I øvrigt

  • Skrev jeg det her indlæg i går aftes, men det var åbenbart for avanceret at trykke udgiv. Jeg var træt.
  • Kan jeg aldrig finde mit nem-id. Hvorfor lægger jeg det ikke bare tilbage i min pung? Jeg ved det ikke.
  • Har jeg tabt mig. Meget. På en sund og god måde. Hvilket er uendeligt fedt, MEN betyder at jeg ikke kan passe noget af mit tøj. Overhovedet. Hængerøv i alle mine bukser.
  • Ved jeg ikke, hvad jeg skal have på til det her. Men det bliver ikke hængerøvsbukser, så jeg skal shoppe. Øv hva?! 😀
  • Er jeg langt mere nervøs over ovenstående arrangement end første gang vi gjorde det. Som i, “vi kunne også bare aflyse”-nervøs…
  • Er Voksen ABC plakaten netop sat i trykken og hvis alt går godt, bliver den sat i salg mandag. OG oooog alle der kommer til showet på søndag får en plakat med hjem. Køb din billet HER
  • Bliver jeg vanvittig over opskrifter, der skriver gram fremfor dl. Jeg ejer ikke en køkkenvægt, så må google ‘gr til dl’ everytime. Irriterende.
  • Græd jeg så meget da jeg så “Helvedes Homo” på dr.dk, at jeg måtte holde flere pauser. Stærke vigtige sager altså. Abdel <3
  • Har jeg købt billet til Beyonce og Jay Z i parken. En billet. Kan man tage til koncert alene?
  • Lider jeg af akut rejsefeber. Det handler ikke længere om varme, for det er der da heldigvis kommet snerten af herhjemme. Men et par dage væk fra virkeligheden fantaserer jeg en smule om. Måske med en veninde og en stak bøger. God mad, vin, ro. Gad godt.
  • Har Loulou fået intet mindre end syv nye tænder. No wonder, at hun har været så rasende.
  • Er vi nået så langt i huset nu, at jeg skal styre mig for ikke at hyle, hver gang jeg er derovre. Nu ligner flere af rummene rent faktisk rum.
  • Sover to ud af tre børn i et legetelt lige nu. De spurgte om de måtte og jeg sagde ja, i troen om, at det ville de hurtigt opgive. Det gjorde de ikke.
  • Gør stranden, eller nok mest havet, noget helt særligt for mig. Jeg kommer mere ind på det i et indlæg snart. Det er virkelig en øjenåbner.

Most wanted #1 Hvordan ved man, om man vil have flere børn?

Der er en del af de samme emner som I bliver ved med at spørge ind til, og alle dem noterer jeg på en liste, og nu starter jeg simpelthen fra en ende og går dem igennem over de næste uger. I første omgang skal det handle om at få børn. Mere konkret at få sit tredje barn.

Jeg har allerede skrevet lidt om det lige her, og kan genkende meget af det endnu, men da der er gået lidt længere tid, er det selvfølgelig mere hjemmevant og knap så nyt, og alle har vænnet sig til, at vi nu er en stor familie på fem (seks, når min bonussøn er her hver anden weekend). Og hvordan er det så? Selvfølgelig er det noget andet. Mange har sagt til os, at det med at gå fra to til tre ikke er lige så grundrystende som at gå fra et til to, og det kan der nok være noget om, men det handler mest af alt bare om, at man allerede er inde i ræset. Der skal koordineres på kryds og tværs og alt det gør man i forvejen, så hvad er en tredje, fjerde eller femte ekstra? Altså… Nej, det er ikke lige så omvæltende og ja, man er allerede inde i en rutine, der gør at det føles langt mindre usikkert og at overvældelsen over at vende sit liv på hovedet, som det kan føles med første og andet barn, er langt mindre. Ingen tvivl.
Men jeg syntes altså, at det var overvældende at få mit tredje barn, og jeg synes stadigvæk klart at logistikken har fået en gigantisk overhaling, der indimellem gør at jeg føler at jeg halser efter mit eget liv med sved på panden og fedtet hår. Men jeg skal omvendt også lære at sætte mine forventninger og mit tempo lidt ned så det hele kan gå op. Og selvfølgelig har de følelser været endnu mere fremtrædende i takt med at jeg ikke har holdt barsel og at vi oveni at skulle lære Loulou og hinanden at kende, har flyttet rundt og igangsat en seriøs renovering og et sceneskift fra byen til Hornbæk. Alt det er selvfølgelig ekstra topping på en i forvejen stor mundfuld med mange børn og to virksomheder plus det løse.

Fordelen ved mange børn er klart, at man aldrig keder sig, at der altid er gang i den og at der er mere af det hele, på godt og ondt. Kort sagt.

Er vi færdige med at få børn? Hvilket privilegeret valg det er, i øvrigt. Ja, det er vi. Der er ingen tvivl i min krop og i mit hoved. Vi ER færdige, og selvom jeg også sagde det da vi havde fået Uma, kunne jeg mærke i min krop i det sekund jeg tog en positiv graviditetstest, at jeg ikke var færdig. Det er vi nu. Helt og aldeles. Overskuddet rækker lige akkurat til det liv vi har nu, og det har jeg ikke mod på at sætte på spil.

Men hvordan VED man om man skal have flere? Min helt ærlige overbevisning er, at svaret giver sig selv, når det kommer til stykket. Dermed ikke sagt at man “bare”skal blive gravid og så se hvordan det føles, slet ikke. Men hvis nysgerrigheden lurer, så er mit bud at lysten og overskuddet også er det. Sådan har det været for mig. “Hvad nu hvis man fik en mere”-tanken dukkede lystigt op efter Umas ankomst, men har ikke vist skyggen af sig siden. Aldrig sig aldrig, jeg ved det godt, og det gør jeg heller ikke. Men så alligevel lidt, for som jeg har det nu og som Michael har det, kommer der ikke flere sneglebørn. Aldrig. For så tror jeg for alvor, at vi taber det hele på gulvet, fremfos som nu altid lige og gribe de forskellige faldne bolde med en fod eller en ekstra arm, og som sagt er lysten der ikke. Hverken til en graviditet mere, eller til at skulle vende livet på hovedet endnu engang. Jeg kunne nu godt snuppe en fødsel mere og et par uger med en nyfødt, snildt, men det er ikke grund nok til at forøge familien, der i forvejen er stor og reeet kaotisk meget af tiden.

Om det var svar nok, ved jeg ikke. Jeg kan jo som altid kun tale for mig selv. Og er det fordi, at man er i tvivl om, hvorvidt man skal gå for det, tror jeg (igen det er bare mig) ikke at man er i tvivl, så tror jeg man skal gå efter det. Tre børn kan lyde af meget, og det er det da også. Meget vasketøj, mere koordinering, mange bleer, mange aftaler, få pasningsmuligheder… Meget kærlighed, mange grin, en kæmpe sværm af sommerfugle lige der mellem brystet, mange tårer, søvnløse nætter og uendeligt livsbekræftende.

Og igen, at have ét barn kan også noget, og at have to, og tre, og fire, eller ingen børn. Det handler i sidste ende om det liv vi vælger at skabe for os selv, eller der bliver skabt for os, og for dem vi sætter i verden. Selvfølgelig vil jeg ikke undvære et eneste af mine børn, heller ikke ham jeg ikke selv har lagt gener til, men jeg tror ikke, at jeg ville være et mindre helt eller lykkeligt menneske, havde jeg ikke fået dem. Hvilket lyder en anelse kynisk og ikke mindst skræmmende, når jeg er så heldig at have dem. Jeg siger bare, at der ikke er rigtigt eller forkert når det kommer til børn. Kærligheden skal nok være der, tiden kan føles knap, men det går, og før man får set sig om er de store, og man kan bunde igen.

3 år

Jeg ligger i mørket med den 1 årige ovenpå mig. Hun er plaget af tandfrembrud og sover uroligt alle andre steder end på mig. Resten af huset sover også tungt og det kommer jeg også til, kan jeg mærke. Min krop er udmattet, både fordi at jeg har brugt aftenen på at male vores stue, og i går holdte fødselsdag for Uma, der bliver 3 år i morgen. Mit hoved er også træt. men tankerne galoperer. Primært omkring huset, børnene, arbejde, podcast-liveshowet næste weekend, alt det jeg er bagud med, det sædvanlige… og så er der den der følelse dagen inden et af mine børn fylder år. Nostalgien. Melankolsk kærlighedspladder.

Tænk, for tre år siden gik jeg i seng intetanende om, at jeg et døgn senere ville føde og møde min første datter. Som nu er blevet stor, men alligevel er lille. Det sjoveste, skøreste lille væsen, der tryllebinder de fleste på sin vej, med sin udfarende, elskværdige og komiske personlighed.

Tre år. Uma.

Det er en stående kliché, at tiden flyver og går for stærkt, og faktisk glæder jeg mig jo bare til at se hende og hendes søskende vokse op, endnu mere. Men. Jeg har også lidt lyst til at sætte tiden på pause.

Sjove, skøre, vidunderlige Uma. Tre år.

På dronningens fødselsdag. Vi nåede det lige (som A L L E på fødegangen pointerede). 23:48.

Læs min fødselsberetning HER

Pendlersnegl

Det er min første gang i dag. Første gang at jeg tager til København alene. Uden børn, der skal underholdes. Bare mig, min computer og en kop kaffe. Det føles lidt som noget jeg leger. Fordi det er nyt. ” Så sagde vi, at jeg kørte i tog, og skulle på arbejde…”

Men det er ikke en leg. Det er meget virkeligt. Vi bor i Hornbæk nu. Og når jeg skal noget i København, som i dag, hvor jeg har møder og et teaterstykke jeg skal se, så er det ind i toget og afsted. Altså indtil jeg har taget det der kørekort, vi ikke taler om.
Det kan nu også noget. Siger jeg, sikkert fordi det ikke er hverdag. Jeg har været på farten i nu en lille time og har allerede nået alle de mails jeg ikke fik svaret på i går, samt at skrive en tekst, der har givet mig dårlig samvittighed i dagevis, og jeg har også kigget ud af vinduet, og fået op til flere sug i maven, både over at det hele nu er virkeligt og over, at jeg er taget afsted uden børn, som jeg har tilbragt SÅ meget tid med de sidste mange uger. Det føles lidt som den anden side af en barsel. Der hvor man hele tiden føler at man har glemt noget, og delvist har det lækkert over roen, den varme kaffe og tiden, men omvendt lidt har lyst til at løbe baglæns og tilbage i barselsboblen for at sørge for at der er styr på det hele.

Børnene sørger Michael for i dag, både at aflevere, hente de store og aktivere den sidste, der endnu ikke er startet i vuggestue, og jeg tror han glæder sig, Michael. Jeg tor vi begge har sukket lidt efter hinandens position de sidste uger. Han efter at dimse rundt med børnene, og jeg efter at være produktiv i andet end mit moderskab. I dag og i morgen bytter vi, og igen på den anden side af weekenden, og om nogle uger igen, starter den rigtige hverdag, den nye hverdag, og det tror jeg er meget godt. For vores begges sind og blodtryk, og for vores børn ikke mindst.

Bolig: Det jeg gerne vil have med til Hornbæk

ALLE LINKS I DETTE INDLÆG ER REKLAMELINKS

Jeg er som sagt lidt vævende omkring vores nye indflytningsdato i huset. Ikke fordi jeg ikke selv kender den (den planlagte that is), men simpelthen fordi det er nemmere ikke at sige noget til nogen før vi rent faktisk står i det. ÆGTE. Den helt store hovedpine lige nu er vores badeværelse, som skal bygges op af ingenting. Der er hverken gulv eller væg, eller noget, og det er et af de projekter som ingen af os rigtigt synes er sjovt at gå i krig med, så vi hiver al den hjælp vi kan ind, men det tager tid, og penge, og energi, og mere tid.

Resten af huset begynder til gengæld i den grad at spille, og det er SÅ mega motherfucking fedt, ja, beklager mit sprog, men det er simpelthen så dejligt at være nået dertil, hvor man kan male og så småt begynde at forestille sig, hvor hvad skal stå og hvilke ting man har lyst til at bringe ind i sit hjem. SÅ er der lige det der med at begrænse sig og forsøge at holde tingene i nogenlunde samme stilart. Det er jeg ikke så god til i teorien, men forhåbentlig i praksis. Vi får se.

For tiden holder jeg skarpt øje med nogle af de her ting:

 

1.En puf i den lækreste farve. Egentlig tænkte jeg den ind til pigernes værelse, så man kan sidde på den og læse godnathistorie, eller bruge den som siddeplads, når man leger. Men den ville også gøre sig godt i stuen som vi netop har malet grøn. Puffen koster 900,- HER

2.Det her træfarvede stativ med spejl på ville være så pænt i vores gang for enden af trappen. Det koster 1550,- HER

3.For et par år siden købte jeg en højtaler fra B&O til Michael og det er noget af det vi har som jeg er allergladest for. Vi kunne til gengæld godt bruge en mere, særligt nu, hvor vi også får en have. Denne kunne være en perfekt makker til den lidt større højtaler vi har nu. Lige nu er den sat ned til 1600,- HER

4.Tavle med bogstaver, til noter, beskeder og gode ideer. Tænker vi skal have to ved siden af hinanden i vores lille kontor… Eller måske i køkkenet. 500,- HER (findes også i lyserød, grå og grøn)

5.Jeg ved jo godt, at det måske er lidt fjollet, men jeg kan ikke fordrage grimme opvaskebørster og køber kun aller nødigst dem i plast fra supermarkederne. Det samme gælder vaskeklude, opvaskemiddel, håndsæbe og den slags. Derfor har jeg nu købt denne til 80,- HER

6.Lanterne til udendørs brug. Gerne flere, både til terrassen i haven og på 1. sal. Til sommeraftener og gæster. Jeg er ret vild med denne til 400,- HER

7.Lampen her ville passe perfekt til vores lille kontorhjørne med grønne vægge… Den koster 2149,- HER

8.Jeg kunne godt tænke mig at udskifte noget af vores bestik med det her kobberfarvede. Det ville være så pænt på vores grønne marmorbord! 159,- pr. sæt HER (findes også i guld!)

9.Otto er begyndt at gå op i hvilken dato vi er nået, og da jeg også tit kludrer rundt i det, tænker jeg at sådan en her er oplagt. 109,- HER

10. Jeg begynder stille og roligt, at gå efter mørkere farver end tidligere og er særligt blevet ret forelsket i særligt brændte farver som denne her. Puder er altid et godt sted at starte når man skifter farver ud i hjemmet og det her betræk vil jeg gerne have. 200,- HER

11.Jeg har ledt efter en gammel hattehylde længe og ville allerhelst finde en i genbrug, men det er ikke lykkedes mig, og denne er et godt bud på et alternativ. Den koster 800,- HER

To skridt frem… og et tilbage

Vi er tjekket ind i det sommerhus vi forlod for to uger siden. Til stor glæde for børnene. Jeg er også glad. Det gemmer sig bare lidt. Jeg glæder mig ret meget til at få en ægte base og i det hele taget til at flytte ind i vores hus. Og jeg er efterhånden virkelig træt af ventetid, uvished og at bo i en kuffert. Hvornår vores nye planlagte indflytningsdato er, vil jeg gerne vente med at dele, men den er forhåbentlig realistisk og mulig at overholde denne gang.

For lige at vende tilbage til det med at være glad under noget andet, kan det siges ret kort; jeg er en led version af mig selv i de her dage. Kort for hovedet, strid, urimelig og træt, hvilket altsammen skygger for at solen skinner og har taget plusgrader med, at mine børn er glade og faktisk lader til at tage alt det her skrækkelige hus-hopperi og forsinkelser og ændrede planer som et eventyr, at min jeans er blevet to numre for store og at jeg dermed nok har smidt alle mine graviditetskilo, at Loulou slet ikke er sur mere, og at der er en udløbsdato på galskaben og en grund ikke mindst, og at vi om lidt, lige om lidt flytter ind i det hus vi har lagt så mange kræfter, tid og penge i de sidste fire måneder. Nok er bare nok, tror jeg. Og at være tilbage det sted vi kørte fra for 13 dage siden, hvor vi troede at næste skridt var indflytning i vores eget hus efter et kort påskevisit på Vesterbro (som så blev en del længere), er bare en ret tydelig reminder om, at vi er gået to skridt frem og et tilbage, hvilket er ret sigende for alt i denne her proces. MEN it is what it is, og det bliver godt, og jeg holder min sure utaknemmelige mund nu og fylder den med rødvin.

God mandag derude, og tak fordi I gider læse mit brok og alt det andet <3

Afklaret vemod

Jeg er helt afklaret med at vi ikke længere bor i København. At vores nye hverdag er lige om hjørnet og at det er det jeg vil. Nu.

Men følelsen af at gå hjem langs søerne her til aften, sammen med aftenløbere, forældre med grædende babyer i barnevogne, fulde teenagere m.v. Nok for sidste gang. Efter en spontan vinaftale. Som også nok blev den sidste af sin slags. Det var en blandet affære.

Vemodig.

Men også rar. Jeg har ro og sommerfugle i maven. Jeg glæder mig, til det jeg ikke ved, hvad er. Og de ting jeg ved, jeg kommer til at savne, som de spontane aftenudflugter, og gåturene hjem gennem kontraster, liv, mørke og larm, kan jeg godt leve med. Faktisk er det slet ikke så skræmmende som jeg troede det ville være.

Savn behøver måske ikke være forkert. Minderne om det bliver kun bedre, tror jeg.

Den følelse havde jeg brug for. Det tog to glas gadevin og en gåtur i mørket at indse.

Fuck. Hvor. Jeg. Glæder. Mig. 

En nat i Haderslev

Jeg ligger i en hotelseng sammen med mine tre små hjemmelavede yndlingspersoner. Min mand ligger på en enkeltseng ved vores fødder. Jeg tror der er havudsigt fra vores vinduer, men jeg er ikke helt sikker.

Vi er i Sønderjylland.

Det var ikke helt meningen, at vi skulle være her. Ikke nu.

Vi havde da talt om, at det kunne være fedt at være med, når vores maling til stuen skulle blandes, hvilket den skal her i Sønderjylland, fordi vi har forelsket os i et lille fantastisk firma der hedder linolie.dk, som kan noget med farve- og materiale-forståelse, og vi havde også talt om, at det så skulle være torsdag, hvis det skulle gå op i vores kabale af et liv. Men det der med at køre frem og tilbage samme dag, blev også et lidt uoverskueligt projekt, og pludselig havde vi taget en meget rask beslutning, og var på vej i aftenmørket med forventningsfulde børn på bagsædet, kaffe i kopperne og en meget spontan hotelbooking i lommen.

Nu er vi her. Samsovende i et rum indrettet i noget, der vist skal ligne interiør fra 1800-tallet, og jeg ved ikke om vi er gale eller geniale og om vores børn bliver mere forvirrede end vi allerede har gjort dem. Men lige nu føles det som en god prioritering, midt i vores kaos. Et lille eventyr nærmest.

En virkelighedsflugt med et formål.

Alle sover, jeg bør gøre det samme, så jeg er frisk til morgenmadsbuffeten, havudsigten (måske) og malingen i morgen.

Godnat fra Haderslev

I øvrigt

  • Har jeg virkelig nejhatten på lige nu og burde måske vente med at lave “I øvrigt”. Bare for stemningens skyld.
  • Fryser jeg. Hele. Tiden. Det er selvfølgelig til dels på grund af, at foråret teer sig helt åndssvagt med minusgrader og sne + at mine forældres lejlighed, som vi bor i lige nu, er så absurd kold altid, men jeg tror også at søvnmangel har en del at sige. Jeg har ikke sovet så lidt, som jeg gør for tiden, siden jeg havde en nyfødt, og det er trods alt lidt tid siden nu.
  • Skrider tidsplanen i huset konstant, og jeg begynder at mærke presset. Det gør intet godt for mit humør og overskud. Vi kan først flytte ind med børnene når varmen er sat til (fordi det er april og dermed nattefrost åbenbart), og det trækker ud.
  • Har jeg fået et gigantisk påskeæg af min mor. I chokolade. Jeg har besluttet mig for at gemme det til mit træningsforløb er slut. Om 8 uger.
  • Kommer jeg selvfølgelig ikke til at overholde. Det er jo mig. Og chokolade bliver jo også gammelt helt vildt hurtigt. Jeg må hellere spise det. Snart.
  • Var jeg så tæt på at tømme min opsparing og købe flybilletter til mig og børnene, til noget varmt for. Men så gik det op for mig, at det for det første ville være ret pikket overfor Michael (Hej heeej, du bygger lige huset færdigt imens, ikk? Ok!) og at Loulou slet ikke har et pas endnu.
  • Er det 1. april i morgen og jeg kan ikke klare det. Jeg har det virkelig svært med koncept aprilsnar. Er ikke sikker på hvorfor, men det er ret voldsomt så lidt jeg bryder mig om det.
  • Er jeg pludselig blevet enormt glad for at gå i blåt tøj.
  • Savner jeg min mand helt uhæmmet. Jeg har kun set ham ganske kort siden i mandags, og det var i går, hvor han kom hjem til mine forældre og spiste og sov, og så i morges da vi stod op (han sov i stuen med Otto) og ellers har vi kun kontakt over telefonen, typisk omkring noget med renovering eller børn. Vi skal seriøst på date ligeså snart det er muligt.
  • Er jeg stadigvæk hidsig over at mit rejsekort blev (mis)brugt så længe, inden jeg opdagede det. Rasende på mig selv over at være så distræt og ikke opdage det, og rasende over, at man kan finde på at køre rundt på et kort man har fundet. Strengt.
  • Tager det virkelig lang tid at få tilsendt et nyt rejsekort.
  • Går jeg i seng. Nu. Inden jeg begynder at skælde mere ud.

Liiiive !

Udover at blogge, bygge hus, være kontorejer, og mor, har jeg også en podcast. Det ved de fleste af jer nok, og min fornemmelse er også, at en del af jer lytter med, og mange tak for det. Vi er i fuld gang med sæson 2, hvor vi har en gæst med i hvert afsnit. Indtil videre har Ida Rud, Julie Ølgaard, Andreas Jessen, Leonora Christina Skov været med.

Sæson 1 afsluttede vi med et Liveshow i Skuespilhuset (lyt til det her, hvis du har lyst) og det er uden tvivl en af de bedste oplevelser jeg har haft nogensinde. Det var så hyggeligt, og på ingen måde så skræmmende som jeg havde forventet og frygtet, og hvad Rachel og jeg troede skulle være en engangsforestilling, har vist sig at være det modsatte, for meget snart gør vi det igen, går på scenen. I København på Hotel Cecil (det gamle Jazzhouse) d. 22. april.
Aarhus og Odense besøger vi også, men datoen for de shows er endnu ikke fastlagt, men det bliver efter alt at dømme inden sommerferien.

Jeg håber at I har lyst til at komme. Billetterne koster 120,- plus gebyr og de kan købes HER. Vi tager efter alt at dømme ikke en gæst med, men laver en Q&A – og taler om et bogstav. Vi ses?!

Jeg glæder mig simpelthen så meget! Og så hpber jeg helt vildt, at I har lyst til at lytte til podcasten. I finder den i iTunes, på Spotify, eller i podcast appen. Bare søg på Voksen ABC.