I øvrigt #87

  • Har jeg muligvis den mest skizofrene musiksmag ever. For tiden hører jeg for eksempel primært Justin Bieber og Wu Tang.
  • Har jeg skiftet Snapchat ud med insta Stories efter at der havde forvildet sig nogle ret specielle følgere forbi snappen. Sjældent (aldrig faktisk) har jeg set så mange tissemænd. Det gad jeg ikke. Så Fredagsfølger er rykket til Instagram (for nu).
  • Kunne jeg sagtens leve af hyldeblomstsaft… gerne med et skud gin i, som har vist sig at være en himmelsk kombi.
  • Sov Loulou og dermed også jeg i seks sammenhængende timer i nat. Jeg har det helt mærkeligt i dag. Udhvilet. Det er nyt.
  • Er der tydeligvis noget helt vildt ved en dobbeltklapvogn. Folk stopper op konstant og kigger, griner, peger, tager billeder.
  • Ser jeg virkelig meget kender du typen? For tiden. Og er virkelig god til at gætte
  • Tror jeg at Mads Steffensen er et af de rareste mennesker i
  • Har jeg smidt alle mine sandaler ud da vi flyttede. Det er jeg lidt træt af nu.
  • Slukker mine genboer aldrig lyset i deres stue. Aldrig. Så udsigten fra min seng er som på billeder nederst, all Night long.

img_5426

   

BARSELSVIKARERNE: #9 Miriam

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel
Cecilie Underbjerg
Superheltemor

I dag er det Miriam, der har fået ordet. Miriam kender I nok allerede. Det er hende med hemmelighederne og katten Frank. Jeg har fulgt Miriam fast (og troligt) i et års tid, og har også tilbragt tid med hende – Primært med ret høj promille. Og ja, hun er også skæg i virkeligheden. Hun formulerer sig fantastisk, er en ørn til tegnsætning (hvilket skræmmer mig en anelse, da jeg selv ikke giver en fuck for de kommaer altså. Undskyld) og så har hun op til flere gange givet mig røde kinder, for eksempel da hun skrev at hun var blevet starstruck over at møde mig.
Snart skal vi drikke drinks igen, og det glæder jeg mig til. Men først kommer her hendes gæsteindlæg:

18641473_10154333946541567_1263246855_o

Jeg læste med stor misundelse Cecilies indlæg om hendes aldeles fremragende mavefornemmelse. Min mavefornemmelse er nemlig lidt af en røv. Den synes at have som eneste formål at fucke mit liv godt og grundigt op, hvorefter den bliver dødeligt fornærmet over, at alt ikke endte lykkeligt. Min mavefornemmelse er en X-factor-deltager, der røg ud i første runde, men stadig tror, hun er Beyoncé. Min mavefornemmelse er ham der manden i Aftenshowet, der troede, han kunne hugge kokosnødder over med de bare næver, men brækkede sin hånd i stedet. Min mavefornemmelse er Inger Støjberg.
I 2004 fortalt min mavefornemmelse mig, at en rød lædersofa var det helt rigtige valg til min første lejlighed. Sådan en ville jeg aldrig blive træt af. Det blev jeg. 2007 fortalte min mavefornemmelse mig, at det var en skidegod idé at blive kærester med ham den søde københavner, selvom der vitterligt var adskillige mennesker, hans venner sågar, der fortalte mig, at det var en skidt idé. De fik ret. I 2010 fortalte min mavefornemmelse mig, at jeg sagtens kunne bulshitte mig igennem eksamen i verdens sygeste grammatikfag på mit tyskstudie, fordi jeg havde haft så travlt med at skrive bachelor, at jeg ikke havde fået læst. Det kunne jeg ikke – jeg dumpede med et brag. I 2012 fortalte min mavefornemmelse mig, at det var verdens bedste idé at gå op til Amalie Szigethy og dræve: “Du er baaar så schmuk!” Okay, nej, scratch that, det var nok snarere alkoholen, der traft beslutninger i det øjeblik.
Pointen er imidlertid, at min mavefornemmelse er uhyggeligt inkompetent. I lang tid bildte jeg mig ind, at det var, fordi jeg bare ikke lyttede til min mavefornemmelse. Ikke rigtigt. En mavefornemmelse skal jo forestille at være den der fine, lidt udefinerbare ting, der bærer en igennem livet, når man står med både store og små beslutninger. Den lille stemme i baghovedet, der altid har ret, og som man altid kan ty til, når ens for-og-imod-lister ikke er behjælpelige. En mavefornemmelse kan sgu da ikke tillade sig at være defekt?!
Ikke desto mindre har min mavefornemmelse nu svigtet mig så mange gange, at jeg har besluttet mig for at degradere den. Skubbe den allerbagerst i hovedet sammen med min viljestyrke og hvad end der står for at minde mig om at tage mine vitaminpiller. I fremtiden kan den få lov til at guide mig, når jeg skal vælge det æble, der ser bedst ud, eller om jeg skal spise McD eller kebab på vej hjem fra byen, that’s it. Fra nu af vil jeg i stedet primært lade fornuften råde, når det kommer til de store beslutninger. Så er spørgsmålet bare, hvor man anskaffer sig sådan en henne…

miriamsblok.dk

Jeg er her!

img_5410

Der har været stille i nogle dage hos mig. Sandheden er at der er sket og sker virkelig mange ting for tiden. Alt fra dødsfald, til store beslutninger og forhindringer, har ramt min vej, kombineret med at min mand har haft lange arbejdsdage, der gør at jeg har stået for hentning, affodring og putning af de tre hjemmelavede lømler. Dagene har spist hinanden, og min hjerne og mit følelsesregister har været på overarbejde – og alt det har på en eller anden måde givet mig en skriveblokering – Når det sker, ved jeg af erfaring, at det er bedst at checke helt ud noget tid. Nåhja, og så har jeg stort set heller ikke siddet ned siden engang i sidste uge. Så selvom ideer til nye blogindlæg har været der, er de kun blevet til noter, eller halve kladder. Jeg tjekkede lige og jeg har sgu gået 64 km siden i søndags. sådan tænker jeg bedst. Når jeg går. Og for fanden, hvor har jeg tænkt, grublet og nu også besluttet ting.

I dag er der da også faldet lidt mere ro på mit sind, mine mange tanker om alt og intet er på en eller anden måde gået op i en højere enhed, og min mavefornemmelse er god. Om lidt kommer min mand hjem, forhåbentlig med de skumbananer jeg drømmer om, efter tre dage alene med tre børn og en helvedes masse kilometer i benene, og nu også ro i maven.

Tak til jer der har skrevet bekymrede mails og beskeder. Jeg ER ok. Totalt ok, faktisk. Men tak alligevel, det er rørende at I tænker på mig, der er trods alt kun gået tre dage. I er sgu så gode!

 

   

SHOPPING: Det der var i posen

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

PÅ Snapchat for en uge siden viste jeg en pose fra ASOS, og kom vist i samme omgang til at love at vise indholdet frem. Det har jeg faktisk også gjort, noget af det, sådan sporadisk henover de sidste par indlæg. Men I skal selvfølgelig have det samlet, som lovet. Så… I posen var der:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
  • Skjorten med striber, som jeg har linket til et par gange før. Den er blød, behagelig og jeg synes den er skidepæn… 270,- HER

img_5209

  • Top med striber og flæser. Helt perfekt til både jeans, bukser og shorts … 400,- HER
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
  • Kjole med striber og flæser (man begynder at fornemme et tema ….) 450,- HER

img_5371

  • Blød sweatshirt i en ret fin kødpålæg brun/lyserød-agtig farve… 280,- HER

… Det er de fire ting jeg beholder. Retur sender jeg de her bukser, som jeg simpelthen ikke kan bære. Men seje er de altså.

At slutte fred med sin krop

Jeg er ikke sød ved mit spejlbillede for tiden. Som i slet ikke. De bløde arme. Den bløde mave. De store lår. Mine hævede ankler. Min dårlige holdning. De mørke render. De blodskudte kinder. Brysterne der er forsvundet.
Jeg kunne blive ved.

Ja, jeg har lige født. Nej, jeg burde måske ikke brokke mig.

Men sandheden er, at jeg tror det foregår inde i mit hoved. Det er der den er gal. Det handler ikke om at jeg lige har født og helt klart vejer mere end jeg har gjort længe. Om jeg så vejede 15 kilo mindre. Ikke havde et eneste strækmærke og mine bryster var større, så tror jeg stadigvæk at jeg ville have det nedtur. For det er mit eget selvbillede den er gal med. Nu mere end nogensinde før… Måske lige med undtagelse af mine helt unge år,  for fanden, hvor har jeg dog lyst til at fare 10-12 år tilbage i tiden og give mig selv en røvfuld.

Det er i særdeleshed programmet Petra elsker sig selv, der har fået mig til at stikke lidt dybere i den følelse jeg har når jeg ser på mig selv og tænker de ting jeg gør. Det skal være slut. Jeg er startet i efterfødsels-bootcamp hos Sif, for at komme i gang med at træne igen, hvilket jeg ved vil rykke en hel del – Både fysisk, men i særdeleshed psykisk. Og så er det slut med at tale grimt om og til mig selv. Jeg sætter en kæmpe dyd i at tale pænt om og til andre, så hvorfor fanden kan jeg ikke tale ordentligt til mig selv? Vigtigst af alt har jeg børn, som for alt i verden ikke må få det som jeg har det.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg kommer følelsen til livs. Men jeg eksperimenterer lidt med en masse forskellige metoder, meget inspireret af Petra Nagel, og jeg har for eksempel i et par dage nu forsøgt at sige pæne ting til mig selv i spejlet. Noget der virker totalt åndssvagt når det står på, men jeg tror måske det har en effekt. Det kan i hvert fald ikke skade, og det er bedre end når jeg tidligere har tænkt de værst tænkelige ting om mig selv.
Derudover har jeg, efter at have læst Cathrines indlæg om at klæde sig i det man vil, i de sidste tre dage taget det tøj på jeg har haft lyst til at tage på – Uden at tænke over at mine ankler er lidt for fede, at mine bryster er for små eller at min røv er for bred. Hvilket blandt andet resulterede i, som I måske har set på Instagram, at jeg havde en tyl-kjole på på legepladsen i går.
Jeg har også skippet makeuppen, droppet pushup-bh’en, og har bidt mig selv i tungen, hver gang jeg har været ved at kommentere på mig selv. Ironisk nok har min mand, som slet ikke ved at jeg er i gang med et slags eksperiment, badet mig i komplimenter, så det virker på en eller anden måde, og jeg har også selv kunne mærke en forskel. En lille en. Men der er lang vej endnu. Og jeg glæder mig ærlig talt til at træningen begynder at vise resultater, og til igen at smørre lidt krudt i hovedet. Men ikke i dag. For det er søndag og nu vil jeg trække i et par culottes, der viser mine fede flotte ankler og gå på legeplads med min familie …

God dag.

img_5353

L for Lalandia, leverpostej og livestream

screen-shot-2017-05-20-at-14-11-53

I det nyeste afsnit af Voksen ABC taler vi blandt andet om Lalandia, hvor jeg aldrig har været, og om leverpostejslivet, der både kan være så kedeligt og ordinært, at man får lyst til at skrige, men som også kan være trygt og lækkert. Foruden Lalandia og leverpostej dækker vi logistisk, løsninger og lister … Jeg håber I har lyst til at lytte med HER.
På mandag kommer der et bonusafsnit, der er en anelse anderledes, da det er lydsporet til den live-stream vi lavede på vores Facebookside sidste fredag (og som I kan se nederst i indlægget her). Så hvis man ikke har set den, eller bare ikke lige fik ordentlig fat i lyden, der var lidt lav (næste gang sætter vi en mikrofon til), får I optagelsen som podcast på mandag.

screen-shot-2017-05-20-at-14-12-12

Vi er ved at være halvvejs igennem alfabetet, og der er dermed helle ikke mange måneder tilbage af podcasten, men som vi også fortæller i videoen/bonusafsnittet, så har vi noget på tegnebrættet. Både i forhold til Voksen ABC, som bliver til et plakatprojekt, men også noget helt nyt brygger vi på. Noget som vi faktisk allerede nu er gået i gang med at forberede, og som går i luften om nogle måneder. Det bliver skidegodt, og vi glæder os. Men først har vi lige 16 bogstaver tilbage som vi skal have snakke lidt om …

Husk at I kan abonnere i iTunes, og at I kan følge med på både Facebook og Instagram @voksen ABC.

   

Barselsvikarerne: #8 Superheltemor

Der vil over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.
Tidligere barselsvikarer:
Cana Buttenschøn
Danica Chloe
Fallulah
Guldlog
Sine Gerstenberg
Frederikke Egel
Cecilie Underbjerg

I dag er det søde søde Kim, som jeg har kendt i en del år efterhånden. For syv år siden var vi nemlig en gruppe bloggere, der mødtes i ny og næ, og Kim var en af dem. Heldigvis støder vi stadigvæk ind i hinanden fra tid til anden, og jeg skylder hende en kop kaffe snart (eller noget stærkere) – blandt andet fordi at hun og hendes mand, helt uden at vide det i øvrigt, lidt var med til at afgøre at jeg (og min mand) turde gå all in på hjemmefødselsprojektet, der jo endte med at være en virkelig god beslutning. Den kaffe ser jeg frem til, for Kim er vanvittig behagelig at være i rum med, hun er skidesjov og så skriver hun fuldstændigt fantastisk. Hun er mor til fire piger (alle født hjemme), gift med Ninjaman (læs lige kærlighedsføljetonen på Kims blog – GOD!) og så er hun uden tvivl en af mine yndlingsbloggere… Tag godt imod Kim aka Superheltemor:

img_5263

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille LouLou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og længes helt vildt efter den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

www.superheltemor.dk

img_5262

Blond igen

Det er ved at være en del år siden at jeg sidst var blondine. Da jeg var yngre var jeg blond helt fra naturens side, naturligvis allermest om sommeren. Så begyndte jeg at farve det, mørkt. Det var flot. Helt vildt faktisk. Men det sled på mine blonde lokker, for jeg måtte konstant farve det, for at undgå lyse udgroninger, og det tarvelige skær sådan noget mørkfarvet hår kan få (nogle gange var det nærmest orange, andre gange grønligt). I en periode var jeg rødhåret, så mørk igen, inden jeg gik tilbage til det blonde i en periode, og så for nogle år siden, sagde jeg stop. Eller mit hår gjorde. Jeg klippede det af, tonede det mørkt og fik det så klippet et par gange om året, indtil min egen (nye) farve var kommet ud igen. Den karamelagtige (ok, leverpostejsagtige) nuance jeg har haft de sidste 3-4 år. En farve som jeg egentlig har været glad for, og som min frisør da også tidligere har sagt, ville være synd at farve.
Men i dag skulle det alligevel være. Jeg har længe flirtet med tanken om at blive blond igen. Og at få pandehår igen. Og i det hele taget har jeg haft brug for, at der skulle ske noget. Det gjorde der så i dag. Jeg er både blevet blond og har fået klippet langt pandehår. I en mommyvenlig version, hvor det lidt sætter sig selv (altså jeg slipper ikke helt for at skulle bruge lidt tid på det, men altså, det er nemt at have med at gøre).

Jeg er skideglad for det. Sådan ægte. Det var lige hvad jeg trængte til.

img_5252

img_5257Skjorte HER (REKLAMELINK)

Den der mavefornemmelse

Jeg giver det altid som råd til andre, ligesom at jeg bestræber mig på selv at følge min mavefornemmelse. Altid. Også når det er usikkert og farligt. Måske især når det er usikkert og farligt faktisk, for så er den lidt det eneste jeg har at gå efter, og det plejer at gå godt. Jeg er ret god til at mærke efter den, og når jeg alligevel lader mig rive med i en anden retning, plejer den som regel, at kunne ruske mig tilbage. Som regel. Andre gange kan jeg slet ikke mærke den ordentligt, og mine tanker tager over. Og så er der gange, hvor den fortæller mig én ting, men udefrakommende omstændigheder vil det anderledes, og så bliver det bare til mavepine. Men det er også ok, for alting skal nok gå i sidste ende. Det løser sig.

Jeg bruger den meget for tiden. Mavefornemmelsen. Både fordi at jeg snart skal til at finde ud af, hvad der skal ske med bloggen, når jeg ikke længere skal være hos Bloggers Delight, men også fordi at jeg har gang i en masse andre ting. Podcasten vokser sig større og større (tak igen, det gør os så glade), og vi er i dette nu i fuld gang med at udvikle vores næste koncept, der udkommer første gang senere på året, når Voksen ABC er ved at være afsluttet. Der skal tages beslutninger i vores privatliv også, og så er der de små ting, hvor mavefornemmelsen også kan være behjælpelig  Som når jeg i morgen sætter mig i frisørstolen igen. Men sidstnævnte er måske mere fornuft end mavefornemmelse. Måske er det bare det den er. Fornuftig altså. Og så alligevel slet ikke. For hvor fornuftigt var det lige, i teorien, at gå tilbage til Michael, eller at springe ud som selvstændig?!

… Men mavefornemmelsen fik ret. Igen.

img_5209
Toppen er fra YAS og kan købes på ASOS HER (REKLAMELINK)

   

Shopping: 9 kjoler

SPONSORERET: INDEHOLDER REKLAMELINKS

Jeg savner at gå i kjoler. Eller. Jeg savner at føle mig tilpas i kjoler. Jeg ved ikke hvad det er, men for tiden er det altså bukser og skjorte-løsningen, der fungerer bedst, og jeg føler lidt at jeg er udklædt (på den dårlige måde), hver gang jeg forsøger mig med en kjole. Dog er jeg så småt begyndt at bevæge mig over i kompromiset: kjoler over bukser, hvor 90’er det end må være. Og satser på snart at være helt tilbage i kjolemode. Synes nemlig det er så pænt på andre.
Jeg har kig på dem her pt:

kjoler

1.Fin småblomstret kjole, som jeg tror vil gøre sig godt over sorte jeans for eksempel. 320,- HER

2.Silkekjole fra Ganni, der vil gøre sig godt over en hvid t-shirt og jeans (og bare ben, når jeg en dag er klar til det). 1700,- HER

3.Hvad kan jeg sige? Jeg elsker flæser! 240,- HER

4.Ret skøn farve og god længde. 350,- HER

5.Denne har lidt samme snit som en af mine yndlingskjoler, der pt synger på sidste vers. Farven er ret fin, særligt til sommer, og så kan den styles op og ned alt afhængig af vejr og lejlighed. 1700,- HER

6.Ok, det her er allerede mere en trøje end det er en kjole. Men der er noget ved striberne, farven og snittet, som jeg godt kan lide, og til et par jeans, flade sko og solbriller, er der ret meget det perfekte sommerlook. 180,- HER

7.Jeg er kæmpe fan af pyjamas-looket, og forestiller mig at denne her er verdens mest behagelige kjole. Jeg vil bruge den over jeans, og måske med en lille hæl under fødderne, sådan for at nedtone nattøjs-/søndagsviben. 350,- HER

8.Denne ligger lige nu i min indkøbskurv, og hygger sig. Jeg er helt vild med den, og har på fornemmelsen at det bliver en af de kjoler, jeg kommer til at bruge rigtig meget. Den koster 700,- HER

9.Der sker lidt meget på denne her. Ærmehalløj, striber, broderi. Men jeg synes at den mørkeblå farve toner det ned på et helt perfekt stadie og jeg forestiller mig at den vil gøre sig godt over sorte bukser, som en slags tunika. 260,- HER

Et lukket kapitel

img_5195

Jeg sidder på en trappe på Vesterbro.

Det er i dag at vi skal overlevere lejligheden. Lige nu faktisk. Michael har netop lukket lejerne ind, mens jeg sidder og kigger fra den anden side af gaden, som den nysgerrige type jeg er. De ser søde ud og spændte. Selvfølgelig. De starter jo også et nyt kapitel i dag. I det skæveste, men fineste sneglehus, der findes. Jeg troede det ville blive underligt, at jeg ville blive rørstrømsk, måske græde lidt. Sådan er det ikke, slet ikke. Jeg er rolig, og næsten lettet. Jeg smiler ved tanken om alle minderne, de gode og de svære. Jeg har følt alting i den lejlighed. Fra forelskelse til sorg, lykkeglimt og had. Og så er det jo der jeg fødte mit tredje barn. På stuegulvet under vinduet. Men det gør mig ikke trist. Jeg er glad, lettet og klar.Vi er klar.
Farvel, eller i hvert fald på gensyn Vesterbrogade

Sund og stærk, tak

Med et veloverstået 8 ugers tjek hos lægen, hvor min bækkenbundsmuskulatur fik både ros og komplimenter, er det nu ved at være tid til at komme i omdrejninger og få bevæget mig lidt mere end tilfældet har været de sidste mange måneder. Også min kost skal jeg lige tænke en anelse mere over, bare lidt mindre chokolade og lidt flere gulerødder.
For fanden, jeg elsker jo søde sager, alt smørbagt, og hvad som helst, der har skyggen af karamel eller chokolade i sig, og jeg bliver aldrig en, der siger nej tak til kage, eller ‘bare et lille stykke’. Det har jeg prøvet og jeg bliver et dårligere menneske af det. Helt sur og rasende. Nej, chokolade vil jeg altså have, og gerne en del af det. Dog spiser jeg faktisk ret fornuftigt og sundt meget af tiden, altså ved siden af alt det der slik og chokolade, for jeg elsker også grøntsager og ting, der knaser, så for det meste går det ret fint med de fornuftige og sunde valg også, særligt i de sidste par uger, hvor mit energiniveau har været lavt og min krop nærmest har skreget på spinat og chiagrød … Og så er der dage som i dag, hvor jeg alt for tidligt får det forkerte ben ud af sengen, efter en nat med sparsom søvn, og spiser en marsbar til morgenmad over køkkenvasken i smug for mine børn, inden klokken er slået 7.
Ligesom at der er dage, hvor jeg glemmer at spise – Noget jeg aldrig har kunne forstå at man kunne, men som pludselig er sket for mig de seneste år, fordi jeg konstant behovsudsætter (welcome to motherhood), og kører udelukkende på kaffe en hel dag, indtil hovedpinen og underskuddet rammer op af eftermiddagen. Men nu skal det være slut. Både med morgenchokolade og ufrivillig faste. Jeg vil gerne være sundere, få lidt mere energi, og vigtigst af alt vil jeg gerne føle mig stærkere. Særligt min ryg og min holdning er blevet lidt slatten og trænger til en overhaling. Hold kæft jeg har ondt i skuldre og nakke, og jeg tager konstant mig selv i at gå og krumme ryggen – Ikke pænt. Slut med det. Flere grøntsager, mindre marsbar, og ikke mindst en masse Sif. Fra i morgen …

img_5089
Frokost fra en dag i sidste uge:
Bønnefritter, stegte søde kartofler med chili og ristede cashewnødder, og falafel (Urtekrams er bedst synes jeg)