Hoooold nu op, hvor er de sidste par dage gået stærkt. Alt for stærkt. Jeg har nået intet og alting på samme tid.
I morgen rejser jeg, og selvom jeg allerede har småpanikket over det en håndfuld gange, glæder jeg mig også. Jeg satser på at der er wifi på stedet, og jeg tjekker lige ind og fortæller mere, når jeg er landet, engang tirsdag nat.
Det er jo også nu at bloggen flytter, i næste uge nærmere bestemt. Hvis alt går som planlagt, skulle den gerne gå live i dens nye hus på torsdag. På det tidspunkt befinder jeg mig stadigvæk på den anden side af Atlanten, med tidsforskel og hele svineriet, så bær lige over med eventuelt knas på blogfronten, min gode ven jetlag og jeg selv, skal nok se på det, når jeg lander fredag.
Og hvor bloggen flytter hen? Det fortæller jeg snart. Men det er pænt og jeg glæder mig. Det håber jeg også at I gør.
Nu pakker jeg.
Kigger lige ind senere dog og fortæller lidt mere om flytteriet.
For et par uger siden, dumpede soundtracket til The Great Gatsby ind i min mailbox. Jeg har hørt det en del siden, og må indrømme at det er et af de bedste soundtracks jeg har haft fingrene i meget længe. Det er meget mig, da det er et perfekt mix af lidt hiphop, lidt lækker damestemme, lidt pop,rigtig meget god lyd og en masse dygtige artister. Er særlig vild med, at flere af numrene er kunstnere, som fortolker andre kunstneres sange. Emeli Sande, der synger Beyonce for eksempel, og Beyonce og Andre 3000, som leverer et virkelig fint cover af Amy Winehouse nummeret Back to black.
5 sneglehuse herfra.
Jeg har i samarbejde med Universal music, fået lov til at udlodde et eksemplar til en af jer, OG jeg smider samtidigt to biografbilletter til The Great Gatsby og bogen oveni hatten. Jowjow.
For at deltage, vil jeg gerne have at du smider en kommentar herunder, som altid må du skrive lige hvad du vil. Alle kommentarer lander i puljen, og jeg trækker en vinder på lørdag (d. 25 maj).
262 KommentarerI morgen er det en af de onsdage, som er dumme. Ekstra dum denne gang, for jeg får ham først hjem igen fredag i næste uge. Det er ni dages adskillelse. Så længe har vi aldrig været fra hinanden og det er allerede lortesvært og irriterende. Selvom han nu ligger lige inde ved siden af.
Dog ser jeg ham et par gange over de næste dage, så det er ikke så slemt som det lyder (håber jeg), men han kommer først hjem igen om ni dage, og det kan mærkes. Av.
Jeg rejser væk på mandag og det er derfor denne børnefri-weekend bliver forlænget med 5 dage, det er en noget ambivalent følelse selvom det er selvvalgt, og jeg tror aldrig jeg lærer at slippe skyldfølelsen. Dels skylden over at han er et delebarn, den nager hele tiden, selvom det er bedst sådan, og så den anden skyld-med-skyld-på følelse, hver gang jeg gør noget egoistisk, som at flyve over atlanten, og dermed efterlader min dreng på Vesterbro.
En ting er helt sikkert. Jeg sover i køjesengen i nat.
“Hvor er Cecilies mand?”
- Spurgte min venindes søn hende, henover spisebordet i går eftermiddags, da vi drak kaffe.
“Cecilie har mange mænd. 100!” svarede min veninde kækt (Tak Nanna).
Ikke længe efter, kiggede han på mig og spurgte så igen
“Men HVOR er din mand? Er du ikke ked af det?”
Øøøøøhmmmbøøøhm, fedt at blive sat on-the-spot af en fire årig.
Men nej Arthur, jeg er ikke ked af det. Frustreret måske. Men kun engang imellem.
Og lidt forvirret også.
Sandheden er jo, at det vrimler med søde mænd (har jeg hørt), men jeg ser det ikke.
Har heller ikke tid.
Desuden er de jo pisseirriterende.
Rettelse:
Da jeg væltede rundt ovre på Instagram tidligere, slog det mig lige, hvor syret mit liv er for tiden, eller ikke for tiden. Men i det hele taget.
Kontrasten imellem at være mor, til at være hende, der har brug for at skeje ud og som gør det for fuld smadder, når muligheden byder sig, er ret tydelig når man ser det udefra.
Selv med filter.
