I øvrigt #92

  • Overvejer jeg at sløjfe mit ene efternavn. Thomas. Det virker bare så drastisk at slette et navn, men jeg bruger det næsten aldrig og har jo to andre.
  • Virker det som om at alle er med i Games Of Thrones. Alle. Jeg har godt nok ikke set den, men på pressematerialet er alle med. Fra Coster Waldau til Pilou Asbæk … og Ed Sheeran.
  • Tror jeg, at jeg skal have et kørekort. Sgu. Det er kun prisen på sådan et og så min angst for myldretrafik, der holder mig tilbage.
  • Vil jeg vildt gerne snart have endnu en tatovering. Men det har jeg vist sagt i mange år.
  • Er vores lejlighed efter små fire ugers ferie efterhånden så rodet og nusset, at jeg overvejer om vi snart skal flytte igen.
  • Leger vi lidt med ideen om at droppe Umas middagslur. Putning for tiden går op i hat og briller, og hun sover ofte først ved 23 tiden. Det er ikke sjovt for hverken hende eller os. Synes bare det er enormt tidligt? To år og tre måneder.
  • Droppede vi den der middagslur i dag, og hun faldt i søvn på lige præcis fire minutter.
  • Savner jeg Rachel og Voksen ABC. Kom nu hjem, Rachel, for helvede.
  • Savner jeg også Andedammen.
  • Er jeg vist bare ret klar til hverdag.
  • VIL jeg prøve at SUP’e snart. I ved de der paddleboards man skal stå på i vandet. Synes det ser så sjovt og sejt ud.
  • Er jeg desværre bare ikke så pjattet med vand.
  • Var jeg ude i går aftes, uden at være fuld. Det kan faktisk godt anbefales. Særligt her dagen efter. En dag der startede klokken 5:50.
  • Har jeg i dagevis haft Despacito og temaet fra Troldspejlet på hjernen i en form for mashup, kun afløst af noget Gurli Gris theme ind i mellem.
  • Foreslog min mand i dag om vi skulle køre på camping nogle dage i næste uge. I barbussen… Hvis vi gør det, håber jeg han lader sprutten blive i den.
  • Har jeg googlet “camping Sjælland” og “Camping Bornholm”, samt overvejet om vi kender nogen med en stor have med plads til en bus (og rosé på køl), men det må I ikke fortælle min mand.
  • Genså jeg Løvernes Konge for et par dage siden. Og TUD-brølede. Igen. Kan ikke styre det.
  • Har jeg lige bestilt dem her hjem (reklamelink). Med et par sokker i er de sgu da ret camping-egnede.
  • Gik vores sidste campingferie jo faktisk ret godt. Men der havde vi selvfølgelig også kun et enkelt barn og var endnu ikke gift. Eller kærester.
  • Skal jeg lade være med at begynde at regne på hvor meget Holidaydip jeg har indtaget i denne ferie. Ad! Men også lækkert. Og så er det jo ingenting i forhold til mit indtag af de der P-tærter med karamel.

Campingtur anno 2013.

OPSKRIFT: Simpel og hurtig iskaffe med havremælk

Vi fortsætter i den hurtige, simple og nemme boldgade opskriftmæssigt og jeg vil i dag dele opskriften på min foretrukne iskaffe lavet på pulverkaffe og havremælk. Der findes et hav af opskrifter derude, og der er såmænd intet banebrydende ved min version, måske nærmere tværtimod. Jeg har tidligere både sagt og skrevet at jeg virkelig godt kan lide pulvekaffe, hvilket ofte undrer mange. Og det forstår jeg godt. Det er jo ikke fordi at jeg kun drikker, eller kun kan lide instant kaffe. Tværtimod. Men det er så dejligt nemt, man kan nemt justere styrken og smager det altså skidegodt. Min favorit er Nescafe Espresso Original (Den man køber i sådan en rund metalbeholder i ved), og jeg oplever faktisk ofte at mine gæster bliver overraskede over, hvor god den faktisk er. Tricket er at den skal have en halv eller en hel teskefuld mere end man tror.

Jeg bruger den også til min iskaffe, og det er nemt, og det virker næsten fjollet at skrive en opskrift på den, men det kunne jo være, at der lige sad nogen derude og ikke havde tænkt over, hvor nemt det kan gøres.

Det skal du bruge til 1 kop:

3-4 isterninger
3 tsk. pulverkaffe (jeg kan som sagt bedst lidt Nescafe Espresso versionen)
lidt vand
Lidt sødemiddel (jeg bruger rørsukker eller sirup)
Mælk (jeg foretrækker havremælk, særligt Oatlys iKaffe, der er cremet og flødeagtig i konsistens og smag)

Bland pulverkaffen med vand (cirka 1/4 af koppen)
Tilsæt sødemiddel (1 tsk rørsukker, synes jeg er nok)
Rør rundt
Tilsæt isterninger og top med mælk
Rør igen  og drik.

Et voila!

Bonusinfo: Iskaffen tager ikke skade af et skud Baileys eller lidt Kahlua. Efter klokken 17. Selvfølgelig. #itsFiveoClockSomeWhere

Et lille ekstra tip, som jeg selv praktiserer er, at når ens varme kaffe er blevet kold, fordi at der var nogle små mennesker, der krævede opmærksomhed og kaffen derfor blev glemt indimellem bleskift, legobyggeri og Backyardigans, kan man snildt fyre et par isterninger i den og toppe med lidt sukker og mælk. Tadaah!

SHOPPING: PRIKKER

INDEHOLDER REKLAMELINKS

Nederdel og top fra H&M (Kan ikke finde det online, derfor ingen links)

I en lang årrække kunne jeg ikke udholde prikket tøj. Synes det var fjollet og åndssvagt, og det nærmest irriterede mig lidt. Øøøøh, de dage er ovre og jeg kan nu slet ikke få nok. Faktisk er det muligvis ved at tage overhånd. Jeg iklæder både mig selv og mine børn i prikker så ofte det er muligt, og bliver straks draget til prikkede mønstre hvor end jeg befinder mig. Derfor har jeg i dag fundet en masse prikkerier frem. Nej, prikkerier er ikke et ord, sådan rigtigt, men det er det nu. Og her er ni prikkerier jeg gerne vil klikke hjem nu.

1.Prikket t-shirt 250,- HER

2.Ej, men for fanden. Så pæn. Nederdel, der giver mig lyst til at danse. 1900,- HER

3.JA! Megaseje prikkede sneaks til 700,- HER

4.Fiiiin trøje. Perfekt til jeans, hestehale og sneaks. 450,- HER

5.Disneyagtige sandaler som jeg vil bruge til et par sorte bukser med masser af vidde, en hvid t-shirt og en stor drink. 350,- HER

6.Gennemsigtig flæset sag, der vil være ret så sej over nogle sorte blonder. 129,- HER

7.Fuldstændig fantastisk kjole, der har et snit som jeg for bare et år siden ville være gået lagt uden om, men som jeg nu elsker. Vil bruge den med store solbriller og sandaler til hverdag og en lille hæl og røde læber til fest. Den koster 800,- HER

8.Åh, skøre smukke nederdel, hvorfor så dyr?! 3300,- HER

9.Kjole i den smukkeste blå farve. Helt perfekt til brune ben (hellooo spraytan!) og den der hat, jeg har planer om at købe. Snart. 240,- HER

 

 

Jeg går lige….

Jeg sidder på Emmerys, 200 meter fra min hoveddør. Alene. Helt alene.

For første gang i knap en måned er det bare mig. Det føles underligt, men tiltrængt.
At holde ferie med børn er….. En masse gode ting. Selvfølgelig. Men det er også en udfordring og en del arbejde og praktik, sådan er det at have børn, jaja, men derfor er det vel også ok, at føle sig mættet og en anelse kvalt engang imellem. Sådan har jeg det. Derfor kiggede jeg på min mand her til morgen og bad om at gå en tur, alene, bare en halv time. For jeg kan mærke at jeg siden i går, har hørt mig selv sige ‘ikke lige nu’, ‘måske senere’ og ‘vent lige’ ualmindeligt mange gange, min lunte er kort og jeg tager mig selv i at døse hen i min egen verden lige lidt rigeligt.
For jeg orker ikke mere.
Ej. Sagde jeg lige det?
Ja, nåh, men sådan har jeg det. Lige nu. Om en time har jeg det måske anderledes. Måske ikke.
For et par år siden ville den følelse jeg sidder med nu, fylde mig op med dårlig samvittighed og skam. Men fordi jeg har følt den så mange gange, ved jeg at den er ok. At den er flygtig og at den kun er et tegn på at jeg skal kræve min egen tid, som jeg har gjort her til morgen. Egoistisk? Ja, gu fanden er det egoistisk, og dog. Alt hvad jeg gør er for de børn, også at tage en timeout, for at trække vejret helt ned i maven og samle overskud til igen at være på, for dem og for mig selv. Det vil jeg ikke have dårlig samvittighed over. Det må du der læser med heller ikke, når du får det sådan. For så virker alenetiden ikke, og så kan man lige så godt blive hjemme og være sur og brugt op. Er min teori.

Min kaffe er ved at være drukket, min puls har igen fundet et nogenlunde leje og om lidt er jeg klar til at gå tilbage til mit vidunderlige galehus, hvor vi i dag kommer til at smide alt der hedder begrænset skærmtid og sukkerpolitik ud af vinduet. For mor er træt og far er ikke hjemme resten af dagen, og heller ikke i morgen. Hej jahat, hop op på mit hoved, gider du?!
Jeg er klar. Lige om lidt…

Lyd herfra (og fra gaden) og en typisk feriedag

Jeg ved ikke hvilken dag det er, heller ikke hvilken dato, eller hvad klokken er, og det er så fint. Dagene forsvinder. Her er stille på bloggen, selvom det kribler i mine fingre for at skrive, men tiden er knap og ferien er i gang. Men hvad laver vi så egentlig, når nu vi ingen planer har. Tjo. Ingenting. Eller meget lidt.
I dag tog jeg Uma med i H&M. Hun er vokset ud af det meste af sit tøj, så jeg ville finde lidt til hende. Da jeg fortalte hende, at vi skulle ned og købe en kjole, kiggede hun på mig med sine blå øjne, rystede på hovedet og svarede ‘Nej mor. Jeg vil have en bog!’… Sådan, min pige. The future is female og alt det der. Vi fandt en bog, og en stak tøj og nogle meget lyserøde solbriller, og mødtes derefter med Michael, Otto og Loulou – og gik så sammen mod Papirøen, hvor vi spiste en kedelig omgang falafel pita i solen (og vinden), inden vi vendte snuderne mod Nyhavn, hvor jeg havde lovet børnene, at de skulle smage verdens bedste, eller i hvert fald Københavns bedste, Belgiske vaffel, men da vi så køen til Vaffelbageren, og et par regndråber ramte os, kunne de heldigvis godt lokkes til at nøjes med pindeis fra kiosken på hjørnet, og så tog vi hjem. Her legede vi med biler og lego, og så Paw Patrol, inden jeg måtte lægge mig i seng med hovedpine fra helvede og søde Loulou. Min mand diskede op med stort koldt bord til aftensmad, inden han forlod skuden for at tage ud og forberede noget han har gang i til Musik i Lejet, og jeg måtte stå op og lege lidt videre, inden jeg kunne lægge de tre børn i seng. Noget der i dag gik så godt, at jeg stadigvæk nu ikke helt tror på det, på trods af at det er flere timer siden de alle faldt i søvn nærmest i samme åndedrag. Min hovedpine forduftede lidt efter, og nu sidder jeg på gulvet i min stue, hvor jeg spiser knækbrød og drikker hyldeblomstsaft til lyden af det vanvittige vejarbejde Hofor har påbegyndt i vores gade, og som fortsætter de næste tre uger, i tidsrummet 22-06. Selvom jeg elsker byen, og egentlig tager ret let på larm og liv, er det der foregår ude foran mine vinduer lige nu tæt på uudholdeligt, selv for en garvet byrotte som mig, og jeg ville nu ønske, at vi havde lejet et sommerhus. Jeg trænger til ro. Det gør vi allesammen. Næste år. Mind mig lige om det, så er I søde.

Ps. Vi har ikke fået svar på vores brev. Endnu.

 

Jeg har skrevet et brev

I bedste Mads & Monopolet stil har jeg, eller vi, skrevet og sendt et brev til en fremmed. En fremmed hvis sommerhus vi har kastet vores kærlighed på. Egentlig var og er planen slet ikke at vi skal have et sommerhus. I hvert fald ikke nu, men en eller anden dag om nogle år er det da helt klart på ønskelisten. Ikke nu.

Der er bare det, at vi alligevel har kigget lidt, talt lidt mere om det, kigget endnu mere, og så parkeret det igen. Lige indtil i går.
Michael og de store børn var taget på besøg i nogle venners sommerhus, og lige der ved siden af i en tilgroet have lå det fineste lille træhus med terrasse og god stemning. Min mand facetimede mig derfra og jeg flyttede ind, i tankerne altså.
Det viser sig, at huset ejes af en ældre kvinde, som ikke har brugt det i 10 år. Som i slet ikke.
Hvad grunden er ved ingen. I hvert fald ikke nogen af dem vi har talt med i området.
Min indre forfatter, hende der bor i min mave og som kan digte lange snørklede historier ud af ingenting, har været på overarbejde lige siden, men det er noget helt andet. Vi gik i igang med at overveje vores muligheder. Min mand syntes vi skulle ringe til hende. Jeg var ikke enig, og kom i tanke om et lignende dilemma jeg har hørt i Mads & Monopolet, hvor svaret var et håndskrevet brev med en kærlighedserklæring til huset. Så det har vi gjort. Beskrevet at vi er vilde med det, at vi godt ved at det er en lidt besynderlig forespørgsel og at vi forhåbentlig ikke overtræder en grænse ved at være så direkte, men at vi altså gerne vil købe hendes sommerhus, hvis hun skulle gå i salgstanker.

Brevet er sendt.

Jeg aner ikke, hvad vi skal forvente, så vi forventer ingenting. Men tænk engang hvis det er en mulighed? At det lille træhus med den tilgroede have kan blive vores. Mest af alt håber jeg at høre tilbage fra hende, måske især fordi at jeg er blevet nysgerrig på hvem hun er, og hvorfor hendes vidunderlige hus bare står der og ikke bliver brugt. Forhåbentlig er der en logisk årsag, der ikke betyder at vi måske er kommer til at rippe op i noget, der skulle have lov til at ligge.

Måske hører vi aldrig noget, og så må det være sådan. Men jeg har ro og sommerfugle i maven. Hvor intet voves, intet vindes.

Hvordan man får sommerferie til at minde om sommerferie …

Jeg havde egentlig skrevet et indlæg om, hvor hidsig jeg er. Hidsig over dårligt vejr, feberramte forkølede børn, vejarbejde lige udenfor vores vinduer hver dag, en ja-hat, der hele tiden falder af og dårligt vejr. Ja, jeg sagde det med vejret to gange, men det er sgu da også for latterligt, at vi er midt i juli og det føles som efterårsferie. Nå, men det gider ingen jo at høre om, ligesom at jeg ikke gider høre på mig selv, der japper om gråvejr og indekuller. Næ!

I stedet vil jeg forsøge at gøre mit ypperste for at få denne her lortesommer til at føles lækker, præcis som jeg havde håbet den ville være, når nu vi har planlagt en staycation hjemme i KBH (eller ikke planlagt noget andet, er nok mere sandt, men altså ….). Måske nogle andre kan finde inspiration til at gøre det samme, ellers kan I gnægge over det under jeres parasol i sydens sol. Det må man gerne.

Step 1.
Jordbær for fanden! Masser af dem. Og ærter.

Step 2.
En spraytan. Jo sgu. Jeg har enormt brune hænder efter mange timers barnevogns-gåtur igennem de sidste par uger. Men min krop er bleg og grå. No more! Jeg bestiller en spraytan asap.

Step 3.
Frosé! Jeg har fundet en opskrift på nettet, og om lidt fylder jeg en isterningebakke med den billige halvdrukkede rosé, der står i vores køleskab. Så i aften står den på Frosé her på 1. sal i K.

Step 4.
Kartoffelsalat og frikadeller. Ok, min børn bryder sig ikke om kartoffelsalat, små freaks, men det er bare ærgerligt, for er der noget, der kan få mig i sommerstemning, så er det kartoffelsalat. Så det skal vi have.

Step 5.
Is. Flere is.

Step 6.
Grill! Eller…. Faktisk bryder jeg mig ikke om at grille. Det er stressende at holde øje med at børnene ikke løber ind i den face first, og så er jeg faktisk slet ikke så vild med smagen af grillet mad. Men. På den anden side er det sgu ret sommeragtigt, så måske vi skal have tændt op i den, når vi besøger min svigermor om et par dage.

Step 7.
Skal smørres ind i alt, hvad der dufter af kokos.
Er det bare mig, der med det samme bliver hamret tilbage til samtlige sommerminder af duften af kokos? Hawaiian Tropic generationen!

Step 8…. Fuck det. Det er efterår i juli. Find mig på afbudsrejser.dk

 

OPSKRIFT: Hverdagsfavoritten med nudler

OK. Jeg har med vilje holdt igen med denne her opskrift, både fordi den er så åndssvagt simpel, og så også fordi den ikke ligefrem er særligt pæn, i hvert fald ikke basis/grund-retten – som er den jeg vil dele med jer.

Det er min ultimative go-to ret. Både når jeg er alene med børnene (Otto ELSKER den) og hvis jeg skal lave noget hurtigt og lækkert til mig selv. Det er totalt comfort food på sit højeste, og den kan varieres herfra og til månen.

Under opskriften kommer jeg med nogle af mine forslag til hvordan man kan servere den, men jeg er sikker på at man kan gøre præcis med den hvad man vil. Og den er altså også decideret fråderen (ja, I said it) som den er, og kan snildt bruges som tilbehør til en salat eller et par grøntsagsdeller.

Stegte nudler i cremet ingefær/kokossauce, til 2-3 pers.

En pakke nudler (jeg bruger helst fuldkorns, da der er lidt mere bid i og de mætter mere)
En lille dåse kokosmælk
En stump revet ingefær (jeg elsker ingefær og bruger gerne omkring 2 cm ingefærrod)
1-2 fed hvidløg, presset eller revet
2-3 spsk soya
Lidt tørret chili (Kan undlades)
1 spsk kokosolie

Kog nudlerne i 2-3 minutter, hæld al vandet fra (på nær en halv til en hel dl) og stil det til siden
Opvarm kokosolie i en wok eller en dyb pande
Tilsæt ingefær og hvidløg og rør rundt et lille minuts tid
Tilsæt kokosmælk og skru ned for varmen (her kan man også smide en stor skefuld peanutbutter i – Det holder!)
Tilsæt dine nudler plus kogevand
Nu er det tid til soya og chili
Røre, røre, røre… 2-3 min max.
Færdig. Spis. Selv tak!
Top evt. med sød chilisauce, cashewnødder og/eller koriander.

SÅ! Det er min grundopskrift, som jeg går ud fra. Følgende kan tilsættes:

-Finthakket broccoli og gulerødder (evt i en foodprocessor). Broccoli og gulerødder tilsættes i første trin med hvidløg og ingefær, som skal sauteres i cirka fem minutter, inden kokosmælk og nudler tilsættes. Børnene aner ikke at der er broccoli i. Det er skidesmart og smager herregodt.

-Fintsnittet spidskål lynsteges i to minutter sammen med Ingefær og hvidløg.

-Rød peber og søde kartofler. Søde kartofler skæres i små firkanter og steges i kokosolie i 10 minutter, tilsæt hvidløg og ingefær, og rød peber skåret i små stykker, steg fem-ti minutter og tilsæt kokosmælken, kogte nudler, soya og chili.

Som sagt, simpelt, ikke særligt instagramvenligt, men virkelig lækkert og nemt. Smager ekstra fantastisk i sofaen med en kold øl og en god serie on the side. Som sagt; Comfort food <3

Se flere opskrifter her:
Burgerbøf med sorte bønner
Cashewflødepasta
LinseBolo
Rå barer med chokolade
Quinoadeller med rodfrugtfritter

Ro, bare i et øjeblik

 

Vi er netop gået ind i anden uge af børnenes sommerferie, eller er det den tredje? Det har jeg glemt. Vi har ikke udrettet alverden, men der er blevet slappet af, spist is og leget til den helt store guldmedalje. I dag pakkede vi bilen, efter en morgenmad i solen på Kgs. Nytorv, og kørte nordpå, hvor vores venner fra Stockholm har lejet et hus.

Børnene gik straks ombord i den store havetrampolin og hentede derefter æg i hønsehuset mens jeg blev gode venner med en af de tre katte, der bor på grunden. Ikke længe efter pakkede mændene i huset alle børnene sammen, minus Loulou, og gik mod skoven. Sofia, den svenske af vores venner er gået indenfor for at tage et telefonopkald, Loulou sover i sin barnevogn på terrassen, hvor jeg har smidt benene op og nu sidder og drikker en ualmindelig tynd kop kaffe, der dog smager helt fantastisk, måske fordi den er varm og fordi jeg drikker den mutters alene, i stilhed. Her er kun lyden af summende insekter, fuglekvidder og en hane, der indimellem galer. Det er tidspunkter som nu, hvor tanken om et hus udenfor byen giver mening. Men jeg ved også, at jeg om et øjeblik bliver rastløs og ser frem til selskab og barnestemmer. Og bilos og kirkeklokker, og døgnnetto.

Men lige nu er den tynde kaffe og den grønne udsigt idyllisk som bare fanden …

 

Min mand fortæller: Da Loulou blev født.

Læs min beretning HER

I tog vildt godt imod Michaels fortælling om Umas fødsel og har efterspurgt hans oplevelse af Loulous fødsel længe. Og jeg har lige så længe spurgt ind, skrevet ned, og spurgt lidt mere. Det er ikke fordi han ikke vil deltage på bloggen, eller ikke gider skrive gæsteindlæg, men det bliver bare ikke altid lige prioriteret, hvilket jeg jo sådan set godt forstår. Men nu går den ikke længere. Jeg har hældt vin i vores glas, børnene sover, jeg har mine noter klar og NU får jeg den sammenhængende fortælling ud af ham.

Michael aka Freelancer fortæller:

Jeg lagde mærke til at Cecilie var oppe et par gange den nat. Natten til dagen, hvor vi endelig mødte Loulou, d. 17. marts. Ikke at der var noget nyt i det, for mange nætter i de sidste måneder af Cecilies graviditet var urolige og hun stod op igen og igen. Men da jeg vågnede om morgenen ved at en af børnene kom ind til os. Uma tror jeg det var. Var Cecilie helt rolig på sådan en koncentreret, men afslappet måde og hun sagde til mig, at vi nok skulle forberede os på en fødsel  i løbet af dagen. Vi stod op og gjorde børnene klar og jeg kørte afsted med dem i vuggestue og skole. Jeg havde et møde eller et ærinde derefter – Kan ikke huske hvad, overhovedet, kun at jeg ringede hjem inden og at Cille sagde at det kunne jeg sagtens, men at hun stadigvæk havde på fornemmelsen noget var i gærde.

Jeg kom hjem få timer efter og Cille var frustreret over, at der ikke var andre tegn på fødsel end lidt plukveer og den der ro jeg tydeligt kunne mærke og genkende i hende. Vi besluttede os for at gøre kunsten fra da fødslen af Uma gik i gang efter, og ville lægge os og se en film. Jeg gik på altanen for at ryge, men nåede kun lige at åbne døren da lugten af brand ramte mig. Der var gråt i hele gården af røg og der fløj aske gennem luften. Herefter hørte vi sirener og kiggede ud af vinduerne ud mod gaden. Der var en kæmpe brand i en bygning 50 meter nede af gaden og alt blev spærret af, mens politiet råbte op til os og alle andre at vi skulle lukke vores vinduer. Jeg vendte mig mod Cille og spurgte halvt i sjov, halvt i alvor, om hun stadigvæk skulle føde? Hun smilte ikke længere.

Umas vuggestue ringede og bad os hente hende, da de skulle evakuere alle børn på grund af røgen fra branden. Inden jeg kørte, bad Cille mig bære madrassen hun skulle føde på ind i stuen …
På gaden blev jeg mødt af tyk røg og en politibetjent, der råbte at jeg skulle gå ind igen. Jeg ignorerede hendes råb og fortalte hende at jeg skulle hente min datter og at min kone i øvrigt skulle føde. Sådan snart. Hun svarede at hun nok ville anbefale en ambulance i så fald, for det var den eneste form for transport hun kunne få igennem afspærringen. Jeg fortalte at vi havde planlagt en hjemmefødsel. Hun kiggede på branden og så på mig, og lovede så at ringe til mig, når hun havde talt med brandvæsenet.
Det gjorde hun kort efter og fortalte at brandvæsnet gav go! til en hjemmefødsel, så længe branden ikke udviklede sig, HVIS vi sørgede for at have lukkede vinduer, og gav besked om branden til fødegangen.

På det her tidspunkt havde jeg hentet Uma i den tilrøgede vuggestue og kørte hende hjem til mine svigerforældre, inden jeg hentede Otto på Østerbro og afleverede ham samme sted. Cille ringede til mig da jeg var på vej fra Ottos skole til Vesterbro. Hun var ikke længere i tvivl, ‘hun er her senest i morgen, tager du min mor og noget slik med hjem?’ … At hun, Loulou, kom fire timer efter det opkald, havde ingen af os forventet.

Jeg rippede Nettos slikhylder og tog hjem, hvor Cille lå på madrassen på gulvet. Hun havde uregelmæssige veer, hvilket jeg tror frustrerede hende en smule, men hun var alligevel i nogenlunde humør og sagde fortsat at hun regnede med at føde i løbet af natten eller dagen efter. Min svigermor kom lidt efter, og så husker jeg det som om at Cilles veer tog til, og hun gik i bad. Hun stod derude længe, meget længere end hun normalt ville stå under en bruser (hun hader at bade af en eller anden uforklarlig grund), og på et tidspunkt gik døren op og hun bad mig tage tid på veerne. Det var ikke til at tage fejl af, at de tog til nu og  at de var effektive. Ret hurtigt spurgte jeg min svigermor om vi ikke skulle tage og ringe efter jordemoderen, men både hun og Cille sagde, at det sagtens kunne vente. Jeg spurgte vist flere gange, og da der pludselig kun var få minutter mellem dem og de tydeligvis gjorde meget ondt, gav Cille mig besked på at ringe, NU. Mens hun vaklede ud af badet og lagde sig ind i stuen, ringede jeg til det nummer vi havde fået og kom i kontakt med en venlig jordemoder, der stillede en masse spørgsmål, altså mange mange mange spørgsmål, inden hun sagde, at hun ville sende en jordemoder, der ville være der indenfor en times tid – og at jeg bare skulle ringe igen, hvis der skete mere eller mindre….
Jeg vendte tilbage til Cille i stuen, der nu lå på alle fire med overkroppen oppe i vores sofa. I den næste ve blev hun bange for første gang, hun vendte sig mod mig og jeg kunne lige så tydeligt se angsten i hendes blik. Vandet var gået og hun spurgte mig måske ti gange om det var grønt. Ærlig talt aner jeg ikke hvordan fostervand skal se ud, men der var intet grønt at se, så jeg svarede nej, og min svigermor gav mig ret. Nu gik det stærkt. Cille jamrede og trak vejret hurtigt, mens hun gyngede frem og tilbage og kommanderede at jeg skulle ringe til jordemoderen igen. Hvad jeg ikke fortalte hende var, at det havde jeg gjort. Flere gange. 23 gange faktisk. Jeg kom aldrig igennem, og jeg er stadigvæk den dag i dag frustreret over at bruge så meget tid på at kime dem ned. Tid jeg kunne have brugt med min fødende kone. Selvom der kun var tale om minutter.

I næste øjeblik lægger Cille sig på ryggen og min svigermor sætter sig hos hende. Det er nu, jeg tror det er nu. Cille spørger konstant efter jordemoderen og spørger mig, hvorfor jeg ikke har ringet endnu…
30 sekunder til et minut efter ringer det på døren. Jeg sprinter ned af trappen, hvor jordemoderen stikker hånden frem for at hilse på og spørger om hendes udstyr er kommet. Jeg er et stort spørgsmålstegn og får vist bare sagt til hende at min kone føder. NU. Jeg fornemmer, at hun tror jeg overdriver, da hun smilende siger at vi lige må gå op og kigge, og derefter fortæller hun at hun kommer lige hjemmefra, så hun har bedt hospitalet om at sende hendes udstyr med en taxa. Jeg synes hun bevæger sig lige lovligt langsomt og gentager, at min kone altså er ved at føde, lige nu. Hun  smiler igen og går ind i lejligheden, hvor hun tager sine sko af og derefter følger efter mig ind i stuen, hvor Cille ligger og svajer fra side til side i en næsten trancelignende tilstand mens hun nynner og trækker vejret overfladisk. Jordemoderen finder et par handsker frem fra sin taske og sætter sig på gulvet hos Cille, kigger, og siger så, sætningen jeg aldrig glemmer: Hej Cille, jeg hedder Signe. Nu skal du høre. Din fødsel er i gang, så du presser bare. Efter en ve eller to, spørger Signe om Cecilie vil tage imod barnet selv. Cille ryster på hovedet og siger, at jeg skal gøre det. Noget vi har talt om tidligere, men som jeg egentlig har lidt droppet igen, da jeg sidder ved Cilles hoved og hun holder godt fat i mig og lader til at hun har brug for mig der. Men hun insisterer og jeg tager plads ved siden af jordemoderen, der viser, hvor jeg skal have mine hænder. Rundt om Loulous hoved. Hendes lille lodne bløde perfekte hoved, der drejer, da Cille føder hende, kroppen følger efter og der ligger hun, i mine hænder. Jeg griner og græder på samme tid og har aldrig mærket noget vildere. Jeg holder hende nogle sekunder, da jordemoderen spørger om hun ikke lige skal op og hilse på sin mor. Selvfølgelig.. Vi havde bare lige nogle sekunder Loulou og jeg, der bare var vores. Min Loulou.

Mens Loulou ligger hos Cille, der skal til at føde modekagen, ringer jeg til min svigerfar, der passer Otto. Jeg får Otto i røret, han ser Disneysjov. Jeg fortæller ham at han er blevet storebror igen. Han griner og forstår det vist ikke helt. Han er jo næsten lige blevet afleveret. Jeg forstår det heller ikke helt. Jeg ringer også til mine egne forældre, og til Rachel, Cilles veninde.

Cille tager tøj på og ligger sig i vores sofa med en dyne og med Loulou. Jeg bestiller og henter pizzaer, og finder champagnen frem fra køleskabet. Vi spiser og snakker og fjoller, min kone, jordemoder Signe, min svigermor, og jeg. Jeg har helt ondt i kinderne af at smile. Jordemoderen kører nogle timer senere, og derefter siger vi farvel til min svigermor. Vi sidder i sofaen sammen, Cille og jeg og lillebitte 3 timer gamle Loulou. Vi går i seng, i rummet ved siden af, hvor verdens smukkeste og sejeste kvinde fødte verdens smukkeste og sejeste Loulou. Jeg er rig, jeg er lykkelig, jeg er træt. Og det er jeg stadigvæk.