Vi er ret klar til baby, i hvert fald på den praktiske måde. Troede jeg da. Men der er altså forskel på damer og mænd. For freelancer har, ifølge ham selv, nogle vigtige hængepartier han ikke helt kan slippe. Der skal blandt andet bygges nogle hylder, der er enormt vigtige (åbenbart), sengen skulle op (det kom den i går), og efter en ret heftig dag med gæster hele dagen i går fik vi begge fnidder af at vi mangler opbevaring på børneværelset, og nu også har en overflod af babytøj, der ikke har en plads. Så på trods af at vi efter godt halvandet års kamp næsten har fået udryddet alt IKEA-produceret i vores hjem, pakkede vi den fem årige og os selv i bilen klokken lidt i aftensmad og drønede til Gentofte for at indkøbe opbevaring for tusindvis af kroner. Samt noget kötbulla og kanelsnegl, naturligvis, og Otto synes at han fik den bedste pasta nogensinde! ‘Den smager helt anderledes end vores pasta!’ (læs: intet fuldkorn. IKEA kører den hvide pastastil, og det var et hit).

 photo foto 26_zpsqyuig4az.jpg

Klokken nåede at blive godt over 20 inden vi kunne bakke den røde Mercedes ud af parkeringshuset – og da kom Otto i tanke om, at han og jeg jo faktisk havde en aftale om at vi skulle se film og spise popcorn og at dette altså var alt for sent, og hvad jeg så lige havde tænkt mig at gøre ved det… Needless to say, vores søndag morgen bliver brugt under dynen med Flyvemaskiner på Netflix og en skål popcorn som morgenmad. Det må man godt, når ens forældre får utjekkede hjerneblødninger på grund af instant rederbyggerpanik lørdag aften, som går ud over de planer man havde.

Resten af dagen skal bruges på at bygge verdens største skuffemøbel (Otto konstaterede i går at ‘kommode er da et åndssvagt ord. Er det en ko, der er på mode, eller hvad?!’… Og det kan han jo have ret i) så vi kan få styr på de sidste ting og dermed er helt klar til at få en ny beboer. Om freelancer når at få styr på de vigtige hylder, må tiden vise. Vi håber det, ellers bliver hende lillesøster sgu nok super skuffet.

 photo foto 14_zpsrsztjywd.jpg

4 Kommentarer

15 dage til termin – og jeg har nu to gange oplevet rigtige tegn på at en fødsel venter om hjørnet. Jeg har en del plukveer i denne graviditet, også af den lidt lede slags, hvilket jeg efterhånden har vænnet mig til, så dem lægger jeg ikke så meget i. For lidt over en uge siden havde jeg en hel aften, hvor de tog til i styrke og begyndte at minde om den optakt jeg oplevede inden min første fødsel. Men det blev ikke til mere og de gik i sig selv. I går aftes meldte den strammende, næsten brændende følelse i min lænd, som jeg oplevede ved min første fødsel, ved hver plukve. I starten lagde jeg ikke noget i det, men da de blev ved i en god rum tid, og begyndte at komme næsten rytmisk og tæt på regelmæssigt, tænkte jeg at så var det sgu så alligevel nok ved at være nu. Jeg fandt Anja Bay bogen frem, læste de afsnit jeg har understreget igennem, øvede min vejrtrækning, pakkede det sidste til hospitalstasken, tog et varmt bad og gik i seng. Vågnede tre gange i nat, hvor det strammede godt i lænd, mave og lår, men faldt igen i søvn, og i morges da jeg stod op… Ingenting. Ikke så meget som en plukve. Jeg er tværtimod rimelig vel udhvilet og min krop føles ikke så tung som den plejer, og baby er stille.Altså hun rumsterer da lidt, men det er alt. Så. Snydt igen.

Det bliver man faktisk lidt skør af. At tro det nok er nu, til igen at tænke at der i hvert fald er et par uger igen. Sådan var det altså ikke første gang. Der kom veerne dagen efter termin og så var det ligesom det. Ikke alt muligt snyderi. Sgu da irriterende.
Nå. Men som sagt er jeg endnu ikke utålmodig, sådan for real. Desuden holder vi påskeferie fra i eftermiddag og ti dage frem, Otto og jeg, så jeg har slet ikke tid til at føde.

Jeg hepper på d. 12. april.

 photo Skaeligrmbillede 2015-03-27 kl. 10.48.45_zpscfmpsyzo.jpg

8 Kommentarer

Vi har fundet et navn! Det er så vildt at det lykkedes, men det gjorde det og det føles helt helt rigtigt.

Men nej, I må stadigvæk ikke høre hvad det er. Endnu.

Dog har jeg besluttet at tage jer igennem processen her mens vi venter, og afsløre nogle af de navne, der også var i spil, hvorfor de var og hvorfor de røg ud igen. Navne som jeg alle elsker, men som bare ikke føles helt rigtige lige til hende her. Det bliver en føljeton, hvor jeg afslører et eller flere navne hver gang. Og den starter her:

Da vi fandt ud af at det var en pige der bloppede rundt under mit maveskind, var jeg på ingen måde i tvivl. Hun var en Carla! Det kunne ikke være anderledes.

… Men som tiden gik var det alligevel som om, at det måske ikke var det helt rigtige. Pludselig var der Carla’er over det hele, fra hunde til kolleger, til karakterer i tv-programmer og bekendtes børn.  Og da det så dukkede op på top ti listen over populære navne fra sidste år måtte vi (jeg) give slip. For det var aftalen. Ingen navne fra top 20.

Og så var vi, særligt jeg på bar bund.

Jeg forelskede mig i navne som Esther, Vera og Ellen. Men min bedre halvdel smed et klart veto efter Esther, der længe var min favorit, og de andre elskede han tydeligvis ikke som jeg, så de røg også væk fra tavlen i køkkenet, hvor jeg sirligt havde skrevet alle forslagene op – og pludselig var tavlen altså tom.Igen.

Freelancer nævnte at vi også bare kunne droppe vores aftale og holde fast i Carla, hvis det betød så meget for mig, og de alternativer vi havde haft oppe og vende var jo bare ikke helt i skabet, så Carla fik lov til at komme tilbage på tavlen for en stund. En aften da vi lå og snakkede i mørket, freelancer og jeg, sagde han forsigtigt, at selvom Carla var et rigtig godt navn, havde han tænkt på et andet som han ikke kunne slippe …

Fortsættes 

 photo foto3_zpsppo1gmz6.jpg

18 Kommentarer

Som det nok allerede er blevet gjort klart, er jeg lige nu på barsel. Halvanden uge er gået og jeg nyder det. Elsker al den tid jeg har fået. At jeg kan ordne alt muligt praktisk inden klokken har slået 10 og stadigvæk har tid til at læse i mine blade, se serier, sove til middag, skrive, opdatere Instagram og bloggen. Nyder det særligt meget fordi jeg godt kan huske, hvordan ens hjerne og hverdag bliver til en klistret masse når der pludselig dumper en baby ned i ens liv. Så at kunne smide benene op, kværne noget Kåre Sand produceret (yes, jeg fik afspilleren til at virke, efter kyndig support fra en medarbejder hos Nutv), læse i en bog eller gå igang med at læse mails og ikke mindst afmelde sig alle de nyhedsbreve, der på en eller anden måde har fået ophobet sig i mailboxen i den tid man havde fuldtidsjob og ikke kunne overskue at glo på sin egen gode gamle Gmail, sætter jeg virkelig pris på. Manner! Det er fedt.

Og så er der også pludselig tid til at tænke en hel masse. Hvilket når man er udstyret med et sind som mit, både bringer godt og ondt med sig. Jeg har for lang tid siden besluttet at jeg ikke vil gå op i, hvad andre tænker om mig, mit liv og mine valg. Men når man lever i et land som vores og ovenikøbet har valgt at have en blog, hvor man som her både deler tanker, vaner, godt og skidt, i en redigeret udgave naturligvis, bliver man alligevel tvunget til at forholde sig til andres opfattelse af en. Og for første gang længe mærkede jeg i går et snert af den der ‘Skulle jeg lige skrue ned for aktiviteten på Instagram’ da jeg om aftenen postede, hvad der var mit fjerde billede den dag. Men så pillede jeg hovedet ud af egen røv og konstaterede at selvom jeg har loyale opturs-følgere, med kun ganske få trolls imellem, er der nok ikke nogen, der seriøst lader sig genere af at sneglen har fået lidt (meget! meget mere) tid til at være endnu mere synlig på de sociale medier. Og skulle der ryge nogle følgere fra på den bekostning, så går det nok også. Ikke at jeg kunne finde på at tjekke op på den slags, tjekker som sagt ALDRIG hvem der smutter, eller hvornår, for jeg lever bedst i naiv uvidenhed. Smart.

Lige en sidste ting inden jeg smutter tilbage til al den tid jeg har (og nutellamaden på min tallerken) – Tak for de fine kommentarer, likes og mails I sender i min retning for tiden. Det er overvældende, og jeg bliver endnu mere varm og glad indeni end jeg er i forvejen.

 photo foto 13_zpsebuqr1af.jpg

8 Kommentarer

Nu er vi over et år inde i vores forhold, eller faktisk er det jo 8 år, men der var jo lige en fem års pause som I måske husker. Men det er nu lidt over et år siden at jeg sagde JA til at give freelancer og mig en chance. Og hvordan mener vi så selv at det går?

Virkelig godt. Vi er stadigvæk forelskede, faktisk så meget at jeg så sent som i dag tog mig selv i at dufte til en af hans trøjer da jeg var alene hjemme (who does that?!) og jeg kan se i hans øjne at han er ved at flække af lykke når jeg twerker mig gennem lejligheden til Wiz Khalifas ‘Ass drop’ (hvilket er ofte).

Hvad er så anderledes denne gang? Hvorfor fungerer det? Udover kærlighed, respekt og fascination, har vi lært af vores fejl. Vi er enormt gode til at taaaaaale om alting, hvilket ind imellem virker en anelse fjollet og ubehageligt, særligt når det omhandler at en af os (oftest mig) har reageret uhensigtsmæssigt, men det er virkelig nødvendig og sundt. Vi taler også om de gode ting og huske at sige til hinanden, hvad vi sætter pris på.  Helt ned til ‘Tak fordi du lader mig vide når du er lidt forsinket’ eller ‘Hvor er det optur, at du serverer kaffe for mig når jeg er i bad om morgenen og er sent på den’.

Skændes vi så aldrig? Jo mand, er du sindssyg!? Jeg kan blive hysterisk og urimelig, særligt når jeg bliver usikker, og så har de her graviditets-hormoner altså virkelig også givet nogle vilde udslag indimellem, og min mand er arbejdsnarkoman og uduelig til at lægge det væk, arbejdet, hvilket ind imellem er til at skrige over. Men netop fordi vi taaaaler så meget om det vi føler, undgår vi en del skænderier, men når de endelig er der, er det som at luften bliver renset og på en eller andet nulstilles alt, og det er nu nok også ret sundt. Jeg er vist bare typen, der har brug for at brøle engang imellem, og det får jeg så lov til.

Jalousi? Noget af det som der er flest, der spørger mig om i forhold til at være kærester med en som freelancer er, om det ikke er hårdt at hans job blandt andet består af at tilbringe rigtig meget tid med smukke damer. Ind imellem i omgivelser, der potentielt kunne gøre fristelsen endnu større. Og jeg kan med hånden på hjertet sige: Nej, jeg bliver ikke jaloux. Heller ikke når han tager badetøjsbilleder af supermodeller, der har kroppe som man slet ikke fatter findes. Jeg joker ofte med det, især når jeg hører hvordan andre kvinder indimellem går i flitsbue over, hvis deres mænd tilbringer tid med andre kvinder, for jeg kan da godt selv høre, hvor sindssygt det lyder at min mands job blandt andet består af at rejse til pæne strande og tage billeder af smukke piger, men nej,  jeg er ikke bekymret. Hvilket bunder i, at jeg er fuldstændig sikker på, at han for det første synes jeg er det lækreste i hele verden, det fortæller han mig hver dag, og jeg kan se det på ham, også når jeg har tomatsovs på trøjen og når jeg snerrer af ham fordi han stiller vandglas overalt i lejligheden. For det andet vil han aldrig nogensinde såre mig igen, for det gjorde noget ved ham dengang, som han stadigvæk, tror jeg, ikke har tilgivet sig selv for. De få gange jalousi har været et issue imellem os i løbet af det sidste års tid, har jeg skyndt mig at sige det højt og igen fået taaaalt om det. Og han har gjort det samme. Det virker fandme det der kommunikation.

Så ja, there you have it. Vi er hverken perfekte eller bedre end nogen andre, vi har bare være virkelig meget igennem, og fortrudt en milliard gange at det gik galt, og vi er begge så skidebange for at miste hinanden, igen, så vi investerer ALT og er gået all in. Med succes.

 photo foto 32_zpsdqyygdm6.jpg

16 Kommentarer

Til salg for chokolade? JA. Med andre ord er indlægget her lavet i samarbejde med Summerbird.

Jeg elsker når mennesker og i den grad også når firmaer overrasker og har selvironi. Især når man slet ikke forventer det. Som for eksempel når et fancy high quality chokolade firma godt kan grine af at jeg sammenligner deres produkt med en stor diller, som tilfældet var på Instagram for nyligt:
 photo summerbird1_zpssuwnzurl.jpg
 photo summerbird2_zps47r0n0it.jpg

Jeg fik både et like fra Summerbird – og som om det ikke var nok, kunne jeg et par dage senere hente denne på posthuset. Hårh!

 photo summerbird3_zpsxdodiv1b.jpg

Og dette er hvad der var i kassen… (med tryk på VAR)

 photo DSC_099343_zpsk0vcesd0.jpg

Ok…  det er måske ikke alt der var, for jeg kom til at spise lidt af  indholdet mens freelancer tog fotos, men forestil dig et stort mælkechokoladeæg, der var tiltænkt Otto… Han fik også lidt. Dagen efter.

Resten spiste jeg relativt hurtigt efter, og selvom det gik stærkt, nød jeg det ikke mindre, tværtimod! Og jeg kunne faktisk godt overtales til at klikke noget mere med hjem fra webshoppen, Om ikke andet så til at give i gave til nogle rigtige voksne, der virkelig sætter pris på god kvalitetschokolade i lækker indpakning, for det må man eddermame sige at Summerbird er, og som ekstra bonus er det faktisk også økologisk, så alle kan være med.

Selvom jeg knuselsker billig mælkechokolade, er der altså ikke noget der slår den ægte vare… Og lige nu fortryder  jeg måske lidt at jeg spiste marcipanæggene så hurtigt, for de findes altså ikke bedre. Trust me.

Se Summerbirds påskesortiment HER.

Jeg tror faktisk at porcelænsægget, som er fyldt med nougatæg (!) skal med mig som værtindegave til den påskefrokost jeg skal til i næste uge (hvis jeg ikke føder. Så må jeg hellere beholde det selv)

 photo DSC_097727_zpssbuu3xnp.jpg

7 Kommentarer