Krakelerede facader

Facader, altså dem vi selv sætter op omkring vores personlighed og følelser, ikke dem på huse – In case andre end mig er i renoverings-mode –  er nok en nødvendighed i nogle henseender og vi har dem allesammen, er jeg ret sikker på. Jeg kom lidt ind på det i sidste uges afsnit af Krøllet kærlighed (reklame for egen podcast) om mine egne facader i forhold til at skulle finde en plads i rollen som dele-mor og i samspillet med Michael dengang. Jeg ville til at starte med enormt gerne fremstå nærmest overmenneskelig. Jeg skulle være den bedste mor, den sjoveste, sødeste, klogeste, pæneste … For der var ingen, og da slet ikke Michael, der skulle kunne sætte en finger på mig. Og i mit forsøg på at være alt det, blev jeg det modsatte lige under overfladen, så da facaden krakelerede væltede en sur tarvelig træt type ud af revnerne, og det gjorde intet godt. Men det er det der sker, eller kan ske, når man igennem længere tid forsøger at opretholde en facade i forsøg på at beskytte sig selv og skjule eller holde fast på det man ikke føler sig tryg i at vise og måske slet ikke selv er klar over, at man føler. Hvilket jo er hele grunden til at man opbygger facaden – At man prøver at skjule virkeligheden.
Jeg har lært at se sårbarhed som noget positivt og stærkt, og det er også hovedårsagen til, at jeg deler som jeg gør. Men sådan har jeg ikke altid haft det. Jeg har i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg havde let til tårer, og i en længere årrække som helt ung, græd jeg aldrig foran andre.
Sådan har jeg det ikke længere, og det er en kæmpe befrielse ikke længere at gå og holde på det. De fleste mennesker i mit liv, har oplevet mig hyle, og det har jeg det helt fint med. Det har I jo faktisk også. Jeg har i hvert fald grædt mig igennem op til flere indlæg, og så var første afsnit af min podcast heller ikke ligefrem uden følelser. Sidstnævnte var alligevel en af de mere grænseoverskridende delinger, jeg har kastet mig ud i – og det var og er lige på grænsen mellem personlig og privat, at dele vores historie, og ikke mindst at udgive noget hvor jeg åbenlyst græder, som er tilfældet i første afsnit, og der var bestemt tidspunkter optil, hvor jeg kraftigt overvejede at optage det om og “tage mig sammen”, men jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, men turde stå ved det sårbare og lade facaden holde helt fri.
Jeg bruger dem stadigvæk ind imellem. facaderne. Særligt hvis jeg føler mig usikker, hvilket jeg som oftest oplever i selskab med folk jeg ikke kender. Jeg øver mig på, ikke at have paraderne oppe altid og hvile mere i mig selv, men det er work in progress, som jeg må erkende stadigvæk kræver en del finpudsning.

 

Mandag uge 43: Op på hesten, fødselsdage og fejring

Mandagen startede klokken 05:05, hvilket trods min nye vane med at stå op før alle andre, alligevel var tidligere end normalt. Grunden var, at Michael og Leopold skulle køre tidligt, og derfor var oppe, og det hørte Loulou og så mente hun, at vi skulle joine morgenfesten. Så det gjorde vi og ikke længe efter, stødte resten af familien til. Derfor har vi allesammen haft en rolig og lang morgen med morgenramasjang, havregrød og gulvleg, og så var alle sendt afsted og afleveret inden 8 og jeg har derfor kunne komme tidligere i gang end jeg plejer – Og det er fedt. Især fordi jeg er så absurd bagud med alt grundet de sidste mange ugers langsomme tempo, og særligt den seneste uge, hvilket har smadret mit ellers indtil da vellykkede eksperiment om ikke at udsætte ting.

Men nu må det være nok – Jeg skal op på hesten igen, og har derfor lavet mig en god gammeldags to do liste og vil forsøge at starte med det slemme/kedelige først, og derved forhåbentlig nå nogenlunde i mål inden jeg skal hente børn i eftermiddag. Altså det her indlæg er ikke en af de kedelige to-dos, tværtimod, men det er sådan en rar og overskuelig start på ugen, så det skulle selvfølgelig ikke udsættes bare på grund af en lang dum liste.

I morgen har jeg en nogenlunde rolig dag med en kaffeaftale, optagelser til podcasten og lidt redigering, inden jeg om aftenen skal ud og spise med Confetti, der jo for nyligt er blevet noget større end udgangspunktet, onsdag har jeg møder i København hele dagen, torsdag udgiver Cana sin tredje bog (hun har i øvrigt lige lanceret en webshop, hvor du kan købe alle tre bøger – Se bare her) og det skal jeg selvfølgelig være med til at fejre,
Og så skal jeg optage podcast med Fjernsyn for mig drengene (ja, igen). Fredag bliver bloggen 10 år, og planen var jo faktisk at jeg ville holde fest, men eftersom at de sidste måneder har budt på lidt mere action end forudset, har jeg udsat fejringen. Lørdag holder MM fødselsdag, hvilket jeg har på fornemmelsen ikke kommer til at forløbe helt stille, så det glæder jeg mig også til. Søndag er sat af til tømmermænd, familietur og tøjvask.
En begivenhedsrig uge, som forhåbentlig dodger alle forhindringer og efterårssygdomme, og bare kører smooth derudaf. Især fordi at Michael arbejder lange dage hver dag, så al hjemmelogistik ligger på min tallerken. Krydsede fingre og en kæmpestor jahat herfra.

GOD DAG!

Ugen der bed fra sig

Disclaimer: Egentlig var ideen og intentionen, at det her indlæg skulle handle om noget med liv og død, afslutninger og afsked, men jeg faldt i søvn undervejs, og jeg er alligevel ikke sikker på, at jeg helt ville kunne formulere det som jeg allerhelst vil, så det må I (og jeg) have tilgode.

Denne her uge altså. Og denne her dag.
Søndagen i sidste uge sparkede døren til uge 42 ind og satte desværre rammen for, hvad der skulle blive en virkelig hård uge at komme igennem. Allermest har det hårde ligget i den sorg, der i tide og utide er skyllet indover mig, som det gør når man mister mennesker der har spillet en rolle i ens liv –  Oveni sorg og kaos, har vi været ramt af flere omgange sygdom (både Uma og jeg har hver især rodet rundt med noget feber og snot), travlhed, byggestress, og så videre. I dag kulminerede det hele på en eller anden måde, og jeg håber sådan, at der kan komme lidt ro på herfra.
Jeg har grædt så mange gange i dag, at mine øjne brænder, og huden under dem svier og er tør og rød. Min krop og sind er fuldstændigt kørt over af overvældelse og jeg er så udmattet, at jeg nemt kunne lægge mig til at sove og først vågne i morgen, selvom klokken kun lige er lidt over halv otte lørdag aften. Havde jeg ikke en Bagedyst date med drengene, ville jeg uden tvivl give efter for det og på den måde få dagen til at forsvinde.

Jeg skal måske lige forklare, at vi i dag var til begravelsen. Jeg har heldigvis ikke været til mange af den slags i mit liv. Faktisk kan det tælles på en enkelt hånd, hvilket så alligevel er fem for mange – For hvor er det bare hårdt og svært og forfærdeligt. Ja, altså, selvfølgelig er grunden til begravelsen dét der er det sørgelige og hårde, og man kan vel på en eller anden måde godt kalde selve begravelsesdelen for både smuk og fin, og nødvendig. Men av, mit lille hjerte.

Nå…. Jeg kunne så alligevel ikke sove helt til i morgen, eftersom at jeg på trods af gode intentioner om det modsatte, alligevel faldt i søvn få sekunder efter ovenstående blev skrevet, og lige er vågnet. Det er stadigvæk lørdag, og klokken er 22. Mine øjne er stadigvæk medtagede og trætheden har godt tag i mig endnu. Bagedysten må vente til i morgen sammen med resten af livet, og jeg vil nu kravle ud fra mørket, finde min tandbørste, en god øjencreme og muligvis nå at kramme min mand, hvis han stadigvæk er vågen, og få lagt låg på dagen.

Jeg håber på alle måder at næste uge bliver lidt mindre begivenhedsrig end denne har været. Jeg ser i hvert fald frem til en forhåbentlig helt rolig søndag i morgen.

Godnat

… Og her, helt uden kontekst,  et billede taget i mit køkken, der pt er en byggeplads (igen) men blærer sig med lækkert lys.

 

Pip, alderskontraster og et tak

Et lille pip herfra bliver det alligevel til, selvom jeg havde intentioner om at holde mig under radaren i noget tid ovenpå søndagens voldsomme begivenheder. Men efter en hel mandag i sengen, en tirsdag med telefonmøder og en indtil videre halv onsdag på sofaen med en fire årig febervarm Uma draperet henover hele min højre side, trak tasterne alligevel i mig. Det har været nogle mærkelige dage mentalt, for jeg er selvfølgelig ked af det og meget berørt, og ovenikøbet ramt af en grum forkølelse, hvilket ikke gør noget godt for humøret, men omvendt sker der også en masse gode og rare ting, som jeg måske bør have svært ved at omfavne, men som på alle måder fylder mig med glæde og taknemmelighed. Otto har efterårsferie, og da han er så stor som han er, skal jeg nærmest ikke gøre noget for at aktivere ham – Han laver selv aftaler, går lidt i klub, og finder selv på alting. DET er så underligt og mega fedt, at have så stort og selvkørende et barn, og en kæmpe kontrast til de to små, særligt nu da den ældste af de to, ligger her helt varm og lille, imens den anden boltrer sig i sin elskede vuggestue. Jeg skal optage podcast i dag. Faktisk skulle det have været gjort nu, da jeg ellers kommer til at bruge det meste af min aften på at skulle redigere og klippe tilMen jeg kan (læs: må) ikke forlade febertrolden, så det må vente til Michael atter er retur fra hans møder i København, hvilket er inden længe. Det giver mig til gengæld rig mulighed for at finpudse mit manuskript til dagens optagelser, få muget ud i min mailbakke og drukket lidt mere kaffe, samt at stikke hovedet her forbi. Hej.

Tak for jeres opbakning og forståelse i det jeg går igennem nu, og i det hele taget i næsten alt, hvad jeg foretager mig. Jeg har svært ved at sætte ord på præcis, hvor stor en forskel det gør, og hvor meget det faktisk betyder. Så for nu et ydmygt – men kæmpestort TAK.

OBS: Signer du op til Podimo via dette reklamelink, får du to måneders gratis adgang.

Mandag uge 42: Stilhed

Det seneste døgn har været fuldstændig vanvittigt, og jeg er sendt helt i knæ.

I går sov min bedstemor ind (min stedfars mor, som jeg har kendt næsten hele mit liv). Hun har været terminal siden sidste uge, og selvom det derfor både var ventet og på mange måder en lettelse, da hendes sidste dage var ubeskriveligt hårde, er det så forfærdeligt, at hun ikke er her længere.

Jeg vidste det allerede inden telefonen ringede. Det er svært at forklare, men jeg havde en oplevelse i går, lige omkring samme tidspunkt som da hun åndede ud, der gjorde, at jeg ikke er i tvivl om, at hun sagde farvel til mig. Hvor fuldstændigt åndssvagt det må lyde.

Jeg har lige siden været i en sær sindstilstand, hvor jeg kan bryde sammen ud af det blå (ved krydderihylden i Netto for eksempel, som var tilfældet i går eftermiddags) og har svært ved at samle mig.

Som om det ikke var nok, måtte mine forældre sent i går aftes køre til dyrelægen med deres ældste kat, som på grund af nyresvigt ikke stod til at redde, og derfor heller ikke er her længere.

Pyh.

Én ting er min egen sorg over tabet, men at folk jeg elsker, også er påvirket, giver det en ekstra dimension af emotionel ødelæggelse. Avs!

Det bliver en hård uge at komme igennem – Derfor har jeg også besluttet at holde fri i denne uge. I hvert fald i nogle dage. Jeg skal indsnuse min familie, pleje den lede forkølelse som angreb mig med 110 i timen i nat, hjælpe med en masse praktik og bare lige trykke pause på alting et øjeblik. Det betyder også, at jeg ikke er aktiv på hverken bloggen eller andre sociale kanaler.

<3 Pas på jer selv og på hinanden.

Lige pludselig er vi væk.

Hvor mange sæsoner tager det at falde til?

Man siger vist noget med, at man skal nå at opleve alle sæsoner to gange for at vide, hvordan det rigtigt er, at bo et sted. Vi er i vores andet efterår i Hornbæk, snart vinter, og så har vi faktisk prøver de to år. Ok, hvis ret skal være ret, skal vi faktisk også lige et forår igennem, men så længe vil jeg ikke vente med at skrive det her indlæg.
Ingen tvivl om, at det har været en vild omgang, at rykke hele vores liv op og flytte til noget så markant anderledes end hvad vi kom fra. Det første års tid var uden tvivl det sværeste, og der hvor alle følelser var i spil. De første par måneder, hvor vi ikke havde en fast base, og skiftevis boede i sommerhus i Hornbæk, hos mine forældre på Vesterbro – og i huset, der ikke var beboeligt, gjorde ikke noget godt for noget, og da der kom ro på, var det som om, at det heller ikke var helt godt. Eller det vil sige, som jeg også har været inde på tidligere, så var det godt og vidunderligt for børnene og for Michael, og jeg kunne bestemt også se og mærke fordelene, men jeg var alligevel ikke ægte glad og nærmest mere forvirret end nogensinde før. Jeg følte mig som en tilskuer til mit eget liv, og det var meget meget ambivalent og hårdt, og ikke noget jeg kunne sætte ord eller følelser på, for jeg anede simpelthen ikke hvad der skete, og hvad det skyldtes, at jeg følte som jeg gjorde – jeg kom det lidt nærmere i indlægget  her.

Flere har siden førnævnte indlæg spurgt, hvad jeg gjorde for at komme ud af den pokkers lede spiral, og hvad der ændrede sig. Ærlig talt, ved jeg det ikke præcist. For jeg prøvede SÅ mange forskellige ting for at nå hertil, og det er sikkert en kombination af det hele. Jeg talte højt om det for det første. At jeg syntes, det var svært og at jeg ikke vidste præcis, hvad det skyldtes. Vi gik i en form for løsningstilstand, og opremsede alt det vi kunne gøre, hvis det ikke blev bedre. Jeg gik all in på sociale aktiviteter, selvom det ikke faldt mig naturligt, og så gik jeg en helvedes masse ture. Nu er der så gået over et år siden jeg ramte muren, og jeg kan helt ærligt sige, at jeg elsker at bo her. Jeg elsker sommeren, hvor der er gang i byen og det nærmest er som at være til Distortion bare at gå ned og handle, jeg elsker mellemperioderne, hvor der er sommerhusgæster i bageren om morgenen, og liv på stranden, og jeg ser frem til den rolige mørke vinter, hvor her er stille og man næsten har stranden, skoven og søen for sig selv. Den ro, jeg finder heroppe og som skræmte mig så meget i starten er kravlet ind under huden på mig, og gjort gode ting. Jeg er glad for, at jeg ikke handlede på panikken, og at jeg gjorde en indsats for at blive glad, og at det virkede. Det er jeg ikke sikker på er tilfældet for alle, og det havde det heller ikke nødvendigvis været for mig. Der meget og mange der har medvirket til at det lykkedes i sidste ende …

Jeg er taknemmelig for min mands forståelse og støtte i alt det her, for fanden hvor har han skulle høre på meget lort, alt imens at han har knoklet for at skabe en god base.
Mine forældres valg om at flytte herop for at aflaste og være tæt på os (overvej lige en vild kærlighedserklæring det er!)
En kæmpe tak til det kvindenetværk vi har fået banket op heroppe, det gode naboskab vi oplever, nye veninder og bekendtskaber, og til Johanne, der alt sammen har været med til at gøre Hornbæk til min nye yndlingssted.

Jeg tror ikke det er for alle, at flytte ud af byen, men jeg tror at man skal give det tid, plads og et par sæsoner, samt gøre en indsats for at få det til at fungere. For nogle vil det føles rigtigt fra dag et, for andre tager det lidt tid – Det betyder ikke, at det er forkert. Det ved jeg nu.

Kære enlige mor #2

Læs første del HER

De seneste uger har budt på op til flere gensyn med fortiden i form af min nye podcast og det har været helt vildt fedt, drænende, vildt, sjovt, sørgeligt og alt derimellem, og jeg er igen blevet mindet om, hvor meget jeg brænder for at formidle følelserne omkring at være enlig forælder. Jeg har skrevet utallige indlæg om det. Blandt andet det jeg linker til i starten af dette indlæg, mit indlæg om besøget hos Forælder fonden sidste år, samt mine mange fortællinger fra egen erfaring, og nu podcasten.
Jeg tror aldrig, jeg kommer til at stoppe med at dele fortællinger fra dengang jeg selv bar kasketten som enlig mor, for det var og er en stor del af mit liv, og det vil aldrig blive noget jeg skammer mig over, eller forsøger at pakke væk. For der kom faktisk gode ting ud af den periode, uanset hvor hård den ind imellem var, og hvor fuldstændig modløs og uduelig, jeg kunne have det.

Mit indtryk er, at der med de sociale medier er kommet et langt større fællesskab og meget mere vidensdeling blandt mange grupper af mennesker og derved også mødre. De enlige mødre. Seje, modige, bad ass mødre, der af den ene eller anden grund også er alene med deres børn helt eller delvist. Der er blandt andet den nyoprettede Facebookgruppe ‘Skilsmissegruppe for mødre – du er aldrig alene’.

Og sikkert, måske, forhåbentlig også andre steder man kan føle sig set og forstået, uden medlidenhedens stigma, som måske ikke altid er der, men som man hurtigt selv kan ane eller være nervøs for om er der (jeg siger man, jeg mener jeg. Det var sådan jeg havde det, da det var værst). Jeg ville sådan ønske, at der havde været noget lignende, da jeg selv stod med fødderne i kaos, sorg, vrede, skam og ensomhed, for jeg tror faktisk, det ville have gjort en stor forskel for mig, at have et sted at spejle mig. Et spejl som jeg håber, at jeg er i stand til at være for nogle, og hvilket er en af grundende til, at jeg fortsat skriver og taler om, samt sætter fokus på det igen og igen. Man er ikke forkert, mindre værd, eller det der ligner, fordi man er enlig forælder, men ikke desto mindre, kan de følelser være præcis dem man føler. Jeg gjorde i hvert fald. Selvfølgelig ikke konstant, men da sorgen og svigtet var tungest, var det svært at finde et ståsted.
De følelser og tanker jeg havde, var svære at dele med mine nærmeste for de havde ingen mulighed for at forstå, hvordan det føltes. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv vidste det, eller rigtigt kunne sætte ord på. Ikke altid. Langt fra altid.
Støtte og forståelse er noget af det man kan have allermest brug for, når man står midt i orkanens øje, og jeg vil anbefale, at man opsøger det så meget man overhovedet kan. Om det er i Facebookgrupper, via bøger, podcasts, andres erfaringer, en gammel blogger (hej!) eller noget helt andet, er sådan set ligegyldigt, men det kan lindre, at høre/læse/se andres erfaringer.

Kære enlige mor
Du er ikke den eneste eller første (eller sidste) der gennemgår, hvad du gør. Du er i din fulde ret til at føle alverdens følelser og reagere på dem. Det betyder hverken svaghed eller, at der er noget galt med dig. Der er intet galt med dig. Det kan godt være du ikke selv kan se det lige nu, men du kommer til at kunne se, mærke og tro på det. Jeg lover det.

Mandag uge 41: En langsom opstart, aftaler, podcast og hjemmefokus

Mandagen er allerede godt igang og det er næsten frokosttid her på hjemmekontoret. Jeg er trukket op i soveværelset for at kunne koncentrere mig om noget andet end bjerget af rent vasketøj, det skal lægges sammen og på plads, men som må vente til i aften. I denne uge har jeg som altid en del møder og events, nogle kaffeaftaler og en podcast der skal optages. Afsnit to af Krøllet kærlighed udkommer nemlig på torsdag om alt går efter planen. Tak for modtagelsen af første afsnit forresten. DET havde jeg ikke forventet! Tak!

I aften har jeg en aftale med en veninde her i Hornbæk. I morgen skal jeg til København hele dagen, og det skal jeg igen torsdag og måske fredag. Resten af tiden skal jeg bruge herhjemme, tildels på at skrive blogindlæg, både til nogle kampagner, og bare udfra tanker jeg har tænkt på det seneste, jeg skal tage nogle billeder til førnævnte kampagner, og så som sagt optage, klippe og udgive podcast. Og så skal jeg have givet huset en overhaling igen igen. For et par uger siden kom jeg ordentligt i bund med noget seriøs oprydning og hovedrengøring, og selvom vi har været gode til at holde det pænt her siden, er det eksploderet henover weekenden, og det bliver jeg nødt til at gøre noget ved. Tænk sig af jeg, det vildeste sjuskehoved, er nået dertil?!

Så endnu engang en forholdsvis almindelig og rolig uge, dem er der mange af for tiden, og det gør mig godt.

God mandag <3

Den sammenbragte familie

REKLAME FOR CENTER FOR FAMILIEUDVIKLING

Tidligere på ugen deltog Michael og jeg i et parkursus hos Center for familieudvikling. Emnet var bonusbørn, hvilket jo for rigtig mange familier, også vores, kan være et lidt følsomt emne. Selvom jeg helt bestemt synes, at vores lille skøre konstellation fungerer overraskende godt, er der ingen tvivl om, at der selvfølgelig alligevel kan være udfordringer og ikke mindst mange forskellige følelser i at være en sammenbragt familie. Det er aldrig noget vi har grebet rigtig fat om og talt igennem med hinanden. Ikke siden vi fandt sammen (igen) for nu snart seks år siden, og så på ukonstruktiv vis, når der har været sammenstød, misforståelser eller konflikter, hvilket der sjældent kommer noget godt ud af.
Da muligheden for et dagskursus omkring emnet dumpede ned i skødet på os, tog vi imod med åbne arme og et åbent sind. Ærlig talt vidste jeg ikke, at det fandtes, og at det var tilgængeligt for alle, og ikke kun “dem” med kæmpestore problemer og dårlig kommunikation. Hvilket når jeg ser det på skrift, må siges at være både naivt og en anelse fordomsfuldt. For i virkeligheden findes der nok ikke et menneske eller en familie derude, der ikke ville have godt af at få lidt ekstra hjælp og rådgivning til at få livet til at føles lidt mindre overvældende.

Så vi takkede som sagt ja, og mødte op i onsdags (og kom for sent. Aka det værste jeg ved) sammen med to andre par, og så stod den på oplæg af en virkelig behagelig psykolog, samt små samtaler og øvelser dagen igennem (i ens eget par – Ikke på kryds og tværs, hvilket jeg personligt havde frygtet lidt) Det var på alle måder virkelig spændende, givende, og så var det ikke mindst helt vildt befriende. At høre en fagperson (i det her tilfælde en psykolog) fortælle om udfordringer og følelser man som bonusforælder kan støde på, som det mest naturlige i verden, og tilmed forklare om mekanismerne i de følelser, gjorde noget virkelig godt. Både for mig og for Michael og jeg imellem. Jeg har nemlig prøvet nogle gange at sætte ord på, hvordan det kan være svært, at finde en balance i at være en ekstra-forældre. Hvor meget må jeg blande mig, hvad forventer Michael af mig, må jeg irettesætte lige så meget som jeg ville gøre med mine biologiske børn og en masse andre hverdagssituationer, der ind imellem kan gøre mig usikker og bange for at træde forkert. Og også den frustration og usikkerhed man kan føle som den biologiske forældre, der har bragt et ekstra barn ind i familien. Alt det blev taget op, og vi fik mulighed for at tale sammen om det, og fik nogle rigtig gode værktøjer til, hvordan man kan løse forskellige konflikter, eller helt undgå dem. Derudover blev der fortalt om børnene, som jo lige meget hvordan man vender og drejer det, altså er de allervigtigste og oftest også dem, der kan have det sværest i det, at skulle omstille sig hver eller hver anden uge, og at skulle forholde sig til en ny familie, noget som jeg selv er næsten ekspert i, eftersom at jeg selv har været dele- og bonusbarn, men der var alligevel ting jeg havde glemt, og ting der gav virkelig god mening, som fik mig til at forstå mit eget bonusbarn endnu bedre.
Jeg var meget nysgerrig, men vel nok en anelse skeptisk inden kurset. Nok mest på Michaels vegne, men han fik også virkelig meget ud af det, og vi har i den grad fået øjnene op for, at vi skal gøre mere af den slags.

Næste kursus er den 25/11 og I kan læse mere og købe en plads til det lige HER

Der var det!

 

“Hvor er du modig!”

Ordene kom fra Michael sent i går aftes, da jeg helt anspændt, nervøs og en anelse oppe og køre slog fast, at nu var der ingen vej tilbage! Podcasten var sendt til udgivelse. Klokken 6:34, i dag, torsdag.

Hvilket betyder at den er ude. Nu.

Skrig!

Den har været længe undervejs, og jeg har været sådan i tvivl. Hvad der bare skulle være en dummy, altså en slags råbånd, er blevet til en stor del af indholdet, selvom det slet ikke var intentionen. Men det rå, umiddelbare og følsomme, ville jeg gerne have frem, selvom det er lidt som at stille sig ret så nøgen frem, hvilket heller ikke ville falde i alles smag, og det er jeg fuldt ud opmærksom på også gør sig gældende for podcasten. Og det er eddermame skræmmende. Jeg har sjældent været så nervøs omkring noget jeg har lavet, og har hele natten været skiftevis spændt, glad, stolt, bange og nervøs.

Da klokken var lidt i 5, slog jeg øjnene op og blev ramt af noget, der bedst kan beskrives som en form for moralske tømmermænd. Jeg kan sgu da ikke udgive dét! Det er slet ikke godt nok. Det er for sjusket, for følsomt, for meget. Det går sgu da ikke!

Så kom jeg i tanke om ordene i går aftes.

Du er modig.

Og ja, det er jeg. For som flere af jer mindede mig om i det her indlæg, er mod jo netop at turde gøre noget, der føles skræmmende og som potentielt kan floppe. Så jeg fandt det igen. Modet. Og så må det briste eller bære. Det er i hvert fald udgivet nu.

Første afsnit ligger klar på Podimo.

Krøllet kærlighed.