De forsinkede svar

img_8898

For længe siden nu kastede jeg mig ud i endnu en spørgerunde, da det på både Snapchat og i mit kommentarfelt her også, virkede til at være på tide at snuppe en runde mere.
Jeg ville have lavet videosvar, og har også ved flere lejligheder forsøgt at filme dem. Men uden held. Alt fra teknikproblemer til dårlige snakkedage (kender I dem? Hvor alt man forsøger at sige, kommer forkert ud) spændte ben for mig, og det har siden da hængt lidt i den del af min hjerne jeg kalder skammekrogen. Der hvor overskredne deadlines, nemme halvhjertede løsninger og glemte aftaler gemmer sig. Men ikke mere. Nu skal det være.

Jeg har sorteret nogle stykker fra, fordi jeg enten har svaret på dem direkte i kommentarfeltet, ikke ønsker at svare (fordi jeg har fravalgt at dele den del af vores liv), eller allerede har haft fokus på dem med dedikerede indlæg, som dette for eksempel, eller har planer om at gøre det snart.

Og nu til svarene.

Noget jeg har tænkt på… du har tidligere skrevet om din modelkarriere. Og nu har du jo fået to smukke børn – hvordan forholder du dig til, hvis de ønsker at “gå i dine fodspor”? Både hvis de blev tilbudt jobs som børn og senere selv aktivt ønskede at arbejde som model som unge/voksne

Det er faktisk noget vi er blevet nødt til at tage stilling til, da især Otto har modtaget og stadigvæk modtager en del opmærksomhed fra diverse bureauer. Hvilket vi selvfølgelig tager som et kæmpe kompliment, men også har takket pænt nej til. Det er noget vi, hans forældre, ret tidligt besluttede at han ikke skulle, og det samme gør sig gældende for Uma, hvis det bliver aktuelt. Det er der flere årsager til og det kan hurtigt blive både meget langt, og ikke mindst et sprængfarligt emne at tage op, men kort fortalt har det ikke føltes rigtigt for os at tage sådan et valg på hans bekostning. Er det noget de får lyst til og mulighed for at udforske når de er ældre, altså unge/voksne, skal de være velkomne.

Hvordan er dit forhold til dine venner og veninder nu hvor du er gravid med nr. 3? Her tænker jeg Cykelrytterven, Nanna og Rachel. Jeg har fulgt med i laaang tid, men synes det er længe siden vi har hørt om dem.

Det er rigtig godt. Jeg mærker i hvert fald ikke nogen forskel fordi jeg er gravid med nr. 3.
I forhold til dem du nævner, er de stadigvæk nogle af mine favoritmennesker, som jeg taler med og ser så tit jeg kan. Rachel taler jeg med hver dag, nogle gange flere gange om dagen, og de to andre har jeg også kontakt med og ikke mindst stor kærlighed til.
Men ingen tvivl om, at der helt sikkert går mere tid imellem at vi ses, da alle nu har fået børn og er blevet gift. Og så er det heller ingen hemmelighed, at i takt med at bloggen er blevet større, vælger jeg helt bevidst at skrive mindre om mine mennesker herude på den anden side, da jeg godt kan forstå, hvis ikke alle gider dele deres færden med resten af Danmark.

Hvad gør du, når du er alene med kravlende baby og skal på toilettet?

🙂 Behovsudsættelse er en ægte ting når man er mor. Alternativt må man jo have døren åben, gøre brug af en skråstol eller udsætte lidt længere, knibeøvelser er ret vigtigt jo. Og ellers sover sådan nogle kravlebabyer oftest et par gange om dagen.

Jeg har længe tænkt på at stille dig nogle spørgsmål til din vegetariske livsstil. Spiser dine børn og din mand kød, og laver du mad med kød til dem, hvis de gør? Hvor længe har du egentlig været vegetar?

Egentlig er jeg jo slet ikke vegetar. Jeg har skrevet lidt mere om det her.
Men det er godt nok tæt på. Der kan sagtens gå uger og faktisk også måneder imellem, at jeg spiser kød, og jeg skal slet ikke afvise, at jeg bliver vegetar 100% på et tidspunkt.
Min mand er ligesom mig hvad det angår, men er nok mere tilbøjelig til at bestille kød, hvis han er ude og spise, end jeg er. Vi køber og spiser aldrig kød herhjemme. På nær lidt pålæg indimellem, som drengene får med på madpakke. Uma får mad i vuggestuen, og her spiser de kød to-tre gange om ugen.
Jeg har aldrig været den store kødspiser, men jeg tror den næsten-vegetariske livsstil som vi lever nu, hvor vi helt stoppede med at spise kød til vores aftensmad, startede for et lille års tid siden.

Jeg har tit tænkt på, hvad du gør for at overbevise dig selv om, at det hele nok skal gå – helt specifikt fik jeg tanken, da jeg genlæste indlægget fra nogle år siden, hvor du sagde dit job op, da du stod alene med Otto. Det må have gjort ondt i maven? Hvordan turde du? Hvorfor gik du ikke i panik flere gange om dagen? 

Totalt ondt i maven! Ingen tvivl om det. Men også et sug og en følelse af lettelse.
Jeg turde, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg blev nødt til at prøve det af. Jeg havde i over et år været rigtig ked af mit arbejde, hvilket tærede totalt på mine kræfter og min psyke. Og så ville jeg jo noget andet, jeg vidste måske nok ikke præcis hvad det var, men noget skulle ske.
Jeg gik bestemt i panik, eller måske ikke panik, og heller ikke flere gange om dagen, men havde da flere gange en ret virkelig og ubehagelig fornemmelse af tvivl, både på mig selv og beslutningen, der gjorde mig bange for om, jeg havde truffet det rette valg. Men det havde jeg, for som sagt føltes det decideret forkert for mig, at skulle blive i det jeg ikke var glad for på daværende tidspunkt. Panik og tvivl kan faktisk godt være motiverende har jeg sidenhen opdaget. I små doser dog.

Du har tidligere berørt emnet, men hvordan takler I evt. udfordringer med dine/mine børn. Er der specielle punkter, hvor I er blevet klogere eller bedre?

Jeg har fra starten af haft den indstilling, at der ikke er dine/mine børn. Det er vores børn. Selvom jeg ikke er Leos mor, er det alligevel den rolle jeg har, når han er her. Selvfølgelig er der udfordringer, og situationer, hvor jeg ikke kan (og ikke skal) tage den primære forældrerolle, og det kan bestemt være noget af en kamel at skulle sluge. Og så er der selvfølgelig noget logistik, der gør det hele lidt anderledes. Men alt i alt er der ikke nogle store nævneværdige udfordringer, men vi bliver da bestemt klogere og bedre til at tackle dem, der opstår med tiden. Men det hører jo med i ethvert forældreskab, både når det kommer til de børn man selv har været med til at skabe og dem man har fået med i købet så at sige.

Jeg vil gerne høre noget om din modelkarriere. Hvordan startede det? Hvor gammel var du?

Den korte version;  Jeg blev stoppet af en fransk dame, der var iført turkise støvler og en meget dyr jakke, til en Aqua koncert (!) som sagde at mine kindben var flotte og at hun var agent for et parisisk bureau, og at hun gerne ville have mig til Paris.  Jeg var 14 år og fattede ikke en meter. En uge senere ringede de sgu fra Paris til min mor og sagde at de gerne ville have mig til castings hurtigst muligt. Det sagde hun at de kunne glemme alt om, og jeg synes naturligvis at hun havde ødelagt mit liv. Hun stod fast, men sagde at jeg skulle færdiggøre skolen og at vi derefter kunne tale om det. To år senere kom jeg i stald hos Unique i en kort periode og havde lidt småjobs, men skiftede et års tid efter til 2PM og så gik det ellers stærkt. Jeg arbejdede en del, både herhjemme og i Tyskland, gik rigtig mange shows og havde nogle år i Paris, Athen, Milano og Barcelona. Det var skideskægt.


Det var vist det hele, for nu.

   

Uge 26 medbragte ny energi (og en blærebetændelse)

26+1, så langt er jeg henne nu.
Hele uge 25 var ret meget præget af virkelig vilde plukveer og bekymringer, og min krop sagde flere gange stop. Det skulle vise sig, at være en omgang heftig blærebetændelse, der var synderen. En blærebetændelse som jeg nu er på min 2. behandling for, da den 1. ikke gjorde jobbet.
Til gengæld er der også sket noget andet. Jeg har ikke set skyggen af træthed i dagevis. Altså, selvfølgelig er jeg da brugt om aftenen og søvnig om morgenen, som vi jo allesammen vel er. Men jeg har seriøst meget energi og meget lidt behov for søvn. Selv efter få timers sammenhængende søvn på natten, hvor Otto fik bræksyge, fungerede jeg fint, måske endda lidt bedre end jeg har gjort længe. Jeg tager mig selv i, at sætte gang i, og sgu også færdiggøre, projekt efter projekt, jeg er oppe til langt ud på natten og føler som sagt nærmest ikke træthed. Om det skyldes, al den tid jeg har været tvunget til at holde mig nogenlunde i ro fordi min krop blev sur på mig, og min hjerne dermed nu overkompenserer, ved jeg ikke. Men noget er der altså sket, og jeg mistænker at min graviditet har noget at gøre med det –  Jeg har ellers altid undret mig over, når man har snakket om det der med at gravide oplever fornyet energi og går redebygger-crazy, altså, jeg kan da godt huske at der har været perioder i mine tidligere graviditeter, hvor der har været et ret stort overskud der midt i 2. trimester, men sgu ikke i den grad jeg oplever det nu. Har faktisk vistnok skrevet om tidligere, at jeg ikke helt troede på det, men det må jeg så tage i mig – For for første gang har det altså ramt mig, og jeg er ret vild med det. Det er min mand også. Hans rodehoved af en dame, har pludselig forvandlet sig til sådan en, der vasker skabslåger ned, og laver lasagne til flere dage.
Det er vist noget med at nyde det så længe det varer, og selvfølgelig heller ikke overdo it, for som sagt er det ikke længere tid end en uge siden, at jeg måtte smide stængerne i vejret, og faktisk lige fik lidt af et chok over, hvordan min krop ikke ville være med mere.
Men bortset fra blærebetændelse og tyk krop, så kører det sgu meget godt, og snart er det marts. Agtigt.

img_8897

 

SHOPPING: Julefrokost

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Egentlig havde jeg nøje planlagt at det var en Mads Nørgaard kjole med guldstriber, jeg skulle være hoppet i til julefrokosten i går – Men ikke mere nøje planlagt, end at jeg to timer inden julefrokostsstart endnu ikke havde opstøvet den – Men så kom jeg i tanke om, at min veninde arbejder i Enula 9 på Østerbro, hvor de har den, og jeg fik hende derfor til at købe den til mig, i den tro, at jeg da snildt kunne både nå at lave quinoa frikadeller, skylle min hårkur ud, gøre mig klar og dernæst cykle til Østerbro og hente kjolen, inden julefrokosten i Kbh K. Ja. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, og derfor endte jeg i stedet i den sorte kjole jeg fremviste den anden dag. Også et hit. Men nu har jeg så imidlertid hentet guldkjolen, der hænger klar til næste fest – Og måske også til hverdagsbrug på de ekstra festlige dage.

img_8894
Jeg kan simpelthen ikke finde guldversionen på nettet – Sølvversionen er til gengæld lige HER – Den er også pæn, og jeg har personligt selv haft den hjemme på prøve, men endte med at sende det tilbage, da jeg opdagede at den fandtes i guld.

Da jeg næppe er den eneste, der skal til et par festlige lejligheder i løbet af den næste måneds tid, tænker jeg at lidt inspiration er på sin plads. Jeg har forsøgt at sammensætte et par looks, der især henvender sig til os med lidt ekstra bagage på midten, men der er også lidt til dem, hvor det ikke er tilfældet. Jeg har desuden forsøgt kun at finde nedsatte ting, men rabatterne gælder kun i dag. Søndag.

jf1

Sort kjole med strech (gå en størrelse op, hvis du som jeg er i eller har passeret 2. trimester) 800,- (I dag søndag nedsat til 560,-) HER

Smuk grøn crossover taske, allerede nedsat til 1339,-, (og du får yderligere 20% rabat med koden NOW20) HER

Neglelak i en guld! Ikke nedsat, desværre. Men koster 99,- HER

Strømpebukser fra Mamalicious. Jeg synes det er dem, der er bedst til prisen. 2-pak til 160,- HER

Spidse støvler med en hælhøjde på 6,5cm (!). 1500,- (1200,- hvis du bruger koden NOW20) HER

Blazer, der skærer på et pænt sted, når man er rund på midten. Jeg har i hvert fald hængt mine lidt kortere jakker bagerst i skabet for en tid, da det får mine proportioner til at se lidt mærkelige ud (læs: Min røv ser virkelig bred ud). 250,- HER

 

jf2

FIN prikket ventekjole, som sagtens kan bruges til hverdag også med støvler eller sneaks. Nedsat til 322,- HER

Smuk clutch i en helt vidunderlig farve (findes også i sort) Den er nedsat til 675,- HER

Mine smykker kan ikke glimte nok for tiden – Jeg finder også mig selv kigge på sådan nogle helt oldschool smilibesatte sager. Altså sådan noget som jeg elskede da jeg var teenager. Bliver det næste en similibesat mavekæde ?!?! I hope not. Men de her øreringe er helt vidunderlige synes jeg, og perfekte til fest! De koster 999,- (rabatkoden NOW20 gælder også) HER

Seje ruskindssko, der sidder fast på foden, hvilket jeg synes er rart, når jeg balancerer med ekstra vægt – Helt åbne sko giver mig lidt følelsen af at være ved at vrikke om hele tiden. Hælhøjden er perfekt, og så er jeg ret vild med at den er så kraftig, hælen. De koster 1600,-, men  kan i dag altså købes til knap 1300,- med koden NOW20 HER

Denne her palette skriger nærmest julefrokost. Jeg er i det hele taget vældig begejstret for gyldne og varme øjenskygger, når jeg skal ud. Især kobber giver jeg den gas med pt. Hele denne skønhed er nedsat til 128,- HER

 

   

En anden slags julefrokost

img_8867

Det er lørdag. Eller teknisk set er det søndag, for klokken siger 00:04. Jeg ligger i min seng, hvor jeg den sidste halve time har plapret løs om alt muligt til min trætte mand, der nu sover.
Jeg har været til julefrokost med en lille gruppe veninder. Normalt er det mig, der holder den årlige julefrokost, og den har derfor gået under navnet og hashtagget Sneglejulefrokost. Sidste år lagde en af veninderne dog hus til, en veninde, der imidlertid er flyttet til Kenya (!). I det hele taget er der sket en masse i min venindegruppe, så det har ikke føltes lige så oplagt i år, at holde noget, plus at december kom lidt bag på mig og jeg må nok også indrømme at jeg på grund af min tilstand som gravid ikke har skænket den der julefrokost en tanke. Men det havde min veninde Rachel til gengæld, og det lykkedes hende at stable en julefrokost op med en håndfuld af det sædvanlige hold på trods af lidt kort varsel. Perfekt!
Det var som sagt i aften, at den fandt sted, og det var simpelthen så skide hyggeligt og sjovt, jeg er helt varm indeni og jeg har ondt i mine ikke-eksisterende mavemuskler af at have grint så meget som jeg har.
De andre år har festen varet tæt på hele natten, der er blevet skålet, danset, drukket og fjollet, og snaps, rom og vin har flydt i stride strømme. Det var ikke tilfældet i aften, hvor jeg jo af gode gravide grunde holdt mig til kaffe og danskvand, og da Rachels fem-årige søn sov i rummet ved siden af og holdte vi det rimelig low key med sirupskage, lav musik, uldsokker og tidlig opbrud, men for dælen, hvor er jeg også vild med den version.

Meeeen.
Næste år tror jeg, at jeg tager over igen og fyrer op for blusset endnu engang, med snaps, Shaggy, så mange veninder som muligt og dansesko.

Kontrastfulde liv, du er fin.

I øvrigt #72 Med chokoladepopcorn!

  • Sad jeg vågen til klokken 2 i nat, på den hyggelige måde, hvor tiden ligesom bare forsvandt, mens jeg i ro og mørke arbejdede, handlede ind til weekenden og hørte podcasts.
  • Blev jeg vækket klokken 3:10 da Otto kastede op i vores seng.
  • Arbejder jeg i dag fra et fort af dyner, med en bleg splattet dreng i fodenden. Ret hyggeligt.
  • Er dagens Fredagsfølger på Snapchat derfor lidt mindre actionpacked end normalt.
  • Bilder jeg mig selv (og sommetider også andre) ind, at man undgår impulskøb når bare man handler på nettet. Det er løgn, vidner nattens Nemlig.com bestilling om.
  • Har jeg vist aldrig delt en af mine favoritsnacks med jer? Chokoladepopcorn. Find ‘opskriften’ nederst. Både den billige/hurtige som er den jeg har i min skål i dag, og den mere fancy.
  • Giver mine børn ikke meget for Nissebanden. Faktisk synes de, at det var noget af det kedeligste de havde set. Jeg er tilbøjelig til, at give dem ret, trods nostalgi og gode minder.
  • Skal jeg til julefrokost i morgen, hvilket betyder både pakkeleg, tøj der glimtrer og ikke mindst virkelig meget remoulade (!) Jeg glæder mig.
  •  Mødte min svoger Backstreet Boys den anden dag, hvilket han postede helt casual på Snapchat. BACKSTREET BOYS!
  • Tænker jeg en del på havregrynskugler for tiden. Og Irish Coffee.

Chokoladepopcorn:
– Pop en røvfuld popcornmajs i en gryde med olie (jeg bruger kokosolie)
– Når de er færdige med at poppe, slukker du blusset, åbner låget og smider en smule salt ved, samt en håndfuld chokolade i – Pålægschokolade når det skal gå ekstra stærkt, et par rækker af din favoritchokolade on special occasions 😉 Otto foretrækker hvid chokolade, jeg kan godt lide en mørk 70%er, men altså jeg har planer om at prøve med en rulle Smil chokolade i nær fremtid. Så er det sagt.
Låg på gryden igen, og så ryster du den – Jeg plejer at tage hele gryden op med grydelapper og ryste i et minuts tid eller to
-Et voila! Spis!

Og nej, kønne er de måske ikke. Men hold kæft, de er gode.
img_8850

SHOPPING: Mine køb fra snappen

SPONSORERET: INDEHOLDER AFFILIATE

Hvis I er nogle af dem, der følger med på snapchat, var I her til aften vidner til en småforpustet fremvisning af min seneste ASOS-bestilling. En bestilling, der blandt andet bestod af to helt ens par sko – Og den er god nok, jeg har bestilt dem begge selv, uden at opdage det. Studsede ikke engang over de ekstra 70 pund, der tydeligvis har stået på oversigten – Men mere over, hvor meget jeg sparede med den 20% kode, jeg brugte (som desværre er udløbet nu). Jeg giver min graviditet skylden for det, fremfor mine regnekundskaber.

Jeg har hentet Snapstoryen ned til jer, så dem af jer der ikke gider den slags, men er nysgerrige, kan se med alligevel.
Se den nederst i indlægget.
Nu til sagerne:

asossnap

Nike sneakers med læderdetalje. Jeg manglede et par sorte sneakers og jeg kan ret godt lide, at der er læder på dem, hvilket gør dem lidt mere ‘voksne’ på en måde. Er til gengæld ikke helt sikker på, hvad jeg synes om sålen. Men jeg sværger, at mine fødder sukkede af nydelse, da jeg stak dem i, så jeg beholder dem helt klart. Det ene par altså.
Find dem til 700,- HER

Sort kjole med det fineste plisserede skørt og blondedetalje. Jeg har taget den i en Large og min mave kan sagtens være der. Jeg vil bruge den både til aftenbrug, men også om dagen, til strømpebukser, støvler og en vamset strik. 300,- HER

Denne her er ret dyr, og det er også derfor at jeg har sværmet om den så længe. Det er nemlig en del måneder siden at jeg første gang havde den i min indkøbskurv. Men så har den ligesom siddet fast i mit hoved. Nu fik jeg den hjem, og heldigvis for det. Kvaliteten er helt i top. Stoffet er lækkert, printet endnu smukkere i virkeligheden, og så sidder den faktisk også ret pænt på min lidt tykke krop. Jeg ved at jeg kommer til at bruge den rigtig meget. Med støvler og cardigan til hverdag, hæle til fest, og sandaler til sommer. 1.620,- HER

ASOS beskriver denne som en ‘loose’ dress. Det skal helt klart også nok passe, hvis man har en talje. På mig er den hverken loose eller en dress. Men en ret fin top, som jeg nok også beholder. 600,- HER

Det sidste er de her geniale og billige luffer fra Monki, som jeg har vist før. Desværre er de udsolgt lige nu, men mon ikke de kommer tilbage. Ellers kan de sikkert findes i Monki butikkerne.

   

December og afventende julestemning

1. December. Simpelthen!

Jeg har ikke snerten af julestemning i min krop, endnu. Men jeg ved af erfaring, at det med børn i huset, kan være svært, hvis ikke umuligt, ikke at blive smittet en anelse med deres jule-entusiasme.

Otto er i hvert fald allerede godt på vej og har både pyntet vores stuepalme og fundet nissehuer og julesokker frem…

Jeg bliver nok ikke sådan en, der sætter nissedøre op og går all in på pakkekalender og hjemmebag, det er mere noget med en pose pebernødder i skabet, en klementin i drengenes julesokker i ny og næ, et juletræ måske og så skal vi selvfølgelig høre både Wham og den der med Juice, kalenderlyset skal tændes og i aften spiser vi risengrød.

Julestemning, jeg er klar.

img_8837

 

8 x november

I morgen banker den der julemåned på. Jeg har hverken lagt i kakkelovnen til julekalender eller det der minder om. Ikke til jer, og faktisk heller ikke til mine børn. Men jeg er ret sikker på, at det nok skal blive jul alligevel.
November kom og er om et øjeblik gået igen, så jeg har været i arkiverne og kan hermed give jer det næstsidste ‘7x-indlæg’, der jo så med sidste måneds blogfødselsdag er blevet til et 8x-indlæg.

Værsågod:
– I 2009 forvildede jeg mig i Illums bolighus med en tre måneder gammel Otto, og et endnu ikke helt udviklet overskud og en kronisk forhøjet puls, som jeg ved at mange førstegangsforældre kender til.
– I 2010 var min barsel slut og jeg kørte på. Som arbejdende enlig 24 årig mor. Jeg kan huske den her aften SÅ tydeligt.
– I 2011 var Otto seks dage i Tyrkiet med sin far. Og jeg var, ud fra billederne at bedømme, glad for appen Hipstamatic.
– I 2012 kaldte jeg børn for ‘Røvhuller’ i avisen. Det var der forståeligt nok nogle, der blev sure over, men jeg elsker faktisk stadigvæk den klumme, og mine røvhulsbørn.
– I 2013 fik jeg nyt job. På Aller. Det er stadigvæk en virkelig stor milepæl i mit liv.
– I 2014 havde jeg samme kropsbygning som nu og vi fandt ud af, at det var en Uma, der lå i min mave…
– I 2015 fortalte jeg om, hvor skrækkelig min skolegang har været og hvor bange jeg nogle gange er for at smitte mine børn med min skoleangst.
– I 2016 delte jeg en slags fødselsberetning, som jeg skrev for syv år siden …

Hvis du vil læse 7xindlæg fra de resterende måneder, findes de her:
Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
September
Oktober

img_8682

Stakkels bloggere

img_8812

Mens jeg sov, dannede der sig et mindre kor i mit kommentarfelt, ok jeg overdriver – en duo så, der var enige i at jeg og bloggere i det hele taget, er nogle forkælede typer, der brokker os, og tager vores fede livsstil for givet.
Av, for den.

Først blev jeg sådan lidt, ‘Arjjokay, hvor absurd at I tror I kender mit liv og kan tillade jer at mene noget om det’ … dernæst kom jeg i tanke om, at jeg jo faktisk har lavet en forretning ud af at dele mit liv, eller i hver fald en redigeret udgave af det, med godt 60.000 mennesker, så selvfølgelig er der meninger om min gøren og kunnen.

Fair nok. Jeg blev så måske lidt irritabel over at få at vide, at jeg er arrogant, når jeg siger at tre værelser til seks mennesker og en kat, er en udfordring, og at vi derfor tænker ud af boksen indretningsmæssigt for at gøre det udholdeligt at bo her. Arrogant fordi at der faktisk er nogen, der har det meget mere trangt og arbejder meget hårdere end os. Og at det også er lidt trættende, at jeg brokker mig over syge børn og en forkortet livmoderhals når jeg jo ‘bare’ kan gå hjem uden dårlig samvittighed overfor en arbejdsgiver.
Udmeldinger, som jeg her sætter på spidsen, noget som kommentatoren er blevet meget vred på mig over, at jeg har gjort, hvorfor jeg her har valgt at indlejre kommentaren som den var skrevet:

Hej Cecilie
Lad mig starte med at sige, at jeg er en trofast læser af din blog. Jeg NYDER at følge med og glæder mig til hvert eneste indlæg.
Jeg er dog efterhånden begyndt at savne dit smil, dit grin, humor og optimisme både i dine snaps og på bloggen. Jeg synes efterhånden, at der altid er et eller andet negativt, som lidt overskygger alt det gode… selvfølgelig skal der være plads til begge dele – det er netop det, der gør en blog troværdig – men jeg savner at læse noget, der går godt, og som du er glad og taknemmelig for. For eksempel at du på grund af dit arbejde har mulighed for at tilrettelægge dine dage, som du gør…. at du kan gå hjem, hvis graviditeten driller, at du bare kan sidde hjemme og arbejde, hvis dine børn er syge, at du kan “nøjes” med at skrive et “i øvrigt indlæg” (som jeg (i øvrigt), elsker), hvis du ikke har overskud til andet…… jeg savner virkelig, at I bloggere indrømmer, at I på mange måder har et sindssygt luksus job, at I kan planlægge det helt selv, og at I kan leve af “bare” at skrive om jer selv, og hvad I får tiden til at gå med, OG at I fx. kan tage en hjemmearbejdsdag, hvis I fx. skal nå at rydde op eller vaske tøj, som alle andre fuldtidsarbejdende skal nå om aftenen, når de kommer hjem efter en lang dag på job.

Desuden kunne jeg ikke lade være at tænke, at det lød liiidt arrogant (eller måske er det ord ikke det rigtige), da du for ikke så længe siden skrev, at I var i gang med at lave lidt om derhjemme, så I kunne gøre det “tåleligt”(!) at bo der……….. seriously?
Mine forældre, mine to søskende, min hund og jeg har ALLE år boet i en lille lejlighed på 75 kvadratmeter langt uden for byen… og så taler du om, at I skal gøre det “tåleligt” i jeres relativt store lejlighed midt i byen…. kan du se, hvad jeg mener? Da min søster og jeg var små, læste min mor til læge i København…. klokken 7 HVER morgen startede hun med at cykle(!) min søster og jeg til børnehave, inden hun cyklede(!) videre til universitetet og hjem igen om eftermiddagen, inden hun skulle lave mad, putte os og studere hele aftenen… for nå ja, min far boede 7 ud af 12 måneder af året i Tjekkiet ifbm. arbejde.
Min pointe er bare, at det kunne være rart også at høre dig/jer udtrykke, hvordan jeres job på mange måder er ENORMT priviligeret i forhold til alle dem, som lever af at arbejde for andre, har faste arbejdstider 8-16/17 hver dag OG skal nå at lave alt andet husligt efter dette….. håber det giver lidt stof til eftertanke og sætter tingene lidt i perspektiv, for man kan blive liiiidt træt 😉

PS. Husk, at jeg, trods denne lange smøre, nyder at følge med og uden tvivl vil fortsætte med det! Pas godt på dig selv og din graviditet og tag kroppens signaler seriøst.

Jeg satte det på som sagt på spidsen i ovenstående, da det jo ikke desto mindre er en kritik omhandlende mit liv, og som jeg derfor reagerer på. Måske overdrevet i nogens øjne, men sådan er det jo relativt nemt at være dommer i andres følelsesregister.
Min umiddelbare reaktion var nemlig allerførst med en virkelig frustrerende følelse i kroppen, jeg blev faktisk skide ked af det, på den der måde hvor der brænder lidt i kinderne, hiver i tårekanalerne og jeg med pegefingeren viftende ud i luften fik lyst til at råbe op om at der jo er andet i mit pissefede job end at skrive om hang til honninghjerter, og at jeg jo altså også har regninger, der skal betales, et hjem der skal holdes ved lige, børn der skal hentes og et socialt liv milevidt fra bloggen som skal plejes.

Men så kommer jeg dernæst i tanke om, at alt det jo er ‘ligemeget’ – i hvert fald i den sammenhæng.

Folk vil altid mene noget om en, om man så er servitrice, politimand eller overlæge. Som blogger inviterer man bare til holdninger om sit liv – Det liv som man skildrer.

Når alt det er sagt, har jeg brugt en god del af de tidlige morgentimer på, at tænke ret meget over om der er noget om snakken. Er bloggere og dermed også jeg, blevet nogle ynkehoveder, der brokker sig dagen lang? Og i så fald, hvorfor?

Skulle vi ikke bare grine hele vejen ned i banken og være glade for at kunne leve af det vi elsker.

Ved I, hvad jeg tror?

For mit eget vedkommende handler det muligvis om, at blogging netop er sådan et fag, der ikke bliver taget helt seriøst endnu. Et job, som slet ikke lyder og heller ikke altid føles som et job. Men som for nogle få alligevel er blevet lige præcis til det. Det lyder nemt og det ser nemt ud. Og selvom det måske ikke er hverken rocketscience eller det der minder om, vil man gerne tages seriøst i det. For jo, det er sjovt og lækkert og fedt meget af tiden, og det kan på ingen måde sammenlignes med et 8-16 job, så er det et arbejde med både sure tjanser, udfordringer og lange dage (og nætter). Noget som man godt ind imellem kan have brug for at understrege, nok netop for at slå fast at det altså er mere end bare en hobby og venstrehåndsarbejde, mens højre skovler macarons og Chaneltasker indenbords.
Selvom jeg ved, at både jeg og mine kollegaer alle sætter pris på friheden og de fede frynsegoder, meget endda (indtil videre er det kun kagerne jeg nyder godt af, Chanel venter jeg fortsat på). Nok særligt os med børn og almindelige fuldtidsjobs i rygsækken, så fornemmer jeg samtidigt, at mange af os gerne vil tages seriøst og netop fortælle, at det ikke kun er events, hyggeindlæg og goodiebags. At de fleste af os arbejder langt mere end i vores tidligere jobs, ofte på helt skæve tidspunkter, netop fordi at vi gerne vil benytte os af det fede i selv at kunne tilrettelægge en stor del af vores arbejdsuge, og at det sgu er et arbejde vi har os.

Og derfor kommer kampene og udfordringerne til at fylde mere end det fede når vi, eller jeg i hvert fald, sætter ord på hverdagen.
Måske. Og i øvrigt ganske ubevidst. Indtil nu, that is.

Jeg kan godt blive helt irriteret på mig selv over at jeg ikke har været bedre til at sige højt her på adressen præcis hvor glad jeg er for, at jeg tog det spring jeg gjorde tilbage i april. For det er jeg, også selvom det ikke altid er en dans på cupcakes. Men når det er, skal jeg nok huske at sige det også.

Så altså; Ovenpå kommentarerne, mine egne tanker omkring dem, samt en snak med min mand, der grinte lidt af, hvor meget det satte igang i hans kones i forvejen overfyldte hoved, er jeg nået frem til følgende:

Jeg sætter overdrevet meget pris på fleksibiliteten i mit arbejde, og måske skal jeg tænke lidt mere over, at det kan opfattes forkælet og arrogant, når jeg ikke anerkender det privilegium det er at være sin egen chef, i et job man virkelig elsker.

   

Mandagstirsdag, igen

img_8823

Jeg er derhjemme, hvor jeg i skrivende stund spiser brød med smør og drikker appelsinjuice, velvidende om at min halsbrand og mine lår muligvis straffer mig hårdt senere. Men so be it. Mandagstirsdag er nemlig tilbage …

Igen sov vi over os. Men nåede dog afsted i tide. Lettere forhastede og stakåndede, jeg helt uden kaffe og iført et par strømpebukser, der muligvis burde have været til vask fremfor på mine ben.

Otto blev afleveret, og selvom jeg godt kunne mærke, at min krop var lidt tungere end de andre dage, viftede jeg det væk og tog til dagens første møde, hvilket var hyggeligt, men dog også en anelse nedslående. Noget der skulle vise sig, at være et mønster – For allerede inden klokken var slået 10, havde jeg allerede modtaget endnu to informationer af relativt kedelig karakter.

Min krop værkede videre, præcis som i de foregående par dage, og jeg besluttede derfor efter mit morgenmøde og de to grå smser, der var tikket ind, at dreje tilbage mod Vesterbro i stedet for mod Andedammen som planlagt. Jeg ringede til min læge, eller jeg ringede til min mand, der bad mig ringe til min læge, hvor der ret mirakuløst ingen ventetid var, der fik jeg lov til at stikke hovedet forbi, og blev så bedt om at gå hjem i seng, på den strenge måde.
Så det gjorde jeg. Glemte bare lige at aflyse dagens andet møde, som jeg pænt blev mindet om et kvarter efter det skulle være gået i gang, i en lidt skarp tone, hvilket var fortjent, men åndssvagt pinligt.

Som en lille tirsdagsbonus, kaster katten op. Jeg har trådt i det to gange, hvilket i det mindste betyder, at de der strømpebukser nu bliver vasket (jeeep, mit glas er mega half full)
Og så var der ikke engang nogle honninghjerter i Lagkagehuset.

Som sagt, tirsdag er det nye mandag.

25+1 status

img_8786

Kjole fra Stine Goya. HER (Affiliate) og med korte ærmer HER

I bliver snydt for en video denne gang, men jeg vil forsøge at lave en næste gang, jeg er klar med en status.

I går ramte jeg 25 uger, altså graviditetsuger.
Jeg har følt mig ret ovenpå i en del tid, men faktisk har jeg i går og i dag oplevet både lidt hidsige plukveer, samt noget blødning, så jeg skal lige til et ekstra tjek i denne uge, og måske også huske, at det der med at bære Uma op og ned fra 2. sal for at spare et par minutter, ikke er optimalt og i det hele taget bare lige skrue blusset en lille anelse ned. Heldigvis holdte jeg mig jo en helt afslappet weekend og er i det hele tiden lidt mere obs på min krop og det den fortæller mig.

Jeg har som sagt taget lidt mere på end hvad jeg havde forventet på nuværende tidspunkt, hvilket måske ikke er så mærkeligt, eftersom at jeg indtil for få dage siden ikke kunne klare synet af rugbrød, og derfor har spist væsentlig mere hvidt brød end normalt, og til hvidt brød hører naturligvis smør og pålægschokolade.

img_8705
Den vægtøgning forsøger jeg at bremse lidt, ved blandt andet at spare på smøret, sige nej tak til al marcipanen, der frister alle vegne, og så er jeg begyndt at træne en gang om ugen. Og så har jeg i en hel uge skrevet ned præcis hvad jeg har spist, hvilket var lidt af en øjenåbner. Det kan altså anbefales til alle, lige at føre en lille madlog ind imellem. Det er ret interessant, at se sin kost sort på hvidt. Jeg spiser for eksempel meget mere sukker end jeg troede, jeg snacker en hel del, og er faktisk enormt dårlig til rigtige måltider. Men mere om det en anden god gang.

Foruden vægtøgning, en overdrevet aktiv baby og førstnævnte plukveer, er det eneste jeg kan komme i tanke om af sidegevinster, at jeg har virkelig slem halsbrand om natten, og at mit maveskind er begyndt at klø helt ulideligt, men jeg er både skånet for kvalme, rygsmerter, muskelkramper og andre ting, som jeg ellers i mine andre graviditeter har skulle døje med, og så er der selvfølgelig lige 15 uger tilbage, hvor der kan nå at ske en masse. Men alt i alt, all good.

Weekend, sådan rigtigt.

Jeg har holdt weekend. Helt uden computer, blogging, mails og skyggen af arbejde. Ikke bevidst egentlig, det skete bare, og det var ret fedt.
Fredag var jeg, som I ved, på date med ham jeg er gift med. Vi rystede på hovedet en del af, hvor fjollet det egentlig var, at vi savnede vores børn forfærdeligt meget, tog så ud og spiste 200 meter fra vores hoveddør, blandede for 100 kroner slik på vejen hjem og stenede serier til vi ikke kunne holde os vågne mere, sov til klokken 9:30 og gik ud og spiste brunch, inden vi tog hjem til min mor og stedfar og brugte resten af lørdagen med børnene. Det lyder måske røvsygt, men det var lige, hvad vi havde brug for.

img_8784
Søndag kørte vi ud til min svigermor, hvor Otto hjalp med at pynte huset op til jul, mens jeg faldt i søvn på sofaen, og vågnede til pizza, inden vi igen kørte mod Vesterbro. Med andre ord en, for de fleste, helt almindelig, men ret lækker weekend.
Nu er en ny uge skudt i gang og jeg føler mig helt klar til den, og så tror jeg måske, at jeg skal prøve det med weekend lidt oftere.

Jeg har nu et par timer i min elskede Andedam, inden mand og yngstebarn (der er hjemme med øjenbetændelse) henter mig i Volvoen og kører os til Nordsjælland, hvor vi skal kigge på hus … HA! Og dermed skrev jeg en sætning jeg for bare fem år siden havde skraldgrinet af. Hvad så, leverpostejsliv?!
Jeg elsker det.

img_8783