 cifre og på et eller andet tidspunkt i løbet af de 12 år, hvor jeg var aktiv, glemte jeg nok dybest set, hvorfor jeg startede med at blogge. Livet skete sideløbende. Der kom flere børn til. To stykker. Jeg blev også gift og flyttede ud af byen. Og så blev jeg skilt (midt i en pandemi. Kan I huske den?) og på et eller andet tidspunkt løb lysten til at dele ud i sandet og jeg stoppede med at blogge tilbage i 2021 da mit liv tog en drejning, og jeg i særdeleshed begyndte at reflektere meget over privatlivets værdi, især med mine børn in mente. Jeg kunne ikke længere mærke, hvorfor jeg delte ud eller for hvis skyld jeg gjorde det. 

Men. Ja, der kommer et men. 

Selvom jeg valgte at tage en pause fra at dele og på mange måder var nået en grænse, der  gav mig decideret lede over alt, hvad der indebar at dele mine ord og en flig af mit liv, har jeg aldrig sluppet glæden ved ord og at skrive dem, som var dét der fik mig i gang med at blogge til at starte med, og jeg har savnet et outlet til at kunne gøre det. Skrive. Måske har jeg (gen)fundet det her. Det vil tiden vise. Jeg er i hvert fald i løbet af de sidste par år, og særligt de seneste par måneder, kommet i tanke om grundene til, at jeg startede med at blogge den aften i 2009 og jeg tror, at jeg med mine mange erfaringer, enkelte fejltagelser og i kraft af min alder, nu er et sted, hvor jeg så småt kan genopdage glæden ved at blogge og dermed genoptage den så småt. 

Så her er vi nu – med et nyt kapitel, en frisk start og en skrivekløe, der næsten er umulig at ignorere. Jeg er begejstret, en lille smule nervøs og fuld af ærefrygt for at introducere dig til sneglcille 2.0. – hvor jeg vil forsøge at komme min skrivekløe til livs og dele mine tekster med dig, der måske går og savner blogmediet, eller måske endda specifikt mine ord. Jeg havde egentlig besluttet mig for at udsende et nyhedsbrev og den idé er ikke nødvendigvis død – Men nu starter jeg lige med i det stille at puste liv i bloggen her. 

Har du fulgt med tidligere, har du måske også opdaget, at der mangler en masse indlæg. Allesammen faktisk. De er ikke slettet for good, men foldet pænt sammen og lagt i en virtuel skuffe.
Hvad der kommer til at ske med dem, skal jeg lige mærke efter og beslutte, men ingen tvivl om at i hvert fald nogle af dem, kommer til at blive støvet af og løbende genudgivet i en eller anden facon.

Det bliver noget andet, helt klart, det bliver det nødt til. Men det skal gerne føles som det samme. Jeg savner nemlig det som blogmediet kunne engang og vil gerne være med til at puste liv i det. Måske er det dødsdømt. Måske er tiden for blogs ovre og medier som instagram og Tik Tok har taget over. Jeg ved det ikke, men er klar på at finde ud af det. 

Så nu sidder jeg her simpelthen igen, bortset fra at den hvide gamle sofa er udskiftet med noget nyere og sandfarvet og nu står på Nørrebro i stedet for Vesterbro. Og babyen. Han fylder faktisk 14 år i dag. 

Jeg glæder mig. Helt vildt! Selvom det alligevel føles lidt svært på trods af, at jeg jo har gjort det før, næsten uden besvær. 

Velkommen til