… Navnet Uma kom i spil et par måneder inden termin efter en cafetur med mine to damer Nanna og Rachel. Vi havde spist meget hippe pizzaer på Neighbourhood i Istedgade, og tog en aftenkaffe på Von Fressen, hvor snakken faldt på pigenavne. Nanna har en Mollie, hvilket faktisk var freelancers favorit-pigenavn dengang jeg ventede Otto og vi lavede en backupliste med pigenavne, hvis nu Otto skulle vise sig at være en pige. Ikke vigtigt for historien her, men en meget sjov detalje. Tilbage til aftenkaffen på Vesterbrogade, hvor der blev slynget navne på bordet, på dette tidspunkt var det primært Carla og Hannah jeg hældte til, men som tidligere nævnt var vi alligevel virkelig langt fra at sætte os fast på et navn.

‘Hvad med Uma? Det er sådan et dejligt navn’ sagde Nanna midt i en længere samtale, hvor en del gode, knap så gode og ikke mindst fjollede navne havde meldt sig, og hun fortalte samtidigt at Uma havde været på tale dengang hun ventede Mollie, men at hendes mand ikke havde været lige så opsat på det som  hende. Vi snakkede videre, men Uma havde i den grad sat sig og da jeg sagde det til freelancer senere samme aften var han meget positiv, og op på tavlen kom altså Uma.

Men hov, man må faktisk ikke stjæle hinandens babynavne og da slet ikke sine bedste veninders. NEJ, det må man ikke. Men jeg spurgte Nanna, flere gange efterfølgende, selv inden vi havde rigtigt forelsket os i navnet, og hun forsikrede mig om at jeg ikke havde stjålet noget som helst og at det ville være en ære, hvis vi tog navnet til vores pige.

Uma stod på tavlen med Hannah og Olga helt frem til få uger inden fødslen. En eftermiddag fik jeg en sms fra Freelancer. ‘Jeg er vild med Uma’ … Jeg havde det på samme måde, og nu er der ingen tvivl. Overhovedet. Uma er Uma og vi er vilde med hende…

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-23 kl. 15.41.16_zpsy1ryb26l.png

13 Kommentarer

Sidst jeg anbefalede Instagramprofiler, gik det jo op for mig at jeg ikke følger nok mænd på Instagram… Eller i hvert fald glemmer at anbefale dem til jer. Jeg har derfor gået min instagram igennem og ledt efter testosteron (it’s a tough job, menaltsåh…) og er tilmed faldet over et par nye profiler, der er værd at følge. SÅ til jer fra mig, på en halvgrå søndag: Insta-love, the man edition.

- Hotdudesreading - Mænd, pæne mænd og bøger. Whats not to like

-Menandcoffee - To af de ting, der får min verden til at hænge sammen – kombineret.

-Dilfs of disneyland – Fædre, der er flotte, i Disneyland

- Thomas_skou – Tatoveret skægget fotograf, som min kæreste har haft et par biler sammen med. De er alle døde nu desværre, bilerne.

- Eaggerman – Eagger kender I fra Bikstok og eaggerstunn, på Instagram kommer man blandt andet med i studiet. DET er hyg’ligt.

- Madsbroberg -  Flotte Mads med det gode hjerte og et husprojekt på Lolland

- Lakridskongen - Johan Bulow, lakrids og smukke børn

- Jimmyfallon – Mit celeb-crush nummer 1!

- Justinoshea – Streetstyle darling og den ene halvdel af et seriøst stylish par

- Runeglifberg - Prof skater og kæreste med en af Danmarks lækreste damer

- Handcraftedcph - Igen en pæn mand, Anders laver smykker og sælger møbler på Vesterbro

- Lovestick_ – Min kære svoger, der kan noget med trommer

- Lachristus - Igen en fotograf, med skæg. Ham her tager billeder af mad. Yum.

- Michaelfalgren  Ja ja, jeg har nævnt ham før, min freelancer, men det gør ham jo ikke mindre optur

… Mangler jeg nogen?

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-17 kl. 12.47.27_zps2m4tfxll.png

Freelancer, sol og kaffe…

Følg bloggen og mig på Instagram @sneglcille

 

12 Kommentarer

Nu er det 4 uger siden at jeg fødte Uma. Jeg har allerede skrevet om fødslen HER, men som jeg lovede længe inden jeg lå og brølede på Hvidovre, kommer her lidt mere uddybende min oplevelse med Anja Bay metoden aka ‘Smertefri fødsel’.
Jeg har ikke været en flittig elev. Jeg har læst bogen, hørt lydfilerne, set videoklippene og øvet lidt afspænding her og der, men that’s it – så man skulle tro, at det overhovedet ikke har haft nogen effekt på mig. Det står jo alle steder, og min jordemoder sagde det samme, at det er vigtigt virkelig at dedikere sig til metoden og øve, øve, øve. Well, da jeg fik de første veer og dermed blev mindet om at jeg da vist ikke havde fået øvet mig så meget som jeg havde planlagt der tilbage i december da jeg fik hjemmestudiet af min kæreste, beroligede jeg mig selv med, at det jo altså oftest går det mig bedst når jeg ikke er FOR forberedt. Eksamener, foredrag, jobsamtaler har alle det tilfælles for mit vedkommende, at det går mig bedst når jeg tager det i momentet. Sjusket vil nogen, nok især mine forældre mene, men ikke desto mindre plejer det at gå godt. … Ja, det er en rådden sammenligning, for en fødsel er ikke som en jobsamtale, eller et foredrag, men nok nærmere som et (blodigt, skrigende og nøgent) marathon, og jeg tvivler på at man kan løbe sådan en fætter uden at have trænet ret intenst optil, i hvert fald ikke uden at være komplet ødelagt bagefter. Sådan var det under min første fødsel. Jeg havde intet læst om fødsler, havde ikke forberedt mig det mindste, for jeg var overbevist om at det skulle min krop nok selv finde ud af. Mjæææ, not so much vel! Altså det gik jo, og Otto kom ud, men det var hjernedødt hårdt, jeg var angst og havde ingen kontrol 98% af tiden, og jeg kunne knap nok stå på mine ben i flere dage efter. Min 2. fødsel for fire uger siden gik som I ved meget bedre.
Smertefri? HA! På ingen måde, men absolut til at holde ud, selv under psyko ve-storm. For mig var det særligt afspændingen, der var god, altså at slappe fuldstændigt af under veerne. Det lyder måske ikke så svært, men tro mig, når ens livmoder trækker sig sammen med ubeskrivelig smerte som følgesvend, er det eddermame svært ikke at krølle hver eneste cm af sin krop sammen. Det glippede et par gange for mig, og jeg kunne med det samme mærke hvor stor en forskel det gjorde, så jeg fik hurtigt samlet fokus og spændt af i resten af kroppen.

Vejtrækningen fik jeg også gjort brug af, eller min egen version af den velsagtens. Om den lød som den fine lydfil fra Anja Bay tvivler jeg på, men den var overfladisk og hurtig og den hjalp mig. Jeg fik ikke prøvet visualisering, hvilket jeg ellers havde glædet mig til og var overbevist om ville være det der virkelig ville gøre noget for mig. Men det glemte jeg alt om da det gik løs.

Selvom det gjorde motherfucker ondt også denne gang, var det på ingen måde som første gang. Jeg var fattet og tilstede det meste af tiden, og bedst af alt: Jeg følte jeg havde kontrol næsten gennem hele forløbet, og jeg var ikke på noget tidspunkt rigtigt bange, som jeg var det første gang. Det har selvfølgelig også noget at gøre med at jeg havde prøvet det før, og dermed ikke blev lige så forskrækket over hvor vild en smerte det var. Jeg ville gerne have læst lidt mere op på pressefasen, da den virkelig var svær for mig, men det skyldes nok også at jeg med Otto aldrig fik presseveer, så det var noget helt nyt for mig at opleve. Uden laborovejrtrækning og afspænding er jeg ikke sikker på at denne her fødsel havde været så god som den var, for ve-storm og det at modstå de første presseveer er jeg ikke sikker på at jeg havde klaret uden de værktøjer, og den viden jeg har fået ved at læse op på hvad det egentlig er der sker i et fødselsforløb. Jeg havde hele tiden en klar føling med hvor jeg var i forløbet, og det var med til at give mig styrke og overskud, hvilket jeg virkelig følte jeg havde.

Jeg vil med andre ord i den grad anbefale alle, der skal føde, at dykke ned i ‘Smertefri fødsel’. Det er spændende, og det virker faktisk. Jeg er overbevist om at hvis man går all in på det, så får man sin drømmefødsel. Det gjorde jeg, næsten, og jeg var som sagt virkelig sløset med lektierne.

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-15 kl. 21.17.29_zpsigc4xh1o.png

7 Kommentarer

 photo 11248073_10153186223050399_4570804662559030647_n_zpsoizbdyp5.jpg

Otto elsker Uma. Han kysser hende, og krammer hende og taler med hende konstant. Det er lige til at tude over.

Men. Lige så dejligt det er for Otto, at vi har fået Uma, lige så tilsvarende svært har det været. Kombineret med start på fritidshjem er det at skulle dele sin mor og far med et nyt lille menneske rigtig svært. I starten gik det så fint, men i løbet af de sidste to uger  har jeg kunne mærke en klar forskel. Han tester os, svarer igen, fjoller og driller og bliver meget nemt vred. Vi oplever flere konflikter end før, ofte er det bittesmå ting, det bliver blæst op, helt ud af det blå, trods stor tålmodighed fra os, de voksne. Forleden morgen var det en konflikt omkring et skateboard, der resulterede i skrig, gråd, råben og til sidst en vred far, der måtte tage barnet skrigende under armen og gå med ham for at nå at komme på fritidshjem til tiden.

Jeg har prøvet at tale med Otto, spurgt ind til hvordan han har det indeni når han bliver så vred. Forsikret ham om at han er vigtig, dejlig og på ingen måde glemt.

Den morgen med skateboard-konflikten og den vrede far endte det med, at de kom hjem igen efter nogle minutter, stadigvæk kede af det og vrede. Fritidshjemmet blev droppet til fordel for en fridag. Vi snakkede lidt om det med at blive sur, og vi aftalte at sådan en dum morgen skal vi ikke have igen. Otto blev glad og god igen kort tid efter, men hans forældre måtte kramme lidt ekstra over en kop kaffe i køkkenet. Af dårlig samvittighed over at have været dumme voksne, men i særdeleshed over at se vores søde dejlige kloge dreng have det svært.

Som med alt andet drejer det sig selvfølgelig om tilvænning og det er nok bare en fase. Men den er svær. For os allesammen.

Jeg tror ikke det handler så meget om Uma, men om at vi og især jeg ikke har mulighed for at give ham vores fulde opmærksomhed, min lunte er væsentlig kortere end før, og der bliver forventet mere af ham, både herhjemme og på Fritten. Jeg fornemmer samtidigt at det er en omvæltning at gå fra den trygge børnehavetilværelse til fritidshjem, hvor der er hundredvis af børn, mange af dem meget ældre end ham, som han selv sagde efter et par dage: Nogle af børnene på skolen er næsten voksne!.

Når jeg tænker på hvor jumpy jeg selv bliver, når jeg er startet på nye jobs, eller andre store ting er sket i mit liv, også gode ting, så forstår jeg ham virkelig godt. Og han er jo altså kun 5 år. Det glemmer man engang imellem, fordi han er så kvik og dygtig.
Igen, håber og tror jeg det handler om tilvænning og selvfølgelig at vi får snakket om når det er svært, samt tager konflikterne i opløbet. Det skal nok gå. Det SKAL nok gå.

Jeg har lyst til at pakke ham ind, droppe det åndssvage fritidshjem, og tage alle de svære følelser ud og væk.
Jeg elsker ham så højt at det gør fysisk ondt nogle gange.

… Indlægget her skrev jeg i sidste uge, allerede nu føler jeg at det går bedre. Både fordi de voksne her i huset er blevet bedre til at se ham mere, og at det nye liv som storebror og fritter-dreng begynder at blive hverdag. Fjollerierne og  det opmærksomhedssøgende adfærd fortsætter, men det er der ikke så meget at sige til. Så længe at de hjerteskærende vredesudbrud ikke bliver ved, for det kan jeg ikke bære. Min store lille dreng.

 

 

13 Kommentarer

  • Har vi stadigvæk ingen opvaskemaskine… De findes ikke længere i den størrelse vores skab er bygget efter. En bordopvaskemaskine, der er max 47cm i dybden? Anyone?!
  • Er min dreng nu blevet sådan en, der svarer igen med et ‘og hvad så?!’ til nærmest alt, synes at det meste er ‘sindssygt’ og ikke kysser sin mor farvel foran sine venner. Åh, fritidshjem, youre killing me.
  • Mente en Instagram følger at Uma ligner Søren Ulrik Thomsen… Jeg kan måske godt lidt se det.
  • Har jeg endelig fået min talje tilbage. Med lidt ekstra hud, bevares. Men der er der vist råd for.
  • Glæder jeg mig til røv og lår opfanger at jeg ikke længere er gravid.
  • Bør jeg nok skrue ned for chokoladeindtaget, hvis ovenstående skal lykkes.
  • Er jeg to gange kommet til at kalde Uma for ‘min prinsesse’. Det skal stoppe.
  • Har jeg ved flere lejligheder, helt uden problemer, kaldt hende en skaldet kat.
  • Er ‘prinsesse’ klart værst.
  • Tror Otto ikke på ham der Gud (det gør jeg heller ikke)
  • Drømmer jeg om at rejse langt væk med min familie, til noget strand.
  • Er jeg meget aktiv på Instagram, så husk lige at følg med. Det er meget noget med gylp, kage og baby. @sneglcille
  • Highfivede freelancer og jeg i går da Uma gik en blestørrelse op.
  • Trænger vi til at komme lidt mere ud.
  • Skal jeg snart til frisøren.
  • Overvejer jeg pandehår. Igen. Igen.
  • Har jeg endnu ikke været væk fra den skaldede prinsessekat. Overvejede forleden i et kort øjeblik at løbe i Føtex da den sov. Men ombestemte mig og tog den med mig, mens min kæreste rystede på hovedet.
  • Gik jeg hjem fra bryllup i høje hæle lørdag aften og har først i dag, fredag, fået følelsen tilbage i mine trædepuder.
  • Er trædepuder da egentlig et underligt ord.
  • Havde jeg glemt hvor mange folk man møder på sin vej, der hader at man kører med en barnevogn. De fleste af dem stirrer ondt, og så er der dem der mumler vredt når man går forbi.
  • Kører jeg faktisk ret pænt, og møder for det meste ovenstående med smil og overskud, og kommentarer ala ‘jaaa de kunne godt have lavet fortorvet lidt bredere, synes du ikk?!’ Og så er der de gange hvor jeg ikke har sovet så meget og bare mumler ‘jaja’. – begge dele virker fint.
  • Elsker jeg stadigvæk at fortælle om min fødsel, og bliver skuffet, hvis freelancer allerede har fortalt om den til vores gæster.
  • Følger jeg overhovedet ikke med i hvad der foregår ude i verden. Men det er vist lige for tiden mest noget med nogle dyrekort.

 

 photo Skaeligrmbillede 2015-05-08 kl. 10.20.23_zpsaxpfoyvz.png

14 Kommentarer

Først tak, mega TAK! At indlægget om mit ammestop ville gå viralt og blive læst af mere end 30.000 mennesker havde jeg alligevel ikke set komme. Jeg er blevet lagt ned af positive og opbakkende kommentarer og kun meget få i den anden grøft. Tak!

Og nu til en status fra babyland:
I dag er det 18 dage siden at baby Uma blev født. Det går ret godt. Hun er nem og sød. Når hun ligger ovenpå mig eller sin far og strækker sin lille dellede hals ligner hun en virkelig nuttet skildpadde, og når hun græder lyder det lidt som en kat, der mjaver, ellers siger hun ikke så meget, bortset fra en let knirken ind imellem og en lille sær pibelyd når hun gaber. Hun spiser meget, og sover meget, og så er hun en anelse skeløjet når hun er træt. Alt sammen enormt sødt og dejligt. Og lidt kedeligt, på den gode måde.

Jeg nyder virkelig tiden lige nu, inden diverse tigerspring. Det går så mega stærkt og selvom jeg også glæder mig til at hun vågner lidt mere op og går fra nyfødt til baby, for ikke at tale om de første bevidste smil, så er der noget helt magisk ved det her knirkende øglestadie, som er væk lige om lidt.

Vi har været til vores første fest med hende, to faktisk! I lørdags var vi til bryllup og i går til fødselsdag. Ret overvældende. Nok særligt for mig og freelancer, der stadigvæk begge er rundtossede ovenpå fødsel, afbrudt søvn og babylykke, og derfor ikke er så socialt begavede i disse dage (nok mest mig). Men det var hyggeligt, og dejligt, og lille Uma klarede begge arrangementer så fint, men har dog været en anelse utilfreds i nat og var vågen en gang i timen. Så, en nyfødt kan i den grad blive overstimuleret viser det sig, så fik vi lært det. Derfor huler vi den i sofaen i dag, sover en masse og ligger tæt, mens jeg kører stærk kaffe ned. Og eneste plan for dagen er at hente fritidshjemsdrengen tidligt og bage pølsehorn til madpakken. Det lyder virkelig kedeligt og meget lidt glamourøst, særligt sammenlignet med min omgangskreds, hvoraf størstedelen sadler op til ELLE Style Awards i aften, men …
Jeg er nu altså ret pjattet med mit liv pt, og med de her små fødder.

 photo IMG_4351_zpshnlkob5k.jpg

5 Kommentarer