Mor til tre; Overskud, solskin og efterfødselshumør

Sponsoreret: Indeholder affiliatelinks
screen-shot-2017-03-26-at-21-30-38

Solbriller 120,- HER – Jeans (graviditetsjeans) 330,- HER – Frakke HER – Sko Nike 729,- HER – Vikle Ergobaby 649,- HER

På min niende dag som mor til tre, tog vi turen over til mine forældre, med de ældste af børnene – både egen avl, samt min bonus, i ladcyklen, som min mand kørte, og så nyeste skud på stammen i  en vikle på mig, der gik i raskt tempo ved siden af børnekareten. Det er vores første tur sådan rigtigt ude, for indtil videre har jeg kun været i gården,i Umas vuggestue, i supermarkedet og i Engby (babybutik lige rundt om hjørnet).
Men i dag tog vi hele vejen over til mine forældre… Som godt nok kun bor en lille kilometer væk, men altså …
Det går godt i vores efterhånden ret store familie, alle har taget virkelig godt imod det nye medlem og vi begynder så småt at vænne os til at hun er her, og jeg begynder at føle mig mere og mere som mig selv.
Vejret i dag har sat godt skub i endorfinerne, der sammen med en masse følelser fortsat pumper igennem min krop, men jeg begynder at kunne mærke, hvordan at det hele så småt begynder at stabilisere sig. Det er fedt. Jeg tror min mand er enig. For selvom det er minimalt denne gang, i forhold til anden og i særdeleshed første gang, med humørsvingninger og gråd, så har det bestemt været til stede.

Jeg får ellers, både fra mange af jer, samt folk vi omgås, meget ros for mit overskud, men ærlig talt tror jeg mest bare det bunder i, at jeg er enormt rolig denne gang. Jeg hviler tusind gange mere i rollen som mor, og selvom det er noget af en omvæltning at have en baby i huset (igen) og det fysisk og psykisk trækker tænder ud, så føles det hele knap så overvældende. Nåhja, og så er Loulou jo stadigvæk i den der nyfødt-trance, hvor hun mest bare sover, spiser, knirker, fylder bleer, ser nuttet ud og sover lidt mere. OG så er det ingen hemmelighed at jeg har en mand, der i den grad aflaster, og både tager sig af de store børn og sørger for at der er mad i køleskabet og i vores maver. Det hjælper en hel del på det der overskud.

Meget apropos, tager selvsamme mand på job i udlandet om små to uger, i fire-fem dage, og jeg håber håber håber, at det der overskud jeg får så meget ros for at have, holder stik og giver mig superkræfter i de dage. For jeg skal være helt ærlig at sige, at tanken lige nu om at være alene med tre børn, hvoraf to af dem bruger ble og gerne vågner om natten, og den sidste skal transporteres til og fra Østerbro hver dag, godt kan give mig lidt sved på panden og lyst til et meget stort glas rødvin. Men altså … Hvor der er vilje er der vej, og ellers er der heldigvis stærk kaffe.

   

I øvrigt #efterfødslen

img_3163

  • Er det så skørt at tænke på, at jeg for en uge siden på det her tidspunkt ikke anede, at jeg ville føde 10 timer senere.
  • Fik jeg meget ros for at se godt ud, for en der lige havde født, da jeg snappede i dagene efter fødslen. Tak! Jeg har det også godt. Men in all fairness skal det måske lige nævnes, at jeg altså var iført netunderbukser og en slags voksenble-anordning. Det kan en efterfødsels-glow og en god concealer trods alt ikke gøre meget ved.
  • Er min krop først i dag ved at finde sig selv. Maaaan, hvor har jeg været øm i alverdens muskler og led. For ikke at tale om bryster, der starter helt oppe i kravebenet, og de grumme grumme efterveer. Utroligt nok er det eneste sted jeg nærmest ikke har ondt, det sted man skulle tro gjorde mest ondt, altså eftersom at knap fire kilo barn har taget turen igennem det. #LynFødselsWin
  • Bliver man, som det muligvis fornemmes, ret loose omkring at omtale sin krop og dens normalt ret private dele.
  • kan det godt være at følelserne sad udenpå da jeg var gravid, men hold nu kæft for en rutchebane det er her på den anden side. Jeg har sjældent grædt så meget som i den sidste uge. Både af lykke, af frustration, udmattelse, ekstase, smerte og af well, ingenting.
  • Havde jeg glemt hvor ubehageligt sådan en navlestrengs-stump kommer til at lugte efter et par dage. Ret forstyrrende når ens lille yndige bløde baby lugter af råddenskab. Jeg måtte derfor også vække min sovende mand for at dele nyheden om at den endelig var faldet af, under et natligt bleskift. Jeg er ikke helt sikker på om han delte min begejstring. Måske fordi at klokken var halv fire.
  • Nævner dem lige igen: Efterveer. Fuuuuuck! Vil seriøst hellere føde ti voksenbabyer, end skulle opleve en efterve mere. AV!
  • Beklager jeg den klamme voksenbaby reference. Jeg kan heller ikke få det billede ud af hovedet nu.
  • Havde jeg måske også glemt præcis, hvor meget man er oppe om natten med sådan en lille størrelse. Ræk mig lige kaffen!
  • Er de store børn totalt eksemplariske i alt det her. Otto er pavestolt, og render rundt for at hjælpe til, når han altså ikke kigger forelsket på sin nye lillesøster, Leo synes hun er sød, men er mest interesseret i, hvorfor hun ikke taler endnu, hvornår hun begynder at gå og om hendes hår er ægte, Og Uma, er totalt upåvirket af at der pludselig er en baby.
  • Har jeg købt en strækvikle. Sådan en koster 700 kroner (!) Det er et stykke stof!
  • Var ovenstående totalt pengene værd.
  • Sover Loulou en del i løbet af dagen stadigvæk, og jeg burde nok sove når hun gør det. Men jeg vil hellere netshoppe, blogge, og kigge på at hun sover. Jeg satser på at det ændrer sig, når endorfinerne har lagt sig og søvnmanglen for alvor slår til.
  • Har jeg en vanvittig appetit, og kværner flere kalorier i løbet af dagen end en fuldvoksen mand.
  • Er jeg mor til tre. TRE! Om jeg fatter det?!

 

Barselsvikarerne: #1 Cana Buttenschøn

Som jeg vist allerede har løftet sløret for, vil der over de næste måneder være en række barselsvikarer her i det virtuelle sneglehus. Det bliver hver torsdag, hvor der altså vil være et indlæg skrevet af en anden end mig. Emnerne er vidt forskellige, ligesom at personerne er det. Jeg håber I vil tage rigtig godt imod det og dem.

Den første i rækken er en af dem, som jeg kender aldeles godt privat, og som I helt sikkert også er stødt på – enten her hos mig, eller i hendes eget univers – Nemlig min smækre, søde og dejlige kollega, veninde og forretningspartner Cana Buttenschøn, som har valgt at bruge sin vikar-tjans på at skrive lidt om mig (gisp!) …

img_1414

Noget af det allermest hyggelige at læse på de blogs jeg trofast følger med i, er når der sidder en anden ved tastaturet og skriver om bloggeren. I ved, hvis man sådan rigtigt skal vide hvem en person er, skal man ikke spørge vedkommende selv, men vedkommendes venner og familie. Hvis man vil have den helt ærlige udgave.

Sådan som jeg selv for nyligt, har ladet min mand få ordet – om mig – på min blog HER for eksempel og som jeg altså i dag har tænkt mig, at gøre her på Cecilies blog.

Vi kan formentlig hurtigt blive enige om, jer der læser med og jeg, om at hun er en særdeles dejlig dame, men jeg har måske alligevel lidt på fornemmelsen, at jeg kender hende bedre end de fleste af jer – og det kan vi da ligeså roligt gøre en indsats for at lave om på, ikke sandt?

Fuldstændigt uagtet hvor introvert Cecilie måtte være, så er hun, så snart der er børn til stede, fuldstændigt på dupperne og ekstremt god til at snakke med børn – uanset om hun kender dem eller ej – på deres niveau. Hun går direkte til dem, på den sødeste måde og jeg forstår virkelig godt hvorfor hun har fået så mange børn, for hun er fantastisk til at håndtere dem. Både egne og andres.

Cecilie er et af de mest betænksomme mennesker i verden. Seriøst, ud over de der frynsede louboutinstøvler jeg fik af min mand og arvesmykket jeg fik af min mor, så var Cecilies gave til mig på min tredive-års fødselsdag i efteråret, uden tvivl den allerbedste! Ikke fordi den var noget særligt som sådan, men fordi den var så rigtig, lige præcis til mig. Hun havde købt mig en knaldrød læbestift og to træstammer, som i min verden er noget nær det ultimative man kan give mig. Det var uden tvivl den mest personlige jeg-har-forstået-hvad-du-godt-kan-lide-gave.

Hun kan ikke lide ost. Hun.Kan.Ikke.Lide.Ost. Ja, jeg var altså nødt til at gentage det, for jeg synes det er så vildt. Ikke fordi jeg ikke forstår hvorfor nogen ikke kan lide ost, men mere fordi jeg har svært ved at forstå at nogen, som jeg ellers har matchende smagsløg med, kan sidde og pille fetaosten af salaten, når man spiser frokost i det græske øhav. Ost hænger i min bog unægtelig sammen med brød, som Cecilie er storforbruger af. Hun er – selvfølgelig – ganske uenig med mig.

På trods af det faktum at hun – især når hun ikke er gravid – har et latterligt lavt bmi, så kan hun drikke voldsomt mange øl. I alle tilfælde mange flere end mig, inden hun bliver en falleret housewife-udgave af beyonce. Faktisk tror jeg aldrig jeg har set hende sådan helt stang-bacardi, på trods af at vi har haft en del byture sammen, hvor hun (også) har drukket lidt mere end hvad sundhedsstyrelsen anbefaler på én aften.

Og nu, de damer, sidder Cecilie formentlig og tænker på, hvor oldschool-jyde jeg er, når jeg bruger udtrykket stang-bacardi, som ingen Københavner med respekt for sig selv har taget i deres mund, siden slut-90erne. Cecilie er nemlig uden tvivl et af de mest trendy mennesker jeg kender. Hun er helt nede med nyeste tendenser, uanset om det kommer til musik, sprog, hårpleje, babytøj eller hvad-som-helst-andet.

Hun er bare en dejlig dame, er hun.

/Tak fordi I læste med.
KH Cana

   

Historien om Loulou

img_3245

Langt om længe kan jeg få lagt låg på navneføljetonen … Tak for tålmodigheden.

Lulu var mit favoritnavn længe. Min mand var langt fra afvisende, og blev tydeligt mere og mere vild med det, og da vi en søndag aften satte os ned og gennemgik de navne vi havde i spil, kom Lulu med i slutspurten, og vandt.
Min mand skrev det ned på en blok sammen med de andre børns navne og pludselig spilede han øjnene op og sagde at han synes vi skulle stave det Loulou. Først lagde jeg ikke det store i det, og synes måske det var at besværliggøre det lidt, selvom jeg æstetisk godt kunne se, at der var noget virkelig smukt over det. Men det var først da han skar det ud i pap for mig, at jeg kunne se, hvor perfekt og oplagt det egentlig var at stave det netop sådan …

Leo
Otto
Uma
… Kan I se det?

Og ja, det er sgu næsten lidt kvalmende så perfekt det er, og jeg er helt vild med det. Vild med historien, vild med symbolikken, og fuldstændigt pjattet med Loulou, ikke mindst.

… Og selvom stavemåden er fransk, holder vi det Vesterbrosk i udtalen 😉 altså [LuLu]

G for gangsta og graviditet

Dagen inden min fødsel mødtes jeg med Rachel for at indspille endnu et afsnit af vores Voksen ABC. Vi optog i min sofa. Hvor jeg lå halvt ned imens, helt træt og tung. Det endte alligevel med at blive en ret god og lang snak, og i går udkom det, med en lille opdatering af Rachel i slutningen. I kan hente det i iTunes lige HER, eller høre det online HER

Vi er nået til G og snakken gik på alt fra det at være Gangsta, hvilket vi ikke er, til at være gravid, hvilket jeg jo var, og faktisk har været i sammenlagt to år af mit voksenliv.

Jeg håber I har lyst til at lytte med. Jeg kan ikke love at der kommer et afsnit mere nu på mandag, men vi satser på at få et i kassen hurtigst muligt. Jeg skal bare lige have lidt mere tid i min babysymbiose, inden jeg begynder at tænke i H-ord.

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

img_3301

Min fødselsberetning: I røg og hast kom Loulou

img_3264
Fredag 170317
Klokken 4.
Jeg vågner ved at det spænder og gør ondt i mit underliv. Ikke som veer, men mere følelsen som når ens menstruation er på vej. Jeg forsøger at sove videre, men blunder højest. Klokken 5:30 kommer Uma ind til mig, og Otto følger efter.
Vi ligger og snakker lidt, inden vi står op ved 6 tiden.
Jeg er fortsat øm, og har en følelse i kroppen af at noget godt kunne gå i gang.
Jeg tisser og opdager en tegnblødning. Sådan er det startet de to andre gange, så jeg kan ikke undgå at blive lidt spændt.

Klokken 7 vækker jeg min mand som står op til børnene og lader mig overtage dobbeltsengen.
Jeg forsøger virkelig at mærke efter tegn, men jeg har hverken veer eller menstruationsfornemmelsen længere.
Jeg er bare ulideligt træt.

Børn og mand tager afsted og jeg beslutter mig for at stå op.

De næste timer bruger jeg på sofaen, hvor jeg skriver det her indlæg, og er lidt skuffet over at ‘måske er det nu’ fornemmelsen er væk igen.
Min mand kommer hjem ved 10 tiden, med brød og lidt kage.
Vi spiser sammen og taler om at det ville være enormt smart, hvis jeg føder i dag.
Den samtale har vi haft en del gange de sidste dage.

Udover et par plukveer, føler jeg ikke de store tegn, men jeg bløder fortsat en smule og genkender en slags ro i mit humør, som jeg også har oplevet før mine to andre fødsler, og jeg siger til min mand at det sgu nok alligevel går i gang indenfor et døgns tid.

Klokken 13
Vi beslutter os for at se en film, men da vi er ved at finde en frem, rammer lugten af røg os.
Det svier i øjnene og halsen, og udenfor sner det med aske.
Det er kæmpe brand 50 meter nede af gaden.
Gaden bliver spærret af, og vi joker med, at så skal det sgu nok passe med at fødslen går i gang ,og at vi må klare det selv.
Røgen tager til, og vi joker ikke længere. Telefonen ringer. Umas vuggestue skal evakueres på grund af røg.
Vi aftaler at min mand skal hente hende, og Otto, og køre dem hjem til mine forældre. Bare for en sikkerheds skyld.

14:30
Da han er gået, kan jeg godt mærke at mine plukveer tager til, ikke i hyppighed, men i styrke. De kommer med 10-20, nogle gange endda 30 minutters mellemrum og strammer godt op og om i lænden, men det har jeg oplevet mange gange over de seneste uger, så jeg forsøger at slå det hen.

Ved 15 tiden lægger jeg mig på en madras i stuen. Trætheden og den der ro jeg har følt hele dagen, tager godt fat i mig, og jeg forsøger at sove en smule. Mens jeg ligger der, får jeg et par veer. De gør ikke ondt, men jeg kan mærke at de er effektive alligevel. Jeg ringer til min mand og siger at han faktisk nok godt kan forberede sig på, at vi skal til at have gang i en fødsel.
Han kommer hjem en halv time senere, med en masse slik og snacks og højt humør.

img_3265

16:30
Min mor, som skal være med til fødslen kommer.
Jeg er nu begyndt at time mine veer, som er uregelmæssige, men alle varer lige over et minut. De kommer med alt fra 4 til 16 minutters mellemrum, og bider stadigvæk ikke rigtigt.

Klokken 16:50
Hver 6. minut kommer der nu en ve, og de varer fortsat lige under 1 minut. Jeg kan fint være i dem, men beslutter mig efter 5-6 af dem at stille mig under bruseren.

17:21
Jeg står under bruseren som er skoldende varm. Når en ve kommer, læner jeg mig ind mod væggen og lader vandet løbe direkte ned på min lænd, mens jeg fokuserer på at trække vejret ind gennem næsen og ud gennem munden.
Efter et par veer, kan jeg godt mærke at der helt sikkert ikke er seks minutter imellem længere, og jeg kalder på min mand, der begynder at time dem på sin telefon. De første to veer kommer med tre minutters interval, de næste med to. Jeg tager et par stykker mere under bruseren, inden at jeg kommer ud og får et håndklæde om mig.

Klokken 18:05
Jeg sætter mig på madrassen på gulvet og tager en trøje på, imens får jeg en ve, der føles helt ulidelig – Sikkert fordi at jeg sidder ned, men jeg kan ikke bevæge mig. I næste pause får jeg vendt mig, så jeg ligger med knæene i madrassen og overkroppen indover sofaen.
Veerne kommer fortsat i to minutters intervaller, de gør ondt, og jeg begynder at forsvinde ind i mig selv.

Klokken 18:21
Min mand ringer til jordemoderen og siger, at vi gerne vil have en ud til os. Snart.
Hun er enig, og siger at der kommer en, inden for 30-45 minutter.

Få minutter efter at min mand har lagt på, begynder veerne at tage til. For fulde gardiner. Både i styrke, længde og interval. Hvor jeg før gerne ville trykkes på lænden, når veerne tog fat, kan jeg nu slet ikke holde ud at blive rørt ved.
Jeg får to, måske tre af dem, og ved den næste, klokken 18:50, går vandet. Jeg bliver forskrækket og vender mig om spørger med angst i øjnene og stemmen min mand og min mor om det er grønt.
Det er det ikke.

18:55
Veerne ruller indover mig og jeg har pressetrang. Men det siger jeg ikke.
Jeg spørger efter jordemoderen igen og igen, og fornemmer at min mand går rundt med sin telefon ved øret.
Han kan ikke komme igennem til dem.

Jeg har lagt mig på ryggen på madrassen, med hovedet op af sofaen, og jeg vugger fra side til side, mens jeg skiftevis spørger efter jordemoderen, nynner og gisper. Min mor tager fat i mit lår og spørger alvorligt om jeg skal presse. Da jeg svarer ja, rejser hun sig og flyver ud af rummet. Hun vender tilbage mindre end et minut efter, med et fad varmt vand, en klud, og rene hænder, og sætter sig ‘klar’ (min mor har været sosu-assistent på en fødegang i mange år, og har taget imod et par børn før).

Få sekunder efter ringer det på. Endelig.
Min mand åbner døren og (har han fortalt efterfølgende) løber ned af trappen for at tage imod JM, der vist ret hurtigt, da hun ser mig, får travlt med at komme ind. Jeg hverken ser eller hører hende. Opfatter bare at hun er der, hvilket giver mig følelsen af kontrol og styrke tilbage.

De næste to veer skubber jeg forsigtigt med og kan tydeligt mærke hvordan at baby kommer længere og længere ned. Det er en følelse jeg ikke har oplevet de andre gange og det er lige dele smertefuldt og befriende, da jeg ved mine andre fødsler ikke har haft nogen som helst føling med, hvad fanden jeg eller min krop havde gang i. JM taler roligt til mig, og beder mig fokusere på min vejrtrækning. Når veen er slut skal jeg sukke, og når den står på ‘puste/gispe’. Jeg har begge mine arme om min mands overarm (Han sidder ved siden af mig på madrassen), og bruger den til at stemme imod ved hvert pres.

Det er mega effektivt, både vejrtrækningen, jordemoderens stemme og måde at guide mig på, og min mands arm –
Det er som om at særligt vejrtrækningen giver min krop den styrke, der skal til for virkelig at presse til. Ved hvert pres kan jeg i to-tre veer mærke, hvordan at hovedet kommer længere og længere ud, men jeg kan også mærke at det glider op igen når veen er slut, hvilket frustrerer mig, men også giver ny styrke til virkelig at give den gas, og jeg hører mig selv sige ‘Jeg vil ikke det her…. Men jeg KAN godt!’. JM beder mig komme om på siden og ligge, og får min mand over på den anden side af mig, for at hjælpe med at holde mit ben, og så går det stærkt. I næste ve råbepresser jeg hovedet ud, gisper i pausen, hvor JM spørger om jeg vil tage imod baby selv. Jeg ryster på hovedet og siger min mands navn.
Nu tager jeg selv fat i mit ben og i næste ve tager min mand imod vores datter.
Klokken 19:21. cirka tyve minutter efter JMs ankomst.

img_3123

img_3131
Min mand ringer til Otto, der er hos min stedfar, og fortæller ham at han er blevet storebror lige midt i Disney sjov.
Han ringer også til sine egne forældre, og til min veninde Rachel.
Jeg får et enkelt sting, inden jeg tager bukser på og ligger mig op i sofaen med Loulou i armene.
Min mand henter pizza, og vi åbner en flaske champagne. De næste timer griner vi, og græder lidt, taler om fødslen og er totalt høje af adrenalin og lykke, alt sammen i lugten af røg fra dagens brand, der fortsat ulmer nede af gaden.

img_3266

Ved 22 tiden går JM, der i øvrigt var fuldstændig fantastisk, og som godt nok selv sagde at hun jo ikke havde gjort noget, men som gjorde meget mere end det – Hun fattede mig ligesom bare, og gjorde præcis det, der skulle til – Lod min krop være min krop og guidede ikke mere end højest nødvendigt – Det lyder måske fjollet, men det var en befrielse ikke at få besked på at presse, ikke at vide hvor mange centimeter det ene og det andet var, og bare have en rolig stemme, der hjalp, roste og mindede mig om at trække vejret. Tak, Signe! Jeg tror jeg elsker dig.

Klokken 23 kysser vi min mor farvel, og så sidder vi tilbage i sofaen.
Min mand, mig og vores Loulou.

Tak fordi at I læste med.

   

170317 blev dagen

img_3230

Som I nok har enten opdaget eller gættet, tog i går noget af en drejning, og ventetiden stoppede ret brat, på den bedst tænkelige måde.

Jeg glæder mig til at fortælle om det hele. Men for nu bliver det bare en lille hilsen og et billede.
Mød Loulou, 3740 gram, født i vores stue D. 17. Marts 2017 klokken 19:21.

img_3147

 

En følelsesmæssig rodebutik

40+5, så langt var jeg henne da jeg fødte Uma (selvom jeg havde givet op få timer inden), og så langt er jeg henne i dag. Om det bliver i dag, eller i morgen, eller om en uge, har jeg droppet at gætte på, og har tværtimod besluttet mig for fra nu af at geare helt ned. Noget jeg har haft i sinde længe nu, men som jeg hele tiden afbryder, fordi jeg liiiige skal alt muligt … Jeg kommer til at lave alverdens aftaler, både af de hyggelige, de praktiske og de mere arbejdsrelaterede, og jeg har på fornemmelsen at det er med til at min krop ikke tror, at den skal føde lige nu. Måske er det naivt at tænke sådan, men selv hvis det ikke passer, har jeg brug for at smide benene op og lave ingenting. Nu. Så det bruger jeg min fredag på. Det og så at få styr på mine tanker og følelser omkring min forestående fødsel.
Jeg er nemlig stadigvæk nervøs, og tager mig selv i ind i mellem at tænke, at jeg slet ikke har lyst til at føde alligevel. Jeg kommer til at gå for meget op i de ting, der måske ikke bliver som jeg forventer. At det måske sker om natten, og kommer til at gå stærkt, sådan at børnene ikke når at blive hentet, at jeg slet ikke alligevel har lyst til at være herhjemme når det går løs, at jeg måske ikke har kemi med den jordemoder, der kommer, at jeg måske går over de 42 uger og dermed skal føde på hospital (jeg er med på at man selv bestemmer, men jeg er opsat på at følge anbefalingerne, hvis jeg når dertil) og så videre. Resten af tiden glæder jeg mig, får sommerfugle i maven, er utålmodig og kan slet ikke vente. Jeg er med andre ord lidt af en rodebutik, følelsesmæssigt, lige nu. Naturligt, forventeligt, men også virkelig irriterende. Og jeg VED at når fødslen er overstået og vi har den lille sprællepige hos os, betyder både tidspunkt, sted og måden hun kommer ingenting. Jeg ved det godt. Skal bare lige føle det også, sådan helt rigtigt.

img_3052

Plus tre, snydekopper og Fredagsfølger

img_3067

Her går det godt. Jeg er stadigvæk gravid, skulle nogen være i tvivl. Det vidner både min kropsform, mit humør og min vanvittige lyst til alt med sød chilisovs om.
Det er kun tre dage efter termin, så egentlig er det jo slet ikke så slemt. Meeeeen. MEN! I dag har jeg kunne mærke at min lunte begynder at blive lidt kortere og at min tålmodighed er ved at være opbrugt, eller i hvert fald at følelsen af ikke at vide, hvornår der sker noget, den begynder at hænge mig ud af halsen. Irrationelt som det er, for jeg VED jo godt at der ikke er længe til.
Det skal også lige siges, at den kære baby har lagt sig så dybt i mit bækken, at jeg næsten ikke kan gå oprejst, hvilket tærer lidt ekstra på tålmodigheden og den gode ja-hat.
På den positive side betyder al ventetiden, at der er tid til alt det jeg har udsat, samt praktiske gøremål, som at bestille flyttekasser, få styr på detaljerne til lejlighedsovertagelse, indkøbe de sidste fødselssnacks* (kommer hele tiden til at spise dem vi har), rydde op i børnenes legetøj, vaske tøj og den slags. Bloggen bliver lidt forsømt, ligesom at snapchat også bliver det, og så tager jeg faktisk heller ikke min telefon, eller svarer på sms’er, hvilket egentlig er ret usympatisk, men jeg har bare lige brug for at være vrissen og distræt her i mine sidste dage som babyhylster, tror jeg. Men i morgen vil jeg dog alligevel prøve at komme ud og få indåndet lidt forår, ligesom at der er et G, der skal optages til næste uges Podcast afsnit. G for GRAVID og GAL, måske.

*Fødselssnacks er bare et andet ord for kiks, frugt og slik, som jeg tænker at have klar til jordemoderen, min mand og mor, samt mig selv, når det går løs.

I øvrigt, Umas skoldkopper. Ikke skoldkopper alligevel. Ej, men det er simpelthen så åndssvagt, men omvendt ret heldigt. Hun havde i to-tre dage op til flere skoldkopper, eller det der lignede, fordelt flere steder på kroppen, og der kom flere til. Alt passede. Lige indtil at de forsvandt over natten. Væk var de i morges. Hvad det så var, finder vi nok aldrig ud af, men det vigtige er selvfølgelig også at hun er på toppen igen og ganske knopfri.

En sidste ting jeg lige skal huske at dele med jer, inden jeg tøffer i seng og ser et par afsnit af noget reality, mens jeg beklager mig over forsinket baby og ømt bækken til min stakkels mand, er at jeg for en gangs skyld har husket at både gemme sidste uges Fredagsfølger og uploadet den, til dem af jer, der synes det er sjovt – Den findes nederst i indlægget her. Og igen, til de af jer der har spurgt, føder jeg på en fredag (der er to tilbage at gøre det i, kan man sige) snapper jeg det selvfølgelig ikke, selvom det kunne være pænt underholdende (og en lillebitte smule grænseoverskridende for alle ikke mindst).

Nu godnat <3

   

I øvrigt #MensViVenter

– Har jeg nogle virkelig gode hårdage for tiden. Det slutter nok ret meget med fødsel, baby og amning. Så jeg forsøger at nyde det lidt ekstra.

– Er mine ansigtsdage til gengæld knap så gode.

– Må jeg nok indrømme at jeg bliver lidt forpustet af at tænke på alt det der skal ske de næste måneder. I særdeleshed det med den der baby lige om lidt (altså som i nu nærmest) og flytning om seks uger.

– Begynder jeg måske, at synes det er lidt mærkeligt at skulle fra Vesterbro. Lidt.

– Er det nok meget godt at de chokoladeovertrukne Oreos ikke er i fast sortiment på det danske marked … Jeg tror ærlig talt ikke, at jeg ville kunne kontrollere det.

– Har Uma vist fået skoldkopper, så det er ret fint, hvis baby lader vente på sig nogle dage endnu. Eller en uge.

– Er jeg nået et stadie i min graviditet, hvor mit undertøj består af bløde amme-bh’er og min mands underbukser. Så måske baby alligevel godt snart må komme UD (for netunderbukser og bind i blestørrelse er jo klart bedre , nåhnej)

– skal jeg lade være med at kalde voksne mænds undertøj for underbukser. Boksershorts er virkelig bare heller ikke er pænt ord. … Måske jeg bare skulle lade være med at tale om det. Punktum.

– Er jeg igen ovenpå efter den grumme omgangssyge i weekenden, hvilket jeg har fejret ved at spise min egen vægt i kartoffelsalat og muslibarer.

– Råbtespurgte min bonussøn fra badet den anden dag om ‘hvorfor pokker vi havde vores te til at stå ude på badeværelset?!’ … Han havde fundet en pakke bind.

– Var jeg til jordemoder i dag. Igen. Jeg håber så
meget det var min sidste gang derude. Ikke at jeg ikke sætter pris på tilbuddet, og at det ikke er rart lige at sikre at alt er i orden. Amager er bare langt væk, når man vralter og har tre et halvt kilo barn i bækkenet.

– Har jeg endnu ikke smagt den der nye salt karamel brownie Ben & Jerrys … For den er jo udsolgt alle steder! ?!?!?!

– Er jeg i dag 40+2, og bør dermed have en baby i armene inden for de næste 12 dage. T O L V. Det er jo ingen tid (sagde ingen højgravide nogensinde) …

img_2929

Fremragende F …

screen-shot-2017-03-13-at-20-47-57

Det er mandag og der er nyt afsnit af Rachels og min podcast ‘Voksen ABC’ … Vi er nået til F og hold nu fast, hvor er der mange fede F-ord derude. Vi havde udvalgt en masse, men der kom en del væltende til os midt under optagelserne og vi fik virkelig dækket en hel del emner på relativt kort tid. Og jeg har efterfølgende tænkt mange tanker omkring mange af de ting vi taler om, og der kommer derfor med garanti et par indlæg her på adressen over den næste tid, der omhandler nogle af dem. For eksempel det med forventninger og forestillinger, som jeg i den grad har en hel del af i mit liv og mine tanker, og så har jeg lidt mere og sige om det der med forældreskab, fædre og familie.
Men indtil videre, håber jeg at I vil give afsnittet et lyt. Hent det i iTunes HER eller lyt til det online HER.

I kan lytte til og abonnere på podcasten HER, læse mere om hvad pokker det er for noget HER, høre da vi var i P1 og tale om den HER og så er vi (naturligvis) både på Instagram (@voksenabc) og Facebook.

screen-shot-2017-03-13-at-20-49-01

 

 

Plus 1

… Ok, det kunne godt være en slags clickbait, den overskrift der. Beklager. Det betyder ikke plus noget der minder om en baby, men bare plus en dag over termin.
Utroligt nok er jeg ualmindeligt rolig omkring det, jeg mindes ellers at dagene efter sådan en terminsdato er uudholdelige, og jeg haaaader normalt når folk kommer for sent til noget som helst, men faktisk passer det mig fint, hvis jeg lige får et par dage til at komme ordentligt over weekendens lidt voldsomme sygdom og dertilhørende træthed. Desuden har min mand et job i morgen, som jeg nødigt vil holde ham hjemme fra. SÅ fra på onsdag begynder utålmodigheden nok igen … Men det vil frøkenen i min mave nu nok skide højt og flot på, sådan er det jo så fedt med det der graviditet, termin og fødsel.

I dag afleverede jeg Otto i skole, inden et møde i byen, og nu sidder jeg og fylder hovedet med vafler og appelsinjuice og kaffe på en cafe, i mit eget selskab. Det er det første rigtige mad (vafler er mad, der er frugt på!) jeg indtager siden fredag, og det føles virkelig rart. Kan nærmest mærke hvordan min krop begynder at virke igen og det er SÅ tiltrængt.

… Nu er der bare tilbage at vente lidt mere. Men det er jeg også ret god til.

img_2932