Bloggen fylder fem år. FEM. På den ene side tænker jeg, at det er meget, men på den anden side, føles det af ingenting. Der er sket en hel del siden den oktober aften for i dag fem år siden, hvor jeg tog tilløb og forsøgte mig med mit første indlæg.

Jeg tør godt at sige højt, hvor stolt jeg er af bloggen, og af mig selv. Synes virkelig at der er sket noget med mig igennem de sidste mange år, og selvom der har været nogle seriøse bump på vejen, ville jeg ikke have været dem foruden. Det har taget fem år, men jeg føler virkelig, at jeg nu er et sted, personligt især, hvor jeg føler mig hjemme.
Det samme gælder bloggen, der efterhånden har været vidt omkring, og har gennemgået nogle seriøse identitetskriser, sammen med mig. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad den næste tid kommer til at bringe, både i livet, men også på bloggen – Jeg er i hvert fald frisk på at snuppe 5 år mere i snegleland.

2014 har været et vildt år! Ikke nok med at bloggen kan fejre femårs dag, også min yndlings-person blev fem år-
Jeg faldt pladask for, og flyttede sammen med den mand, jeg tidligere har forsvoret aldrig at få den slags følelser for igen, og så er jeg, som et kandiseret cherry på den kvalmende kærlighedsmilkshake jeg befinder mig midt i, også gravid i 17. uge. Hvad fanden skete der lige for det?! Livet er en tricky lille kælling, men jeg er pt ret pjattet med hende.

Jeg har kigget en del af mine gamle indlæg igennem og noget der i den grad springer mig i øjnene er, at jeg er gået fra at være ulykkelig, forvirret og fortabt, til at hvile i mig selv, også som enlig mor, hvilket et eller andet sted nok har været med til at gøre mig klar til at gå all in på det liv jeg har nu.

Endnu engang bliver jeg nødt til at sige TAK til jer, der klikker forbi hver eneste dag. Hvis jeg havde vidst, at der ville være flere tusinde mennesker, der ville følge med, den dag for fem år siden havde jeg sikkert aldrig turde springe ud i det, men jeg er glad og lykkelig for at jeg gjorde det. Tak til jer, og hurra for 5 år med Sneglcille.

Jeg vil fejre dagen med mine mænd, først den mindste – med sofa, popcorn og måske en regnvejrstur, og senere med den store af dem, med byens bedste hotdogs, måske en slurk champagne og en tur i biografen.

… Som noget lidt særligt og ganske græneoverskridende (tæt på tåkrummende faktisk) slutter jeg her af med min allerførste Vlog fra 2010… Fra dengang Otto var lille, og hans mor var rødhåret. God fornøjelse!

Psssst! Husk at du kan følge mig på Instagram og Facebook!

5 Kommentarer

I kender måske allerede Rita Blås loppemarkeder, der som oftest holder til på Sønder Boulevard i sommermånederne? Som noget byder seje Rita i morgen indenfor til ‘Rita Blås børnelopper’ hvor der er fokus på børnetøj og børneting. Jeg kigger forbi, og synes at I skal gøre det samme… Klik på den fine plakat herunder for mere info. Vi ses derinde!

 photo 10714769_10205056399354319_1385094062_n_zps411d5727.jpg

Ingen kommentarer

Så gik der sgu da lige en uge uden så meget som et kvæk på disse kanter. Jeg havde ellers forudset, hvordan jeg ville ryste indlæg ud af ærmet efter min afsløring, da følelsen af at skjule noget jo forsvandt. Men der kom lige en hverdag i vejen sammen med noget forhøjet blodtryk. Jeg skal åbenbart bare være en af de damer, der fejler noget når de giver husly til et væsen. Da det var Otto, jeg groede inde min mave, brækkede jeg mig i fire måneder, hvilket jeg gudskelov har været nogenlunde forskånet for denne gang, selvom min aftensmad ind imellem insisterer på at komme op igen, men det er ren solskinsferie i sammenligning med sidst (seriøst! Jer, der går igennem det lige nu. Ord kan ikke beskrive hvor meget respekt jeg har for jer).

Jeg er af gode grunde, som ovenstående understreger, ikke vildt begejstret for aftensmad for tiden, men forsøger dog at få lidt indenbords efter klokken 17, og min appetit er da også ved at være nogenlunde igen, så længe æg og hakket kød ikke er indblandet. Tilgengæld spiser jeg for tiden meget gerne fisk i alle afskygninger og gerne meget af det. Engang læste jeg, at cravings ikke er ægte og at det er ren indbildning… Der må jeg grine. For det kan da godt være, at jeg ind imellem har bildt mig selv ind, at baby klart har brug for marcipanbrød og flødeboller, nu! Men når jeg klokken 6:40 onsdag morgen er på grådens rand over at, der ikke er noget laks i huset, så kan doktor know-it.all, der har udtalt sig omkring de falske cravings altså godt holde kæft og skride på havet efter en lakseside til mig. Nu.

Noget andet, der er gået op for mig i løbet af de sidste par uger er, at jeg godt kan glemme at gå med jeans det næste halve år. Det ser underligt ud, og føles ikke rart på min voksende krop – Jeg har forsøgt mig med graviditetsjeans fra diverse mærker, og det fungerer sgu ikke. Så fra nu af forsøger jeg at udvide min kjolesamling. Kodeordet her er: stretch!

Jeg har tilgengæld hele to gange på en uge bevæget mig ud efter mørkets frembrud i høje sko, og i noget andet end det grå bomuldsfængsel, jeg ellers har boet i siden august, både til rund fødselsdag hos et af de dejligste mennesker jeg har, samt til ti-retters på nyt pænt sted i Kødbyen med stil-junkien. Jo jo, og den ene gang var jeg faktisk hjemme efter klokken 22. Jeg er med andre ord så småt ved at blive til et rigtigt menneske igen, dog en anelse rundere om taljen (og i hovedet, hvilket en venlig sjæl fik fortalt mig den anden dag. Tak!), men dog et menneske. Hurra!

 photo Skaeligrmbillede2014-10-18kl182229_zps59248245.png

I glimmer og øjenskygge inden venindes 30 års sidste weekend.

 

5 Kommentarer

Graviditetshormonerne har gjort mig til typen, der får hjertebanken og bævrende underlæbe, hver gang jeg skal sige min mening. Ikke superfedt på en arbejdsplads, eller i et parforhold, og oveni det er jeg så hamrende urimelig på hjemmefronten, at det halve kunne være nok, og jeg prøver virkelig at tælle til ti og bide mig hårdt i læben, inden jeg springer i luften over at min bedre halvdel er faldet i søvn til en film vi havde aftalt at se sammen, eller glemte at købe kakao med hjem fra kiosken, men det føles så alvorligt og hjerteskærende i øjeblikket, at det kan være svært at stå imod. Jeg er også flere gange brudt sammen over at jeg ikke kan være i mit tøj, og da min bearnaise for nyligt pludselig skilte, stod min verden heller ikke længere – Jep, en rigtig piveskid! For det meste kan jeg grine af det efterfølgende og så er det heller ikke værre, men jeg kan også godt mærke, at det gør mig pissebange for at det hele går i ged igen, på trods af at min fornuft udmærket godt ved, at det ikke kommer til at ske. Jeg er overbevist om, at min mand stadigvæk synes, at jeg er det lækreste i hele verden, urimelig eller ej, også selvom jeg selv er ved at gå amok over den nyankomne dobbelthage, de ekstra centimeter om røven, teenagehuden i face og den umulige frisure.

Jeg tog mig selv i tidligere i dag, at tænke at nu skal jeg også passe på at bloggen ikke udelukkende kommer til at handle om hormoner og voksende kropslegemer, men virkeligheden er bare, at det er det, der fylder mest lige nu …

Når det så er sagt, så hungrer jeg også efter at komme ud af det gråmelerede bløde hjemmetøj som jeg ifører mig sekundet jeg træder ind i lejligheden, og i stedet komme UD! Derfor er i morgen en stooor dag, for der skal jeg til flot rund fødselsdag hos en af de bedste mennesker jeg kender. På en bar! Jeg håber på en paraply i min danskvand og at jeg kan holde mig vågen til efter midnat.

 photo foto4_zps442b66c2.jpg

13 Kommentarer

Først og fremmest TAK! Jeg er fuldstændig blæst væk over jeres reaktioner, kommentarer og lykønskninger. Ord kan ikke beskrive, hvor svært det har været ikke at involvere bloggen og jer de sidste par måneder, og hvor stor en lettelse det var i går, endelig at kunne skrive indlægget og trykke udgiv. At I derefter lagde bloggen ned, og at min besøgsrekord sprang i luften i løbet af få timer, gjorde det kun endnu mere overvældende. Tak!

 photo Skaeligrmbillede2014-10-07kl191656_zpsd1692d35.png

Jeg er 14 uger henne og har termin i April. Jeg er dermed gået ind i 2. trimester, hvilket kun kan blive bedre end første, hvor jeg har været komplet flad. Vi taler to måneder forklædt som karklud – Ingen energi, intet overskud og med kvalme døgnet rundt. Vores Barcelona-tur i slutningen af August stod i kvalmens tegn for mit vedkommende, og mens Michael smovsede lækker tapas, skaldyr og aioli, nippede jeg til hvidt brød og cola, ofte med det ene øje lukket, i et forsøg på at få rummet til at stoppe med at snurre rundt. Skide romantisk!
Al min energi er blevet brugt på mit arbejde og jeg nåede mange dage knap nok ind ad døren i vores lejlighed om eftermiddagen, inden jeg havde skiftet om til noget blødt bomuld og lagt mig fast i en fosterstilling. Vi måtte afmelde vores måltidskasser, da det var spild af penge, eftersom at alt mad, særligt efter klokken 16, gav mig akut kvalme. Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med de fleste dage, men det er billigt sluppet, sammenlignet med det konstante kvalmefængsel jeg var fanget i de første 10 uger. Med andre ord, er jeg ovenud lykkelig for at være et sted nu, hvor jeg kan holde mig oprejst og vågen til senere end klokken 20, og ikke behøver at spise som en fugl.

Selvom det ikke ligefrem er en planlagt graviditet, og nok ikke kunne være dårligere timet, er vi simpelthen så glade og spændte! – Den der glæder sig allermest er uden tvivl Otto, der allerede nu taler om og med babyen hver dag. Han mener bestemt at der gemmer sig en lillesøster, for man kan jo ikke blive ved med at få drenge, som han siger… Til november skal jeg scannes igen, så der finder vi ud af om han får ret.

Som I kunne se på billedet i går, er jeg allerede blevet ret gravid at se på, i hvert fald når jeg tager tøjet af. Jeg er endnu på det stadie, hvor jeg påklædt bare ligner en taljeløs barbapappa figur. Men jeg tvivler på, at min chef synes det er passende, at møde op med bar mave, så det lader jeg være med og dyrker i stedet pt det løse oversized look, og ser frem til at blive lidt tykkere, så jeg undgår de flakkende øjne i elevatoren på arbejdet, hvor folk ikke helt tør sige tillykke, da det i virkeligheden bare kunne skyldes vores kantineordning, at min talje er forsvundet.

14 Kommentarer

Det hele startede en sensommerdag på vej hjem fra stranden, hvor jeg satte tænderne i et stykke vandmelon, som simpelthen smagte sådan af opkast. Dernæst skete der det, at min naturlige sukkertrang og lyst til kage forsvandt som dug fra solen, og jeg hørte mig selv sige ting som ’Nej tak, jeg springer over’ og ’Bare et lille stykke’. – Alarmerende!

Så kom den ustyrlige lyst til iskold danskvand, på trods af min voldsomme aversion imod brus, dernæst længsel efter rejemadder midt om natten, og i samme omgang trætheden, behovet for 12-14 timers søvn hver nat, den konstante hovedpine, svimmelheden og den enorme mængde mundvand, og dermed behovet for at synke hvert sekund for ikke at komme til at savle eller kaste op, og så var der naturligvis det endelige bevis, bomben, testen, der en varm sommermorgen for nu over to måneder siden viste to streger.

Til april lander vores andet fælles barn, Otto bliver storebror, og jeg er ved at gå til af skræk, lykke og glæde. Det er vi alle sammen.

Den første måned holdte vi det nogenlunde for os selv. Michael (ja, synes altså at en opgradering fra ’Freelancer’ er på sin plads) og jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til at plapre op om det, før vi selv havde vænnet os til det (hvilket man jo for helvede aldrig gør!), efter en måneds tid begyndte vi så småt at sige det til de nærmeste, og så kom turen til mit arbejde. Sjældent har jeg været så nervøs, men eftersom at jeg var træt af at gå i løst tøj, og skulle komme på undskyldninger for at slippe uden om sociale arrangementer, hvor alkohol var indblandet, samt de konstante fieldtrips til toilettet, hvor jeg med et fast greb om håndvasken og ivrig øjenkontakt med mig selv i spejlet messede ’NU tager du dig sammen! Du må ikke kaste op, og ikke falde i søvn nu!!’, samt overveje om det ville være passende lige at ligge lidt på gulvet og tage en lur, for derefter at vende tilbage til mit skrivebord og lade som om, at jeg ikke var ved at gå i gulvet, var det det helt rigtige tidspunkt at bekende kulør.

Det gik godt.

Nakkefoldsscanningen gik også godt.
Kvalmen og min madlede, der har været voldsom og gjort at jeg i flere uger primært kun har spist brød, suppe og vindruer, er ved at aftage og jeg begynder så småt at føle mig som et almindeligt menneske… Et menneske, der dog ikke kan være i nærheden af æg uden at gagge, og som skal have kakaomælk og tomater hver dag, men som helst ikke spiser aftensmad.

Så ja, there you have it. Snegledamen er knocked up. Igen.

 photo foto12_zpsf8657039.jpg

66 Kommentarer